Venezias historie

Fra det 15. til det 18. årh.

Tekst

 

Andre perioder af Venezias historie:

-  Fra det 8. til det 14årh.

-  Fra det 19. årh.

-  Republikkens styreform  

Fra det 15. til det 18. årh.

 

Helt i overensstemmelse med gamle traditioner kastede Venezia sig herefter ud i en ekspansiv politik på fastlandet og engagerede sig i de vekslende alliancer mellem territorialstater, byrepublikker og fremmede magter. Takket være de enorme rigdomme kunne byen financiere store hære og købe betydelige feltherrer, der under dogen Francesco Foscari (1423-1457) udstrakte Venezias herredømme stadig dybere ind i landet. Padova, Verona, Vicenza, Treviso og Brescia blev indlemmet i republikken. I 1454 nåede byen sit politiske højdepunkt med freden i Lodi, der betegnede en stor sejr over ærkerivalen Milano.

Efter 1450 begyndte en ny farlig konkurrent at gøre sig gældende i Middelhavet - tyrkerne eller osmannerne, der med overraskende hast havde opbygget en flåde, der skulle blive en trussel mod Europa. I 1453 erobrede tyrkerne Konstantinobel og for en kort tid gik den blomstrende han­del med orienten, der havde dannet det økonomiske grund­lag for de venetianske erobringskrige, næsten i stå. Republikkens finansielle midler begyndte at være udtømte og i anden halvdel af århundrede mistede venetianerne ø efter ø og havn efter havn i den østlige del af Middelhavet til tyrkerne. I en periode herefter frem til 1475 engagerede Venezia lejesoldaten – condottieren - Bartholomeo Colleoni, som byens overgeneral, og han udførte store bedrifter for at holde fjenden fra livet.

 

Bartolomeo Colleoni (1400-1476) italiensk condottiere fra Bergamo. Han arbejdede fra 1454 som general for Venezia. Man kan besøge hans slot Malpaga ved Bergamo. Kong Christian I besøgte det i 1474, da han var på vej til Rom. Fresker i slottet har motiver fra dette besøg. Verrochio skabte det fantastiske ryttermonument omkring 1486, det blev færdiggjort af Lombardi i 1496.

 


 

Rafaello: pave Giulio II

National Galleri London

I de sidste ti år af 1400-tallet indtraf der to begivenheder, der i det lange løb skulle vise sig at ramme Venezia hårdere end noget militært nederlag. Genoveseren Colombus opdagede i 1492 vejen til Amerika, og i 1498 opdagede portugiseren Vasco da Gama søvejen til Indien. Nye handelsveje blev etableret og Venezia så sig reduceret til en havneby, som de nye handelsveje gik udenom.

I 1508 dannede pave Giulio II (della Rovere, 1503-1513) sammen med Spanien, det Tyske Kejserrige og Frankrig et forbund mod Venezia, som også hertugerne af Mantova, Ferrara og Savoyen tilsluttede sig. Et år senere blev den venetianske hær slået og tilintetgjort. Venezias magtposition syntes at være brudt. I lagunebyen hærgede pesten og i 1509 lyste paven Venezia i band. Det lykkedes dog de venetianske diplomater at splitte modstanderne og krigen sluttede uden territoriale tab.

En sidste gang var Venezia på toppen af magten, men den tid hvor lagunebyen havde spillet en rolle blandt de europæiske magter, var ved at være til ende. Venezias handelsmæssige volumen skrumpede langsomt ikke så meget på grund af de nye handelsveje, men snarere på grund af de venetianske adeliges dalende interesse. De ville hellere investere deres formuer i landejendomme og jord end i usikre handler.

Da tyrkerne forsøgte at erobre Cypern i 1569 blussede krigen mellem de to lande op og den varede til 1573 og blev den mest skæbnesvangre i republikkens historie, til trods for at Venezia ved fredsafslutningen stod med sejrens palmer. Fra denne krig er der mindst to navne Bragadin og Lepanto, der møder en ved et besøg i byen. Bragadin var kommandant på Cypern, blev overvundet, fanget og fik skåret næse og ører af, herefter slavearbejde inden han blev flået levende og udstoppet med halm. Huden ligger begravet i SS. Giovanni e Paolos højre sideskib. I samme kirke kan man se Capella di Rosario o di Lepanto, der er viet til et af alle tiders største søslag, det blev udkæmpet 7. okt. 1571 ved Lepanto. Her fik republikken hævn for nederlaget ved Famagosta på Cypern. Men sejren var dyrekøbt, republikken var så afkræftet at den på trods af sejr måtte afstå Cypern og tilmed udrede krigsskadeserstatning. Få år efter i 1576 udryddede en pestepidemi 50.000 af indbyggerne.

Den store sejr over tyrkerne, som den venetianske flåde udkæmpede i søslaget ved Lepanto (1571), var allerede en triumf for den spanske konge, som nu havde fået rollen som forsvarer for kristendommen. Det lykkedes for venetianerne at opretholde deres uafhængighed. Byens politiske system bevarede den for helt at komme under stormagternes indflydelse. Sådan var det fx gået i Firenze, hvis regenter (Medicierne) gennem giftemålspolitik havde fået familiemæssig tilknytning til de herskende slægter i Europa.

 

 
 

Den europæiske politik blev i højere grad til de territoriale stormagters politik, hvor ingen lille italiensk stat, selv om den var nok så rig som Venezia, havde nogen som helst betydning. Fra begyndelsen af 1600-tallet var det forbi med at være stormagt. De katastrofale nederlag til tyrkerne, som stort set overtog alle Venezias oversøiske besiddelser, fik byen til at slå ind på en neutralitetspolitik, som bragte republikken uskadt gennem to århundrede. Trods nedgangen beholdt Venezia længe meget af den gamle pragt og levede videre på minderne om den stolte fortid. Handel og politik gled i baggrunden, mens karneval og teater, musik og kunst syntes at blive byens nye bestemmelse.

Også paven var på grund af den skarpe adskillelse mellem kirke og politik i Venezia ikke i stand til at få større indflydelse på republikken. I 1606 forsøgte pave Paolo V (Borghese, 1605-1621) med et interdikt mod alle kirkelige handlinger, at tvinge Venezia til at give den katolske kirke større magtbeføjelser, men venetianerne forbød simpelthen offentliggørelsen af pavens skrivelse i deres område, og til sidst måtte paven bøje sig.

En anden og mere alvorlig trussel mod Venezia var de utallige slag mod tyrkerne og de skiftende succeser, der i sidste ende medførte, at Venezia måtte opgive alle tidligere besiddelser i den østlige del af Middelhavet. i 1669 mistede byen efter blodige kampe også det frugtbare Kreta. Selv om venetianerne i 1683 under ledelse af den modige doge Francesco Morosini endnu engang kunne tilbageerobre Peleponnes, så var dette dog ikke en varig sejr. Hvor betydningsløs Venezia var blevet viser den kendsgerning, at på trods af republikkens sejr over tyrkerne ved Petrovaradin 1716, afgjorde Tyrkiet og Østrig uden Venezia ved fredsslutningen i Passarowits 1718, skæbnen for de venetianske territorier.

Da Napoleon begyndte at optræde på den italienske skueplads indhentede virkeligheden den stolte republik. I 1797 trængte for første gang en fjende ind i byen og den 120. doge abdicerede den 12. maj til fordel for et provisorisk styre under fransk kontrol. Ved freden i Campoformio samme år afstod franskmændene Venezia til Østrig for et stykke af Lombardiet. Franskmændene vendte dog tilbage og indlemmede byen i Napoleons kejserrige.

 

G. L. Bernini: Pave Paolo V

Galleria Borghese i Rom

 

 

Vil du læse mere om en af de andre perioder i Venezias historie, så "klik"

 

-  Fra det 8. til det 14årh.

-  Fra det 19. årh.

-  Republikkens styreform