Venezias historie

Fra det 8. til det 14. årh.

Tekst

 

Andre perioder af Venezias historie

-  Fra  det 15. til det 18årh.

-  Fra det 19. årh.

-  Republikkens styreform  

Fra det 8. til det 14. århundrede

 

I 774 blev S. Pietro di Castello sæde for en biskop (først i 1807 blev S. Marco blev domkirke), det var et skridt mod frigørelse fra Patriarken af Grados krav om det kirkelige overherredømme. Dette blev yderligere markeret i 828, da apostlen Markus blev valgt til den venetianske repu­bliks beskytter. Under hans fane og hans symbol – den vingede løve – blev Venezia sejrherre, og overalt hvor der var tale om venetiansk område, blev symbolet opstillet. Ifølge helgenlegenderne apostlen og evangelisten Markus til Norditalien som missionær og grundlagde Aquileia. Apostlens rejse førte ham til den ægyptiske by Alexandria, hvor han oprettede et bispesæde og oplevede sit martyrium, og blev begravet i sin bispekirke. Da de muslimske saracenere ville bruge de kristne kirker til byggemateriale, var evangelistens grav i fare, men det lykkedes to venetianske købmænd, at få relikvien ombord på deres skib og sejle det til Venezia.

Ved den lejlighed opstod legenden om at apostelen, medens han missionerede i lagunen, i drøm­me havde set en engel. På det sted, hvor Markuskirken står, forkyndte englen at der hvor han lå og sov, ville hans grav og stedet for hans største tilbedelse komme til at ligge. Dermed havde det lille øsamfund i lagunen fået en mægtig skytshelgen, hvis symbol fulgte byen og gavn navn til Markusrepublikken.

 

Frem til 840, hvor selvstændigheden blev garanteret af den frankiske kejser, truede longobarderne og byzantinerne lagunesamfundet, men der rasede også indre stridigheder om hvilket af de mange bittesmå øsamfund, der skulle indtage den førende position. Øen Rialto sejrede i denne strid. Den voksede hurtigere end de andre øer takket være bestandige landvindinger og i 811 slog dogen sig ned i Rialto. Lidt efter lidt blev de nærmest liggende øer indlemmet i fælleskabet, der endnu i 900-tallet blev betegnet Civitas Rivoalti, først herefter tager byen selvbevidst navn efter den antikke region, hvorfra dens borgere i sin tid flygtede, Venetia. I slutningen af 900-tallet strakte befæstningen sig fra Riva degli Schiavoni over San Giorgio til Punta della Dogana og tilbage indtil Santa Maria Sobenigo.

Det der forenede venetianerne, var nødvendigheden af at have et fælles forsvar og fælles handelsinteresser. Med forenede kræfter lykkedes det at bringe hele Adriaterhavet under venetiansk kontrol.

 

Tintoretto: "Ss. Marco e Giovanni"

S. Maria del Gigli (Venezia)

I løbet af 1000-tallet udstrakte Venezia sin indflydelse langs Dalmatiens kyst med henblik på at erobre støttepunkter for handelen. Mens Venezia gerne holdt sig neutral i pavens og kejserens magtkamp på fastlandet, tog byen i stigende grad del i det politiske spil om kontrollen med det østlige Middelhav. Et tydeligt tegn på Venezias voksende magt og rigdom var den nye prægtige kirke S. Marco, som man i slutningen af det 11. århundrede begyndte at opføre.

Kontakten med Byzans forblev hjørnestenen i handelsaktiviteterne og sammen med det forhadte Genova erobrede Venezia en altdominerende position i den byzantinske handel. Byens egentlige opsving kom med korstogene. Under den fireogfirsårige doge Enrico Dandolo (1192-1205) tog Venezia aktiv del i det 4. korstog, der blev afskibet fra Venezia lido. Ved denne lejlighed svigtede man paven ved ikke at gå mod Jerusalem, men i stedet erobre Konstantinobel i 1203. Byen blev plyndret for umådelige skatte og utallige kunstværker blev bragt til Venezia (blandt andet de antikke heste, der nu står på S. Marcos portal). Det enor­me krigsbytte, der tilfaldt Venezia kom til at danne grundlag for byens fremtidige rigdom, og ved delingen af Det Byzantinske Rige fik byen udvidet sit magtområde til Dalmatiens kyststrækninger, øer i Marmarahavet blandt andet Kreta og dele af Pelepones. Fra denne periode stammer en af Venezias store navne, den legendariske opdagelsesrejsende Marco Polo (1254-1324).

 

 
  For en tid koncentrerede Venezia sig stærkere om at styrke positionen over for naboerne på fastlandet specielt den store handelsmagt Genova, der i 1261 allierede sig med Byzans. Denne alliance fik besejret det kongerige som korsfarerne havde oprettet på byzantinsk grund, og venetianerne mistede deres handelsprivilegier. I over hundrede år kæmpede rivalerne om herredømmet i den østlige del af Middelhavet, og i 1378/79 blev den venetianske flåde slået og tilintetgjort, hvorefter genoveserne og deres allierede forsøgte at tilintetgøre Venezia. Genova erobrede byen Chioggia og trængte dermed helt ind i lagunen. Venetianerne gav dog ikke op, de fik bygget en ny flåde, spærrede Porto di Lido der var en eneste farbare vej ud til det åbne hav og den 13. august 1380 blev genoveserne omsider definitivt besejret. I den lange periode hvor der blev ført krig mod Genova, var der også flere tilfælde situationer med indenrigspolitiske kriser i Venezia.  
 

 Allerede i 1310 havde Bajamonte Tiepolo forsøgt at styrte den daværende doge og i 1355 kom der et endnu farligere angreb på regeringen, da dogen Marino Falier – en 70 årig succesfuld admiral, general og diplomat - ville gøre sig selv til enehersker over lagune­byen, efter at Genova havde sejret i et slag ved Portolongo. Men planen blev forrådt og Falier blev halshugget på trinene til dogepaladset, hvor han var blevet kronet og hans portræt på væggen i Maggior Consiglio blev overmalet.

Aldrig var Venezia - La Serenissima - "den skønneste" rigere og mægtigere end i de nærmeste menneskealdre efter sejren over Genova.

 

 

Vil du læse mere om en af de andre perioder i Venezias historie, så "klik"

 

-  Fra  det 15. til det 18årh.

-  Fra det 19. årh.

-  Republikkens styreform