Venezias historie

Republikkens styreform

Tekst

 

Palazzo Ducale – Mødesal for Collegio  

Republikkens styreform

 

I modsætning til de øvrige italienske bystater lykkedes det aldrig en enkelt person eller familie at sætte sig i besiddelse af magten i sø-republikken. I de århundrede hvor den venetianske stat blev dannet havde dogerne næsten uindskrænket magt. Embedets navn er afledt af det latinske ”dux”, betegnelsen på den østromerske kejsers repræsentant, der fra det 8. årh. regerede lagunen. De tidlige doger var på mange områder uafhængig af Konstantinobel, og deres autoritet var så stor, at de ofte i det 8.-12.. årh. fik deres sønner eller nære slægtninge valgt som deres efterfølgere. I løbet af det 12. årh. fik kommunen stadig større indflydelse, og dogen blev ikke mere valgt med akklamation af ”Arengo” (folkeforsamling af alle Venezias borgere), men Arengo valgte nu dogen ved hjælp af valgmænd. Endvidere valgte Arengo to råd, et lille råd (Collegio), med en repræ­sentant fra hver af de seks bydele, der skulle være dogens nærmeste rådgivere, og desuden et stort råd (Maggior Consiglio). Medlemmerne af de to råd var fremtrædende personligheder på grund af formue eller viden. Collegio var den egentlige regering, og dets afgørelser var bindende for dogen. Det store råd mødtes under dogens forsæde i dennes palads og afgjorde spørgsmål af betydning for hele samfundet, herunder også om krig og fred. Det fungerede som rekrut­terings­basis for de mindre råd, der sad inde med den udøvende magt.

 

I teorien kunne enhver venetianer vælges til doge, men i praksis var det kun nogle få rige familier, der gennem lang tid havde sat sig på disse magtpositioner, der kom på tale.

I 1323 blev medlemskab af Maggior Consiglio gjort arveligt og medlemmerne blev herefter betragtet som nobile (adelige) og navnene på de slægter, der måtte deltage i rådet blev noteret i Libro d’Oro (den gyldne bog).

 

Giovanni Bellini: "Dogen Loredan"

London, National Gallery

Fra dette tidspunkt var det adelen, der udøvede regeringsmagten alene og vedblev at være det indtil republikkens undergang i 1797. 

Da deltagelse i Maggior Consiglio blev gjort arveligt steg antallet af medlemmer og derfor egnede rådet sig ikke som regeringsinstrument, og som følge heraf blev der nedsat mange kommissioner og underordnede myndigheder. Senato, hvis hovedopgave var at varetage spørgsmål om handel og skibsfart, et fyrremandsråd (Quarantia) kriminalretten, der havde justitsvæsenet som sin fornemmeste opgave, og et timandsråd (Consiglio dei Dieci) der fra midten af 1300-tallet blev et af de mest magtfulde organer - der stod for statens sikkerhed.

 

Statsoverhovedet - dogen - var ikke en magtfuld person, og hans nærmeste familie blev hindret i at udøve politisk magt. Fra 1253 kunne ingen person, som det lille råd enstemmigt og det store råd med flertal havde valgt, sige nej til posten som doge. Det var også under strafansvar forbudt at afvise valg til andre offentlige embeder.

Valg af Doge var en kompliceret affære med forskellige lodtræknings- og valgrunder. Dogen modtog en slags løn, der dog næppe dækkede udgifterne, og han havde forbud mod at udøve privat virksomhed, som følge heraf var ”formue” en af de vigtigste forudsætninger for embedet. Alligevel måtte han som alle andre borgere betale skat. Han var formand for alle råd, men var i realiteten kun menigt medlem.

Mødesal for Consiglio dei Deici

 

Palazzo Ducale - Mødesal for Senato

I Maggior Consiglio kunne han dog fratage talerne ordet. Dogen var forpligtet til kun at forlade Dogepaladset på højtidelig vis han måtte ikke rejse til udlandet uden tilladelse og følgeskab af et medlem fra Collegio. Han måtte kun modtage fremmede udsendinge under tilstedeværelse af Collegio. Udenlandske breve adresseret til dogen, måtte blive åbnet af rådsmedlemmerne, den øvrige post skulle dogen læse i rådets nærvær. Ingen af dogens breve eller forordninger måtte forlade paladset, medmindre de var underskrevet af mindst fire rådsmedlemmer. Dogens sønner og børnebørn kunne kun påtage sig venetianske embeder og måtte kun med rådets tilladelse gifte sig med udenlandske fyrsters døtre. 

Republikkens styreform var særdeles kompliceret med en uoverskuelig magtfordeling. Dette blev forstærket af, at de øverste instanser havde talrige mindre instanser under sig, og at embeder næsten aldrig blev opløst, mens der hele tiden blev oprettet forvaltnings- og beslutningstagnde instanser, hvis kompetencer med vilje ikke var klart afgrænsede. Der blev ikke kun oprettet nye instanser, men lovene blev også hyppigt ændret. ”Mutate rege mutata lex” (ændres regeringen ændres loven), dette skyldtes blandt andet at de fleste regeringsmedlemmer kun havde deres embede i ganske korte perioder op til få år. På trods af dette var det først ved republikkens slutning, at de forskellige institutioner helt blokerede for hinanden og lammede enhver politik, hvilket kan skyldes at bystaten var relativ let at overskue, og at der var for mange relationer mellem de forskellige familier, så de politiske beslutninger blev blokeret af det personlige kendskab.

 
 

Dogerne fra storhedstiden:

 
 

Enrico Dandolo

Jacopo Tiepolo                 

Andrea Dandolo  

Marino Falier (forræder)

Giovanni Gradenigo              

Giovanni Dolfin                   

Lorenzo Celsi                     

Marco Corner                    

Michele Morosini                  

Andrea Contarini                

Antonio Venier                   

1192-1205

1229-1249

1343-1354

1354-1355

1355-1356

1356-1361

1361-1365

1365-1368

1368

1368-1382

1382-1400

Michele Steno                   

Tomaso Mocenigo              

Francesco Foscari              

Pasquale Malipiero            

Cristofo Moro                 

Niccolò Tron         

Niccolò Marcello                  

Pietro Mocenigo             

Andrea Vendramin               

Giovanni Mocenigo              

Marco Barbarigo

Agostino Barbarigo           

Leonardo Loredan   

Francesco Venier      

1400-1413

1414-1423

1423-1457

1457-1462

1462-1471

1471-1473

1473-1474

1474-1476

1476-1478

1478-1485

1485-1486

1486-1501

1501-1521

1554-1555

 
 

Vil du læse mere om en af de andre perioder i Venezias historie, så "klik"

-  Fra det 8. til det 14årh.

-  Fra  det 15. til det 18årh.

-  Fra det 19. årh.