G.B. Falda: Chiesa e convento dei Carmelitani della Traspontina

Katolske strømninger i anden halvdel af det syttende aarhundrede

Kirken S. Maria in Traspontina

Af

Louis Bobé

(Louis Bobé, 1867-1951, dansk historiker, kongelig ordenshistoriograf. Bobé blev dr.phil. 1910 på afhandlingen ”Frederikke Brun, født Münter, og hendes kreds hjemme og ude” og han var medudgiver af ”Danmarks Adels Aarbog”.)

Roms kirkelige værdig blev gennem reformationen hverken mindsket eller svækket, men snarere forøget. For alle, der Norden for Alperne var bleven den gamle lære tro, måtte en pilgrimsfærd til Rom stå som målet for deres religiøse længsel og trang til bekræftelse af deres tro, ligesom de uoverskuelige skarer af konvertitter, vis navne katolske kirkehistorikere samvittighedsfuldt har optegnet, higende efter at besegle bruddet med deres hidtilværende trosbekendelse ved at pånå paven velsignelse og bøje knæ i Peterskirken, ved apostelgravene og alle øvrige hellige steder i Rom.

Den vakte danske nationalbevidsthed, der i religiøs henseende havde givet sig udslag i at kåre kong Knud til landets rigshelgen, bragte en af de få i Rom bosiddende konvertitter på tanken at få stiftet et alter i en af stadens kirker til dyrkelse af den kronede martyr.

Christian Payngk, en søn af kong Christian IV’s hofkemiker Ahasvereus Payank, fødtes i 1612. I sin ungdom gjorde han lange studierejser og gik i Rom over til katolicismen, erhvervede i 1640 doktorgraden ved universitetet i Rom, fik tildelt et kannikedom i Olmütz og tog derefter fast bolig i den evige stad. Det siges, at han græmmede sig såre over, at Danmarks skytshelgen i Rom, kong Knud, ikke var genstand for offentlig dyrkelse i staden, hvad han satte alt ind på at få udvirket hos den daværende pave Urban VIII. Anbefalet til dennes broder kardinal Antonio Barberini fik han af karmelitergeneralen Teodoro Straccio til dette øjemed overladt det alter i kirken S. Maria in Traspontina i Borgo Nuovo (opført 1566), som tilhørte karmelitterordenen og var indstiftet til S. Carlo Borromeo. Payngk skaffede ret betydelige midler til kapellets udsmykning og forskønnelse. En i Rom bosiddende kunstner, Daniel Saiter fra Wien i øvrigt udsmykkede kapellet. Indvielsen fandt sted den 7. januar 1640 i overværelse af hele kardinalkollegiet og med bistand af det pavelige kapel under illumination og fyrværkeri.

Den usikkerhed, der herskede i Danmark mellem kong Knuds og hertug Knuds helgendag, henholdsvis 10. juli og 7. januar, gjorde sig også gældende i Rom. Efter opfordring fra flere danske katolikker i Rom henlagdes i 1670 dagen til 19. januar.

I kapellet findes tre indskrifttavler. På den ene, ved foden af alteret læses: ”D.O.M SOLIS DANIS IN VRBE FIDEQUE ROMANA OBEVNTIBUS MONUMENTVM; ANNO DNI: MDCLXXXV. Den anden er sat til minde om de paver, der har fremmet S. Knuds dyrkelsen i Rom, medens den tredje udtaler en tak til kardinal Barberini og Straccio og ender med at berette, at kapellet af stifteren er bestemt til begravelsessted for ham selv og alle de i Rom i den katolske tro afdøde danske. Denne tavle er opsat i 1686.

S. Maria in Traspontina - Capella di S. Canuto

S. Canuto in estasi

Christian Payngk døde året efter, den 31. januar, 74 år gammel, i ét ham tilhørende hus i S. Dorotheas sogn nær ved Porta Settimiana. I henhold til hans sidste vilje blev hans lig, iført karmelitternes dragt, båret til S. Dorotheas kirke og derefter nedsat i det af ham stiftede S. Knuds kapel i den begravelse, som han havde bestemt til sig og alle danske. Alt hvad han efterlod sig af rørlige midler, og det hus, han døde i, med have og bohave, havde han skænket til kapellet, med forpligtelse til årligt at højtideligholde S. Knuds fest og at læse en messe hver ugedag.

Interessen for S. Knuds kapellet i Rom har til alle tider været levende hos danske romafarere. I den dagbog, kronpris Frederik førte på sin rejse til Italien i 1692, omtaler han at have set i en kirke S. Knuds begravelse og påtaler, at man har afmalet ham med en rød, i stedet for en blå kappe. ”De har her gjort ham til en helgen. Bønderne i Fyen har slået ham ihjel, fordi han havde befalet dem at skulle give tiende til de fattige og kirkerne; han regerede 1086 og skal have været en meget from og gudfrygtig herre.”  I 1698 besøgte også kongens broder prins Carl kapellet. Langt senere beretter J.G.C. Adler (1781), at man endnu hvert år i januar fejrede den store danske konges minde på en meget højtidelig måde, og de forsamlede folk bad ”San Canute, ora pro nobis”. I 1793 aflagde numismatikeren Chr. Ramus et besøg i kapellet. Tidligere var det efter hans udsagn skik på helgendagen at antænde en mængde vokslys og opføre en festlig musik. Munkene havde imidlertid spist den i dette øjemed henlagte kapital op, og festen var gået ind. Da provst F. Schmidt gæstede kirken 19. januar 1819, brændte dr kun fire lys, men der holdtes ingen messe mere, fordi der fattedes midler hertil. H.C. Andersen var under sit ophold i Rom 1841 også i kapellet på S. Knuds dag. Der var intet menneske tilstede uden ham. To tællelys brændte så sørgeligt, så fattigt på S. Knuds alter. ”S. Knud er fra Norden, og derfra får vort kloster intet”, fik han til svar af en munk, for hvem han ytrede sin beklagelse over, at S. Knuds festen ikke mere fejredes.

Af andre romafarere i deet 19. århundrede omtaler C. St. A. Bille i sine rejseminder S. Knuds kapel. Også han måtte høre, at S. Knud vr ”un povero santo”, og selv de få, som i n og næ kom for at se til ham, ikke gav noget.

Omsider, i 1906, blev der gjort skridt til at gengive kapellet dets tidligere ære og værdighed. En kreds af religiøst og historisk interesserede i Rom og Danmark indsamlede en kapital på 3000 lire, for hvilket kapellets malerier blev opfriskede og restaurerede, og de to tarvelige lysestager, der hidtil havde stået på alteret, erstattedes med et par broncekandelabrer. For renterne af den tiloversblevne sum afholdes der vedvarende messe to gange årlig: 19. januar og 10. juli. Endelig må det nævnes, at hans majestæt Kong Christian X 15. december 1920 besøgte kapellet og til samme skænkede en skriftestol.

Foruden kapellets stifter hviler her en anden dansk konvertit, Anton Georg Bredahl fra Frederiksstad, der fra 1759 tjente som fænrik i den danske hær, indtil han i 1770 afskedigedes som kaptajn, hvorefter han rejste til Rom og gik over til den katolske tro. Pave Pius VI gav ham ansættelse som fænrik i den korsikanske livvagt. Han døde i 1778 og opnåede kun en alder af næppe 40 år.

Den navnkundigste af danske konvertitter i Rom i det 17. århundrede er den med Christian Payngk samtidige Christian Ulfeldt, rigshofmesterens ældste søn, som dog ikke er begraveet i S. Maria in Traspontina. Fra 1661 var han kammerjunker ved dronning Christines hof og gik over til katolicismen. Året efter tog han i Brügge blodig hævn over sine forældres brutale fangevogter på Hammershus, generalmajor Adolf Fuchs, og undslap til Lièges. I 1663 var han ved dronning Christines hof i Rom og vendte i 1669 atter tilbage hertil efter at have opholdt sig hos faderen og skaffet hans lig udleveret og begravet. Han fik af paven tildelt et kanonikat i  Eichstädt i Bayern og senere endnu et ved den i Cancelleria indbyggede kirke, S. Lorenzo in Damaso, i hvilken han gravsattes i året 1688. På hans nu forsvundne ligsten, der rejstes over ham af hans nære ven, greven af Vasaburg, berømmes han, fordi han uddrev sine brødre  Corfitz og Leo, der også var i hoftjeneste hos dronning Christine i Rom, og søsteren Anna Catharine af det lutherske kætteri.

Samtidig med Christian Ulfeldt levede i Rom den i det holstenske ridderskabs historie uhyggelig bekendte Christopher Rantzow, ejer af godserne Schmoel, Hoenfelde og Övelgönne. Kort efter at have sluttet sine studier i Helmstedt gik han på foranledning af konvertitten, den lærde bibliotekar ved Vatikanets bibliotek, hamborgeren Lukas Holste, i 1650 over til katolicismen og optoges året efter i rigsgrevestanden. Han ægtede 1678 prinsesse Dorothea Hedevig af Slesvig-Holsten-Nordborg og var en tid hjemme på sine godser i Holsten. Her iværksatte han en række hekseprocesser, hvis følge var, at 18 mennesker uskyldigt dømtes til døden, hvorfor han ved Flensborg Landret idømtes en meget stor pengebøde. Han døde 1696 i Køln.

S. Maria in Traspontina

S. Maria in Traspontina - kirkerummet

Andre af den danske adel udgåede konvertitter var børnene af Jørgen Reedtz, ambassadør i Madrid, og den som Griffenfeldts veninde bekendte Mette Trolle. Sønnen Frederik Christian døde som munk i Rom. Døtrene Charlotte Amalie og Birgitte Sophie boede i 1692, da kronpris Frederik besøgte dem, hver i sit kloster, henholdsvis i Convento Barberini og S. Catharina in Siena; de levede endnu i 1740.

Jævnsides med den i Rom af de danske konvertitter udfoldde virksomhed foregik i anden halvdel af det 17. århundrede en lignende bevægelse i Danmark.

Af betydning for Romerkirkens stilling blev det især, at hertug Johan Frederik af Hannover, der i 1651 var gået over til katolicismen, jævnligt og længe opholdt sig ved sin svoger, kong Frederik III’s hof i København. Hans skriftefader Valerius Maccioni, biskop af Marokko, der stod i høj gunst hos kongen, blev i 1667 anerkendt som den første apostoliske Vikar for de nordiske missioner. Hans efterfølger blev Nicolaus Steno, der i høj grad bidrog til at fæstne den katolske kirkes stilling i Danmark. Ydermere havde katolikkerne i de nordiske riger en virksom støtte og forkæmpeer i den herværende franske resident Hueges de Terlon, der skaffede sine trosfæller i Altona og Glückstadt religionsfrihed (1658 og 1662) og udvirkede den danske konges tilladelse til at indvie et kapel til afholdelse af  katolsk gudstjeneste i det tyske og franske sprog.

Kong Christian V erklærede ved forskellige lejligheder, at han satte Romerkirken ligsså højt som den lutherske, og tog mange katolikker i sin tjeneste. Uanfægtet af, at danske protestantiske gejstlige, frem for alt præsten ved S. Peri tyske kirke, Johannes Lassenius, fra prædikestolen og i deres skrifter ivrede mod den katolske lære, lagde de ledendee danske statsmænd ikke skjul på deres velvilje overfor de herværende bekendere af den katolske lære. Således havde Griffenfeldt sat Nicolaus Stenos udnævnelse til anatomicus regius igennem. Endnu mere udpræget var hans efterfølger som storkansler, grev Frederik Ahlefeldt, i sin forståelse for katolicismen. Ahlefeldt havde på sin kavalerrejse i slutningen af Christian IV’s regering besøgt Italien og var atter i 1666 i Rom, hvor han besøgte den lærde jesuit Athanasius Kirchers berømte raritetskabinet og underholdt sig med ham om teologiske og forskellige videnskabelige emner. Ahlefeldts fætter, general Hans Ahlefeldt til Glorup,kendt fra sin deltagelse i København forsvar mod svenskerne i 1659, gik over til katolicismen og fik i 1662 kongelig bevilling på at bygg og bo i kongens riger og lande, uanset han ikke hørte til den herskende religion.