Ole Thorups rejsenoter

Det religiøse Rom -

Kirkernes Rom

Tekst

-> De første kirker

-> Konstantins kirker

-> Den byzantinske påvirkning

-> Valfartskirkerne

-> Renæssancens kirker

-> Modreformationens kirker

-> Barokkens kirker

-> Settecentos kirker

-> Kirker i alfabetisk orden

Valfartskirkerne

Bortset fra det "Hellige land" blev Rom det vigtigste valfartssted i det 8. årh. Efter muslimernes erobring af Jerusalem i 638, skulle de væbnede krigeriske valfarter (korstogene) gå til Palestina og de fredelige valfarter til Rom. Op gennem middelalderen (Richardt Løvehjerte i 1189) steg handlingen "valfart" i popularitet, og det blev en del af romerkirkens liv. Denne følelse skulle blive udnyttet af kirken, især efter at pave Bonifacius VIII (1294-1303) indførte begrebet jubelår i 1300. Motivet til at drage på pilgrimsfærd var i begyndelsen hovedsagelig fromhed, men senere foretog man ofte pilgrimsfærd, som bod for en forbrydelse eller synd og i endnu senere tid for at opnå aflad, der var en betaling for syndsforladelse. Denne sidste bodsøvelse kunne bestå i, at man til fods opsøgte de syv "valfartskirker", S. Pietro, S. Paolo fuori le Mura, S. Sebastiano, S. Giovanni in Laterano, S. Croce in Gerusalemme, S. Lorenzo fuori le Mura og S. Maria Maggiore, her skulle man bede og sikre sig tilgivelse.

S. Pietro (+++)

Den oprindelige basilika, der blev bygget af kejser Konstantin er omtalt på siden Konstantins kirker, den nye S. Pietro er omtalt på siden "Romerske Rundture" på tur 1, og der er henvisninger til dens udsmykning i afsnittet "Kunstnernes Rom" i afsnittene om Michelangelo og G. B. Bernini.

S Paolo fuori le Mura

S. Paolo fuori le Mura (+++)

Over hedningeapostlens Paulus' grav rejste Konstantin en kirke, der allerede i 386 og først færdiggjort af pave Onorio I (625-638). I det 13. årh. udførte Pietro Cavallini en farvestrålende en smuk facade. Kirken havde smukke bronzedøre udsmykket med helgen og martyrportrætter i sølv smedet i Konstantinobel. Midtskibet var afgrænset af 80 prægtige søjler alle taget fra klassiske bygninger. Igennem århundrederne er kirken blevet plyndret, ramt af jordskælv forsømt og endelig nedbrændte alle herlighederne i Roms bedst bevarede tidlige basilika på en nat i 1823. Pave Leone XII (1823-1829) gav øjeblikkelig ordre til en verdensomspændende indsamling, som skulle financiere en hurtig genopbygning. Kirken blev genindviet i 1854 af pave Pio IX. I dag er kirken et umådeligt stort rum med kæmpemæssige granitsøjlerækker, blankpoleret marmorgulv, og kassetteloft med våbenskjold for Pio IX, men kirkerummet er uden liv, det er blevet en "marmormonotoni".

S. Paolo fuori le mura

Indenfor i kirkerummet er der dog en række seværdigheder, hvor numrene henviser til oversigtsplanen.

1) De svært beskadigede antikke bronzedøre.

2) Triumfbuen med mosaikker af fra det 5. årh. Triumbuen der overlevede den store branden bliver båret af to store joniske søjler.

3) Efter branden var det muligt at restaurere apsismosaikken der oprindeligt stammer fra det 5. årh. men den gennemgik en omfattende restaurering i 1220 af byzantinske håndværkere, der havde arbejdet i Markuskirken i Venezia. (Se billeder og læs omtale på siden Romerske apsismosaikker).

Udenfor apsishvælvingen har romeren Pietro Cavallini udført mosaikken "Madonna tronende med Kristusbarnet".

4) Den store cosmatiske påskelysestage fra 1180,

5) Den vidunderlige klostergård fra 1214.

6) Det Hellige Sakramentes Kapel med Cavallinis grav og hans berømte trækors, der talte til Den hellige Birgitta.

klostergården i S. Paolo fuori le Mura

S. Sebastiano (+)

Den oprindelige kirke blev af kejser Konstantin opført på det sted, hvor man ifølge traditionen gemte ligene af Peter og Paulus. Kirken er opkaldt efter den officer, der på grund af sin tro led martyrdøden under kejser Diokleziano. Han blev beskudt med pile og efterladt døende, men efter god pleje fortsatte han sin opposition mod kejseren, hvorefter han blev pryglet ihjel og kastet i den offentlige kloak.

Kirken blev totalt ombygget i 1609 af G. B. Soria (Soria er omtalt på siden Andre kunstnere) for den kunstelskende kardinal Scipione Borghese. Under kirken kan man besøge en af Roms store katacomber. Denne katakomber har 12 kilometer gange, og man regner med at 174.000 jøder og kristne er blevet begravet her. På murene ses talrige indskrifter med anråbelser af Peter og Paulus. I en grav findes en grafit med det græske ord "ichthys", hvori er indsat et kors. "Ichthys" betyder fisk og er kendt som symbol for Kristus; ordet danner forbogstaverne i sætningen I(esous) Ch(ristos) Th(eou) y(ios) S(oter), der betyder "Jesus Kristus Guds søn Frelseren".

S. Giovanni in Laterano (+++)

Kirken er omtalt tidligere i dette afsnit på siden Konstantins kirker

S. Croce in Gerusalemme (+)

Kirken tilskrives Konstantin, der omkring år 320 i det Sessoriske Palads opførte en kirke, hvor man kunne opbevare relikvieskrinet med splinter fra det hellige kors. I S. Croce hviler gulvet i det underjordiske St. Helena kapel på jord, som Konstantins moder Helena, den store relikviesamler, hjembragte fra Golgata.

Pave Benedetto XIV lod kirken total ombygge i 1741-44, kun kampanilen blev ikke rørt. Arkitekterne var Dominico Gregorini og Pietro Passalaqua der også har tegnet den ny facade og forhal. Facaden fra 1743 er opsigtsvækkende på grund af vekselvirkningen mellem konkave og konvekse flader, dybe nicher og glatte flader et ret bizart værk. De to arkitekter har ladet deres byggeri konkurrere med Allessandro Galilei's facade på Laterankirken, men i modsætning til denne er S. Croce-facaden melodramatisk, og ses den forfra er den ganske plat og ligner et stivnet scenebillede. Det fortælles, at paven var forbitret over den fuldførte modernisering af en kristenhedens fineste kirker.

S. Lorenzo fuori le Mura, koret

S. Lorenzo fuori le Mura (+++)

Kirken er skabt mellem det 8. og 13. årh. ved at sammenlægge en Konstantins basilika fra 330 over Lorenzo's martyrgrav og en kirke fra 432, og det er blevet en af Roms mest bemærkelsesværdige og smukke kirker. Kirken blev færdiggjort med en søjleforhal fra 1220. Paverne Damaso II (1048) og pave Pio IX (1846 - 1878) er gravsat i kirken.

I forhallen står

1) en sarkofag fra det 7. årh. og

2) to romanske stenløver.

Inden for i den oprindelige Mariakirke, hvor midtskibet er flankeret af 22 granitsøjler finder man nogle af Cosmaterslægtens mest fuldendte værker, et gulv med våbenmærke, bispetronen, påskelysestagerne

3) prædikestolene og

4) en pragtfuld sarkofag fra 1296 som gravmæle for en kardinal Fieschi.

5) Triumfbuen der adskiller de to kirkedele er udsmykket med bysantinske mosaikker fra det 6. årh.

6) I koret bærer slanke antikke søjler de gallerier, der omgiver baldakinen over alteret. Denne baldakin fra 1149 i tre afsatser, der bæres af rækker med små søjler, er et af de ældste cosmaterarbejder i Rom.

7) Fra sakrestiet kan man komme ud i klostergården, hvor der er indgang til S. Cyriacas' katakomber, hvor de forkullede rester af S. Lorenzo blev begravet.

S. Lorenzo fuori le Mure - sarkofag for kardinal Fieschi

S. Lorenzo fuori le Mure - korbuen

S. Maria Maggiore - Facade

S. Maria Maggiore (+++)

Kirken er opført i år 432 af Pave Sisto III (432-440) til ære for den hellige jomfru, som på koncilet i Efesos i 430 blev erklæret for Guds moder. Kirken er ombygget et par gange i 1290 og 1620.

Pave Benedetto XIV ønskede at restaurere kirken, da den gamle forhal mod syd true med at styrte sammen. Ferdinando Fuga havde udarbejdet ét projekt i 1735, og i perioden fra 1743-50 blev arbejdet gennemført. Fuga's løsning på at klemme en porticus med benediktionsloggia ind mellem to paladsagtige hjørneblokke, er blevet meget rost, selv om nogen finder at den står tilbage fra løsningen på S. Cecilia in Trastevere. Udefra er kirken imponerende, uanset om man kommer fra Piazza S. Maria Maggiore mod Fuga's paladsfacaden eller fra Piazza dell'Esquilino op ad de mange trapper på apsissiden, der er tegnet af Rainaldi fra 1673 mod de ottekantede kupler og Roms højeste kampanile på 83 meter.

Da Ferdinando Fuga byggede paladsfacaden blev de oprindelige facademosaikker fra 1306 næsten skjult. Der kan løses billet til et besøg ved disse mosaikker, hvor motiverne er fra legenden om kirkens oprindelse. Traditionen fortæller at i en drøm fik en romersk rigmand besøg af Jomfru Maria, der bad ham bygge en kirke til hendes ære på sted, der ville være dækket af sne. Den 5. august 352 var der en stor snefald på Esquillinhøjen, hvor pave Liberius derefter for rigmandens penge opførte en basilika og viede den til Jomfru Maria. S. Maria Maggiore er Roms vigtigste og en af byens ældste Mariakirker, der på trods af ombygninger, nyudsmykninger både indvendigt og udvendigt har bevaret det oldkristne basilikapræg.

Indvendigt er kirken funklende pragt, der gør den til en af de skønneste af Roms store kirker.

S. Maria Maggiore - plantegning

S. Maria Maggiore - Facademosaik

1) Midterskibet omgives af 36 fuldkomne joniske søjler, gulvet er et skinnende cosmatisk tæppe og et kassetteloft uden sidestykke. Loftudsmykningen er skabt til pave Alessandro VI (Borgia). De store rosetter, dekorative motiver og borgiasymbolet tyren, er alle belagt med guld fra Peru, der regnes for det første i Europa fra den nye verden.

2) Mosaikkerne på midterskibets vægge og på triumfbuen blev opsat af pave Sisto III til "Guds hellige folk" i det 5. årh. På venstre side er motiverne fra Abrahams, Isaks og Jakobs liv på den og på den højre side scener fra Moses' og Josvas liv. I midten Guds trone omgivet af billeder med Bebudelsen, Hellig trekonger, barnemordet i Betlehem, flugten til Ægypten og meget mere. Her er Maria for første gang afbildet som byzantinsk kejserinde i alt sit skrud og i al sin majestæt. Hun fremhæves som Guds moder.

3) Den imponerende baldakin over højalteret bæres af fire dybrøde porfyrsøjler fra Hadrian's villa besat med dekorationer af forgyldt bronche.

4) Apsismosaikkerne er efter signaturen udført af Jacopo Torriti og dateret 1295, og dette værk skal forstås som kulminationen i forherligelsen af Jomfru Maria. På siden Apsismosaikker er der en udførlig omtale af disse sidst opsatte apsismosaikker i Rom.

5) Det Sixtinske Kapel skabt i 1580 af Domenico Fontana for pave Sisto V, har form som et græsk kors. Udover al pragten finder man herinde et af kirkens mest skattede relikvier "brædder fra den hellige krybbe".

S. Maria Maggiore - Skibet med baldakin

S. Maria Maggiore - Bebudelsen, mosaik fra skibet

6) Det Paulinske Kapel med gravmælet for pave Paolo V (Borghese) fra 1611, over alteret ses det byzantinske madonnabillede med påtegningen "malet af Lukas" dateret til det 5. årh.

7) Sforzakapellet fra 1564 er af Giacomo della Porta, måske efter tegninger af Michelangelo.

8) Kardinal Rodriquez' grav lige ved udgangen til Piazza dell'Esquilino. Gravmælet har en gotisk baldakin og en mosaikudsmykning af Giovanni di Cosma. Modsat gravmælet ved hjørnet af alterbalustraden kan man i gulvet se en enkel stenblok, der markerer Bernini's grav. Dette er den diamentrale modsætning til de gravmæler af uovertruffen pragt han skabte til andre.