Ole Thorups rejsenoter

Roms vand og fontæner

Tekst

-> Acqua Vergine

-> Acqua Felice

-> Acqua Paola

-> Acqua Pia Marcia

-> Fontæner på gader og i gaarde

-> Fontæner i alfabetisk orden

ROMS VANDFORSYNING

eller

De aquae ductu urbis Romae

Enhver turist vil hurtigt blive opmærksom på det romerske vand, der flyder fra store fontæner, springvand, vandkummer og vandposte på stort hver eneste plads og gadehjørne. Roms vand, de romerske akvædukter og Roms fontæner har en historie, der går tilbage til antikken. I de første firehundrede og halvtreds års historie havde romerne intet andet vand end det, de kunne skaffe sig fra Tiberen, kilder og brønde. Efterhånden var dette ikke tilstrækkeligt til at forsyne den hastigt voksende by og problemet med at skaffe mere vand blev først rejst i året 312 f.kr. da censorerne for offentlige arbejder blev bedt om at finde nye vandforsyninger til byen.

Det er vist ikke almindelig kendt, at det moderne Roms vandforsyning faktisk er en genskabelse af det antikke Roms. Dette slægtskab begyndte, da renæssancens og barokkens paver genopbyggede tre af de ødelagte antikke akvædukter, så der efter mange hundrede års forløb atter blev sendt vældige vandmasser til bestemte kvarterer i byen.

Fontana di Trevi (detalje)

"Aqua ductu urbis Romae"

Polinis udgave fra 1922

Forbindelsen mellem paverne og det antikke Rom blev etableret, da pave Martino V's sekretær Poggio Bracciolini i 1429 i klostret Monte Cassino fandt et håndskrift af Julius Frontinus: "Beretningen om byen Roms vandforsyning".

("Beretningen om byen Roms vandforsyning" er oversat til dansk og udkommet i en kommenteret udgave Jørgen Hansen på MUSEUM TUSCULANUMS FORLAG. Hvis dette emne på nogen måde skulle have interesse, så er denne bog et "must".)

(Poccio Bracciolini (1380-1459) deltog som pavelig sekretær i koncilet i Konstanz, og i årene efter 1413 foretog han flere ekspeditioner til klostre for at indsamle glemte håndskrifter fra antikken og middelalderen. Det var et statussymbol for fyrster og rigmænd at samle et bibliotek med latinske og helst græske håndskrifter. Vatikanbiblioteket blev fra og med Niccolò V (1447-55) og Sisto IV (1471-84) det største bibliotek i Italien.)

Julius Sextus Frontinus var vandforsyningsdirektør i Rom omkring år 100 eKr. under kejserne Nerva og Trajan. Det menes, at Frontinus blev født år 35 ekr. under Tiberius, og at han var statholder i Britannia under Vespasian, så han var en kendt og fremtrædende romersk borger, da han i år 97 fik overdraget administrationen af byens vandforsyning. Vandforsyningen var en af Roms vigtigste administrative afdelinger, men på dette tidspunkt var den plaget af korruption, tyveri af vand og et teknisk forfald.

Som nyudnævnt direktør uden kendskab til forholdene, indså Frontinus klogeligt, at han først måtte lære så meget som muligt før han skred til handling. Derfor nedskrev han alt for at blive klar over situationen. Frontinus' skrift gengiver ikke alene den mundtligt overleverede viden hos vandadministrationens personale, men også arkivalier, oplysninger om lovbestemmelser, vedligeholdelse og beskyttelse af vandledninger og ikke mindst standarder for forsyning og vandrør. Han beskriver, hvordan det fungerede, og ikke mindst hvordan det hindredes i at fungere, det er et spændende indblik i et vigtigt område af oldtidens liv og vaner.

Omslaget til Jørgen Hansens bog

Acquedotto Claudio

Frontinus havde en stab på omkring 700 arbejdere, der omfattede vandinspektører, blikkenslagere, stenhuggere, murere og andre håndværkere, der skulle vedligeholde vandledningsnettet, fordelingstanke, fontæner og sørge for uafbrudt vand til termerne. Vandledningsnettet strakte sig over ca. 400 km, hvoraf hovedparten løb under jorden i store stenrender, og det var kun på de sidste kilometer foran Rom, vandet blev hævet op på de imponerende buer. Vandet strømmede gennem akvædukterne ved hjælp af tyngdekraften, og man fandt hurtigt ud af ved hjælp af et hævertsystem, at lede vandet op på buer til de højest beliggende steder i Rom. Den første af de syv høje, der fik vand fra en akvædukt var Capitol, som i 140 f.kr. fik vand fra Aqua Marcia.

(Aqua er det latinske ord for vand, medens acqua er det tilsvarende ord på italiensk. Den antikke akvædukt vil derfor hedde Aqua Vergine, medens den restaurerede renæssance akvædukt vil hedde Acqua Vergine Nouva. Det danske ord akvædukt er sammensat af aqua og ductus, hvor det sidst er det latinske ord for ledning.)

Acquedotto Felice

underjordisk vandledning i Via Statilia

Rom's vandforsyningsadministration blev grundlagt omkring 140 år før Frontinus af Marcus Agrippa (han byggede også Pantheon). Agrippa og Octavian (senere kejser Augustus) fik standset borgerkrigen efter mordet på Cæsar og gik i gang med at genopbygge Rom. Byen og dens vandforsyning var i en elendig forfatning efter den lange borgerkrig. Som den først vandforsyningsdirektør rensede Agrippa kloakkerne, reparerede akvædukterne, byggede en ny akvædukt Aqua Julia og anlagde femhundrede fontæner og syv hundrede bassiner til offentlig brug. Først i år 13 f.kr. byggede Agrippa de mest luksuøse offentlige bade på Campus Martius bag ved Pantheon. For at der ikke skulle mangle vand til disse termer, byggede han en særlig ækvadukt, den berømte Aqua Virgo, hvis vand blev betragtet som det bedste i Rom.

Takket være Frontin ved man hvilke akvædukter, der forsynede hver enkelt af de 14 byregioner. Hver region fik vand fra mindst tre og højst syv akvædukter. Der var 247 vandfordelingstanke, hvorfra hovedledningerne til andre fordelingstanke udgik, alle forbrugssteder, såvel kejserens ejendomme, privathuse og offentlige bygninger var tilsluttet en fordelingstank.

På dette tidspunkt blev der leveret vand til 39 fontæner, 18 kaserner og 95 offentlige bygninger og man anslår ud fra Frontins tal, at der har været ca. 1.01 mill. kubikmeter vand til Arådighed dagligt. Det svarer til omkring 1.000 liter pr. indbygger. Til sammenligning fik Rom i 1968 kun tilført 475 liter pr. indbygger.

Vandreservoir ved Sette Sale

Rom havde på Frontins' tid op mod 1 mill. indbyggere, der blev forsynet med vand fra ni akvædukter og efter hans tid blev der bygget endnu to, således at der efter indvielsen af den sidste Aqua Alessandriana i 226 e.kr. var 11 akvædukter i funktion. Disse førte på kejser Konstantin's tid (306-337) vand til 1.212 offentlige fontæner, 11 store kejserlige thermae (termer) og 926 offentlige badeanstalter. Aldrig før eller siden har nogen storby oplevet en sådan ødslen med vand.

(På siden Tur 13: De antikke seværdigheder er der en beskrivelse af Roms Termer.)

De uhyrlige mængder af vand flød i en uendelig strøm til byen fra de elleve akvædukter:

AQUA APPIA ( 312 f.Kr)

Den første blev den første akvædukt ført ind i Rom. Senere blev den opkaldt efter bygherren censor Appius Claudius og den førte vand fra kilder femten kilometer øst for Rom, ad en underjordisk stenrende mod byen, og først lige udenfor byen blev den løftet op på buer. Den havde en længde på 16.538 meter og forsynede en zone mellem Foro Romano, Circo Massimo, Terme di Caracalla, Trastevere,Campo Marzio og Pantheon med vand.

AQUA ANIO VETUS (272-269 fKr)

Bygningen af denne akvædukt blev betalt af krigsbyttet erobret fra kong Pyrrhus. Den hentede sit vand ved Tibur (floden Aniene) øst for Rom og ledningen havde en længde på 63.597 km, hvoraf kun de 327 meter løb over jorden.

AQUA MARCIA (144-140 fKr)

I 140 var indbyggertallet vokset til omkring 370.000 mennesker, og de gamle akvædukter var nedslidte. Quintus Marcius Rex restaurerede de to gamle akvædukter og stod for opførslen af den nye akvædukt. Vandet blev hentet fra Subiaco øst for Rom og længden var 90,826 km. De underjordiske kanaler måler 80,232 km og strækningen over jorden er 11,037 km, hvoraf de 9,572 km er på arkader. Den endte på Capitol og førtes senere videre til Aventin- og Quirinalhøjene.

AQUA TEPULA (125 fKr)

Denne var sytten kilometer lang og førte kildevand fra Albanerbjergene (området mellem Marino og Grottaferrata tæt på Via Latina) ind til Rom under jorden og det sidste stykke ovenpå Aqua Marcia. Den førte blandt andet vand til området mellem Campidoglio og Terme di Diocleziano.

AQUA JULIA (33 fKr)

Tæt på kilderne til Aqua Tepula fandt Markus Agrippa nye kilder til endnu en akvædukt og tappede samtidig Tepulas ledning. Den var 22,815 km, hvoraf de 9,572 er på arkader lang og blev ført ind som tredie etage på Aqua Marcia og Aqua Tepula. Vandet blev ført til Porta Vinale og områderne omkrig gaderne Via Goito og Cernaia.

I samme år restaurerede Agrippa kanalerne fra Appia, Anio og Marcia, som næsten var faldet sammen.

AQUA VIRGO (19 fKr)

Også denne var bygget af Agrippa og opkaldt efter en ung pige, der viste kilderne for til nogle soldater. Den udspringer i nogle sumpede områder ved Via Colletina øst for Rom, men den suppleres også af andre forskellige tilførsler over en stræning på 2,078 km. Arkvædukten har en længde på i alt 29,861 km, over jorden er der 1,834 km, hvoraf de 799 meter er arkader. Vandet blev ført ind til Agrippa's termer på Campus Martius. Navnet lever videre i den moderne Acqua Vergine Nuova, der stadig er en af de vigtigste akvædukter.

Acquedotto Felice ovenpå Marcias struktur

Acquedotto Alessandrina

AQUA ALSIETINA (2 fKr)

Også denne akvædukt lod kejser August bygge. Den førte vand fra lago Martignano (Alsietinus) nordvest for Rom til byen. I følge Frontinius var vandkvaliteten ikke tilfredsstillende, så vandet blev brugt til overrisling, forsyning af de offentlige fontæner og i nødstilfælde supplering af drikkevandet. Den er 32,729 km lang, hvoraf de 529 meter er på arkader.

AQUA CLAUDIA ( 52 eKr.)

Opkaldt efter kejser Claudius (år 41-54) der fuldførte et projekt påbegyndt af kejser Caligula. Dens kilder er fra området ved Subiaco og ledningen er 68,634 km lang, hvoraf de 10,176 km er en muret ledning på jorden.

Denne akvædukten optog også vand fra en kilde kaldet Albudinus, her var vandet af så god en kvalitet, at det blev brugt som supplement til Aqua Marcia.

Den blev ført ind i Rom ved Porta Maggiore og helt frem til Palatin.

AQUA Anio NOVUS ( 52 eKr.)

Denne blev også fuldført af kejser Claudius og den fulgtes med Claudia ind i Rom gennem Porta Maggiore. Vandet kom fra floden Anio øst for byen, men ved regnvejr blev dens vand mudret, så der blev anlagt en stor klaringstank mellem floden og akvædukten, men alligevel var vandet ofte plumret når det nåede til byen.

Ledningen var 86,817 km lang, 72,915 i en underjordisk kanal, 13,902 i muret kanal over jorden, heraf er 3,401 km arkader eller sammenbygget akvædukter.

AQUA TRAIANA (109 eKr.)

Bygget af kejser Trajan (98-117). Den var omkring halvtreds kilometer lang og hentede vand nord for lago Bracciano og sendte det op på Janiculum.

AQUA ALESSANDRINA ( 226 e.kr.)

Denne blev bygget af kejser Alexander Severus (222-235) og førte vand fra de sumpede egne ved Prenestina (Nutidens Palestrina) tyve kilometer til Rom, for at skaffe vand til kejserens termer på Campus Martius i nærheden af Pantheon.

De fleste spor af denne formidable vandbygningskunst forsvandt med barbarernes plyndringer, der begyndte med goternes invasion i år 410. Tilbage efter middelalderen var der kun ruinerne af nogle af termerne og fontænerne og af akvædukterne på strækningen over Campagnen foran Rom, der var ingen viden om de metoder, romerne anvendte for at beherske de vældige vandmængder, der havde gjort Rom til et af verdens vidundere. Da goterne under Witiges afbrød de sidste akvædukter i 537 eKr. var Rom allerede en ussel og fattig by, som i to hundrede år havde været et sørgeligt fortidsminde med fontæner der var holdt op med at springe og ødelagte ækvadukter uden vand. I det ottende århundrede var paven trådt i kejserens sted, og pavedømet vogtede alt, hvad der var tilbage af tidligere tiders kultur, men medens vandet flød rigeligt i kejsertiden, så var der mangel på vand i de første kristne århundrede.

Akvæduktbuer i landskabet

Rørene fra Acquadotti Marcia, Julia og Tepula

Porta Maggiore

Anarki fordrev paverne fra Rom i 1304, og de kunne først vende tilbage i 1420, da pave Martino V rykkede ind støttet af de rige florentinere med Medici'erne i spidsen. Byen forfald var ubeskriveligt, og de få romere boede i slum og ruiner uden tanke om deres bys store fortid.

I begyndelsen af genopbygningen af Rom fandt pavens sekretær Bracciolini så i 1429 Frontins manuskript i klosteret på Monte Cassino, og renæssancens mænd fik en vejledning om Roms akvædukter, fontæner og bade. På grundlag af Frontins skrift gik paverne fra midten af 1400 tallet i gang med at skaffe rent drikkevand til Rom efter de gamle romerske principper. Dette skete enten ved at sætte del af antikkens akvædukter i stand eller bygge nye, som kunne føre vandet fra omegnen ind til Rom. Specielt fik Leon Battista Alberti af pave Niccolò V en stor rolle i forbindelse med genopbygningen af den den gamle Peters kirke og restaureringen af den gamle Aqua Virgo. Denne blev blev omdøbt til Acqua Vergine og genåbnet i 1453.

I 133 år var dette den eneste akvædukt i Rom indtil Pave Gregorio XIII (1572-1585) i 1585 planlagde genopførelsen af den næste, der blev indviet i 1587 under Pave Sisto V (Filice Peretti) og opkaldt efter ham - Acqua Felice. I det følgende århundrede blev endnu en af antikkens akvædukter istandsat, denne gang af pave Paolo V (1605-1621), der fik genåbnet Acqua Paola i 1612. Herefter kom Rom til at vente tohundrede og halvtreds år inden den fjerde akvædukt Acqua Pia Marcia blev bygget og indviet af Pave Pio IX i 1870. Alle disse fire akvædukter er endnu i funktion. I det moderne Rom er der yderligere bygget Acqua Vergine Nuova (1937), Acqua Peschiera I (1949, mostra på Piazza degli Eroi) og Acqua Peschiera-Capore (1972).

Acquadotto Felice i krydset ved Porta Furba

Acquadotto Paolina krydser Via Aurelia Antica

Det har siden oldtiden været skik, at hver akvædukt blev afsluttet med en pragtfuld og smuk fontæne, der angav navnet på den kejser der havde givet bygningsværket. Denne skik blev overtaget af paverne, så deres navne og insignier ses under mitraen og de korslagte nøgler på alle de fire fontæner, der afslutter deres akvædukter.

Som i oldtiden giver akvædukterne også i dag vand til mange store og små fontæner i Rom. De er stort set alle opført efter renæssancens genskabelse af den første akvædukt, og rundt om i byen findes der omkring 50 større eller mindre fontæner, der alle er væsentlige bidrag til det historiske og kunstneriske Rom. I dette afsnit vil kunstnerne, paverne og kirkerne alle være omtalt i de foregående afsnit "Kunstnernes Rom", "Roms historie" eller "Kirkernes Rom"