Arianismen

Den arianske strid (navn efter præsten Areios/Arius (260-336) splittede i 300-tallet den kristne kirke om den rette forståelse af Kristi forhold til Faderen. På det første økumeniske (dvs. verdensomfattende) kirkemøde i Nikæa, som kejser Konstantin indkaldte til i 325, blev det slået fast, at Sønnen er af samme væsen (gr. homo'usios) som Faderen. Dette blev formuleret i den nikænske trosbekendelse, også kaldet Nicænum.

Areios mente ikke, at Kristus skulle være evig ligesom Gud Fader, fordi det stred mod Guds enhed og fuldkommenhed, da han anså Kristus for at være skabt. Hans lære vandt bred tilslutning, men stødte også på stærk modstand.

Først med det andet økumeniske koncil i Konstantinopel i 381 blev striden afgjort. Moderne forskning antager, at koncilet i 381 med udgangspunkt i ældre afgørelser vedrørende troens indhold formulerede den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som udtryk for og videreførelse af den nikænske tro. Mens hovedsagen i Nikæa 325 havde været at sikre Kristi guddommelighed, var opgaven i 381, at garantere Helligåndens guddommelighed.

Hvor den nikænske trosbekendelse har sit tyngdepunkt i læren om Sønnen, koncentrerer den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse sig om læren om Helligånden, der udgår fra Faderen og derfor tilbedes og æres på linje med Treenighedens to første personer.

Kirkehistorikere har senere haft forskellige opfattelser af de to trosbekendelser, var de stort set identiske eller var den nikæno-konstantinopolitanske en nyformulering af den nikænske under hensyn til en ny tids krav! Ikke desto mindre blev den den nikænske trosbekendelse udtrykkeligt bevidnet under koncilet i Kalchedon 451.

Indtil 500-600-tallet trivedes arianismen blandt germanske folkestammer. Arianske synspunkter, der siden dukkede op i unitarismen, blev af både middelalderkirken og Reformationen fordømt som kætterske.

Det fra 400-tallet kendte, men af østkirken stærkt anfægtede filioque (lat. 'og fra Sønnen') om Helligåndens dobbelte udgang fra både Faderen og Sønnen, blev i 796 optaget i den latinske version af den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse; denne tolkning slog igennem i vestkirken fra kirkemødet i Aachen i 809 og har lige siden trodset alle unionsbestræbelser og bidraget til alvorlige spændinger mellem østkirken og vestkirken.

I 1900-tallet har en forøget liturgisk brug af den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse også i vestkirken medført fornyede økumeniske anstrengelser for at vende tilbage til den oprindelige tekst.

I den danske folkekirke kan den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse anvendes ved højmessen på kirkeårets store festdage (jul, påske, pinse).