Palazzo Ducale – Mødesal for Collegio
Republikkens styreform
I modsætning til de øvrige italienske bystater lykkedes det aldrig en enkelt person eller familie at sætte sig i besiddelse af magten i sø-republikken. I de århundrede hvor den venetianske stat blev dannet havde dogerne næsten uindskrænket magt. Embedets navn er afledt af det latinske ”dux”, betegnelsen på den østromerske kejsers repræsentant, der fra det 8. årh. regerede lagunen. De tidlige doger var på mange områder uafhængig af Konstantinobel, og deres autoritet var så stor, at de ofte i det 8.-12.. årh. fik deres sønner eller nære slægtninge valgt som deres efterfølgere. I løbet af det 12. årh. fik kommunen stadig større indflydelse, og dogen blev ikke mere valgt med akklamation af ”Arengo” (folkeforsamling af alle Venezias borgere), men Arengo valgte nu dogen ved hjælp af valgmænd. Endvidere valgte Arengo to råd, et lille råd (Collegio), med en repræsentant fra hver af de seks bydele, der skulle være dogens nærmeste rådgivere, og desuden et stort råd (Maggior Consiglio). Medlemmerne af de to råd var fremtrædende personligheder på grund af formue eller viden. Collegio var den egentlige regering, og dets afgørelser var bindende for dogen. Det store råd mødtes under dogens forsæde i dennes palads og afgjorde spørgsmål af betydning for hele samfundet, herunder også om krig og fred. Det fungerede som rekrutteringsbasis for de mindre råd, der sad inde med den udøvende magt.
I teorien kunne enhver venetianer vælges til doge, men i praksis var det kun nogle få rige familier, der gennem lang tid havde sat sig på disse magtpositioner, der kom på tale.
I 1323 blev medlemskab af Maggior Consiglio gjort arveligt og medlemmerne blev herefter betragtet som nobile (adelige) og navnene på de slægter, der måtte deltage i rådet blev noteret i Libro d’Oro (den gyldne bog).
