- Kongedømmet

- Republikken

- De første kejsere

- Rigets opløsning

- Middelalderen

- Renæssancen (1400-1527)

- Modreformationen (1530-1600)

- Seicento (1600-1700)

- Settecento (1700-1800)

- Ottecento(1800-1870)

- Fra 1870 til år 2000

- Roms kejsere

- Paverne

- Noter til historien

RENÆSSANCEN (1400-1527)

Roms forfald var skrækindjagende, inden for den Aurelianske bymur var der plads til en millionbefolkning, men faktisk boede der højst 30.000 indbyggere. Inden for murene var der rejst hundredevis af store tårne, der vidnede om tidligere tiders gadekampe, som fortsat kunne bryde løs. Der var en mængde kirker, der alle lå i ruiner og hertil kom de gigantiske rester af antikkens pragtbygninger. Af det antikke Roms mange broer fandtes kun fire tilbage, den ved S. Angelo, de to til Tiberøen og Pons Aemilius. De antikke kloaker var ødelagte, og der var kun Aqua Virgo af de antikke akvædukter, der fungerede, men overalt blev der brændt marmor fra gamle kunstværker til kalk. De mange romerske fæstninger og de pavelige paladser lå i ruiner og adelsfamilierne boede på slotte ude i bjergene. Det var denne by paverne skulle civilisere, sikre den mod plyndrende røverbander og gennemføre regler for byens renlighed.

Renæssancen var en politisk, verdslig og kunstnerisk manifestation, hvor en række italienske småfyrster kappedes om at samle på kunstnere, digtere og humanister, som gennem deres værker kunne øge hoffets glans. Renæssancen udsprang af en voksende selvfølelse i de norditalienske byer, efter at trykket fra kejser og pave var ophørt og befolkningen havde vundet national og religiøs bevægelsesfrihed. I begyndelsen gjaldt det kun Norditalien og Toscana, men i slutningen af 1400-tallet nåede renæssancebølgen til Rom. Renæssancen i Rom er historien om, hvad 12 paver gjorde for byen, kirken og sig selv. Kirken overtog en by, der lå næsten øde hen, og på trods af indre modsætninger, udenlandske hæres trusler, indflydelse fra Frankrig og kejseren, så lykkedes det paverne at bevare grebet om ROM, som åndelige og ikke mindst verdslige fyrster.

Oddo Colonna krones som pave Martino V

Lorenzo (Il Magnifico) Medici

Efter Pio II's død i 1464 lignede Rom stort set det den by Martino V var rykket ind i. Der var gjort store ansatser til forbedringer, men opgaverne havde været for store, og resultaterne af pavernes byggevirksomhed var blevet så små, at de knapt kunne spores. Men inden for de næste halvtreds år skulle der af ruindyngerne vokse en renæssanceby, hvis kunstskatte var de rigeste nogen by ejede, og hvor verdens fineste kunstnere arbejdede.

Pavernes myndighed i Rom var steget betydeligt, så de nu var uindskrænkede herrer over byen, og resterne fra republikkens selvstyre var ubetydelige, selv den højeste embedsmand -senatoren - var blevet en pavelig embedsmand. Den pavelige politik i denne periode gik ud på at skabe en pavelig stat, eller i det mindste en stat, behersket af den regerende paves betroede og loyale tjenere. Med denne opgave blev renæssancens paver hurtigt verdslige fyrster på samme måde som Italiens øvrige herskere. Det religiøse indhold i paverollen lå ingen på sinde, det var først under modreformationen, at religionen fik betydning for den pavelige politik.

Da Lorenzo (Il Magnifico) Medici døde i 1492, skete der et opbrud i gamle alliancer og skabte en politisk tilspidsning med flere krige på den italienske halvø. De vigtigste parter i en tilspidset situation var kongen af Frankrig, den tyske kejser (Maximilian), Pave Alessandro VI (Borgia), hertugen af Milano, kongen af Napoli og republikken Venezia. De franske konger Karl 8. og Ludvig 12. gennemførte succesrige felttog til Italien i 1494 og 1499 med paverne mere eller mindre åbenlyse støtte, da de ønskede at gøre pavedømmet til en politisk magtfaktor. Ludvig 12. blev efterfulgt af Frans I, der i 1515 drog over Alperne med en stor hær for at generobre Milano, hvilket skete efter slaget ved Marignano. Efter denne sejr indgik pave Leone X og Frans I et konkordat, hvoraf det fremgik, at den franske monark havde ret til at besætte alle højere kirkelige embeder i sit rige.

Karl V (1519-1559) blev kronet som tysk kejser i 1520, og allerede i 1521 udbrød der krig mellem Frans I og Karl V. I over 20 år var der gentagne gange krig blandt andet om hvem der skulle herske i hertugdømmet Milano. Paven og de italienske bystater intrigerede snart mod en ene og snart mod den anden. I 1521 sluttede Karl V forbund med pave Leone X (Medici) medens hans nevø Giuliano de'Medici med pavenavnet Clemente VII, der blev valgt med støtte fra Karl V, men hurtigt indgik i et forbund med franskmændene, Firenze, Venezia. Dette forbud tabte et slag ved Pavia i 1525, men allerede den 5. maj 1527 stod kejserens tropper uden for den Aurelianske mur og næste dag begyndte Il sacco di Roma, medens paven så til fra fæstningen S. Angelo. Ved fredsslutningen i Barcelona 1529 slap Kirkestaten billigt, den fik de fleste af de gamle besiddelse igen, og paven tilkendte Karl V Napoli, der sammen Lombardiet, Sicilia og store dele af det øvrige Italien domineret af den tysk-romersk kejser, kun de stærkeste bystater i Norditalien og Pavestaten havde formået at bevare en vis uafhængighed. Herefter var pavernes drømme om at se sig selv som verdslige fyrster for et samlet Italien slut, og de måtte fortrinsvis koncentrere sig om Pavestaten, byen Roms opbygning og den religiøse kamp. 

Efter delingen af Karl V's rige i 1556 tilfaldt de italienske områder Spanien, dette varede indtil Østrig fik hovedindflydelsen efter den spanske arvefølgekrig 1701-13.

1417

Pave Martino V. (Colonna) (1417-1431). Udover en begyndende istandsættelse af kirker og paladser (mest dog Colonna-familiens ejendom, fik han efter en reparation genåbnet den antikke Acqua Vergine, så vandet igen begyndte at flyde til Rom.

1431

Pave Eugenio IV. (Condulmer, Venedig) (1431-1447).

I 1434 udbrød et af de sædvanlige folkeoprør i Rom, paven blev fordrevet fra byen, og søgte tilflugt hos de rige og mægtige Medici'er i Firenze. I hans pontificat afholdt man et kirkemøde, der fastslog at paven stod over kirkemødets beslutninger.

Tiziano: Kejser Karl V (1548)

Alte Pinakothek München

Pinturiccio: "Pave Pio II ankommer til Ancona"

Cattedrale di Siena, Cappella Piccolomini

1447

Pave Niccoló V. Perentucelli (1447-1455).

Hans bogsamling, der var en af Italiens største med 350 græske og 800 latinske håndskrifter blev grundstam­men i det berømte Vatikanbibliotek.

Han ønskede at forstærke byens forsvar og det skete ved at genopbygge og restaurere flere byporte i den Aurelianske mur. I denne forbindelse lod han S. Angelo, der havde været ruin fra 1379 fuldstændig ombygge så det fremstod som et pragtfuldt renæssancepalads. Udover dette ønskede han at regulere byens kringlede smågyder og erstatte dem med stenlagte gader med åbne arkader.

1455

Pave Calisto III, Borgia (1455-1458) den første Borgia-pave.

1458

Pave Pio II, Piccolomini, Siena (1458-1464)

Som pave forsøgte han at skaffe støtte til et korstog mod tyrkerne, der i 1453 havde erobret Konstantinobel, men det lykkedes ikke, og paven døde i Arcona da flåden skulle sejle.

Da han kom til magten, lykkedes det ham at ombygge sin fødeby Pienza til en renæssance­perle. Han er begravet i S. Andrea delle Valle og hans gravmæle er udformet af Andrea Bregno.

1464

Pave Paolo II, Barbo, Venezia (1464-1471)

Fra 1451 var han kardinal ved S. Marco og lader foretage en ombygning af den gamle kirke og forsyner den med en indgangshal med åbne arkader. Samtidig opfører han uden om kirken Roms første og største renæssancepalads Palazzo Venezia. Han indførte, at de hellige år kunne afholdes med 25 års mellemrum.

1471

Pave Sisto IV, Della Rovere (1471-1484)

Denne pave blev Roms helt store bygherre, kunstmæcen og byfornyer. I denne periode byggede man Palazzo della Cancelleria, La Sapienza - byens universitet, Ponte Sisto, hospitalet S. Spirito og Det Sixtinske kapel. Sisto IV restaurerede mere en 20 af de kristne basilikaer og desuden lod han opføre Roms første renæssancekirker S. Maria del Popolo og S. Maria del Pace.

Sisto IV gik ind i den florentinske magtkamp mod Lorenzo af Medici og sanktionerede Pazzi-familiens snigmordsforsøg på Lorenzo og hans bror Guiliano. I denne forbindelse lyste han interdikt over Firenze og fik skabt et antiflorentinsk forbund mellem Kirkestaten, Siena, Lucca og kongeriget Napoli, der sendte en hær mod Firenze. Det endte resultatløst, da Lorenzo fik sluttet fred med kongen af Napoli, hvorefter felttoget blev stoppet.

1484

Pave Innocenzo VIII. (Cibò) 1484-1492

I en kort periode efter Sisto IV's død var der igen åben krig mellem de forskellige adelsfamilier og kardinaler om, hvem der skulle sidde på Peters stol, så man valgte den svage Innocenzo.

Paven var født i Genova og han støttede Columbus' bestræbelser for at finde den vestlige vej til Indien.

1492

Pave Alessandro VI. (Borgia; Spanien) 1492-1503. I denne periode med krige tabte Paven til de ydre fjender, og i Rom gav Tiberen oversvømmelser og skabte store ødelæggelser og flere epidemier. Firenze og Savonarola støttede fortsat den franske konge og bekæmpede paven, der bandlyste Savonarola i 1497. Herefter forsøgte Savonarola at få indkaldt til et kirkemøde, for at afsætte Alessandro VI på grund af hans kostbare vaner og amourøse skandaler. Dette førte sluttelig til at Savonarola blev afsat og henrettet i 1498. Paven og hans søn Cesare kæmpede en hensynsløs kamp mod de romerske aristokrater, der som pavelige vasaller skaltede og valtede i Romagna, hvor deres indbyrdes magtkampe havde gjort Mellemitalien til et meget usikkert område. Borgiaernes politiske gerning ligger i, at de gjorde ende på feudalismen og de anarkistiske tilstande i Kirkestaten og indførte et fast, ensartet styre - et verdsligt hertugdømme. Alessandro VI afholder i 1500 det 8. jubelår. I hans pontifikat anlagde man byens første renæssancegade Borgo Nuovo i Rione Borgo.

Melozzo da Forli: Pave Sisto IV udnævner Bartolomeo Platina til pavelig bibliotekar.

Pinacoteca Vatikana

Pave Giulio II ser på tegninger af S. Pietro

Louvre

1494

Den franske kong Karl 8. angreb Italien med en hær. Kongen blev hyldet i Milano, og da han gik mod Firenze flygtede Piero Medici fra byen, der åbnede sine porte for kongen og overlod magten til Savanorola. Herefter drog Karl 8. mod Rom, hvor paven tilstod ham fri gennemmarch mod Napoli, hvor kong Alfonso abdicerede og flygtede til Sicilien. Karl 8. var marcheret gennem Italien uden at have behøvet at udkæmpe et eneste slag, så nu begyndte de italienske fyrster at tænke i realpolitisk skruppelløse baner og de indgik en koalition med kejseren, Spanien og Venezia og stillet over for denne flygtede kongen hjem til Frankrig.

1498

Den franske kong Karl 8. dør og efterfølges af Ludvig 12. der lovede at støtte pave Alessandro VI's kamp mod småfyrsterne i Kirkestaten, til gengæld fik han støtte til at erobre Milano. Efter at have indgået et forbund med Venezia, gik Ludvig 12. i 1499 ned i Italien og erobrede Milano og derefter kongeriget Napoli.

1503

Pave Guilio II, Della Rovere (1503-1513). Alessandro VI's efterfølger Giulio II byggede videre på Borgiaernes ønske om at samle Kirkestaten og sikre kirkens verdslige magt og gøre Pavedømmet til den afgørende politiske magtfaktor i Italien. Han ønskede at omstyrte fremmedherredømmet i Milano og Napoli, beskære Venezias politiske magt og til slut jage franskmændene og tyskerne ud af Italien, han døde i 1513, hvorefter hans livsværk styrtede sammen. Blandt de politiske paver står Giulio II som den fornemste repræsentant for en fremvoksende italiensk nationalisme. Giulio II indgik et forbund med Ludvig 12. og kejser Maximilian og indledte i 1504 krigen mod Venezia, der skulle vare til 1510. I denne periode erobrede paven Rimini, Faenza, Perugia og Bologna. I 1512 indgik Guilio II en ny alliance, denne gang med Spanien, Venezia, kejser Maximilian og kongen af England Henrik 8. og formålet var at få franskmændene ud af Italien.

Michelangelo har udført hans gravmæle, der kan ses i S. Pietro in Vincoli.

1513

Pave Leone X, Medici (1513-1521). Kardinal Giovanni de'Medici søn af Lorenzo "il Magnifico" havde sammen med spanske tropper bragt republikken Firenze til fald, da de franske tropper måtte forlade Italien 1512. Han blev valgt til pave under navnet Leone X.

Efter den franske kong Franz 1. sejr ved Marignano i 1517 indgik han et konkordat med Leone X, hvori paven bekræftede den franske konges ret til at besætte alle højere kirkelige embeder i sit rige. Dette konkordat fra 1516 betegnes som den største indrømmelse en pavelig regering nogensinde havde gjort i en principsag. I 1520 forviste Leone X alle kurtisaner fra byen, men han bandlyste også Martin Luther, da denne fornægtede pavedømmets guddommelige oprindelse.

1517

Augustinermunken Martin Luther slår sine 95 teser mod afladsmisbruget op på Wittenbergs slotskirke. Reformationsperioden var begyndt. Da Luther i 1520 fornægtede pavedømmets guddommelige oprindelse og kirkemødernes ufejlbarlighed blev han lyst i band og erklæret fredløs af Leone X.

1521

Pave Adriano VI, Utrecht (1521-1523). En kort karakteristik af paven siger, at han ikke forstod sig på politik og kulturens æstetiske sider interesserede ham ikke. Peruzzi har udført hans gravmæle i S. Maria Anima.

Rafaello: "Pave Leo X med nevøerne Luigi de'Rossi og Giulio de'Medici" (1517)

Galleria degli Ufizzi - Firenze

Pave Clemente VII

Galleria Nazionale di Capomonte - Napoli

1523

Pave Clemente VII (Medici; Firenze) 1523-1534. Han var søn af Giuliano de'Medici, der blev myrdet med pave Sisto IV's tilladelse under højmessen i Firenzes domkirke 1478. Under fætteren Leone X's pontificat var han pavens fortrolige rådgiver og Karl V. støttede hans valg til pave. I et forsøg på at styrke Pavestaten blandede han sig i stridighederne mellem Frans I af Frankrig og kejser Karl V. Denne indblan­ding førte med sig, at han efter Frans 1.'s nederlag til kejseren ved Pavia i 1525, fik dannet et forbund med Frankrig, Firenze og Venezia. Dette var et politisk fejlgreb, der gav Karl V en begrundelse for at begynde en krig mod pavestaten, der førte til en af de mest katastrofale begivenheder i Roms historie, Sacco di Roma.

1525

Der afholdes det 9. jubelår og den franske konge Frans I. tages tilfange i slaget ved Pavia.

1527

Den 5. maj 1527 stod de kejserlige tropper uden for den Aurelianske mur og paven havde bragt sig i sikkerhed på Castel S. Angelo. Kejserens tropper trængte ind i byen og indledte Il Sacco di Roma, den største katastrofe i byens historie. Rom blev indtaget, plyndret og hærget i otte dage af en hær bestående af tyske, protestantiske lejesoldater, hvilket ødelagde halvdelen af byens bygninger og gav en tilsvarende reduktion i befolkningstallet fra 90.000 til ca 30.000 .

1529

Fredsslutning mellem Clemente VII og Karl V. Paven kronede Karl V. til tysk-romersk kejser i 1530, til gengæld blev pavens slægtninge genindsat som herskere i Firenze, og Pavestaten bevarede de fleste af sine landområder.

-> Kongedømmet

-> Republikken

-> De første kejsere

-> Rigets opløsning

-> Middelalderen

-> Renæssancen (1400-1527)

-> Modreformationen (1530-1600)

-> Seicento (1600-1700)

-> Settecento (1700-1800)

-> Ottecento(1800-1870)

-> Fra 1870 til år 2000

-> Roms kejsere

-> Paverne

-> Noter til historien