Ole Thorups rejsenoter

Efter Marcus Aurelius død i 180 var det slut med romerfreden. Grænserne blev angrebet flere steder, de offentlige udgifter voksede med kejsernes forbrug til pragtbyggeri, veje, administration og folkeforlystelser. Kejserne afløste hinanden med korte mellemrum, krigsbyttet kunne ikke dække hærenes udgifter, der blev færre slaver, de store landbrug skrumpede ind, der blev inflation og økonomisk stagnation. Krisen kunne ikke imødegås, da den stammede fra den grundlæggende uligevægt mellem produktion og forbrug.

Det politiske system med kejseren i Rom som det samlende midtpunkt brød sammen. De store grænsehære med lokale soldater under ledelse af lokale generaler, manglede loyalitet over for den centrale stat. Generaler fra yderdistrikterne drog med deres loyale soldater til Rom, og erobrede kejserembedet, for kort efter at blive myrdet af den næste kupgeneral. På 47 år var der 24 kejsere ved magten og kun én døde en naturlig død. Romerriget var ved at gå i opløsning som økonomisk og militært fællesskab. Ved udgangen af århundredet lykkedes det for de dygtige Severiske kejsere at stabilisere grænserne, men hæren var blevet på 600.000 mand, den største nogensinde i Romerrigets historie. Romerriget blev til et militærdiktatur i 200-tallet.

193

Septimius Severus (193-211) var egentlig feltherre, da hans soldater udråbte ham til kejser. Han fik på grund af sine mange sejre i krige langs grænserne, opført den smukke triumfbue på Forum Romanum i år 203.

211

Caracalla (211-217) var søn af Septimus, men mest kendt for det kæmpemæssige Terme di Caracalla, en offentlig badeanstalt på 118.255 m² der kunne rumme 1800 badende personer samtidigt.

Marcus Aurelius under restaurering

Arco di Septimo Severo

Foro Romano

222

Den sidste Severus kejser Alexander Severus (222-235) kommer til magten. Herefter går Rom tilsyneladende i stå, der sker intet byggeri og befolkningstallet falder. I denne periode er der mange kampe langs grænserne. Roms biskop S. Callisto lider martyrdøden ved at blive kastet i en brønd med en sten om halsen.

250

Kejser Decius (249-251) udstedte et edikt, hvorefter alle rigets borgere skulle ofre til statens guder. Dette medførte kristenforfølgelser og et stort antal kristne led martyrdøden.

257

Kejser Valerianus rettede endnu et slag mod den kristne kirke, da han forbød kristen gudstjeneste og gav ordre om, at gejstlige skulle ofre til statens guder. Dette gav også anledning til mange martyrer blandt andet S. Lorenzo der blev ristet på en grill.

270

Aurelian (270-275) bliver udråbt til kejser af soldaterne i Donauarmeen. På grund af goternes trussel mod Romerriget lod han opføre Den Aurelianske Bymur, der er godt 19 km lang og omfatter et areal, der er fire gange større end de områder, der blev omfattet af den Serviske bymur fra republikkens tid. Hadrian's gravmæle blev ved denne lejlighed inddraget i forsvarsværket. Denne Roms største og mest storslået seværdighed er beskrevet i afsnittet med romerske rundture Tur 9 Roms Bymur.

Kejser Caracalla

Capitolmuseét

Kejser Aurelian

284

Diokletian (284-305) bliver kejser efter en række borgerkrige. Han omdannede entydigt Augustus' principat til et enevældigt monarki, hvor kejseren var gud. Hans navn er kendt fra det store termeanlæg på 130.000 m² der kunne rumme 3.600 badende ved det moderne Roms hovedbanegård.

305

Efter Diokletians død indføres et "firekejsersystem" Tetrakiet, der dog hurtigt bryder sammen i en borgerkrig.

306

Konstantin den Store (306-337) er en af tetrakiets medlemmer. Efter en borgerkrig med sine medkejsere, overvinder han den sidste (Maxentius) i slaget ved Pons Milvius 312 og genforener de to dele af riget. Traditionen fortæller at natten før slaget så Konstantin et lysende kors på himlen og hørte ordene "Ved dette tegn skal du sejre", dette skulle være begrundelsen for hans lovliggørelse af kristendommen. Den store Konstantinbue (314) ved Colosseum fortæller om hans militære bedrifter.

Bronzehoved kejsere Konstantin

Capitolmuseét

Caravaggio: S. Geronimo

Palazzo Barberini - Galleria Nazionale

314

Pave Sylvester den Store (314-335), Roms biskop havde et særdeles godt samarbejde med kejser Konstantin og hans moder Elena. Han støttede det store kirkebyggeri og hjalp kejsermoderen med en kæmpeimport af relikvier fra Jerusalem.

325

Kejser Konstantin leder kirkemødet i Nikæa uden at være døbt.

På siden Historiske noter omhandler artikel 11 "Kirkemøder, konciler eller synoder".

330

Konstantin flytter rigets hovedstad til Byzans som han omdøber til Konstantinobel (det nuværende Istanbul), herefter gik Rom i hurtigt forfald. Byggeriet gik i stå, og der var ikke ressourcer til at vedligeholde de offentlige bygninger og monumenter.

354

Agostino (354-430) fødes i Nordafrika. Han regnes for en af de vestlige "Kirkefædre", blandt de øvrige kirkefædre skal her nævnes Ambrosius (339-397), Hieronymus (347-419) og pave Gregorio I (540-604).

På siden Historiske noter omhandler artikel 9 "Kirkefædrene".

361

Julian den Frafaldne (361-363) bliver kejser, og han gennemfører som den sidste kejser forfølgelser af de kristne.

366

Pave Damaso I (366-384) lader i sin regeringstid kirkefaderen Hieronymus (347-419) foretage en oversættelse af biblen til latin, den såkaldte "Vulgata".

380

Kristendommen bliver formelt den eneste tilladte religion i den vestlige del af riget.

Goterne

I hele tidsperioden fra 200 til omkring 700 skete der kolossale forskydninger af folkeslag i de såkaldte folkevandringer. Vandringerne gik fra øst mod vest, fra de tilbagestående landbrugsområder mod det civiliserede Romerrige. Hovedaktørerne i presset mod Romerriget var goterne, hunnerne og vandalerne, der trængte frem i takt med, at forsvaret af rigets grænser blev opgivet eller forsømt.

I en periode på mere end 600 år var Italien forenet under romernes styre. På trods af de forskellige folkeslag på den italiske halvø, var området forenet politisk, administrativt og økonomisk så der har været en vis ensartethed i national forstand. Derefter er Italiens historie fra ca. 400 til 1860, da det norditalienske kongerige Piemonte begyndte sin forening af det moderne Italien, en historie om en langvarig og dyb splittelse, der fortsat har konsekvenser i nutidens Italien.

Pave S. Domaso I

Landets strategiske placering i Middelhavet gjorde det attraktivt for stormagterne at sikre sig kontrollen over området, og igennem århundrederne efter Roms fald, så landet en række besættelsesmagter, der enten afløste hinanden eller virkede samtidigt i forskellige dele af Italien. Besættelsesmagterne var

- østgoterne (ca. 476-550), germansk stamme

- byzantinerne (ca. 530-850), østromerne

- longobarderne (ca.570-770), germansk stamme

- franskmændene (ca.770-950)

- tyskerne (ca.950-1250), det Tysk-romerske rige

- normannerne (1030-1266)

- franskmændene (1250-1440)

- spanierne (ca.1440-1730)

- østrigerne (ca.1500-1799)

- franskmændene (1796-1809)

- østrigerne (1815-1919)

Overfor denne lange række af fremmede herrer må man ikke glemme, at Italien i skiftende perioder alligevel havde ganske mange levedygtige og blomstrende småriger, som nok var tvungne til at have stramme forbindelser og alliancer med nærliggende stormagter, men som trods alt bevarede en betydelig uafhængighed. Her skal blot nævnes de berømte kulturelle, økonomiske og politiske magter som Venezia, Firenze, Genova, Amalfi, Pisa, Parma og Milano.

Kejser Thedorik

379

Kejser Theodosius den Store (379-395) var den sidste kejser, der forenede hele Romerriget. I 392 bliver kristendommen den eneste tilladte religion i hele Romerriget. Han nedkæmpede i 394 et hedensk oprør styret af et flertal i det romerske senat, dette skulle blive den sidste kamp mellem Kristus og Jupiter.

395

Romerrigets endelige deling sker, da Flavius Honorius (395-423) som 11-årig bliver kejser for Det vestromerske Rige. I hans regeringstid bliver Ravenna gjort til residensby.

410

Vestgoteren Alarik bryder ind i Rom ved Porta Salaria og byen udsættes for plyndring og ildspåsættelse i 3 dage, men tilsyneladende sker der ikke overlast på stenbygninger og kunstværker.

438

S. Maria Maggiore grundlægges.

452

Pave Leone I (440-461) slår hunnerkongen Attila i et slag ved Mincio, dette er skildret af Rafael i vatikanmuseét Stanza di Eliodoro.

Romulus Augustulus giver kronen til Odoaker

455

Vandalen Genserik plyndrer i 12 dage Rom og der bortføres megen kunst til vandalernes nye hovedstad i Karthago.

475

Romulus Augustulus (475-476) den sidste vestromerske kejser afsættes af sin livvagt, der er under ledelse af den germanske hærfører Odoaker. Odoaker udråbte sig selv til konge og regerede Italia fra Ravenna.

Opløsningen

Både kong Odoaker og hans efterfølger Theodorik fastholdt det gamle styre, hvor senatet fungerede i Rom, de gotiske konger betragtede sig som den østromerske kejser statholder i Italia. Intet tyder på at goterne ødelagde Rom og lagde den i ruiner, tværtimod peger kilder på, at man udelukkende tog guld og sølv som bytte, medens statuer og bygninger forblev uantastet. Under Teodorik's kraftfulde styre var der i en årrække fred i Italien og i Rom, men derefter begyndte krigene igen, da den Østromerske kejser Justiniano (527-565) ønskede at genoprette cæsarernes stolte Imperium Romanun. Efter at hans feltherrre Belisario havde besejret vandalerne i Nordafrika kom turen til goterne på den italienske halvø og i Rom. Dette førte til krige gennem atten år (535 - 553), hvilket ødelagde store dele af Rom og Italien.

488

Østgoterkongen Theodorik den Store indleder et erobringstogt mod Odaker, der besejres i 493.

526

Pave Felice IV (526-530) opfører SS. Cosma og Damiano, en del af Vespasian's Templum Pacis og Maxentius' basilica, til minde om to græske lægemissionærer.

536

Den Østromerske feltherre Belisario drager efter at have besejret vandalerne i Nordafrika uden modstand ind i Rom, hvilket førte til krigen gennem atten år frem til 553. Året efter indleder goterne en belejring af Rom, der varer et år. I 537 ødelægges Roms akvædukter af Witige's gotere, men det lykkes dem ikke at indtage Rom.

545

Goterkongen Tortilla erobrer Rom efter meget hårde og langvarige kampe, store dele af byen blev brændt ned og den resterende del af befolkningen deporteret, så byen stort set var mennesketom omkring 547.

552

Rom tilbageerobres definitivt af den østromerske kejser, men nu er den en næsten mennesketom ruinby. Herefter var goternes korte saga i Italien og Rom udspillet.

Hærføreren Belisario

Hvis du ønsker at læse flere afsnit fra den romerske historie, så "klik" nedenfor

-> Republikken

-> Renæssancen (1400-1527)

-> Modreformationen (1530-1600)

-> Seicento (1600-1700)

-> Settecento (1700-1800)

-> Ottecento(1800-1870)

-> Fra 1870 til år 2000

-> Roms kejsere

-> Paverne

-> Noter til historien