Byer i Nordøst-Italien

Bologna

Tekst

 

- Tur 1 i Bologna

- Tur 2 i Bologna

- Tur 3 i Bologna

 

- Spise- og drikkesteder

- Kunstnerne

 

Noter til Bolognas historie.

Bolognaområdet har været befolket fra meget tidlige historiske perioder. I Bologna er der gjort betydningsfulde fund, der består af flere hundrede grave og hen ved 1000 hytter fra jernalderen (900-400 f.Kr.). Fra midten af det 6 årh. f.Kr. til slutningen af det 5. årh. f.Kr. etablerede etruskerne byen Felsina omgivet af mure. Byen blev et hovedcenter for den etruskiske ekspansion i Norditalien. Denne bosættelse blev erobret og besat af barbarer indtil den i 191 f.Kr. blev erobret af Romerne og ombygget efter de sædvanlige principper om ortogonale akser (omtrent sammenfaldende med Via Ugo Bassi og Via Rizzoli). Byen fik navnet Bononia og den udviklede sig til et centrum i det norditalienske vejsystem som et landbrugs- og handelscentrum. Den blev allerede under kejser Augusto regnet blandt de største byer i Italien.

 

Kristendommen kom til byen i slutningen af 300-tallet og Zama blev den første biskop, Proculus, Vital og Agricola blev byens mest berømte martyrer og S. Petronio blev den lysende figur i det 5. årh.

 

Efter Det Vestromerske Riges opløsning i slutningen af 400-tallet, kom Bologna under skriftende herskere. Først blev byen en del af det byzantinske Exarkat (554-728), så det longobardiske kongerige og endelig under frankerne (Pipin den Lille, 754-756) og endelig under kejser Karl den Store, der dog efter sin kroning i Peterskirken år 800 overdrog byen til paven. I de næste 200 år ophører pavens magt i Rom og kejserens magt bliver overladt til en småfyrster. Først med kejser Henrik IV (1056-1105) og hans søn Henrik V (1105-1125) opnås der delvis fred mellem kejser og pave.

 

Pave Leone III kroner kejser Karl den Store (800)

Lorenzo Costa: Giovanni Bentivoglio

 

Palazzo Re Enzo - Piazza Petronio

 

I Bologna oprettes det første universitet i Europa i 1088 og byen bliver i 1116 med kejserens tilladelse en af de første frie bykommuner og byen tilsluttede sig i 1167 Den lombardske Liga mod den tyske kejser. 

Som de fleste andre frie bykommuner var Bologna præget af interne og eksterne stridigheder. Internt var det magtkampe mellem de rige familier, der var organiseret som ghibelinere (kejsertro) eller guelfere (pavetro). Ekstern var det mod naboerne de frie kommuner som Modena, Imola og Pistoia, hvilket gav mange krige, slag og fredsslutninger fx slaget ved Fossalta i 1249, hvor Bologna tog Frederik II’s søn Kong Enzio til fange.

 

I senmiddelalderen blev Bologna behersket af skiftende lokale adelsslægter. I 1347 blev byen solgt til Visconti-slægten, der førte kamp mod kardinal Albornoz, der i 1361 forsøgte at gen­erobre de pavelige områder tilbage til Pavestaten, der på det tidspunkt havde hovedsæde i Avignon. 

 

I 1401 erobrede Giovanni Bentivoglio magten i byen, dette varede et år til 1402, så blev det igen Visconti indtil kardinal Baldassare Cossa (1403-1417) erobrede magten. Han udnævnte antipave Allessandro V (1409-1410)  til herre over byen, og da han døde udnævnte han sig selv til pave/­antipave Giovanni XXIII, hvilket varede til 1417, hvor han blev afsat på et kirkemøde.

Hermed blev magten overdraget til pave Martino V (1417-1431).

 

Fra 1435 fik Bentivoglio-familien igen magten og Giovanni II regerede byen fra 1463 til 1506, hvor pave Giulio II (1503-1513) erobrede byen, der herefter blev indlemmet i kirkestaten. Efterfølgende var Bologna i mere end 250 år regeret af pavelige udsendinge.

I 1516 blev der i Bologna indgået et konkordat/aftale mellem pave Leone X (1513-1523) og den franske kong Frans I. Konkordatet regulerede de to parters beføjelser over den gallikanske kirke; bla. overtog den franske konge retten til at udnævne biskopper og abbeder, mens paven indsatte de pågældende.

 

Efter den franske revolution blev Napoleon i 1796 udnævnt til øverstbefalende for den franske hær i Italien, og efter et ultrakort felttog på få uger var Piemonte, Lombardiet og Milano besat så kirkestaten måtte kapitulere i begyndelsen af 1797. Ved fredsslutningen skabte Napoleon en fransk lydstat i Norditalien – den Cisalpinske republik – som bestod af tidligere østrigske, venezianske og pavelige områder nord og syd for Po-floden. I denne republik blev Bologna den førende by. Efter Napoleons fald og Wienerkongressen (1814) generobrer Pavestaten (pave Pio VII (1800-1823)) i 1816 Bologna med hjælp fra Østrig, der blev en magtinstans i området.

I 1848 udbryder der oprør i Bologna, republikken Venezia og kongeriget Sardinien går i krig mod Østrig uden Pavestatens deltagelse. Østrig vinder krigen og overtager magten i området og dermed i Bologna. I 1860 kommer byerne i Romagna under kongeriget Sardinien, Italien er på vej til sin samling i 1870, da Pavestaten må overgive sig.

kardinal Baldassare Cossa

modpave Giovanni XXIII