Don Quixote & Sancho Panza

 får allerede i første bog sin væbner i bonden Sancho Panza. De danner et af verdenslitteraturens berømteste modsætninger: Don Quixote er fantast, når det drejer sig om riddervæsen, ellers trods al modgang ukuelig idealist og humanist, og ofte klartskuende. Sancho er jordbunden og både snu og fej. Undervejs, især i andet bind , påvirker de to hinanden, så Sancho "quixotiseres" og Alonzo Quijano til sidst afsværger al ridderskabets væsen.

Cervantes' dødsdag den 23. april fejres hvert år med et stort bogmarked på Placa Sant Jaume i Barcelona.

Dali, Salvador (1904-1989)

Spansk maler, fra 1904 bosat i USA. En af surrealismens mest berømte og spektakulære  skikkelse. Efter sin uddannelse på kunstakademiet i Madrid tog han i 1927 til Paris, hvor Joan Miró introducerede ham for surrealisterne med bla André Breton og Poul Éluard. I 1929 havde han fundet sin egen stil, hvor han anvendte sit veludviklede storhedsvanvid som en kreativ kraft. I sin bog ”La Femme visible” (1930) beskriver han sin ”paranoisk-kritiske metode”. I  sine billeder – som han selv beskriver som ”håndmalededrømme-fotografier” – er  vægten lagt på den chokerende effekt ved næsten fotografisk nøjagtigt gengivne genstande og skikkelser i en urealistisk, drømmeagtig sammenhæng. Hans motiver kredser om drøm, seksualitet og religion, ofte er billedets baggrund fødebyen Figueras befolket af objekter som myrer, telefonstolper og ure.

Har udgivet flere litterære arbejder, bla selvbiografien ”The secret life of Salvador Dali” (1942) et af surrealismens forunderligste værker i denne genre. Har sammen med Luis Bünuel skabt eksperimentalfilmene ”Den andalusiske hund” (1928) og ”Guldalderen” (1930) der begge blev skandale succeser. samt illustreret Cervantes' "Don Quixote" og Dantes ”Divina Com­media”, tegnet teaterdekorationer, reklamer mm.

Værker i Madrid:

* Centro de Arte Reina Sofía; sal 10

Her er udstillet 56 værker inklusive ”El Gran Masturbador” (1929)

Værker i Barcelona:

Se afsnittet om Figueres i tur 7 Udflugter.

Domènech i Montaner, Lluís (1849-1923)

Lluis Domènech i Montaner blev født i Carrer d'Avinyó i Barcelona. Den overbevidste katalaner var væsentligt mindre revolutionær i sit formsprog en den tre år yngre Antoni Gaudí, men så meget des mere er han overdreven i sit farvevalg og detailrigdom. 

Fik kort efter afslutningen på sit studium i 1875 et professorat ved det nye "Escola d'Arquitectura" i Barcelona. Fra sit professorat gav han klart udtryk for at man skulle søge efter en national (catalansk) arkitektur, dette skete blandt andet i artikler i tidsskriftet "La Renaixenca". Fra 1900 til 1920 var han direktør for denne første arkitektskole i Barcelona. Han var en kulturpolitisk meget aktiv arkitekt.

Værker i Barcelona:

* Casa Montaner i Simó

Tur 4; Aragó 255

I dag er denne bygning sæde for Tàpies-stiftelsen. Dette er Domènech i Montaners første  større værk med en neogotisk grundkomposition og en voldsom udformning af detaljer. Han anvender tegl, marmor, marmormosaik, jern og keramik, stuk og glas. 

* Museu de Zoologia

Tur 5; I Parc de la Ciutadella.

Bygningen blev oprindeligt opført som café-restaurant til gæsterne ved verdensudstillingen i 1888. Arkitektur som helhed i den anvendte kunst

* Palau de la Música Catalana

Tur 3; Amadeu Vives 1 (Metro: Urquinaona)

Opført 1905-1908 i Catalansk jugendstil, endnu i dag betragtes dette bygningsværk for de mest overdrevne af modernismens mange bygninger. Under Domènech's ledelse har de fremmeste af den katalanske jugendstils håndværkere sat sig et enestående mindesmærke. Her findes et imponerende farvehav i mosaikker, her er et orgie i ornamenter og stukatur og et eventur i farvet glas.

I paladset findes et cafeteria, der er et besøg værd på grund af sin arkitektur.

* Hospital de Sant Pau. Opført i perioden 1900-1909.

Tur 4; Carrer Sant Antoni Maria Claret 167 (M. Hospital de Sant Pau)

* Casa Lleó Morera. Opført i 1898.

Tur 4;  Passeig de Gràcia 35

* Casa Thomas

Tur 4; Carrer Mallorca 291-293

Bopæl for et stort designfirma "Bd Ediciones de Diseño", så det kan kun ses udefra.                                               

* Hotel España

Tur 2; Carrer Sant Pau, 9-11

Spisesalen skulle være noget helt enestående.

Gaudi y Cornet, Antonio (1852-1926)

Spansk arkitekt. Skabte en stærkt personlig arkitektur i hvilken jugendstilens naturalisme, kom­­­­­­bineret med påvirkninger fra mudejarstil samt spansk gotik og barok, viser sig i et udtryktsfuldt og fan­ta­stisk formsprog. Udformningen af Gaudís bygninger udspringer af naturens geometri og struk­­­tur. Her bliver man som besøgende og beskuer konstant mødt af overraskelser. Krumnin­ger, søjler og strukturer dekoreret med klare farver: alt sammen hentet med inspiration fra na­turen og fantasien.

Hans hovedværk er den ufuldendte kirke La Sagrada Familia i Barcelona, som han arbejde på fra 1884 til sin død.

Gaudis liv var fuld af modsætninger. Som ung var han medlem af en catalansk-nationalistisk bevægelse der var kritisk overfor kirken. De sidste 43 af sit liv, helligede han sig bygningen af kirken Sagrada Familia. I begyndelsen af sin karriere levede den unge talentfulde arkitekt et mon­dænt liv, mens han som gammel levede et yderst spartansk og tilbagetrukket liv - de sid­ste 12 år af sit liv boede og arbejdede Gaudí på byggepladsen.

Værker i Barcelona:

Mere end 10 forskellige bygninger og paladser har alle fået betegnelsen og varemærket Gau­dí. Det har gjort Barcelona til et mekka for gaudí-entusiaster, for intet andet sted i verden kan man opleve et så imponerende udvalg af hans bygninger.

La Sagrada Familia

Placa La Sagrada Familia

Åbent dagligt 9.00-19.00

Alle byer har et vartegn. En bygning eller en skulptur, der fungerer som symbol for byen. I Barcelona er byens vartegn uden tvivl kirken La Sagrada Familia, et imponerende byg­nings­værk som går igen på stort set alle postkort og billeder fra Barcelona.

Hvis ikke bunker af sten, byggestilladser og kolossale kra­ner hørte til kirkens nuvæ­rende ud­styr, så kunne man føle sig fristet til at gå op til hovedportalen og betræde Guds hus. Når man ser kirken fra østsiden, ser den mægtige bygning færdig ud - en kirke efter gotisk møn­ster og dog alligevel et værk med vort århundredes aftryk. Gaudí overtog ledelsen af bygge­riet for me­­­­re end 115 år siden. Gaudís plan var at opføre kirken i løbet af 15-20 år. I dag, godt halv­treds år efter hans død, er kirken endnu under opbygning. Når/hvis den en dag - efter de nu­væ­rende planer i 2020 - bliver færdig, vil den sprænge alle dimensioner, og den første guds­tje­neste vil klinge som lyden fra de him­melske hærskarer: i galleriet bliver der plads til 5 org­ler, 1500 korsangere, samt et børnekor med 700 børn. Men det er foreløbigt fremtidsmusik. Et besøg i La Sagrada Familia er en fan­tastisk oplevelse.

Kirken er planlagt med tre monumentale facadere med motiver fra Kristi liv. Den første facade fra Kristi fødsel, er den eneste, som er fuldført indtil nu. Den anden forestiller Kristi lidelse og død, og den tredje med motiver fra "Det Evige Liv". Hver af facadernes indgange skal krandses af fire tårne, som til­sammen skal symbolisere De tolv Apostle". Apsis skal krones med "La Torre de Nuestra Senora" (vor frues tårn). Fire større tårne - symboliserende de fire Evan­gelister - skal stå om­kring den store centrale tinde, der symbo­liserer Skaberen.

Kirkens storslåethed, den fantasifulde og gennemførte ud­form­ning ned til mindste detalje, samt udsigten fra de over 100 meter høje tårne er hele besøget værd.

I kælderen er der indrettet et museum, hvor man kan se, hvordan kirken er blevet til under de forskellige arkitekter.

Sagrada Familia har alle dage været stærkt omdiskuteret, således kaldte Salvador Dali bygningsværket "en gigantisk dårlig tand, åben for alle muligheder".

Parc Güell

Carrer d'Olot 7

Åbent dagligt 10-18. (Metro: Lesseps/Vallcarca).

I det nordvestlige del af Barcelona mellem tætte pinjeskove og storslåede palmealléer ligger parken, der ligner en mellemting mellem et surrealistisk Disneyland og en maurisk have. Bag hovedindgangen fører en trappe op til en søjlehal, hvor der efter planen skulle have været et marked og mødested for parkens beboerer. Platformen og søjlehallen er en stor plads, som er om­krand­set af træer, mødes pensionister til en lille passiar og unge til en téte.à-tète - den farve­rige bænk som kryber rund om pladsen som en kæmpeslange, giver rig lejlighed til beg­ge dele. Da Gau­dí begyndte arbejdet, var der slet ingen spor af park. Her var ikke vand, områ­det var øde og skrænterne golde. At her i dag vokser træer og  buske, skyldes Gaudí. Men her skul­le ikke ba­re være en park eller et rekreationsomåde for Barcelonas indbyggere. Eusebi Gùell, som var Gaudís største beundrer og (økonomiske) støtte, havde andre planer: han plan­lagde et møn­ster­­­kvarter, et beboelsesparadis, en haveby - det blev ved parken. Parc Gùell lig­ger som et fro­digt og fredfyldt åndehul midt i en travl storby. I parken får man, bedre end no­get andet sted, mulighed for at opleve Gaudís udsøgte evne til at bygge i pagt med naturen.

Palacio Güell

Nou de la Rambla 3-5

(Metro Liceu)

Palacio Güell er bygget til Gadis største mæcen, Eusebi Güell. Paldset er vanskeligt at over­skue. Gaden er alt for smal, og det gælder her som for Gaudis øvrige værker, at de skal ses i forskellige plan. Selv tagetagen og taget rummer kunstværker for sig. Her brugte han ofte en enorm fantasi, og det rørte ham ikke, at man i reglen ikke kunne se de morsomme former fra gaden. Taget på Palacio Güell er ingen undtagelse. Det er smykket med 18 næsten surreali­sti­ske skulpturer. De har dog ofte praktiske formål, idet di skjuler skorstene og venti­lationskana­ler. De banale funktioner bliver således dækket bag en rig udsmykning af farverige kakler.

Ved indretningen af det indre har Gaudi taget sig af selv de mindste detaljer, også møblerne. Til trods for paladsets grundflade kun er 18x22 meter har Gaudi formået at kabet et bygnings­værk, der virker meget større. Husets 127 søjler og hallen, der strækker sig over tre af husets seks etager, medvirker til det optiske bedrag. Hallens grundflade er kun på 9 kvadratmeter, men der er 17,5 meter høj og afsluttes af en kuppel med talrige runde huller, hvorigennem lyset strømmer ind og giver indtryk af en stjernehimmel.

Casa Calvet (1898-1900)

Carrer de Casp 43

Huset er Gaudis mest konventionelle, men det bragte ham hans eneste anerkendelse fra Barce­lonas byråd, en af hans få officielle anerkendelser overhovedet. Hvorfor Gaudi i dette tilfælde lægger en dæmper på sig selv vides ikke. Bortset fra en kunstfærdig udformet karnap og nogle bizarre ideer på taget, adskiller huset sig ikke fra nabohusene. 

Casa Batlló (1904-1906)

Passeo de Gràcia 43 (Metro Pg. de Gràcia)

Casa Batlló er en ombygning af et traditionelt hus fra 1877.Ejeren var en rig tekstilfabrikant Josef Batlló. Han ville overgå sine rige naboers moderne bygninger og skabe noget ekstraor­di­nært. Det lykkedes, og som det så ofte ses med Gaudis bygningsværker, havde han held til at fremtrylle en storslået bygning på et beskedent areal. Virkemidlet var stueetagens mægtige søjler, taget som minder om ryggen på en kæmpeøgle og facadens grøn-blå skinnen­de farver med påsatte runde flader, der ser ud som fiskeskæl eller reflekser på havets overflade. Facaden giver indtryk af, at den er i bevægelse og hertil kommer balkonerne, der minder om svalereder på en klippevæg.

Casa Mila ("La Pedrera) (1906-1910)

Passeig de Gracia 92

Åbent dagligt 10.00-20.00 (Metro: Diagonal)

"La Pedrera" (Stenbruddet) dette navn gav den forbøffede befolkning bygningen, som ikke har set sin lige i verden, navnet var en latterliggørelse af Gaudís nytænkning af form og far­ver. Casa Mila ser ud som om huset er groet frem af sig selv. Tættere på en genskabelse af naturlige former kan en arkittekt og kunstner næppe komme. Ikke to elementer i huset har samme form, heller ikke indeni. De enkelte rum har forskellig struktur, hvilket var muligt fordi Gaudi stort set holdt sig fra bærende vægge. Alt hviler på talrige søjler og bærepiller. Selv højden i rummene er forskellig og i samklang med facadens bølgeform.

Man kunne sammenligne den med stejle klippevægge, hvor afrikan­ske stammer har byg­get huleagtige boliger. Men den bølgende storporede facade minder også om det bølgende, fine sandstrand, som dannes af de tilbageløbende dønninger. Ved at se på den slangeformede bevægelse frem og tilbage, der løber som den eneste linje gennem hele byg­ningen, kan man også komme til at tænke på flittige biers vokstavler. Med denne sidste verdslige bygning, før han fuldstændigt hellige sig Sagrada Familia, konstruerede Gaudí et paradoks: "En kunstig naturbygning" som samtidig er en resumerende sammen­blan­ding af alle de former, han var blevet berømt for. På taget er der en efterligning af hans bænkt i Guéll-parken, samt et utal af hans stadigt mere imponerende og bizarre skorstene.

Casa Vicens (1883-1888)

Calle les Carolines 24-26

Huet er Gaudis første større fuldførte opgave. Bygherren var en rig tegl- og kakkelfabrikant, der fik alvorlige økonomiske problemer på grund af byggeomkostningerne. Brugen af kera­mikfliser startede imidlertid en modebølge, og Vicens fik her igennem rigelig erstatning gen­nem et stærkt efterspør­gel­sespres på de anvendte flisetyper.

Stilbrudene er talrige både ude og inde. Det er et mini­even­tyr­slot, domineret af mudejar-, maurisk-eller persisk byggestil, men i Gaudis særlige udformning. Påfaldende er kontrasten mellem de råt tilhuggede natur­sten, og de enkel ordinære teglsten og de mangefarvede kera­mik­fli­ser.

Col.legi de les Teresianes

Ganduxer 95-105

Miró, Joan (1893-1983)

Spansk maler, billedhugger og grafiker fra Catalonien. Miró var en af den abstrakte surrealis­mes hovedskikkelser. Han blev uddannet i Barcelona 1912-15. Hans første billeder er påvirket af van Gogh og den franske fauvisme, men fra 1919 efter et besøg i Paris og et møde med Pi­cas­so blev hans billeder inspireret af kubismen og naivismen. I 1920 bosatte han sig i Paris, hvor han kom i forbindelse med de franske surrealister omkring André Breton. Han blev med­lem af gruppen i 1924 og samme år malede han sine første egentlige surrealistitske billeder. I disse værker fastholdt han forunderlige syner, opstået ved i timevis at betragte en nøgen væg i atelieret. Med inspiration i børnetegninger og arbejder af vennerne Paul Klee og Max Ernst ud­viklede han sit eget lyriske billedunivers fyldt med en drømmende og visionær fantastik, der tilsyneladende tilhørte et udefinerbart ingenmandsland mellem figuration og non­­fi­gu­ra­ti­on. Allerede i hans tidlige billeder kan man se hovedlinjerne i hans udvikling, den karak­teri­stiske sondring mellem fritsvævende enkle fladegestalter og en ensfarvet eller informel bag­grund af udflydende struktur..

Som billedhugger ar­bejdede han med en raffi­neret pri­mi­tiv gengivelse af figurer og genstande og kraftige farveflader i sine fantasi­fulde asociationsskabende skraldeskulpturer, der nærmer sig abstrakt maleri. Maleri og skulpturer arbejdede han med teaterdeko­ra­tioner og bogillustra­tioner mm.

I 1971 grundlagde han i Barcelona et museum - Fondació Joan Miro- for sine egne arbejder og han donerede adskillige hundrede malerier og skulpturer til formålet. Museet omfat­ter for­uden Mirós arbejder et stort biblitek om det 20. årh.s billed­kunst.

Værker i Madrid

-          Palacio de Congresos y Exposiciones (Avenida del General Peron) her er facaden udsmykket med keramik.

-          Museo de Escultura al Aire Libre.

-          Centro de Arte Reina Sofia, sal 7: en hel sal er udstyret med Miro-billeder.

Værker i Barcelona:

­- Fundació Joan Miró

Parc de Montjuic

Åbent oktober til juni 10.00-19.00, søndage 10.30-14.30

Bus 61 fra ??

Picasso, Pablo (1881-1973).

Spansk maler, grafiker, keramiker og billedhugger. Picasso kom til Barcelona som 14-årig i 1895, hvor faderen fik en stilling ved det daværende kunstakademi. Picasso blev elev på kunst­­akademiet, men fra 1897 studerede han i Madrid men allerede i 1899 vendte han tilbage til Barcelona. Her blev hans vigtigste holdepunkt restau­ranten "Els 4 Gats", hvor tidens mo­der­nister, unge kunstnere og in­tellektuelle fra den spanske avantgarde, færdedes. På "Els 4 Gats" fandt hans første seperatudstilling sted i 1900.

I 1900 kom Picasso til Paris, hvor han levede en stor del af sit liv, men han vendte altid tilba­ge til Barcelona for at bo i byen i kortere perioder. 

Picasso regnes for den betydeligste kunstner i det 20.årh. og gennem sit livs arbejde gennem­løber han flere kunstneriske perioder, der altid var bestemt af hans livsforhold og ikke mindst af hvilke kvinder han lod sig inspirere af.

Ungdomsværkerne omkring 1898 var realistisk malede arbejder i store formater med moralsk-­religiøst indhold. Efter hjemkomsten fra Madrid viste billederne hans interesse for den gæng­se jugendstil. Sorte konturer omslutter farvefalder i blødt bølgende former og giver billedet en stærkt stiliseret karakter.

De første pariserbilleder blev skabt i som senimpressionistiske værker under indflydelse af bla. Toulouse-Lautrec.

I sin ”blå periode” 1901-1904 gav han i blå farver en mørk, alvorlig skildring af socialt ud­stødte, tiggere, blinde, ensomme og forarmede kvinder. Hans selvportræt fra denne periode hænger på Musée Picasso i Paris.

I  sin ”rosa periode” 1905-1906 malede han i et let, lyrisk farvesprog motiver fra cirkus- og gøglerverdenen. En helt ny sart skønhed udmærker billederne fra denne periode. Picasso va­rie­­re­de nu liniens udtryksmuligheder. Spæde omrids af subtil skønhed giver skikkelserne en præcis form og forlener figurerne med en hidtil ukendt ynde. Han malede ikke figurerne som strålende skikkelser på scenen, men skildrede deres tilværelse bag kulisserne, hensunkne i dy­be tanker i stille øjeblikke eller i fuldkommen uforpligtende situationer. For første gang skab­te Picasso plastiske arbejder, som han formede af voks eller ler og lod støbe i bronze.

Kubismen 1906-1915. Under påvirkning af gamle spanske skulpturer med deres kantede for­mer men også med Cézanne som forbillede var Picasso i 1906 begyndt at tegne nøgne kvinder i blokagtige former. Allerede et år efter fandt processen med at tage afstand fra naturen som forbillede sit foreløbige højdepunkt i billedet "Les Demoiselles d'Avignon", der virkede som et chok på hans samtidige. Fra 1907 fandt Picasso en kampfælle i georges Braques og sam­men udviklede de et nyt kubistisk formsprog. Kubismens udvikling kan deles i tre faser. Efter den første periode inspireret af Cezanne, fulgte fra 1909den såkaldte "analytiske kubisme". Picasso og Braque opløste billedmotiverne i stadig mindre fragmenter, indtil genstanden til slut dårligt nok var til at skelne. Fra 1912 kom det derfor til et vendepunkt, idet man nu udvik­lede den "syntetiske kubisme". Større, sammenhængende, abstrakte former og farveflader blev sammenføjet til kompositioner og ved hjælp af henvisninger til genstande gjort genken­de­lige som ting.

Klassicismen 1916-1925. Både kunstnerisk og privat er Picassos tilværelse i denne periode præget af store forandringer. Han søger nye uddtryksformer med forbilleder i kunsthistorien; linjer og kanter bliver vigtige, volumier og kropsformer fortolkes på en helt ny måde. Han inspireres af antikke skikkelser, højrenæssancens volumiinøse kroppe - fortrinsvis Michel­angelos - eller billeder af den franske maler Nicolas Poussin[1] (1594-1665). I denne periode indføres kunstneren i teaterverden og tegner scenetæpper og kostumer. Han bliver gift med Olga Koklova i 1918 og bliver far for første gang i 1921.

Surrealismen 1925-1934.

Fra midten af 1920'erne videreudviklede Picasso sine formeksperi­menter voldsomt, og hans figurer frigjorde sig derved i stigende grad fra enhver lighed med na­turen. I sommeren 1923 havde Picasso truffet forfat­teren André Breton, der var surreali­ster­nes ordfører, og som et år senere fremlagde surrealismens første mani­fest som en selvdefini­ti­on af denne unge kunstretning. Man ønskede først og fremmest det ubevidstes magt og ud­tryks­­kraft og dernæst det drøm­meagtige som man ville nå frem til ved at udelukke rationelle og rea­listiske gengivelsesmetoder. I 1925 deltog Picasso i surrealisternes første fælles­udstil­ling, men snart opstod der meningsforskelle med surrea­lister som Miró, Dali og Max Ernst, der appel­lerede til og udtrykte betrag­te­rens følelser, hvor Picas­so altid arbejde mod et intel­lek­turelt opgør med virke­ligheden.

Fra 1927 havde Picasso haft et lidenskabeligt forhold til den unge Marie-Thérèse, men først i 1935 lod han sig skille fra Olga, og i oktober samme år fik han datteren Maria de la Con­cep­ción kaldet Maya. I perioden omkring hans skilsmisse ikke alene den personlige situation yderst an­spændt, men også den politiske situation var usikker - fascisme og nationalsocia­lisme kastede deres mørke skygger. Alt dette udtrykte kunstneren i fremstillinger af Mino­taurus, dette blan­dingsvæsen fra den græske mytologi, halvt menneske og halvt tyr. I  mang­foldige arbejder fra denne periode tager Picasso det mytiske tyrevæsen op og indsæter det i dystert-gådefulde sam­­menhænge med døende skikkelser og faretruende situationer. Minotau­rus synes for kunst­neren at være legemliggørelsen af utæmmet naturkraft, som forbinder po­sitiv vitaliet med skræk. I de politisk ustabile tider var disse arbejder dog sikkert samtidigt ud­tryk for Picassos bekymring over den tiltagende vold og terror. Men for det meste forblev Picas­sos kommentarer til tidens begivenheder i baggrunden, langt tydelgere og mere politisk konkret bliver Picasso dog først i den følgende periode.

Den barbariske periode 1937-1946. Picassos arbejder fra disse år er tydeligt præget af de po­li­tiske og personlige katastrofer. Den spanske borgerkrig når et grufuldt højdepunkt i bom­bar­dementet af byen Guernica. Picasso svarer med sit nok mest berømte værk, det apoka­­lyp­tiske hovedværk ”Guernica” i sort, hvidt og gråt som protest mod bomb­nin­gen af byen. Billedet blev malet på nogle få uger, men sjældent er er krigens gru blevet så direkte udtrykt i et bil­le­de som i Guernica. Et tidløst billed af rædsel og vold  mod menneske og dyr. Den unge jugo­slaviske fotograf Dora Maar fotograferede maleriets forskellige udviklingsstadier, og hun bliver på det tidspunkt hans ofte malede model og hans elskerinde.

Efter Francos magtovertagelse i Spanien er Picasso forment adgang til sit fædreland. Efter ty­skernes besættelse af Paris blev han ramt af et udstillingsforbud. I denne periode maler han er række kvindeportrætter, usædvanlige dyrebilleder og stillben. Selv om billederne tilsynela­den­de ikke har med krig at gøre, så viser de dog tydeligt i farver, opbygning og emne den trus­sel fra besættelsesmagten, som kunstneren er udsat for. Forvrænged, uharmoniske former, snævre rum og dyr, som æder hinanden, blev tegn på vold og agression.  

Efterkrigsårene 1946-1954. Efter krigen arbejdede Picasso utrætteligt og genialt med sine ynd­lingsmotiver, nemlig kønnet, frugtbarheden, fødslen og kærligheden, som han fremstillede i mesterlige kvindeportrætter, kentauer, nymfer, fløjtespillende fauner og tyre­fægtninger. Picasso eksperimenterede stadig med nye teknikker, former og materialer, og hans enorme produktion omfatter olie- og murmalerier, tegninger og litografier, linoleums­snit, keramik og skulpturer.

Han var den mest omstridte kunstner i det 20. årh; få har i den grad inspireret og domineret deres samtids kunst. Billedet ”Guernica” testamenterede kunst­neren til Spanien, når det igen var blevet et demokrati, det blev overleveret til Prado-museet i 1981.

Værker i Madrid:

-          Centro de Arte Reina Sofia; sal 6: Her findes mindst 50 Picasso-billeder her i blandt ”Guernica”.

Værker i Barcelona:

-          Museo Picasso

Carrer Moncada

Åbent ??

Museet ligger gemt inde i den gotiske bydel og har til huse i nogle utroligt smukke byg­nin­ger. Dette storslåede museum giver de besøgende en fantastisk mulighed for at følge Picassos kunst­­neriske udvikling fra hans barndom til hans død i 1973. hvis det lykkes at få overblik over de tre store museumsbygninger bliver man som museumsgæst ført fra Picassos ung­doms­billeder ind i "Den Blå Periode", dernæst "Den Rosa Periode" hvorefter man indføres i Picassos kunstneriske nyskabelse "kubismen".

Puig i Cadafalch, Josep (1867-1957)

Arkitekten, hsitorikeren og politikeren Josep Puig i Cadafalch er den tredje og yngste men også den politisk mest aktive af de katalanske modernistiske arkitekter.  Han voksede op i de euforiske år med den "kata­lanske genfødsel" og han engagerede sig allerede tidligt i denne politiske bevægelse. Efter Francos sejr i Den Spanske Borgerkrig måtte Puig i Cadafalch tilbringe nogle år i fransk eksil.

Puig i Cadafalchs bygningsværker bliver karakteriseret som en overgang fra modernismen til "nou­cen­trisme". I sit formsprog forlader han den flydende grænseoverskriden jugendstil og neogotiske fasader og hierakisk ordnet gavlfelter bliver hans kendetegn.

Værker i Barcelona:

Casa Amatller

Passeig de Gràcia (tur 4)

Casa Macaya

Passeig de Sant Joan (tur 4)

Casa de les Punxes

Avenguda de Diagonal (tur 4)

Casa Marti

Carrer Montsió ("Els Quatre Gats", værtshuset hvor Picasso havde sin første udstilling)