A. Mantegna: Loftet i Camera degli Sposi

Palazzo Ducale, Mantova

Den fjerde periode falder i hertugerne Guglielmo (1550-1587)og Vincenzo I (1587-1612) regeringstid, altså den sidste halvdel af 1500-tallet. Der herskede et stærkt ønske om ”pomp og pragt”, så Palazzo Ducale blev udvidet med nye lejligheder, spejlsal, Eleonoras lejlighed og meget mere. Arbejdet blev for det mest udført af Giulio Romanos elever, men også af kunstnere tilkaldt udefra (hvoraf ingen er særlig kendte i dag).   

Den mantovanske arvefølgekrig 1627-1630 satte en brat stopper for Mantova som politisk og kunstnerisk centrum.

I 1753 blev ”l’Accademia del arte” grundlagt, men så var det også slut med udviklingen.

På dette sted skal nævnes fire kunstnere, der alle har stor tilknytning til Mantova.

Leon Battista Alberti (1404-1472)

Leon Battista Alberti stammede fra en af Firenzes fornemme slægter, der ved hans fødsel havde tilbragt tyve år i landflygtighed. Han blev juridisk doktor i 1428 ved universitetet i Bo­logna, hvor han også studerede matematik og naturvidenskab. Efter ophævelse af landflygtigheden besøgte han Firenze i 1432, hvor han blev ven med Brunelleschi og kredsen omkring Medicierne, hvor han færdedes i kredsen af lærde humanister, og hvor han tog del i interessen for og studierne af den platoniske filosofi. På denne tid studerer han også arkitektur og malerkunst.

Han blev i denne forbindelse udnævnt til "Abbrevviator" for pave Eugenius IV, der var flygtet fra Rom.

Hans arbejde for denne pave fortsætter under efterfølgeren Nicolaus V, for hvem han udarbejder et forslag til restaurering eller nedrivning af den gamle S. Pietro basilica. Hans mange rejser med paverne giver venskaber med mange fyrster og arbejdsopgaver i Rimini, Mantua, Rom og Firenze, alle steder var han arkitekten og andre påtog sig arbejdet som bygmester.

Som arkitekt lå han de klassiske forbilleder meget nær. Ganske afgørende betydning fik han gennem sin skribentvirk­somhed, som udover poesi og prosa bestod i et teoretisk ti binds arkitektur­værk fra 1450 "De re aedeficatoria" der var inspireret af den romerske Vitruvius.

I tre bøger om malerkunsten "Trattato della Pittura" fra 1435 præciserede han kunstens nye opgaver og mål, og her formuleredes de krav, som den humanistiske samtid stillede til et kunstværk. I værket fremsatte han principperne om, at naturalismen skulle nås ved brug af perspektivet, og at de afbildede personer skulle sammenstille i dramatiske grupper for at skabe handling i fremstillingen.

I forordet til bogen, der er tilegnet Brunelleschi, skriver han:

"Da jeg sammenlignede de gamles kunst og litteratur med den moderne, forekom det mig, at naturen, denne kunsts moder, var blevet gammel og ikke længere skabte de værker, store og velskabte, som hun havde bragt til verden i sin frugbare ungdom. Men efter at jeg er vendt tilbage til vort fædreland efter min lange landflygtighed, har jeg opdaget, at mange af jer, først og fremmest du Filippo, og derpå vor kære ven Donato (Donatello) og de andre, som for eksempel Nenci (Ghirberti), Luca (della Robbia) og Masaccio besidder et talent for det højeste i alle kunstarter, et talent, som de mest berømte byer i oldtiden ikke kan opvise mage til."

Værker i Mantova

S. Andrea

Kirken er opført mellem 1472 og 1494. Bygningsværket er mest kendt for den imponerende facade, de kæmpestore buer og den fornemme loggia.

S. Sebastiano

Kirken med klassisk skønne linjer blev påbegyndt 1460.

Værker i Firenze

Palazzo Rucellai

Dette palads tegnet omkring 1450 og den tilhørende loggia er et udmærket eksempel på renæssancens paladsarkitektur med klare romerske principper.

S. Maria Novella

Facaden er tegnet omkring 1456 med store besværligheder, da den skulle tage hensyn til eksisterende sideportaler og nichegrave i den gamle facade. Ikke desto mindre blev der skabt en facadetype, som blev forbillede for de næste trehundrede års kirkebyggeri.

Værker i Rom

S. Marco

Loggiaen blev opført 1443 på den antikke kirke.

L. B. Alberti

S. Maria Novella, Firenze

Mantegna, Andrea (1431-1506)

Andrea Mantegna født i nærheden af Mantova (Isola di Cartura). Han kom i lære (1441) hos den lokale kunstner Francesco Squarcione fra Padova, hvis antiksamling fik afgørende betydning for hans store fascination af den klassiske verden. Det er dog Castagno, Donatello og Jacopo Bellinis malerier, der sætter et afgørende præg på hans kunstopfattelse. I 1448 bliver han selvstændig, i 1454 giftede han sig med Jacopo Bellinis datter og i 1460 bliver han kaldt til Gon­za­gaernes hof i Mantova.

Mantegnas værker er kendetegnede ved figurernes har­moniske legemsbygning, en præcis og skarp tegning af detaljerne, de klare farver og et virtuost konstrueret perspektiv, der er alle samtidige langt overlegne. Disse kendetegn får stor indflydelse på hans to svogre Gentile og Giovanni Bellini. Hans arbejder bliver kendt i hele Norditalien via hans man­ge kobberstik, der teknisk set er fremragende.

Mantegna arbejdede i Padova, Verona, Venedig, Firenze og Rom. Fra 1460 arbejdede han dog overvejende i Mantova, hvor han blev hofmaler hos Ludovico Gonzaga. I 1471-74 udførte han den meget berømte freskoudsmykning til ”Camera degli Sposi” Palazzo Ducale, hvor han hylder Gonzaga-familien og dens hof. I loftet malede han et imponerende illusionistisk arkitekturmaleri, der effektfuldt udvider rummet mod himlen. Værket blev et forbillede for senere udsmykninger. Han fik stor indflydelse på store mestre, som svogeren Giovanni Bellini og Albrecht Dürer.

Giulio Romano - selvportræt

Værker i Mantova

Først og fremmest i Palazzo Ducale og S. Andrea

Værker i Venezia

Accademia (sal 4)

·                 ”S. Giorgio

Ca’d’Oro:

·                 ”S. Sebastiano” 

Værker i Verona

Værker i København

Statens Museum for Kunst med sit sene mesterværk "Kristus som den lidende frelser" 1495-1500.

Giulio Romano (1499 – 1546)
Giulio Romano (Giulio Pippi) var arkitekt og maler. Han var Rafaels vigtigste elev og assistent i Rom, og afsluttede mesterens ufærdige værker i Vatikanet (Stanze di Rafaello) efter dennes død. I 1524 flyttede Giulio Romano til Mantova, hvor han arbejdede frem til sin død i 1546. I Mantova arbejdede han for hertug Federigo Gonzaga, han tegnede det berømte Palazzo Te og udførte endvidere prægtige fresker til paladset. Giulio Romano blev en af de betydeligste skikkelser i den italienske manierisme.

Hos arkitekten (Giulio Romano) klemmes de klassiske former og søjler inde, pedimenter brydes og rustika bruges i stor udstrækning. Giulio Romano var arkitekt på Palazzo del Té (1526 – 1534) lidt uden for Mantova. Paladset skulle oprindeligt have været en kæmpestald for raceheste, stutteri og lystslot i et. En toetages bygning omkring en firkantet gård, hver facade er gennemtrængt af en loggia, bygning har således to akser. Bygningen er ikke en rolig form nærmest en æstetisk irritation, ikke let at aflæse, arkitekturudtrykket er en ubekymret uregelmæssighed - et udtryk som er tilladt i paladser udenfor byen, men utænkeligt i et by-palads. I Palazzo del Té er ”Sala dei Giganti (1532-34) (Giganternes fald), en freskoudsmykning, hvor Olympen åbner sig, og en katastrofe åbenbarer sig. Fra rummets fire hjørner blæses blege spøgelseslignende figurer ud i rummet, loft og væg går i et, rumgrænserne ophæves, alt statisk er borte, rummet falder ned over beskueren, et rent kaos.

Mantegna: "kristus som den lidende frelser"

Statens museum for kunst

Monteverdi, Claudio (1567-1643)

Monteverdi regnes for en af Italiens største komponister. I hans værk optrådte for første gang inden for den europæiske musik vokale og instrumentale elementer som ligeværdige, uden at instrumentet kun var en erstatning for den menneskelige stemme. Han har som den første vist betydningen af den enkelte stemme og dermed beredt vejen for operaen i dens moderne form. Som alle de samtidige komponister beskæftigede Monteverdi sig først og fremmest madrigalen, den kunstfærdige form for sang, der præger hans kompositioner lige fra den første sangbog, han skabte i en alder af tyve, til hans sidste og ottende madrigalbog, som han selv udgav fem år før sin død. Udover madrigalerne skrev han ti operaer, hvoraf dog kun tre er bevaret i deres helhed. Hans operaer er kendetegnet af både mangfoldighed og livlighed. Kun i forbindelse med kirkemusikken, som han beskæftigede sig med som sin egentlige livsopgave, var han tro mod ældre kompositionsprincipper. Mange af hans stykker er præget af en ”gammeldags” polyfon harmoni, som fx hos Andrea Gabrieli.

Monteverdi opnåede sine største succeser i Venezia, men han var født i Cremona, og uddannet hos kapelmesteren fra Cremonas domkirke. Han kom i tjeneste som lutspiller hos hertug Vincen­zo I af Mantova i 1590 og her blev han i en periode udlånt chef for kejser Rudolf II’s hærkapel, og som hertugens kurbadsdirigent indtil han i 1601 blev hofkapelmester. Efter hertug Vincenzo’s død fik han tilbudt en stilling i Venezia som leder af Capella di S. Marco, en stilling han bevarede de sidste 39 år af sit liv. Da Monteverdi til sidst døde i en alder af 84 år, blev han af dogen og regeringen hyldet med en højtidelig gudstjeneste i S. Marco, og her fandt han også sit sidste hvilested sammen med Tiziano og adskillige doger.

I slutningen af februar måned 1607 - de lærde er usikre på den præcise dato! - uropførtes komponisten Claudio Monteverdis musikalske drama "l'Orfeo" ved hoffet i den norditalienske by Mantova. Historien om Orfeus og hans elskede Eurydike regnes i dag som verdens første egentlige opera. Der var tidligere blevet gjort andre forsøg på at forene skuespil og musik, men først med Monteverdi fik musikken en selvstændig dramatisk funktion. En ny genre var født.

Claudio Monteverdi

Lodovico Carracci: "Martirio di S. Margherita"

S. Maurizio, Mantova

Flere kunstnere     

Carraci, Lodovico (1555-1619)

Italiensk maler og ”printmaker”. Han blev uddannet i Bologna og arbejdede i Firenze, Parma og Venezia før han vendte tilbage til sin hjemby. Sammen med fætrene Annibale og Agostino grundlagde han i 1585 det såkaldte ”Accademia degli Incamminati”, der var et værksted med lærlinge og assistenter. Her blev uddannet mange af de efterfølgende bolognesiske malere som Domenichino og Guernico.

De tre familiemedlemmer udførte sammen adskillige udsmykningsopgaver af paladser og kirker i Bologna. Da Annibale og Agostino flyttede til Rom opretholdt han alene værksted og Accademia og sikrede et højt kvalitetsniveau. Hans billeder er påvirket af Corre­gios lysbehandling (sfumato-virkninger) og Tintorettos dynamiske figurstil.

Værker i Mantova

S. Maurizio

2. kapel i højre side: ”Annunziazione” (1616)

3. kapel i højre side: ”S. Margarets Martyrium” (1616)

Værker i Bologna:

S. Giacomo Maggiore

højre side; kapel nr.10: ”S. Rocco conservato da un angelo”

Pinacoteca Nazionale:

”Trazfigurazione” (1594-1596)

"Annunciazione" (1584)

S. Martino

venstre side; 4. kapel: ”S. Girolamo”

S. Domenico:

”S. Raimondo di Peñafort”

S. Pietro:

”Annunciazione” (1619).

Giuseppe Bazzini (1690-1769)

maler, Mantova

Ungdomsarbejder I S. Barnaba

S. Maurizio 1. Kapel i vs. ”Pp Pio V helbreder en kvinde besat af djævlen” og ”converts a heretic”

Lorenzo Garbieri (1580 – 1654)

Italiensk maler fra Bologna, hvor han blev uddannet hos Lodovico Carracci på “Accademia degli Incamminati”. I modsætning til Lodovicos følsomme udtryk, udviklede han en mere stiv og til tider expressionistisk stil, selv om flere af hans tidlige billeder er blevet tilskrevet Lodovico. Senere udviklede har en mere barsk stil, hvor motiverne var de fattiges verden med natlige scener, kontraster og stærke lysvirkninger. Billeder der var stærkt påvirket af Caravaggio (hvis værk ”Den vantro Thomas” han havde kopieret).

Hans stil blødgøres i de senere år, hvor hans lys nærmer sig en genfortolkning af Corregios stil på en ny dramatisk måde. 

Værker I Bologna:

Pinacoteca Nazionale

”Martirio di S. Stefano”

”Circe”

S. Combano: ”Lamentation” freske (1600-02)

S. Domenico: ”Flagellazione”

S. Maria della Pietá:”S. Jacob” (1606-14)

S. Paolo Maggiore: “S. Carlo Borromeo” (1611)

Værker I Mantova

S. Maurizio: “Martirio di S. Filicita” (1613-26)

Værker I Milano

S. Antonio Abate: “Depozizione & gravlæggelse” 1609.

Værker I Modena

S. Bartolomeo: ”Scener fra Marias liv” (1613-14)

Anton Varia Viani

(S. Maurizio, S. Orsola

Lodovico Carracci: "Annunciazione" (1584)

Pinacoteca Nazionale, Bologna