S. Apollinare

mosaik fra S. Apollinare in Classe

I 400-tallets sidste årtier blev byen erobret af østgoterne. Den skiriske leder Odoaker ankom omkring 470 til Italien og gik i romersk tjeneste med med en blandet samling af krigere fra de forskellige riger i Pannonien (nord for Donau). Hans stilling som romersk hærleder blev stærkere for hvert år, og i 476 lod han den ubetydelige marionetkejser Romulus Augustulus afsætte, og dermed ophørte formeldt Det Vestromerske Rige med at eksistere. Odoaker forvandlede Italien til et kongerige under sig selv, men han anerkendte den østromerske kejsers formelle overhøjhed. Odoaker nøjedes ikke med at tage magten over Italien, med sin hær skabte han sig en stærkere og stærkere magtposition i den centrale del af Middelhavet. Det gik udover både Konstantinobel og de selvstændige kongedømmer som fx Sicilien og Dalmatien (vestkysten af Balkan).

Den østromerske kejser Zenone (474-475, 476-491) søgte hjælp hos Ostrogoternes kong Theodoric for at få bremset Odoakers ekspansion. I spidsen for en stor folkehær tiltrådte Theodoric felttoget mod Italien i 488 og mødte Odoakers hær ved Isonzo 489 og Theodoric sejrede. Fortsættelsen var ikke så enkel, da Odoaker havde en fast og nærmest uindtagelig base i hovedstaden Ravenna. Da det ikke lykkedes at ind­tage Ravenna kunne Odoaker tage initiativet og Theodoric blev spærret inde i det godt befæstet Pavia. I 492 havde ostrogoterne held til at samle så mange skibe, at Ravenna kunne belejres både til lands og til vands, og i 493 indgik man en fredsaftale, ifølge hvilken Theodoric og Odoaker skulle styre Italien i fællesskab. Ti dage efter at fredsaftalen var indgået slog Theodoric personligt Odoaker ihjel under en fælles middag. Theodoric havde gjort sig til hersker i Italien. Ligesom tidligere Odoaker og senere både visigotiske og longo­bardiske herskere antog han det gamle romerske navn Flavius (Flavius Theodericus rex) for at markere sin identitet som romersk hersker.

mønt med portræt af Theodoric

Kejser Justianiano I

detalje af mosaik i San Vitale

Theodorics regeringstid, som varede indtil 526, er gået over i historien som en sidste blomstringstid for antikkens i Italien. Han gjorde sit bedste for at bevare de gamle traditioner og forbedre situationen inden for flere områder af samfundet, det skete blandt andet med en betydelig møntreform. Ligesom på cæsarernes tid blev der bygget akvædukter, repræsen­tative bygninger og fæstningsværker. Hovedstaden Ravenna blev endnu flottere end tidligere. I dag kan man i kirken S. Apollinare Nuovo se en mosaikafbildning af Theodorics palads i byen. På den tid blev også den berømte ”Codex Argenteus” skrevet.

Theodorics udenrigspolitik var kendetegnet af territorial ekspansion og intense anstrengelser for at opbygge et netværk af forbundsfæller, således at han omkring 510 havde indflydelse på hele den ibiriske halvø og store dele af det nuværende Sydøstfrankrig.

Efter Theodorics død i 526 var Det Ostrogotiske Rige præget af betydelig indenrigspolitiske spændinger mellem hans nærmeste slægtninge datteren Amalasuintha, hendes søn Athalarik og siden hendes mand fætteren Theodahad. Efter Athalariks død i 534 lavede Theodahad statskup og myrdede Amalasuintha.

Herefter fandt den Østromerske Kejser Justinitian I (527-565) tiden inde til et angreb på Det Ostrogotiske Rige, dette skete under ledelse af feltherren Belisario. Krigen blev lang, da krigen mod Ostrogoterne kun udgjorde en af imperiets mange fronter. I 536 blev Theodahad erstattet som leder af feltherren Vitigis (536-540) men intet hjalp. I 540 havde Ostrogoterne kun magten over store områder nord for Po, medens resten af Italien var tabt. Hovedstaden Ravenna var belejret og forsvarerne var truet af sult. I denne situation tilbød man Belisario kronen. Han lod som om han accepterede og i maj 540 marcherede han ind i Ravenna. Belisario standsede krigen og rejste til Konstantinobel, og dermed fik Ostrogoterne taget initiativet igen og under den militært dygtige konge Totila (541-552) generobrede man skridt for skridt næsten hele Italien.

Præsten Areios

Krigen tog en ny vending, da den kejserlige øverstbefalende Narses i foråret 552 angreb med ca. 30.000 mand gennem Dalmatien og Venetien. Goterne havde forudset angrebet og blokeret alle veje, men Narses tropper omgik forsvarerne ved at krydse floderne og sumpene ved hjælp af bærbare pontonbroer. Den 6. juni 552 faldt Ravenna og i samme måned blev Totilas hær knust. Forskellige gotiske hærledere kæmpede videre mod overmagten i tre år, men til sidst kapitulerede styrkerne i 555, 20 år efter at den gotisk/byzantinske krig var begyndt. Kejser Justinian kunne begynde at reorganisere og genopbygge byen sammen med ærkebiskop Maximian. Ravenna blev endnu engang den vigtigste italienske by inden for religion og politik. I denne periode blev de store mosaikker i S. Vitale, S. Apollinare in Classe og i S. Apollinare Nuovo sat op.

Ravenna var i perioden 553-751 sæde for de byzantinske exarker (Exarkatet).

På trods af krige gennem en 300-årig periode fra 400-700 oplevede Ravenna som hovedstad en enestående blomstring, hvad den rige kirkelige, arkitektoniske og kunstneriske arv vidner om. Det var også i denne periode, den mest berømte af alle Kirkens lærestridigheder fandt sted, kampen mellem arianismen og katolicismen, en strid der konstant splittede kirken i den tidlige middelalder (frem til ca. 600).

Arianismen er opkaldt efter en af 300-tallets mest indflydelsesrige kirkemænd fra Alexandria, præsten Areios (født i Libyen ca 260 og død ca. 336 i Konstantinobel), som formulerede denne læres centrale trossætninger omkring 315. Ifølge arianismen har Kristus ganske vist eksisteret i umindelige tider, men – og dette var et skæbnesvangert men – ikke som gud. Da Gud i begyndelsen opbyggede himmelen og jorden, var Kristus ifølge Areios det første væsen, han skabte. Jesus var med andre ord et menneske, ikke nogen gud. Dette trosprincip aflivede automatisk hele idéen om Treenigheden. I modsætning til almindelige kristne accepterede arianerne kun Gud som gud, mens Jesus og Helligånden blev degraderet.

Biskop Maximianus

Detalje af mosaik i S. Vitale

Gravmælet for Pipin den Lille og hustru Berthe

Katedralen i Saint Denis

Nogle historiker og religionshistorikere har hævdet, at alle germanske folkeslag bortset fra frankerne tilsluttede sig arianismen. Denne lære skal have været nemmere at forstå end den ”rigtige” kristendom, og desuden muliggjorde den en trosmæssig opdeling i erobrere og underkuede. Det germanske herrefolk gik til de arianske kirker, det besejrede romanske folk til de katolske.

I katolsk tro blev arianeren Theodoric en skurk, som efter sin død styrtede direkte i helvede. Selv om hans skæbne efter døden, åndeligt såvel som legemligt, forbliver et mysterium, er hans mausoleum i Ravennas udkant det ikke. Den tolvkantede bygning består af to etager, hvoraf den underste har form som et græsk kors, og det øverste rum er cirkelformet. Alene taget virker imponerende, én eneste massiv blok af kalksten fra Istrien med en omkreds på 33 meter og en diameter på 11 meter.

I 712 blev Ravenna indtaget og besat af den lombardiske kong Liutprand, men byen blev generobret af byzantinerne for endeligt i 741 at blev erobret af den lombardiske kong Astolfo. 

I midten af 750’erne var Italien stort set forenet under den longobardiske kongemagt.

Bortset fra Sicilien og Sardinien var der af det engang så vældige østromersk-byzantinske rige i Italien kun Rom tilbage, hvor pavemagten støttede sig til en alliance med frankerkongen Pippin den Lille (752-768). Pave Stefano II (752-757, nr. 92) drager til Frankrig, kroner kongen og hans to sønner (den ene bliver senere kejser Karl den Store) og får kong Pippin til at foretage en invasion i Norditalien i 754. Ravenna blev erobret i 755, Kong Pippin overdrager efterfølgende Exarkatet, Etrurien og størstedelen af Latium til paven som et uafhængigt fyrstedømme. Pavestaten er skabt.

Konflikterne mellem frankerne og longobarderne fortsatte under den nye longobardiske kong Desiderius (757-774). Efter kong Pippins død delte sønnerne Karl og Karloman magten indtil Karl efter Karlomans død i 771 blev enehersker over Frankerriget. Umiddelbart efter fører Karl en stor hær over Alperne mod Longobarderne. I 774 kapitulerede Desiderius – og blev munk – Karl udråbte sig til longobardisk konge, hvilket indebar at Nord- og Mellemitalien blev et karolingisk delrige.

Selv om paven ikke havde meget magt i sit nye fyrstedømme blev der i årene 877, 899, 998 og 1311 afholdt koncilier (kirkemøder) i byen. Fra 1300-tallet blev Ravenna styret af lokale signori (adelsmænd), der som i andre italienske byer var opdelt i to grupper Guelfer og Ghibelliner, der støttede enten paven eller kejseren. I denne periode fik Dante Aleighieri eksil i Ravenna, hvor han døde i 1321.

Ravenna var i perioden 1441-1508 indlemmet i republikken Venezia. Byen var allerede da reduceret til en betydningsløs provinsby, da den vigtige havn i Classe for længst var sandet til.  I perioderne 1508-1797 og 1815-1860 var byen igen en del af Kirkestaten.

I de sidste år af 2. Verdenskrig blev betydelige dele af byens gamle bygninger ødelagt ved bombardementer, men den er som kejserlig, tidlig kristen og byzantinsk by stadig enestående i Europa.

Andrea del Castagno: Dante Alighieri

Galleria del Ufizzi Firanze