Venezias historie
|
Historien
Når man har krydset Alperne ved Brennero og følger floden Adige og bjergene sydpå til den store flade Poslette med den romerske forpost Verona. I midten af 100-tallet f.Kr. havde romerne vendt deres ekspansionstrang mod det frugtbare landområde, der var beboet af venetere og en række galliske stammer. Set fra Rom betegnedes denne del af halvøen som Gallia Cisalpina, "Gallien på denne side af Alperne". De tidligste romerske kolonier blev grundlag syd for Po, men allerede i 181 f.kr. tog romerne det store spring ud i regionen og grundlagde byen Aquileia, der skulle blive Adriaterhavets perle 700 år før, der var tænkt på Venezia. Aquileias strategiske beliggenhed og økonomiske potentiale gjorde byen til et attraktivt område, først for de romerske generaler, siden for kejserne. Podalen lå dog fortsat uden for det egentlige Italien, og var derfor en provins. Først med kejser Augustus indlemmedes området i Italia, og med hans inddelin af halvøen i 11 administrative regioner grundlagdes den 10. region Venetia et Histria, der omfattede Podalen fra Verona i vest til Istria-halvøen i øst. Aquileia blev hovedby i denne region.
Aquileia kunne dog ikke undslippe sin skæbne som liggende i en grænseregion, hvor mange folkeslags interesser stødte sammen. Allerede i 100-tallet e. Kr. måtte byen med besvær forsvare sine mure, men mere alvorligt blev det i 400-tallet, hvor først Alleriks visigoter og dernæst Attilas hunner (452/453) og til sidst Theodoriks ostgoter stormede mure og porte. Gentagne gange lykkedes det angribernes forehavende, det civile liv i byen døde ud og sammen med indbyggerne i andre truede byer på fastlandet flyttede ud på de flade holme i laguen for at komme i sikkerhed. Ikke kun fjendtlige hære, men også alvorlige naturkatastrofer tvang mennesker på flugt, for netop i denne periode ændrede Po sit løb med ødelæggende konsekvenser for landbrug og infrastruktur på fastlandet.
Opbygningen af nye samfund på øerne ud for kysten omfattede langt flere øer end dem, der kom til at udgøre Venezia, fx. flyttede patriarken af Aquileia til Grado. Det venetiske hertugdømme, der var gået tabt på fastlandet, reorganiseredes ude i lagunen og i 697 blev der udnævnt en fælles doge. Hertugdømmet var dog fortsat underlagt den byzantinske kejser gennem hans stedfortræder i Ravenna. Efter Ravennas fald i 751 begyndte lagune byerne at spille en selvstændig politisk rolle. |
|
Jeg valgt at opdele resten af "historien" i 4 hovedafsnit, hvor de tre første er en begrænset kronologi baseret på de store begivenheder i republikken og det sidste er en miniguide til forståelse af republikkens styreform med en årstalsliste for de vigtigste doger.
|