-> De første kristne århundrede

-> Martyrerne

-> Mithra-kulten

-> Det underjordiske Rom

-> Kirkernes Rom

-> Apsismosaikker

-> Barokkens gravmonumenter

-> Mariadyrkelsen

Barokkens gravmonumenter

eller

den spektakulære død

Igennem alle tidsaldre har det været skik at sætte monumenter over kejsere, konger, paver og andre fornemme folk, nogle få eksempler kunne være pyramiderne, Jellingestenen, Taj Mahal, Mediciernes gravkapeller og Lenin Mausolæet. I Rom står man ikke tilbage når det gælder fornemme gravsætninger både for borgere, kejsere, paver og gejstlige. Blandt et utal af gravmonumenter kan eksempelvis nævnes:

- Foran Porta Maggiore står det antikke gravmæle for bageren Marcus Vergilius Eurysaces,

- Ved Porta S. Paolo ligger pyramiden for folketribunen Cajus Cestius fra år 12 fKr.

- På Via Ripetta finder man Augustus Mausolæum der var 89 meter i diameter og 40 meter højt

- I S. Lorenzo fuori le Mura kan man se sarkofagen for kardinal Fieschi fra 1296.

-  I S. Maria Maggiore Giovanni di Cosmas gotiske gravmæle fra 1296 for kardinal Rodriguez, Cappella Sistina for pave Sisto V, Felice (1585-1590) og Cappella Paolina fra 1611 for pave Paolo V, Borghese (1605-1621)

- Det tidlige renæssancegravmæle af Paolo Romano for kardinal Stefaneschi i S. Maria in Trastevere,

- Michelangelos fantastiske gravmonument med den store Mosesstatue fra 1515 for pave Giulio II i S. Pietro in Vincoli,

- Det majestætiske gravmæle (1523) i S. Maria dell'Anima for den flamske pave Adriano VI af Baldasarre Peruzzi,

- I Vatikanet det Det sixtinske Kapel fra 1580 for pave Sisto V.

Antonio Parracca: Monumento funebre di Sisto V.

S. Maria Maggiore - Cappella Sistina

Portræt af S. Ignazio som første general for Jesuitterordenen.

S. Ignazio Loyola's hus

Det er i Rom, barokkens kilder springer. Barokken var triumf og festtummel, pomp og pragt og livsudfoldelse i alle forhold. Barok kan også give udtryk for det modsatte: lidelse, lavmælthed, opløsning og død, den viser den største spændvidde: sorrig og glæde fremstillet med lige slående indlevelse. Om der skulle fremstilles - jordnær dagligdag eller himmelsk og luftigt, pinefuldt eller lystigt, om udtrykket er - stemt op til maksimum, eller det dæmpes ned til det knapt registrerbare, i alle tilfælde gælder det alle sanser. Barokken er sanselig, timeligheden har saftige farver, og saligheden gør en svimmel. Som beskuer er man enten prisgivet kunsten, eller man er uden for den.

Allesandro Algardi: "S. Filippo Neri e l'angelo"

S. Maria in Vallicella - Sacrestia

G. L. Bernini: "Monumento di Alessandro VII"

detalje med "memento mori"

S. Pietro in Vaticano

Nedenfor beskrives nogle enkelte fremtrædende eksempler på gravmæler og kapeller, der alle forsøger at leve op til barokkens og kirkens krav om at fjerne sig fra virkeligheden og lade illusionen træde frem med budskabet.

G.L. Bernini: "Memento mori" gulvmosaik

S. Maria delle Vittoria - Cappella Coronaro

 I en omtale af barokkens kunst er det umuligt ikke at nævne Gian Lorenzo Bernini (1598-1680) arkitekt, billedhugger, forfatter, maler og teatermand. Han var om ikke hele barokken, så dog helt enkelt alt det barokken står for, de overraskende teatereffekter, lyseffekter og kontraster, bevægelse i flader og søjler, døden som en del af menneskets hverdag, ilden og vandet.

En anden skaber af spektakulære gravmonumenter er jesuittermunken Andrea Pozzo (1642-1709) italiensk maler og arkitekt. Andrea Pozzo var mester i illusionistiske rumperspektiver. Han trådte i 1665 ind i Jesuitterordenen og dekorerede flere af dens kirker. En tredie mester for statuer til barokkens monumenter var franskmanden Pierre Legros (1666-1719), der også udførte store opgaver for jesuitterne.

De valgte monumenter og kapeller gennemgås i alfabetisk rækkefølge efter den kirke, hvori de findes.

G. L. Bernini: "Monumento di Alessandro VII"

detalje med "memento mori"

S. Pietro in Vaticano

Pierre Legros: "Funebre di Stanislas Kostka"

S. Andrea al Quirinale

S. Andrea al Quirinale

I Berninis mønsterkirke bygget til jesuitterne i 1656-70 giver Pierre Legros i gravmælet Stanislas Koska et eksempel på hvordan sammensætningen af forskelligt farvede marmorsorter i samme skulptur giver fremstillingen en livagtighed, som den ensfarvede skulptur ikke har. For at finde denne skulptur skal man ind i det tilstødende kloster, hvortil der er adgang fra gangen ud til kirkens sakristi til højre i kirken.

Stanislas Kostka var polak og medlem af jesuitterordenen, og han døde i et værelse bagved San Andrea. Ordenen bestilte i 1702 hos Pierre Legros en marmorskulptur, "som med sine farver livagtigt gengiver den velsignede mand døende i sin seng, medens han betragter et krucifiks i sin ene hånd og i den anden holder et lille billede af Madonna". Stanislas ligger som Ludovica (læs om Ludovica neden for i afsnittet om S. Francesco in Ripa) på en seng støttet af puder. Til forskel fra Berninis skulptur er Legros' farvestrålende, hugget i sorte, gyldne og rødlige marmorsorter foruden den hvide, der  illuderer dødbleg hud; dragten er sort, madrassen gylden, draperiet er rødstribet. Afstanden till et vokskabinet er holdt, men den er ikke stor. Sengen står ud fra væggen i værelset, så skulpturen omgives af rummet; beskueren står ved den døendes seng, i hans dødskammer. Hele det omgivende rum er en del af kunstværket, som beskueren træder ind i. Man træder fra virkeligheden ind i illusionen i direkte sanselig kontakt med det fremstillede.

S. Francesco a Ripa

Død og opstandelse prægede de sidste af Berninis arbejder. Et af dem gravmælet for Ludovica Albertini udførte han for Paluzzo Altieri, der var en nevø til pave Clemente X (1669-1676). I Cappella Altieri slutter Bernini kæden og udviklingen i religiøse temaer, der starter med S. Bibiana og fortsættter med Maria Raggi i S. Maria Sopra Minerva og S. Teresa i S. Maria della Vittoria for at slutte i S. Pietro med mausolæet for pave Alessandro VII.

Ludovica Albertini havde som enke givet sit liv til bøn og til at tjene de fattige. Historien fortæller, at dagen før hun døde af feber modtog hun sakramentet og sendte derefter alle ud af sit rum. Senere fandt hendes tjenere hende liggende død som i ekstase og med et udtryk, som om hun var kommet tilbage fra Paradis.

Bernini har åbnet bagvæggen i kapellet, så det i stedet for en traditionel tavle over alteret, har et smalt, sceneagtigt rum opfyldt af en seng, på hvilken den døende Ludovica ligger. Hun bades i et stærkt dagslys, der strømmer ned over hende fra - et for beskueren usynligt - vindue til venstre i scenerummet. En sådan lyseffekt, hvor det naturlige lys rettes som en projektør mod skulpturen, er almindeligt i barokken: lyset fordeles ikke ligeligt, men udnyttes dramatisk, stemningsskabende. Her bliver lyset helt stofligt, idet de vingede kerubhoveder glider på strålerne ned mod skulpturens følelsesmæssige centrum, Ludovicas højre hånd, der griber mod brystet. Hoved bøjes tilbage og munden åbnes, så beskueren også forbinder et lydindtryk med det sete.

Bernini har med monumentet (1674) for salig Ludovica Albertini frembragt en af sine "idéer" ved at lade englehoveder, der tilsyneladende er skilt fra kroppen, betragte den hvilende skikkelse. I modsætning til S. Teresa er her mere sjæl end krop, her er ingen familie, der skal være vidner til rejsen hinsides og selv englene er blevet til et kammerorkester. Til oplevelsen af det sanselige nærvær bidrager det bølgende draperi, der omgiver sengen, bevæget af samme følelsesstyrke som figuren selv. Det bryder gennem scenerummets grænse og ud i kapelrummet, det går fra illusion til virkelighed ud mod beskueren. Skulpturen er placeret som en slags altertavle, den sædvanlige malede tavle er ikke udeladt, men indgår i en teatralsk helhed med skulpturen, som bagtæppe i rummet.

Alt i alt er Ludovicas død arrangeret med en effekt, der virker overvældende som vision og medrivende som udtryksmættet skildring, sanseligt nærværende som en åndelig øvelse over døden. Det er kun muliggjort af en til det yderste dreven beherskelse af skulpturens udtryksmuligheder og materialet; hvid marmor til figuren og farvet marmor til seng, pude og det store draperi. Det er en tour de force i bevægelse og folderige gevandter formet i marmor.

Cappella Altieri

Andrea Pozzo: "Altare di S. Ignazio"

Ss. Nome di Gesu - Il Gesu

Il Gesu

Hovedkirken for jesuitterordenen blev påbegyndt i 1568. Den er tegnet af Vignola og Giacomo della Porta og de to bygmestre har i den arkitektoniske udformning lagt stor vægt på at opfylde Tridentinerkonsilets mål om den følelses­mæssige tilskyndelse til fromhed. Kirken er pragtfuldt udsmykket af tidens største kunstnere, men alt blegner ved siden af kapellet for S. Ignazio af Loyola i venstre tværskib. Dette er tegnet af padre Andrea Pozzo (1696) for at skabe et gravmonument der var stifteren af hans orden værdig. Resultatet er en overdådighed af kostbare marmorsorter, porfyr, agat, lapis lazuli, forgyldning, sølvsmedearbejde og malerier. Statuen af helgenen over altergraven er delvis af sølv, idet originalen af Pierre Legros (ham fra S. Andrea al Quirinale) blev smeltet om af pave Pio VI i 1798 for at opfylde Napoleons krav på krigskadeerstatning. Under Treenighedsgruppen på gavlen bærer en kerub en kugle af lapis lazuli, der forestiller jorden.

Dette regnes for et af de mest overdådige kapeller i Rom.

S. Ignazio

Den anden store jesuitterkirke i Rom blev opført i 1626 af et ordensmedlem matematikeren Orazio Grassi for midler fra en nevø til pave Gregorio XV (Ludovisi). Det var på denne paves tid den hellige Ignazio blev kanoniseret. For alle disse ydelser er der i kirken et gravmonument for Gregorio XV, statuerne af Gregorio XV, Troen og Overfloden er udført af Pierre Legros (1698).

Men den store seværdighed i denne kirke er en af Roms kuriositeter trompe l'oeil-loftet. Det store freskomaleri af Andrea Pozzo (1685) på midterskibets hvælvning er en forbløffende præstation inden for quadraturamaleriet. Her højt oppe ses S. Ignazio's indtog i Paradis mellem allegoriske fremstilling af De fire verdenshjørner. Fra et punkt på midterskibets gulv kan man se op - tilsyneladende mellem søjlerne og buerne i en pragtfuld, klassisk bygning fyldt med mennesker - og skue noget, der synes at være selve ildhimlen, hvor man kan se den sejrende S. Ignazio's indtog i Paradis. Det er en forbløffende illusion af arkitekturperspektiv.

Også figurerne rundt om den ikke-eksisterende kuppel (der er efterlignet på lærred) er udført af denne utrolige jesuit. Udover det fantastiske loftbillede af den sejrende S. Ignazio, har Andrea Pozzo også skabt det overdådige alter i tværskibet, hvorunder de jordiske rester af S. Luigi Gonzaga hviler i en urne af lapis lazuli. Skulpturen i højrelief forestillende S. Luigi Gonzagas ophøjelse er udført af Pierre Legros (1698).

(I S. Ignazio Loyola's hus til højre for Il Gesu, er der adgang hver eftermiddag og her kan man på tæt hold se og studere Andrea Pozzo's teknik, i det han har udsmykket S. Ignazio modtagelsesrum. Absolut et besøg værd). 

Andrea Pozzo: "affreschi all'ingresso"

Stanze di S. Ignazio

S. Maria della Concezione

S. Maria della Concezione

Kirken blev opført i 1626 for kardinal Antonio Barberini, der var kapuciner og bror til den legendariske pave Urbano VIII. I romanen "Improvisatoren" omtaler H. C. Andersen kapucinerkirken, der ligger tæt ved Piazza del Tritone lidt oppe ad den mondæne Via Veneto. H.C. Andersen skriver: "Du er jo en rask dreng ! sagde munken, "nu skal du se de døde". Herpå åbnede han en lille dør til et gallerie, nogle trappetrin dybere end søjlegangen; vi trådte derned og nu så jeg rundt om mig dødningehoved ved dødningehoved stillet således på hinanden, at de dannede vægge og derved flere capeller. Der var ordentlige nischer, og i disse sad hele skeletter af de anseeligste munke, svøbt i deres brune kutte, strikken om livet og med en bønnebog eller en vissen blomsterkost i hånden. Altre, lysekroner og udziringer, var af skulder- og hvirvelben, basrelief af menneskeknogler, grelt og smagløst, som ideen i det hele."

Intet er ændret siden H.C. Andersens beskrivelse, og stedet kan stadigvæk besøges. Krypten består af en 40 meter lang gang og fem kapeller med skeletter og et enkelt med et alter. Lofter og vægge er festligt udsmykkede med guirlander af ryghvirvler af ca. 4000 afdøde kapucinermunke, kapellet oplyst af lysekroner udført af lår- og fingerknogler, og i de fem kapeller udnyttes kranier, hofteskåle og ribben til de mest dekorative mønstre. I en række nicher hænger nogle af deres mumificerede kolleger og griner ad én. Et par citater siger noget om stemningen på stedet. På gravstenen over Antonio Barberini står: "Her hviler støv, aske og intet", og over indgangen står der "Noi eravamo come voi e voi sarete come noi" (Vi var som I, I bliver som vi).

Der er så kort fra la dolce Vita's verden til memento moris verden.

Lorenzetti: "Giona"

S. Maria del Popolo - Cappella Ghigi

S. Maria del Popolo

Denne kirke blev i 1472 genopført af den store renæssancepave Sisto IV (delle Rovere) 1472 er et overflødighedshorn af arkitektur og kunstskat­te, og den rummer adskillige kapeller med  mesterlige gravmonumenter. I apsis to gravmonumenter af J. Sansovino, hvor gravene er udformet som triumfbuer smykket med relieffer af dyderne. Delle Rovere-kapellet med billede af Pinturicchio og Cerasi-kapellet til venstre for højalteret med to mesterværker af Caravaggio.

(Jacopo Sansovino (1486-1570) født og opvokset i Firenze og uddannet som maler, billedhugger og arkitekt. Arbejder i en kort tid i Rom, men flygter til Venezia efter Sacco di Roma. I 1529 bliver han stadsarkitekt i Venezia, hvor hans højrenæssancearbejder sætter sit præg på byen).

På denne side er interessen dog indskrænket til to andre kunstneriske indslag.

I Rafaels skønne Ghigi-kapel er der skulpturer af renæssancemestrene Bregno, Lorenzetto og Mino da Fiesole sammen med barokkens mester G.L. Bernini. Bernini var god ven af kardinal Fabio Ghigi, da denne blev valgt til pave Alessandro VII (1655-1667). Født i en familie af rige sienesiske købmænd, var paven på samme måde som pave Urbano VIII parat til at give det yderste for "forskønnelse af Guds templer, glorificering af pavestolen og udsmykning af byen Rom". En af hans første opgaver var at bede Bernini om at restaurere familiens gravkapel i S. Maria del Popolo. Herinde har Bernini skabt to skulpturer "Daniel og Habakuk", der danner en dramatisk akse gennem Rafaels smukke cirkulære renæssancerum. Daniels bog var netop blevet kanoniseret på kirkemødet i Trento, det eneste græske manuskript lå i Ghigi-biblioteket, så der var god grund til at Bernini valgte dette tema ved siden af de øvrige gammel testamentelige om Jonas og Elias som Lorenzetti havde brugt til vægbillederne.

G.L. Bernini: "Habakuk"

S. Maria del Popolo - Cappella Ghigi

G.L. Bernini: "Daniel"

S. Maria del Popolo - Cappella Ghigi

Daniel blev "hugget" 1655-57 og Habakuk var færdig 1661.

En engel, der ser ud som den lige har forladt Cornaro-kapellet og S. Teresa i S. Maria delle Vittoria vækker Habakuk og peger tværs over rummet mod Daniel, der løfter sine hænder mod himlen. Som i Cornaro-kapellet forsøger Bernini at kontrollere tilskuerens oplevelser. Når man går ind i kapellet ser man den gestikulerende Habakuk, der trækkes i håret af englen, og når man har beundret kuplen og vender sig for at gå ud, ser man til højre for indgangen Daniel med drejet krop og armene løftet op mod mosaikken af Gud i kuplen, op mod lysets guddommelige kilde.

I gulvet lige under midtpunktet af Rafaels kuppel har Bernini indlagt en brilliant farvestrålende mosaik, hvor et vinget skelet bærer Ghigi-våbenet. Inskriptionen på banderolet er "Mors ad Caelos" hvilket frit kan oversættes med "Døden åbner vejen til himlen".

På vej ud af kirken kan man på væggen til højre for kirkens hovedindgang se et lille makabert monument der domineres af et skelet i fængsel. Dette rejste den polske arkitekt Gisleni over sig selv i 1670. Han døde først to år senere i 1672. En indskrift på siden kan oversættes "hverken levende her eller død hinsides". Medaljonerne viser en larves symbolske metamorfose til sommerfugl.

Monumento di Giovan Battista Gisleni

S. Maria del Popolo - Controfacciata

S. Maria della Vittoria

Efter pave Urbano VIII's død overtog pave Innocenzo X (Pamphili) (1644-1655) en pavestol, der var på bankerottens rand efter forgængerens krig mod hertugen af Parma og et overdådigt forbrug til kunst og arkitektur. Som en synlig impressario for Barberini-pavens ekstravagancer blev Bernini "lagt på is" under det nye styre og måtte derfor tage mange private opgaver. I 1647 påbegyndte han sit mest berømte mesterværk "S. Teresa's åbenbaring" i den venetianske kardinal Federigo Cornaro's familiegravkapel i S. Maria della Vittoria.

Der findes ikke noget bedre eksempel på Berninis ønske om at forene alle billedkunstens former til et eneste, overvældende indtryk end hans berømte S. Teresas åbenbaring. Her beskrives en mystisk fremtræden i en psykisk metafor, en sammen­smeltning af det åndelige og det sensuelle, det synes som om der sker en forening af arkitektur, skulptur, maleri - ja til og med litteratur.

Teresa af Avila (1515-1582) var spansk nonne og mystiker. Teresa var en betydelig skikkelse i modreformationen, hvor hun oprettede flere karmeliterklostre og lagde stor vægt på askese. Fra ca. 1555 havde hun ekstatiske visioner, som hun beskrev i 3 værker: "Vida- en biografi"; "Vejen til fuldkommenhed" og "Det indre slot". I disse bøger beskriver hun ekstasens forskellige trin. Bernini giver tilskueren et indgående kendskab til S. Teresa. Han har nærmest teksttro oversat scenen fra helgenens selvbiografi til et tredimensionalt billede.

Det er øjeblikket hvor en skøn ung engel har skudt en pil ind i hendes bryst. Fyldt af kærlighed til Gud svømmer Teresa bevidstløst på en sky, hendes læber adskilles og hånden falder ned langs siden.

Denne situation har Walther Schubart beskrevet i sin bog "Erotik og religion (Haase 1969). "Når nogen falder i dyb afmagt, ser det ud som om hun er død. På samme måde ophæver Gud, når han har draget en sjæl op til forening med sig, alle dens evners naturlige virksomhed. Den ser, hører og forstår intet, så længe den er forenet med Gud".

Kapellet er udformet som et stort maleri. Hvælvingerne er faktisk dækket med fresker af engle, der trækker skyerne til side, så den azurblå ildhimmel kommer til syne, herfra stiger de ned på væggen, et enkelt sted bryder de ind over vinduesnichen med en folderig kappe og en fod. Lyset i de øvre regioner står i stærk kontrast til de mørke marmorsøjler, der bærer den, og danner en ramme, hvori S. Teresa ligger i afmagt, lamslået over den himmelske kærligheds magt. Forkynderen af denne overvældende, altædende kærlighed er repræsenteret ved en smuk, smilende engel, som holder den pil, der allerede er trængt dybt ind i hendes sjæls inderste. Det himmelske lys omkring de to skikkelser stammer ikke alene fra en skjult lyskilde over deres hoveder, men forstærkes af konkrete metalstænger. Lyset danner et miniature tempel, et elliptisk rum omgivet af korintiske søjler og kronet af en kuppel. Et rum der senere i fuld størrelse bliver til S. Andrea al Quirinale.

Som fra teaterloger overværes det dramatiske optrin af portrætbuster af 8 medlemmer af Coronaroslægten. G. L. Bernini har grupperet dem 4 og 4 og viser dem diskuterende og tænkende over det, de oplever.

S. Maria sopra Minerva

I Roms eneste kirke i gotisk stil udførte Bernini i 1647 en farverig barokudgave af et romersk murmonument for Maria Raggi (1552-1600), der nedstammede fra en genovesisk familie. Hun blev enke som attenårig og derefter nonne hos dominikanerne. I 1584 kom hun til Rom, hvor hun levede et liv i bøn og faste i klosteret ved siden af S. Maria sopra Minerva, hvor hendes to sønner var præster. Hun blev berømt for sine helbredende mirakler og ikke mindst for sit mystiske fremtræden, hvor hun blandt andet blev stigmatiseret. Tilbedelsen af hende begyndte først alvorligt efter hendes død, og den byggede blandt andet på et øjenvidne, der havde set, at hun på dødslejet modtog en vision af Jesus. Først flere årtier efter hendes død i 1600 bestilte hendes slægtning kardinal Ottaviano Raggi i 1647 et mindesmærke for hende hos mester G. L. Bernini.

(Antonio Raggi bror til Maria var en af G.L. Berninis bedste medarbejdere. Han medvirkede som mester ved de store byggerier for pave Alessandro VIII i Arriccia i Albanerbjergene).

Bernini forener et antikt motiv med en slags "kærlighedsdød", den ekstatiske sammensmeltning af sjælen med den guddommelige kærlighed. Det engle (putti) båret portræt kendes fra antikke og tidligt kristne sarkofager og skal symbolisere sjælens opstigen til himlen. Som i antikke billeder løfter Maria Raggi hænderne, så man kan se hendes stigma, på trods af at de ikke var officielt godkendte i den kanoniske proces. Som hos S. Teresa lader Bernini hende have halvt tillukkede øjne visende et ekstatisk øjeblik. Ved at lade putti'er erstatte de vingede skeletter (memento mori) skaber Bernini af Maria's portræt en ikon af en helgen-kandidat eller mere generelt et portræt af kristen død. Dette supplerer hans tidligere skulpturer af martyrer som S. Lorenzo, S. Sebastiano, S. Bibiana og ikke at forglemme S. Teresa. Anvendelse af de mange forskelligt farvede marmorstykker og andre materialer viser frem til Bernini's store gravmæler for Urbano VIII og Alessandro VII i S. Pietro.

G.L. Bernini:

"Monumentet for contessa Matilda di Canossa"

S. Pietro

Efter Madernos død i 1629 udnævnte pave Urbano VIII G. L. Bernini til chefarkitekt ved S. Pietro, og denne stilling bevarede han til sin død i 1680. I denne lange periode færdiggjorde han det gigantiske kirkekompleks og satte med hånd og smag sit præg på hele bygningen. Her i denne kristendommens største kirke skabte han et utal at værker som Baldacino, statuen af S. Longinus, S. Pietro's stol og vinduet med Gloria, Scala Regia; rytterstatuen af Konstantin den Store; Capella del Sacramento med det smukke tabernakel, monumentet for contessa Matilda af Canossa, søjlekolonnaden og ikke mindst de to gravmæler for paverne Urbano VIII og Alessandro VII.

Monumento di Urbano VIII

Ligesom pave Giulio II i god tid bad Michelangelo om at bygget sit gravmæle, således bestilte pave Urbano VIII sit hos Bernini allerede i 1627, hvorefter det tog ca. tyve år at gøre det færdigt, men så havde han også skabt en fornyelse af renæssancegravmælet til et levende baroktableau, en poetisk forestilling, hvor den vingede død spiller den centrale rolle. Eller sagt med et citat af John Donne: "Death, be not proud, thought some have called thee mighty and dreadful, for thou art not so..." ( Død vær ikke hoven, skønt nogen har kaldt dig mægtig og forfærdelig, for det er du ikke ....).

(John Donne (1572-1631) engelsk digter og domprovst. Donne regnes for den fornemmeste repræsentant for den metafysiske poesi).

Giacomo della Porta: "Monumento di Paolo III"

Gravmælet er skabt som en pendant til Giacomo della Porta's renæssancemonument for pave Paolo III, Farnese (1534-1549), der ligger tværs overfor i kirkens apsis. Begge viser tilbage til Michelangelo's Medicigrave i Firenze og monumentet for pave Giulio II, della Rovere (1503-1513) i S. Pietro in Vincoli, men her har Bernini med en kombination af en broncefigur, der kombineret med et par marmorskulpturer stående op ad en bronzesarkofag skabt en sorgens pyramide. Det er et værk, der danner skole for alle efterfølgende gravmonumenter i det 17. årh.

Paveskulpturen øverst er dimensioneret større end virkelighedens mand og den løftede højre arm udtrykker en evig velsignelse. Under pavens højre arm står skulpturen af Caritas (Barmhjertigheden) der trykker et barn til sit bryst, medens hun kigger kærligt ned på sit andet barn, der udtrykker græmmelse. Oprindeligt var Caritas helt nøgen, men den puritanske pave Innocenzo X lod den tildække. Justitia (retfærdigheden) læner sig op ad sin bog, der ligger på sarkofaglåget, alt imens hun ser længselsfuldt mod himlen med sværdet hvilende i armen. To småengle (putti) kravler rundt med hendes øvrige ting. Sarkofagen er dekoreret med heraldiske bier, og på dens låg hviler afslappet henslængt "døden" i form af et vinget skelet. Broncen i sarkofagen, skelettet og pavestatuen definerer den vertikale akse fra graven til opstandelsen.

Berninis gravmæle udtrykker hans beskytters udødelighed, proklameret ved ikke at anvende den sædvanlige fremstilling af døden. Han udfordrer vor sædvanlige opfattelse af illusion og virkelighed, af liv og død, og leder os til apostelen Paulus' triumferende skrig "Død hvor er din brod" eller til John Donnes konklusion "One short sleep past, we wake eternally, and Death shall be no more: Death, thou shalt die".

G.L. Bernini: Monumento di Urbano VIII"

G. L. Bernini: "Alessandro VIII"

Monumento di Alessandro VII

Pave Alessandro VII's gravmæle (1672-78) blev Berninis sidste, og igen er temaet var død og opstandelse, hvor han udtrykker kristendommens triumf over døden.

Monumentet for Alessandros sjæl er bygget op over en dør ind til et tidligere sakristi. Denne dør skal symbolisere indgangen til graven, men også en dødens portal, hvorfra det forgyldte vingede skelet trænger sig på bærende et timeglas. Dette er det mest beåndede af Bernini's skeletter, og det udtrykker ikke den skræmmende frygt men opløftelsen. Som det litterære oplæg til pave Urbano VIII's grav, er døden blevet omskabt til at repræsentere udødeligheden. "Mors ad caelos" (Døden åbner vejen til himlen) som G. L. Bernini skrev i Chigi-kapellet. Med timeglasset og vinger begynder han at genopbygge Alessandro's plettede ry.

Højt hævet over sin sarkofag knæler den barhovedede pave i bøn. Modsat den tronende Urbano VIII knæler Alessandro i evig tilbedelse af sakramentet, medens han ser mod kirkens alter. Denne knælende pave minder om hans knælende forgængere paverne Sisto V og Paolo V i S. Maria Maggiore, hvor Bernini udførte sine første studier, og hvor han forøvrigt ligger begravet under en uanseelig marmorplade. De to forgrundsfigurer er til venstre den frembrusende Caritas (barmhjertigheden) med et barn i favnen, der skal associere hende med Jomfru Maria. Til højre Veritá (sandheden) let tilbagelænet med foden hvilende på en verden, hvor sandheden regerer. Hendes ydmyge gestus og lange tjavsede hår skal give os associasioner til Maria Magdalena. Hun blev udført helt nøgen, men blev senere tildækket med hvidvasket bronze. Lidt oppe ad pyramiden under paven hviler Giustizia (retfærdigheden) og Prudenza (klogskaben).

Gravmonumentet blev indviet i 1678 da Bernini var 80 år gammel, han havde som kunster bevæget sig langt både hvad angik stil og komposition fra han udførte monumentet for pave Urbano VIII få meter væk i kirkens apsis. Efter flere år med stadig større interesse for religionen, var det nu "troen" og ikke "sjælstyrken", der lyste ud af mesterens sidste værk. Ingen steder er døden konfronteret så direkte og med så "unblinking" tro.

G. L. Bernini: "Monumento di Alessandro VIII"

Skulle man have tid og lyst til at se flere af mester Berninis grav­monumenter, så kan det varmt anbefales at aflægge besøg ved følgende:

S. Prassede

Givoanni Battista Santori (1611-1612). En murtavle med portræt buste.

S. Lorenzo in Lucina

Familiekapel for Gabrielle Fonseca (1668-1675), der var hoflæge for Innoncenzo X.

S. Pietro in Montorio

Capella Raimondi (1640-1648). Dette er et af de første eksempler på, hvordan Bernini som i et maleri får gravmonumentet til at fylde hele det indre af et kapel. På hver side af kapellet knæler Fransesco og Girolamo Raimondi ovenpå deres sarkofager i bøn vendt mod et konkavt relief over alteret. Dette forestiller S. Fransesco i ekstase. Hele visionen er badet i lys fra skjulte vinduer - det er skulpturel udnyttelse af det claire obscure vi kender fra Caravaggios billeder

Selvfølgelig blev der også efter Bernini udført imponerende gravmonumenter for paver, kongelige og andre rigfolk. Nogle eksempler fra S. Pietro, der fører helt op til vor tid kunne være:

- Canovas for familien Stuart (1817);

- Thorvaldsens monument for pave Pio VII (1823) i nyklassisistisk stil;

- Franscesco Messina: Gravmælet for pave Pio XII (1938-1958)

- Manzu gravmælet for pave Giovanni XXIII (1958-65)

Alle de her nævnte er storslåede og spændende kunstværker, men selv om smag og behag er forskelligt, kan de næppe klare sig i en konkurrence med de spektakulære værker fra barokkens højdepunkt.

Canova: "Monumentet for familien Stuart"

S. Pietro

- De første kristne århundrede

- Martyrerne

- Mithra-kulten

- Det underjordiske Rom

- Kirkernes Rom

- Apsismosaikker

- Barokkens gravmonumenter

- Mariadyrkelsen