- De første kristne århundreder

- Martyrerne

- Mithra-kulten

- Det underjordiske Rom

- Kirkernes Rom

- Apsismosaikker

- Barokkens gravmonumenter

- Mariadyrkelsen

De første kristne århundreder

Storbyen Rom var en af de første steder kristendommen nåede til under sin tidligste udbredelse. Der var kristne i byen før apostlene Peter og Paulus kom dertil omkring år 60.

Om Jesus af Nazareth ved vi intet andet end det, som i lyset af troen på hans opstandelse, senere blev nedskrevet inden for den kristne menighed. Det er budskabet om den opstandne Kristus, der udgør grundlaget for menighedens tro og liv.

De første syv kapitler af det nytestamentlige skrift Apostlenes Gerninger fortæller om dannelsen af den første menighed i Jerusalem, der ofte kaldes Urmenigheden. Denne menighed havde oprindeligt 120 medlemmer, men under den jødiske pinsefest skete en række begiven­heder, hvorved mange nye tilhængere blev vundet for kristendommen. Tallet af troende voksede til hen ved 3000 og snart efter til 5000. Det fremgår også, at urmenigheden blev betragtet som et religiøst parti, en sekt inden for jødedommen. Dette skyldes blandt andet, at apostlene med Peter i spidsen og deres tilhængere uden videre holdt fast ved loven og templet, det vil sige de levede efter jødisk skik. Der gives en kort beskrivelse af menigheden, som på én gang viser den jødiske sammenhæng og antyder det nye og særlige.

I urmenigheden er der sociale brydninger mellem de indfødte jøder og nogle græsktalende "hellenister" om forholdet til jødedommen. Stefano bliver udstødt af menigheden, fordi han fastholdt en kristendom, som ikke var bundet til templet og loven.

Kredsen om Stefano må forlade Jerusalem og dermed begynder spredningen af evangeliet til det øvrige Palæstina. Også Peter forlod Jerusalem på grund af det principielle spørgsmål om tilknytningen til det jødiske folkefællesskab, hermed blev urmenigheden overladt til Jesus bror Jacob og de øvrige "jødekristne".

Rafaello: "Trasfigurazione" (1518-1520)

Pinacoteca Vaticana

Giulio Romano: "Lapidazione di San Stefano" (1523)

På trods af sprængningen af den jødisk-nationale begrænsning medførte det ikke en forkastelse af bevidstheden om at være et folk. Menighederne bevarede den stærke menighedsbevidsthed, der set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt var et nyt fænomen i den græsk-romerske verden. Det var ikke blot menighedstanken, kirken førte med sig fra sit jødiske udgangspunkt. Tolkningen af Jesus som Messias blev afgørende for kristendommen, så den blev forstået som afslutningen og målet for den jødiske religion. Væsentlige dele af kristendommens historie i de første århundrede handler om, hvad det betød, at åbenheden ud mod den hedenske verden ikke indebar en forkastelse af det historiske udgangs­punkt.

Missionsberetningerne i Apostlenes Gerninger har til hensigt at vise, hvorledes urmenigheden blev ført frem til anerkendelse af hedningekristendommen. I arbejdet med at forkynde evangeliet opstod der gang på gang kriser i forbindelse med spørgsmålet om det jødiske tilhørsforhold, men overalt hvor missionærerne kom frem, dannede synagogerne det naturlige udgangspunkt for den kristne prædiken.

Om kristendommen i den apostolske tid er vor viden knyttet til Paulus, hvis breve ikke blot er de ældste kilder, men også de eneste som giver så klare oplysninger, at man kan fastslå forfatter, affattelsestid og - sted for de enkelte skrifters situation. Romerbrevet er et vidnesbyrd om den vægt, man lagde på at holde menighederne sammen til den store ecclesia, samtidig med at de hver for sig var en fuldgyldig forsamling "Guds folk" på stedet. Brevet kan lære os meget om kristendommens ældste tilværelse i storbyen, såvel om den nye religions særpræg i forhold til andre kulter.

Med begyndelsen af 60'erne gik den apostolske tid til ende. I år 66 gjorde jøderne i Jerusalem oprør mod romerne, og Jakob, Jesu broder, blev henrettet i Jerusalem, da havde urmenigheden mistet sin betydning inden for kirken.

(Oprøret begyndte under kejser Nero (54-68) og Vespasian blev øverstbefalende i krigen fra 67. Hans Søn Tito fik i 69 til opgave at nedkæmpe oprøret, dette felttog førte til Jerusalems indtagelse og templets ødelæggelse i år 70.)

Relief fra Titusbuen. Templet i Jerusalem plyndres år 70

Fernando Gallego: "Cristo Bendicente" (1495)

med de 4 evangelistsymboler

løven for S. Marco, ørnen for S. Giovanni,

englen for S. Matteo og tyren for S. Luca

Peter og Paulus i Rom

Ifølge den oldkirkelige tradition kom Peter til Rom i begyndelsen af 40'erne, hvor han blev leder af den kristne menighed. Det fortælles, at han ofte kom i senator Pudens' hus og døbte døtrene Pudenzia og Prassede. Den samme tradition fortæller at Paulus boede flere navngivne steder, og at han ligesom apostlen Peter kom hos kendte familier, blandt andet hos senator Pudens. Paulus levede i en slags husarrest og modtog besøg fra kendte personer fra fjern og nær. Det fortælles at han skulle have haft besøg af Johanes Markus, forfatteren til Markus Evangeliet, det først nedskrevne evangelium, som visse forhold tyder på er affattet i romersk regi. Også lægen Lukas, Paulus' medarbejder og forfatter til Lukas Evangeliet og Apostlenes Gerninger skulle have været gæst ved flere lejligheder. Paulus skrev flere breve  blandt andet de såkaldte "fangenskabsbreve" men det er vanskeligt at udlede noget sikkert om Paulus' tid i Rom ud fra disse breve, men de spiller en væsentlig rolle i den senere tradition.

Der er flere forskellige traditioner, der beretter om S. Peters og S. Paulus' martyrdød. Ifølge en tradition, der bygger på det apokryfe skrift "Apostlen Peters Gerninger" får Peter nogle romerske mandlige borgere på nakken, fordi deres hustruer tager kyskhedskravet til sig. De kristne trosfæller råder Peter til at flygte ud af byen. På Via Appia møder han til sin store bestyrtelse den opstandne Kristus på vej ind mod Rom. Peter udbryder da de berømte ord: Quo vadis domine? (hvor går du hen herre?), hvortil Kristus svarer, at han skal ind til Rom for at blive korsfæstet igen, denne gang på Peters vegne. Så vender Peter om og går tilbage til sin korsfæstelse i Neros cirkus. Ifølge legenden ikke fandt han sig ikke værdig til samme korsfæstelse som Jesus, så han blev korsfæstet med hoved nedad.

Der er også forskellige traditioner omkring Paulus' sidste år. En fortæller at han blev frigivet efter et par års fangenskab og derefter foretog han yderligere nogle rejser inden han vendte tilbage til Rom, hvor han blev dømt til døden.

En anden tradition fortæller at Paulus og Peter blev arresteret under kejser Neros kristenforfølgelse efter Roms brand i år 64, og at de sammen sad i lænker i Det Mamertinske fængsel. En engel hjælper dem til flugt, og den fromme legende fortæller, hvordan de følges ad den tunge vej ud gennem Ostiaporten, tager en heroisk afsked med hinanden, og går til hver sin henrettelse.

Som romersk statsborger fik Paulus det privilegium at blive henrettet med sværd.  Det fortælles endvidere at Paulus blev henrettet i nærheden af Ostiavejen, og at hans hoved faldt tre gange på jorden hvor tre kilder sprang. Kirken S. Paolo alle tre Fontane og et klostret er bygget over stedet, der ligger lige uden for E.U.R. Paulus' lig blev senere fundet og begravet af den romerske dame Lucilla. Kejser Konstantin opførte et par århundreder senere pragtkirken S. Paolo fuori le Mura. Højalteret med baldakin er opført over hans grav, og vi kan se en gammel indskrift, som markerer at her ligger martyren Paulus.

S. Peter blev begravet i Livias katakomber i Vatikanhøjen. Over Peters grav lod kejser Konstantin i 300-tallet den første Peterskirke opføre også her findes graven direkte under kirkens højalter. Fra 1939 frem til idag har Pavestaten udgravet Nekropolen (Sacre grotte Vaticane) og man er meget overbevist om, at man har fundet S. Peters grav.

Efter jødernes nederlag til romerne og Jerusalems fald i år 70 konsoliderede synagogen sin ortodoksi og isolerede sig fra omverdenen. Kirke og synagoge var i bitter strid om Israels historiske arv, Det gamle Testamente. Efter år 70 blev Rom det vigtigste center for kristendommen, fordi man bevidst byggede på autoriteten fra Peter og Paulus. Jerusalem og den palæstinensiske kirke mistede sin betydning som moderkirke og traditionsbærer. Det bør dog fremhæves, at der i menighederne fortsat var en stærk afhængighed af jødiske traditioner i en hellenistisk udformning.

Vore kilder til kristendommens historie indtil et stykke ind i det 2. årh. består - udover Det nye testamente - hovedsageligt af en samling forskelligartede skrifter, som man plejer at kalde "De apostolske fædre" (Kirkefædrene). På grundlag af disse kilder kan man danne sig et omtrentligt billede af kristendommens udbredelse og af de forskellige menigheders betydning. Hovedindtrykket af beskrivelserne fra de forskellige kirkesamfund er, at forholdene i de spredte menigheder i tiden efter år 70 er mangeartede og uden tydelige og klare retningslinjer, men det stod allerede klart, at menigheden i Rom hurtigt havde vundet en ledende stilling.

Filippino Lippi: "S. Paolo visita S. Pietro in Prigione"

S. Maria della Carmine, Capella Brancaci

Firenze

Kejser Traiano

Musei Capitolini

Fra begyndelsen havde de kristne menigheder været udsat for forfølgelse og chikane fra udenforstående. De dannede klasser foragtede kristendommen som en latterlig overtro, de bredere lag hadede de kristne og beskyldte dem for hemmelige forbrydelser, statsmagten indtog en fjendtlig holdning og greb lejlighedsvis ind med fængslinger og dødsdomme. Kristendommen var en forbudt religion, og det udbredte had til den gjorde det risikabelt at være kristen. De utrygge forhold har medvirket til, at kirken i de første århundreder ikke blev opbygget så enhver stabilitet blev sat overstyr. De kristnes stilling svarede til den, der blev jødernes skæbne i kristne lande i middelalderen og senere.

Om statsmagtens indstilling til kristendommen vides intet udover traditionen før kejser Trajan (98-117) i år 112 svarer statholderen i Lilleasien Plinius den yngre, på hans spørgsmål om, hvorledes han skulle forholde sig overfor de kristne. Trajan betragter kristen bekendelse som en forbrydelse, der bør straffes med døden, men forbyder eftersporing af kristne og arrestation på grundlag af anonyme anklager. Allerede anholdte kan frigives, hvis de frafalder deres bekendelse. Det er ikke en opgave for de romerske myndigheder på eget initiativ at søge at udrydde kristendommen inden for deres myndighedsområde. Alligevel var der i denne periode adskillige henrettelser og deportationer af kristne, blandt andet af Roms biskop Clemente I (88-93) og Ignazio af Antiokia (110). Ringeakten for de kristne og tilliden til statsmagten var på dette tidspunkt for stor til, at man ønskede at ændre denne holdning.

Under Trajan nåede Romerriget sin største udstrækning, og han videreførte Augustus' propaganda og fremstillede sig selv som Augustus' arvtager. Også under hans efterfølgere Hadrian (117-138) og Antoninius Pio (138-161) var der styr på rigets administration og økonomi, hvorimod der under Marcus Aurelius (161-180) blev ført mange krige for at sikre grænserne, hvilket efterfølgende gav en urolig periode. Allerede under Commodus (180-193) stod imperiet svagt både militært, økonomisk og religiøst.

Både Commodus og de efterfølgende Severiske kejsere (197-235) søgte at give kejsermagten et nyt religiøst indhold ved at skabe samling om en højeste gud, en religiøs pendant til det kejserlige eneherredømme. I denne periode udstedte kejser Septimius Severus i år 202 et edikt, der forbød overgang til jødedom eller kristendom, med dette søgte han at ramme kirkens missionsvirksomhed. På trods af dette edikt havde kirken og den romerske stat eksisteret forholdsvis fredeligt side om side op gennem det 2. århundrede, der mest var karakteriseret ved spontane lokale forfølgelser, denne tilstand varede ved indtil de store forfølgelser brød løs omkring midten af  af det 3. århundrede.

Efter Marcus Aurelius og indtil Diocletians tronbestigelse i år 284 var der uafbrudt nedgangstid for riget med borgerkrige, pengeforringelser, pest, handelsstagnation og hyppige kejsermord. Med den snævre sammenhæng mellem religion og politik var det ikke mærkeligt, at man så sig om efter syndebukke. Den kristne kirke havde efterhånden nået en sådan størrelse, at dens betydning ikke kunne overses. I 250 udstedte kejser Decius et edikt, der påbød alle rigets borgere at ofre til statens guder, målet var at knuse kirken. I denne forbindelse led et stort antal kristne martyrdøden, langt flere tog flugten, men mange blev frafaldne, da vægring mod ofring betød tab af ejendom og formue. Allerede i 251 synes forfølgelsen at være ophørt, men resultatet var chokerende for kirken, da mange præster og biskopper var blandt de frafaldne. Kirkens organisation var dog forbløffende effektiv, da den i slutningen af det 2. årh. indkaldte synode tog stilling til de frafaldne.

Den næste forfølgelse indtraf under kejser Valerianus i år 257, og denne gang blev slaget rettet direkte mod kirken. Kristen gudstjeneste blev forbudt, gejstlige fik ordre til at ofre og kristne i senatsstanden blev truet med konfiskation af deres ejendom. Også denne gang var der mange martyrer blandt andet Roms biskop Sisto II (257-258), og der forekom mange tilfælde af deportation og formuekonfiskation, men standhaftigheden var langt større end tidligere. Efter 3 års forløb standsede kejser Gallienus forfølgelsen som resultatløs. Fiaskoen kan delvis forklares med, at statsmagten ikke var tilstrækkelig effektiv, da man ikke rådede over det fornødne personregistermateriale. Desuden var mange embedsmænd på grund af personlig smag eller manglende energi ikke strenge nok, hvis det skulle lykkes at knække kirken, der udviste en forbløffende funktionsdygtighed, der var uden sidestykke i den antikke verden.

Kejser Settimo Severo

Musei Capitolini

Martirio di S. Eustachio

De decisk-valerianske forfølgelser førte dog til et skisma i og imellem menighederne, hvor der var uenighed om holdningen overfor det store antal frafaldne, der efterfølgende ønskede genoptagelse i menighederne. I forbindelse med dette skisma dukkede det gamle stridsspørgsmål om de lokale menigheder og helheden af alle de små i den store universelle ecclesia. I Romermenigheden havde man allerede tidligt opfattet sig som den toneangivende og ledende menighed, der sad inde med særlige rettigheder og privilegier i forhold til de øvrige. Allerede biskop Clemente I (88-97) i det første århundrede havde i sit brev til de gode brødre i Korinth givet en række gode råd, ikke ud fra et jævnbyrdighedsforhold, men ud fra en slags overordningsholdning. Knapt hundrede år senere forsøger biskop Vittore I (189-199), at fremstille den romerske stillingtagen til et kirkespørgsmål, som noget de øvrige menigheder må rette sig efter, da det er Rom der taler, som velorganiseret og velstående hovedstadsmenighed.

(Dette brev fra den romerske menighed til menigheden i Korinth er fra ca. år 96, det kaldes også 1. Klemensbrev. Der findes også et 2. Klemensbrev, det er dog mere en prædiken, og det stammer fra ca. 140.)

I forbindelse med genoptagelse af de frafaldne nåede kravet om romerbiskoppens overhøjhed sin foreløbige kulmination, da Stefano I (254-257) under henvisning til Peters forrang for de øvrige apostle krævede lydighed fra alle andre apostelefterfølgere mod Peters efterfølger og stedfortræder i Rom, ham hvem Himmerigets nøgler var betroet. Dette blev kraftigt bestridt og imødegået både teologisk og praktisk af magtfulde bispesæder uden for Rom, og dets delvise virkeliggørelse hører en langt senere tid til, da verden var blevet en anden.

De 40 år efter Stefano I blev en rolig tid, hvor mange romere i et samfund under opløsning omvendte sig til kristendommen med dens næstekærlighed, ydmyghed, kvindernes rettigheder og måske på grund af martyrernes standhaftighed og lidelser. Under de gunstige forhold opførte man en mængde kirker, et vidnesbyrd om kirkens formåen og dens selvbevidsthed.

Diokletian (284-305) kom til magten efter en række borgerkrige, og han foretog en fuldstændig reorganisering af riget med oprettelse af et flerkejsersystem. Han skabte en totalitær stat, hvis ledere, kejserne ikke var embedsmænd, men herskere over undersåtter. Det var et system med religiøse forestillinger, der tjente til at give kejserne et sakralt præg. Kejserne var ikke mere "guder", men "gudefødte" der havde fået magten af den allerhøjeste gud. I denne tankegang var der meget, som ikke behøvede at være en kristen så forfærdelig fremmed. I 20 år lod Diokletian kirken i fred indtil han i 303-304 slog til i en af de værste forfølgelser i kristendommens hidtidige historie. Hær og administration blev renset for kristne, og ofring blev påbudt under trussel om dødsstraf og deportation. Antallet af martyrier oversteg langt, hvad man hidtil havde været ude for.

Efter Diokletians død udstedte kejser Galerius et toleranceedikt, der gav kirken i den østlige del af riget fred. Efter Diokletian indføres et fire-kejsersystem, der dog hurtigt bryder sammen i en borgerkrig, der afgøres ved kejser Konstantins (306-337) sejr over kejser Maxentius ved Melvio i 312. Herefter rykkede Konstantin ind i Rom som herre over den vestlige del af Romerriget. I år 313 udsteder kejseren Milano-ediktet, der anerkender kirken, som en lovlig religion, og dens beslaglagte ejendom blev tilbagegivet. Konstantin besluttede sig for at anvende kristendommen i rigets tjeneste, og dette skifte indebar tildeling af privilegier på linje med fremgangsmåden over for anerkendte religioner. Det betød også, at han betragtede kirken som en mere pålidelig støtte end den hidtidige statskult. De følgende kejsere, med undtagelse af Julian den Frafaldne (361-363, handlede som om kristendommen allerede var en rigsreligon. Dette skete dog først formelt i år 380 under kejser Theodorio (347-395), halvtreds år efter at Konstantin havde flyttet det samlede riges hovedstad til Konstantinopel, hvad der efterlod Roms biskop som viderefører af de romerske kristne traditioner.

Rafaels Stanzer: "Visione della croce"

Vatikanet

- De første kristne århundrede

- Martyrerne

- Mithra-kulten

- Det underjordiske Rom

- Kirkernes Rom

- Apsismosaikker

- Barokkens gravmonumenter

- Mariadyrkelsen