Politik og samfund

* Fra Rom til tyskherredømme

* Det 11. til det 13. Årh.

* Det 14. og 15.Årh.

* Det 16. til det19. Årh.

Kirker og kunst

* Fra 11. til det 14. Årh.

* Fra 15. til det 16. Årh.

Firenzes historie 3

* Medici-familien

Medici-familien

Allerede i 1183 blev Firenze af kejser Frederik Barbarossa anerkendt som selvstændig fri byrepublik. Denne selvstændighed tillod byen at udvikle en betydelig uld- og klædesindustri, der farvede og vævede importeret uld til kvalitetsklæde, der var efterspurgt over hele Europa. Såvel indførsel som forarbejdning og viderefordeling af produkterne skete gennem privatejede handelshuse, hvis aktivitet var udgangspunktet for de følgende århundreders økonomiske, politiske og kulturelle udfoldelser. Pengerigeligheden tillod handelshusene at indlede en bank- og finansieringsvirksomhed, som blev meget udbyttegivende og en vigtig brik i det storpolitiske liv. En række store handelsfamilier havde domineret de sidste årtier af 1200-tallet, blandt de største og mest berømte huse var Bardi, Frescobaldi og Peruzzi, ved slutningen af 1300-tallet bliver apoteker­familien Medici en af de mest betydningsfulde.

Medicifamilien indvandrede til Firenze omkring år 1200 og ved udgangen af århundredet var familien opført som handelsfolk under et af byen lav. Selve familiefirmaet i Firenze grundlægges som en aflægger af et ældre foretagende, der overflyttes fra Rom i 1397 af Giovanni de'Medici (Bicci). 

Giovanni Medici blev meget rig og var mere interesseret i at passe sit firma end i politik, alligevel blev han flere gange valgt ind i byens styrelse og i 1421 blev han valgt til gonfaloniere, leder af styret i Firenze. Byens ledelse blev under en krig med Milano i 1427 nødt til at indføre en indkomst- og formueskat (Il catasto) baseret på en matrikelopgørelse (selvangivelse ), som alle florentinske borgere var tvunget til at indsende en gang om året af hensyn til en mere retfærdig skatteudskrivning. Skatterne anvendes til fattigforsorg, bygning af monumenter og kirker, ved skatteberegningen i 1427 var Medici-firmaet den trediestørste skatteyder i byen, og handelshuset og banken havde afdelinger i Ancona, Avignon, Basel, Brügge, Geneve, London, Pisa, Rom og Venezia.

Bornzino: Giovanni de'Medici (Bicci)

Bronzino: Cosimo il Vecchio Medici

Giovanni de'Medici brugte mange penge på kulturelle formål,og i denne periode udsmykkes Orsanmichele med Donatellos og Ghibertis berømte skulpturer, Brunelleschi arbejder med domkirkens kuppel og Masaccio maler de store billeder i Brancacci kapellet.

Efter krigen med Milano må Medicierne et år i landflygtighed, men de kaldes tilbage i 1434, hvorefter Giovannis søn Cosimo Medici (den ældre) får kontrollen over Firenzes politiske og økonomiske liv og kommer til at udøve et næsten fuldstændigt diktatur i Firenze de næste tredive år frem til 1464.

Giovannis indsats for kunsten fortsættes af Cosimo, der er den mest gavmilde og den mest oplyste af de florentinske mæcener. Under Cosimos beskyttelse tog kunst og videnskab et mægtigt opsving, og da Konstantinopel blev indtaget af tyrkerne i 1453 flygtede mange græske filosoffer og lærde og fik et fristed i Palazzo Medici. Blandt de kunstenere der samledes omkring ham var: Luca Della Robbia, Filippo Lippi, Andrea del Castagno, Paolo Uccello, Ghirlandaio og Fra Angelico.

Under Cosimo vokser Mediciernes kolosale formue til en størrelse der aldrig tidligere er set, og familiens politiske magt udøves over hele Italien. Ved Cosimo's død i 1464 blev Medicierne nu anerkendt som faktiske fyrster af Firenze, idet sønnen Piero den gigtsvage som ved arvefølge efterfulgte sin far som gonfaloniere. Han havde hverken sin fars dygtighed eller hans prestige, men han forstod at fastholde faderens livsgerning. Kort efter Cosimos død blev der indledt et politisk angreb på det mediceiske styre, idet oppositionen søgte hjælp hos Venezia og andre småstater for at styrte Medicierne med magt. Piero de'Medici fik dog ved en lynaktion hjælp fra den milanesiske hertug Galeazzo Sforza og Napoli.

Mino da Fiesole: Piero d'Medici (1458)

Ghirlandaio: "Lorenzo il Magnifico" (manden i midten)

Detalje fra Capella Sassetti i

S. Trinita

Cosimo's og Piero's efterfølger bliver familiens og Firenzes geni Lorenzo il Magnifico. I Lorenzo's periode 1469-1492 som gonfaloniere var der intet demokratisk ved byrepublikken Firenze. Byen og dens indbyggere havde dog aldrig været mere velhavende, og aldrig havde dens gav­mildhed og kærlighed til kunst været større, og den dominerende indflydelse på kunst, litteratur, filosofi og teologi gjorde sig gældende i hele kristenheden.

Også under Lorenzo il Magnifico gøres der forsøg på at styrte Medici-familien, det mest berømte kommer til udførelse i Firenzes domkirke den 26. april 1478, hvor en sammensværgelse med Pave Sixtus IV, ærkebispen af Pisa og Pazzi-familien havde held til at dræbe Lorenzos bror Giuliano, medens han selv undslap og tog en frygtelig hævn. Dette førte til en et interdikt mod Firenze og krig med pavestaten og Napoli, der først blev forligt i 1480 efter Lorenzos hemmelige fredstur til kong Ferrante I.

Lorenzo de'Medici stod i tæt kontakt med pave Innocenzo VIII, der efterfulgte Sixtus IV, Lorensos datter Magdalena blev gift med pavens søn, og sønnen Giovanni blev som 14 årig kardinal. Indtil 1492 hvor paven og Lorenzo døde var de fleste politiske og økonomiske tråde i Italien samlet i Firenze. Dette er perioden, hvor Botticelli maler sine store billeder og Leonardo da Vinci og Michelangelo er under oplæring hos henholdsvis Verrochio og Ghirlandaio. Alle tidens kunstnere og alle deres mesterværker er blevet inspireret og bliver realiseret takket været Lorenzo's kærlighed til kunsten og takket være hans gavmildhed og Mediciernes formue.

Lorenzo il Magnificos efterfølges af sin søn Piero den uheldige. Tilnavnet fik han da, da Karl VIII's kæmpemæssige hær truede med at indtage og plyndre Firenze i 1494. Piero indgik en ydmygende fredsaftale, om at betale en kæmpeerstatning samt overgive Pisa og flere andre byer til Karl VIII's franske hære. Herefter bliver Piero og Medicierne drevet i landsforvisning i de følgende atten år. Piero dør i fransk krigstjeneste 1503. 

Bronzino: "Piero il Fatuo"

Savonarola

Efter landsforvisningen af Medicierne blev der etableret et republikansk styre, og byen plages af nærmest borgerkrigsagtige tilstande. I en periode 1494-1498 to år Lorenzo's død styres byen en fanatisk og reformato­risk dominikanermunk, Savonarola, hvis dybt religiøse prædikener fæn­gede hos den jævne befolkning, som endnu trosmæssig var forankret i middelalderens kirke og tro. Savonarola blev i 1498 med pave Aleksander VI's billigelse fanget, torteret og brændt i 1498, hvorefter byen stod tilbage med sit fransk støttet republikanske styre og angsten for Mediciernes tilbagekomst.

Da den franske hær måtte trække sig ud af Italien i 1512, bragte pavestatens kardinal Giovanni de'Medici og spanske tropper republikken til fald, og Medici-familien repræsenteret ved Lorenzo il Magnificos tredje søn Giuliano blev leder af byen. Året efter i 1513 blev Giovanni valgt til pave under navnet Leo X. Byrepublikken nåede aldrig samme storhed som før Savonarola og atten års kaos. Giuliano giftede sig med en søster til den franske konge Frans 1.'s mor, hvilket gav ham titlen hertug af Nemours. Dette knyttede de første nære forbindelser mellem Medicierne og det franske monarki.

Efter Giuliano's død i 1516 sikrede pave Leo X (Medici) familien magten over Firenze. Han gjorde Lorenzo de'Medici, hertug af Urbino til hersker over byen. Lorenzo var Piero den Uheldiges eneste søn, og dermed den eneste legitime arving i den ældste gren af familien. På grund af de italienske staters frygt for erobring af den franske konge, valgte Lorenzo 2. at gifte sig med en adelig fransk kvinde Maddalena de la Tour d'Auvergne. Frugten af dette ægteskab blev Katarina af Medici, der senere blev gift med Henrik II af Frankrig, hvorved hun blev dronning af Frankrig og mor til tre franske konger.

Raffaello: "Pave Leo X med nevøerne

kardinalerne Giulio de'Medici og Luigi de'Rossi"

Palazzo Pitti

Michelangelo: Lorenzo de Medici

detalje fra gravmonumentet

Capella Nuova i S. Lorenzo

Lorenzo il Magnifico's bror Giuliano, der blev myrdet i Firenzes domkirke ved en sammensværgelse mellem Pavestaten og Pazzifamilien, havde en uægte søn Giulio, der først blev kardinal og senere pavevalgt i 1523 under navnet Clemente VII.

Da Lorenzo den 2. (hertugen af Urbino) døde i 1519, sikrede pave Leo X at familien fastholdt magten, idet kardinal Giulio formelt og reelt styrede byen og familien indtil han selv blev valgt som Pave Clemente VII i 1523. På dette tidspunkt indsatte man den 15 årige Ippolito de Medici, uægte søn af hertugen af Nemours som formel leder af Firenze, men under formynderskab af kardinal Passerini og Clarice Strozzi, datter af Piero den Uheldige og gift med den rige og indflydelsesrige Filippo Strozzi.

Pave Clementes VII's elendige politiske forståelse førte i 1527 til krig med Frankrig, der indtog og plyndrede Rom, medens paven måtte søge tilflugt først i Castel S. Angelo og siden til Orvieto inden han i 1528 kunne vende tilbage til det ødelagte Rom. Efter flere militære og politiske tilbageslag for kong Frans I, fik Clemente VII en aftale med kejser Karl V, så han fik militær til at generobre Firenze fra det republikanske styre.

Efter ti måneders kampe og belejring blev Firenzes porte åbnet, mod at man fik lov til at beholde det republikanske styre og betale en krigsskadeerstatning til Clemente VII på 80.000 guldfloriner. Efter forfølgelser, tortur og udryddelser fortsatte republikken, men pave Clemente VII indsatte en personlig repræsentant i styret og ti måneder efter i juli 1531 sendte han sin uægte søn Alessandro de'Medici til Firenze. Der er stor usikkerhed om Alessandros oprindelse, Clarice Strozzi mente ikke, at der var en dråbe Medici i ham, medens andre mener, at han er uægte søn af Lorenzo 2. det er dog en kendsgerning at Clemente VII selv fremførte at Alessandro var hans søn af en forbindelse med en negerpige i Neapel.

Da Clemente VII for Strozzi-familiens penge have bygget Fortezza Basso i den nordlige del af byen, for at kunne beherske den største del af byen slog paven til, og fik udnævnt Alessandro som enevældig hertug af Firenze i 1532. Mere end tyve års stædig, snu og hensynsløs magtpolitik med tilbageslag og alvorlig modgang, var nu kronet med held, Medicierne var tilbage som enevældige hertuger af Firenze.

Vasari: "Alessandro de Medici"

Giambologna: "Storhertug Francesco I"

Piazza Annunziata, Firenze

Da Clemente VII døde i 1534 indførte Alessandro et sandt rædselsregime. På dette tidspunkt forlod Michelangelo igen byen, da han frygtede Alessandros hævn og han forlod Capella Nuova ufuldendt. I 1537 blev Alessanddro myrdet af en yngre slægtning Lorenzino de'Medici (Michelangelo har udført en portrætbuste af Lorenzino, den står i Museo Bargello og hedder "Brutus") og herefter glider magten over til den anden gren af familien stammende fra Cosimo den ældres bror Lorenzo og hans søn Giovanni Banda Nera.

Cosimo I (1537-1574) bliver først hertug af Firenze og siden storhertug af Toscana og den egentlige skaber af den toscanske stat med erobringen af Siena i 1557. Efter sit giftemål med Maria af Toledo forlader han det gamle familiesæde i Palazzo Medici og flytter ind i Palazzo Vecchio. Han forsøgte at genoplive familiens indsats i den tidlige renæssance. I dette arbejde brugte han maleren og arkitekten Giorgio Vasari (1511-1574), der blandt andet byggede Uffizi, som administrationskontorer og magasiner til de store kunstsamlinger.

Efterfølgeren Francesco I (1574-1587) fik to døtre, hvoraf den ene Maria blev gift med Henrik IV af Frankrig. Hun blev mor til den senere Ludvig XIII og hendes døtre blev gift med Charles I af England og Philip IV af Spanien. Efter Francesco I bliver broderen Ferdinando I storhertug, han var først blevet kardinal, men der familien ikke havde andre mandlige arvinger, måtte han træde ud af kardinalkappen.

Denne gren af familien forbliver storhertuger af Toscana indtil den sidste mandlige Medici Gian Gastone dør i 1737. Kurfyrstinde Anna Maria Luisa - en søster til Gian Gastone - var efter broderens død den sidste Medici, med en kæmpemæssig formue og hele den medicæiske kunstsamling. I sine sidste år efterlod hun verdens største kunstsamling til staten Toscana på den betingelse, at den aldrig måtte fjernes fra Firenze og skulle komme mennesker af alle nationaliter til gode. Dermed skabtes nutidens Firenze. I Pitti-paladset kan man finde et billede af Anna Maria Luisa som ung, og uden for S. Lorenzo ved apsis kan man se en nutidig glasfiberstatue af den største velgører byen nogensinde har haft, en værdig afslutter af familien Medicis lange historie.

Anna-Maria Ludovica Medici

Huset Medici - en stamtavle

14. december 2009 / ot