Firenze
Noter til historien
Politik og samfund
Kirker og kunst
Firenzes historie 3
|
Noter til historien Indledning
Allerede i det 7. århundrede for vor tidsregning var der en etruskisk bebyggelse i Fiesole og først da Cæsar i 59 f.Kr overlod jord i den frugtbare Arno-dal til fortjenstfulde veteraner blev den første koloni oprettet efter den sædvanlige romerske grundplan ”Castrum” et kvadrat opdelt i fire kvadrater. Grundplanen for denne mindre bebyggelse kan fortsat ses i byplanen begrænset i nord af Via dei Cerritani, mod vest af Via dei Pescioni, mod syd af Via Porta Rossa og mod øst af Via del Proconsolo og de to krydsende hovedgader var nord-syd Via de’Calzoaioli og øst-vest Via del Corso og krydset lå ved Piazza della Repubblica. Byen voksede hurtigt, da den var central placeret tæt på den romerske Via Cassia, der forbandt Rom med de nordlige regioner, og syriske købmænd bringer tidligt kristendommen til byen, hvor traditionen beretter at S. Miniato under kristenforfølgelserne omkring 250 lider martyrdøden i Firenze.
Efter Romerrigets opløsning bliver byen i flere omgang under folkevandringerne udsat for store ødelæggelser, men under Longobarderne efter år 570 blev det fredeligere tider frem til slutningen af 700-tallet. I 774 blev byen erobret af Karl den Store og underlagt grevskabet ”Tuscien” og i 1000 flyttede grev Otto sin residens fra Lucca til Firenze. I denne periode blev Dåbskapellet og S. Miniato bygget og det var en betydelig kulturel blomstringstid. Samtidig var Firenze involveret i de kirkelige reformbestræbelser og den voksende konflikt mellem kejser og pave (investiturstriden), hvor man valgte pavens side. Byen fik sin politiske uafhængighed i 1115, og kort tid efter søgte man at øge byens politiske og territoriale magt gennem militære erobringer, og i 1125 blev Fiesole erobret og næsten ødelagt.
|
|
I den anden halvdel af 1100-tallet er der tegn på interne politiske stridigheder mellem guelferne (tilhængere af paven) og ghibellinerne (tilhængere af kejseren) og denne strid var kørende fortsat gennem 1200-tallet, men alligevel var byen i en økonomisk opblomstring ikke mindst på grund af sit bankvæsen men også på grund af en stor klædeproduktion. Omkring 1250 blev det forbudt familierne at bygge boliger som fæstninger - beboelsestårne (casa torri) – og de allerede opførte skulle nedrives til en højde på maksimalt 40 meter, samtidig begyndte et stort byggeboom af kirker, paladser og en ny bymur. Omkring 1300 var indbyggertallet steget til 100.000 og byen hørte til blandt de rigeste og største i den kristne verden.
Selv om opsvinget fortsatte i 1300-tallet var der dog mange modsætninger og adskillige rystelser. På det kunstneriske område er tiden forbundet med Dante, Boccaccio og Giotto, men i samme periode blev befolkningen med jævne mellemrum hjemsøgt af hungersnød, oversvømmelser fra Arno og ikke mindst pestangreb, hvor store dele af befolkningen blev ofre. Til de uforskyldte ulykker blev så tilføjet det selvforskyldte som militære nederlag til Pisa og Lucca og sammenbrud af bankhusene Bardi og Peruzzi førte byen ud i store økonomiske vanskeligheder. De ”indenrigske” politiske opgør og sociale uroligheder nåede deres højdepunkt med uldarbejdernes opstand i 1378 (tumulto dei Ciompi), hvilket førte til en oligarkisk regering under familien Albizi i 1382. Denne regering mødte heftig modstand fra familien Medici, som tidligt i 1400-tallet overtog den dominerende økonomiske og politiske position i Firenze. Dette blev grundstenen til Mediciernes præg på byen i de følgende 300 år indtil 1737, hvor den sidste mandlige Medici Gian Gastone dør og storhertugdømmet overgik til huset Habsburg-Lothringen. Herefter fulgte en periode med vidtrækkende økonomiske reformer, der fremmede handelen, socialvæsenet og justistsapparatet. Hertugdømmet blev besat af Napoleon i 1799 og dette varede til 1815, hvor Habsburgerne med Ferdinand III vendte tilbage på tronen, styret kom dog allerede under revolutionen i 1848 og de italienske frihedskrige under stærkt pres og efter piemontesernes sejr over Østrig i 1859 måtte storhertug Leopold II abdicere. Fra 1865 til 1870 var Firenze hovedstad i det forenede Italien med undtagelse af Pavestaten.
Jeg valgt at opdele denne del i 3 hovedafsnit, hvor af de to første er opstillet som begivenheder på bestemte årstal.
Politik og samfund -> Romerriget og tysk kejserdømme
Kirker og kunst
Firenzes historie 3
|