Francesco di Giorgio Martini (1439-1502)
Italiensk arkitekt, ingeniør, billedhugger og maler, født i Siena, men også virksom i bla. Milano, Urbino og Napoli. Han regnes for en af de ”store” i kunsthistorien, ikke kun som en sienesisk arvtager til Jacopo della Quercia, men en universalbegavelse på linje med Leon Battista Alberti.
(L.B. Alberti er nærmere omtalt i rejsenoterne ”Firenze er alt”).
Francesco begyndte sin karriere som maler og billedhugger påvirket af fødebyen Sienas forfinede kunst tilsat florentinske islæt (fx ”Bebudelsen” (1470) Pinacoteca Nazionale i Siena) med dets sarte kolorit, langstrakte figurer og fantasifulde perspektiv. Et relief som ”hudflettelsen” (1480, Galleria Nazionale Perugia) viser en skitseagtig modellering, der minder om Donatellos alderdomsstil. Hans første dokumenterede selvstændige billede er fra 1472 ”Marias kroning” til klostret i Monteolivio Maggiore (nu Pinacoteca i Siena). De vigtigste skulpturelle arbejder er tillagt ham udelukkende af stilkritiske grunde, flere af dem var tidligere tillagt Leonarda da Vinci. Hans sidste arbejde som skulptør er to bronzeengle til hovedalteret i Sienas domkirke.
Skulpturen og billedet blev dog med tiden undertrykt af de arkitektoniske opgaver. Francesco blev sin tids fornemmeste fæstningsbygger (mere end 100 i alt). Det er den nye artilleriteknik, som gør fæstningsbyggeri aktuelt. Han flytter forsvaret uden for murene ved at udbygge murene med kasematlignende bastioner, cappanata. Hans begyndte som arkitekt da han i 1477 blev kaldt til Urbino for at færdiggøre Palazzo Ducale for hertug Federigo da Montefeltro. Her arbejdede han som som maler, skulptør, arkitekt og fæstningsbygger indtil 1482. Omkring 1480 udgav han efter Vitruvius (De architectura trykt udgave 1486) og Albertis (De re aedificatoria) eksempel en arkitekturtraktat ”Trattato dell’architettura civile e militare”, der i 1485 blev fulgt op af et tillæg ”Monumenti Antichi”.
Francesco di Giorgio Martini:
Fæstningen i Mondavio, forsamboe
Marche
