Det religiøse Rom  -

Kirkernes Rom

Tekst

 

-> De første kirker

-> Konstantins kirker

-> Den byzantinske påvirkning

-> Valfartskirkerne

-> Renæssancens kirker

-> Modreformationens kirker

-> Barokkens kirker

-> Settecentos kirker

-> Kirker i alfabetisk orden

 

Modreformationens kirker

Efter Roms plyndring i 1527 blev renæssancens verden slået i stykker, og kunstnerne flygtede fra byen. Tilbage i byen opstod en ny stil - nu kaldet manierismen - der skulle være dominerende frem til 1600, indtil der blev stillet andre krav til kunsten under modreformationen og barokken. Proportionerne og harmonien, det matematiske og nøgterne formsprog i renæssancens kunst og arkitektur, blev afløst af en bevidst stildyrkelse, der skulle skabe kompleksitet, variation og overdådighed. Renæssancekunstnerne koncentrerede sig om at bringe virkeligheden ind i billedet, medens den nye generation, som var aktiv efter 1520'erne stræbte mod at gøre billedet til en virkelighed i sig selv.

 

Det var en periode, hvor kirken gennem årelange diskussioner søgte en reform, der kunne imødegå det protestantiske oprør i Nordeuropa. Protestantismen var et oprør, der brød kristenhedens enhed og udgjorde en trussel mod romerkirkens organisation og dogmer. Fornyelsen, modreformationen, resulterede i dannelsen af to religiøse bevægelser Jesuitterordenen stiftet af S. Ignazio Loyola og Oratorianersamfundet stiftet af S. Filippo Neri. To bevægelser af vidt forskellige anskuelser af kristendom, men de var fælles om at ønske åndelig velfærd for kirken, og at al kunstnerisk stræben skulle underkastes kirkens mål. Kunst skulle være klar, enkel, forståelig og realistisk.

 

S. Maria degli Angeli  (+)

I de kæmpemæssige ruiner af Diokletians termer skulle Michelangelos sidste opgave (1563) være at forene antikken med kristendommen ved at indbygge en kirke i de antikke ruinerne. Denne titaniske kirke er i bund og grund Michelangelo, den har form som et græsk kors. Står man i korsskæringen med de antikke søjler af rød granit, så føler man, at kirken er umådelig stor. Her bliver mennesket en dværg og menneskeværdet mindskes i stedet for at ophøjes.

S. Ignazio Loyola

 

S. Filippo Neri

S. Maria degli Angeli

Pave Benedetto XIV iværksatte en ombygning af kirken i 1749 og den blev udført af Luigi Vanvitelli. Ombygningen medførte en ændret orientering, idet han anlagde et nyt kor fra den ene langside, og derved lod det hvælvede skib udbrede sig på tværs med en overrumplende virkning. Endvidere øgede han interiørets fasthed ved at tilmure nicher og indsætte en serie af kæmpestore og lige høje malerier. Sammenspillet mellem disse dunkelt brogede billeder og de otte mægtige antikke søjler der kompletteredes med fire nye stykker er majestætisk.

 

I kirkens højre sideskib har pave Clemente XI (1700 - 1721) i 1702 ladet nedfælde en meridiankreds i gulvet. Denne er udført af den veronesiske astronom Bianchini. Formålet med meridianen var at kontrollere om den kalenderreform som pave Gregorio XIII indførte i 1582, svarede til fastsættelsen af påsken efter de forudsætninger, der var fastlagt ved koncilet i Nikæa. Hvis dette ikke var tilfældet skulle der angives korrektioner og metoder til løsning af problemet. Problemet var blevet aktuelt, da 1700 var skudår i den julianske kalender, men ikke i den gregorianske. Lyset kommer ind i kirken fra et hul placeret 20,3 meter over gulvet. Dimensionerne af den ellipse som lyset frembringer på gulvet varierer med solens højde, størrelsen af ellipsens storakse varierer fra 22 cm ved sommersolhverv til 110 cm ved vintersolhverv.

Meridianen er et kunstnerisk udstyrsstykke, hvor der langs siderne vises stjernebilleder, dyrekredsens tegn og Nordstjernens bane.

(Der findes i kirken en stor brochure med en grundig omtale af Meridiankredsen, den er oversat til dansk af Willy Håkonsson og kan købes på Fysikforlaget).

 

I forbindelse med kirken byggede Michelango også et kloster, disse bygninger har i mange år været hjemsted for et af Roms vigtigste museer - Termemuseet - eller Museo Nazionale Romano.

S. Maria degli Angeli - meridianen - il Leone

 

S. Maria degli Angeli - meridianen - il Cranco

S. Madonna del Monti

S. Spirito in Sassi  (+)

Kirken blev oprindeligt opført af kong Ine di Sassia (689-726) og navngivet efter den hellige Jomfru. Den var beregnet til brug for pilgrimme fra landområdet Sannoni idag kendt som Wessex i England. I forbindelse med kirken blev der etableret et hospital på grund af de mange pilgrimme til S. Pietros grav. Ved en restaurering i 1198 for pave Innocenzo III (1179-1180) fik kirken et nyt navn S. Spirito. Pave Sisto IV (1471-1484) foretog en restaurering i 1471-75 og i den forbindelse blev kirken udstyret med campanilen.

Kirken led stor skade under Sacco di Roma, men blev derefter genopført for pave Paolo III (1534-1549) af Sangallo omkring 1540. Facaden fra 1580 har stadig en række renæssancetræk, men der er flere overdådige manieristiske træk. Indenfor er kirken rigt udsmykket med mange manieristiske malerier.

 

S. Madonna dei Monti  (+)

Hovedkirken i Monti-kvarteret blev opført i 1540 og regnes for Giacomo della Porta's hovedværk. Facaden er kraftfuld og kompakt i tre etager med søjler, pilastre og vindue, det er et godt manierisk værk. Kirken er opbygget som et latinsk kors med et skib, kuplen og apsis er udsmykket med stuk og fresker udført af Cristofano Casolani omkring 1620.

 

S. Spirito in Sassi

Ss. Nome di Gesu (Il Gesu)

 

 

S. Susanna (+)

S. Susanna blev martyr under Diocleziano, og i det 4. årh. blev der over faderens hus bygget en stor basilika med tre skibe. I kirkens krypt kan man se resterne af Susanna's fars (Gabrius) hus. Den første kirke blev ombygget af pave Leone III i 795, samtidig blev der opsat en apsismosaik. Kirken blev restaureret i 1475 og i forbindelse med endnu en ombygning i 1595 for pave Clemente VIII tegnede Maderno den nuværende facade. Denne skønne facade er forfinet og overdådig med mange dekorative detaljer, det er et vigtigt trin i udviklingen fra manierisme til barok.

(billede kan ses på siden om Barokkens kirker.)

Fra 1922 har kirken haft status som amerikansk kirke i Rom.

 

Il (Sacre Nome di) Gesu   (++)

Hovedkirken for den nystiftede jesuitterorden blev påbegyndt i 1568. Den er tegnet af Vignola og Giacomo della Porta og de to bygmestre har i den arkitektoniske udformning lagt stor vægt på at opfylde Tridentinerkonsilets mål om den følelsesmæssige tilskyndelse til fromhed. Giacomo della Porta har tegnet facaden, kuplen og det cirkelrunde kapel til højre for koret. Facaden har klare renæssancetræk, men Giacomo della Porta har brudt helhedsplanen og centreret elementerne i en kraftig midtersektion, der forstærkes af en dobbeltfront over hoveddøren, så der bliver en leg i lys og skygge, der foregriber barokken.

Kirkerummet er blanding af manierisme og ødsel pragt udført af tidens største kunstnere. Basilikaens sideskibe er erstattet af mørke kapeller, det vigtigste er korsskæringen med kapeller i venstre side for S. Ignazio og i højre side for S. F. Xavier.

 

Monumentet for S. Ignazio

Il Gesu

 

Andrea Pozzo: Selvportræt

 

Kapellet for S. Ignazio er skabt af Andrea Pozzo. Kapellet for S. Xavier er tegnet af Pietro da Cortona og Carlo Fontana.

Padre Andrea Pozzo har med sit alter for S. Ignazio forsøgt at skabe et gravmonument, der var stifteren af hans orden værdig. Resultatet er en overdådighed af kostbare marmorsorter, porfyr, agat, lapis lazuli, forgyldning, sølvsmedearbejde og malerier. Statuen af helgenen over altergraven er delvis af sølv, idet originalen af Pierre Legros blev smeltet om af pave Pio VI i 1798 for at opfylde Napoleons krav om erstatning efter krigen. Under Treenighedsgruppen på gavlen af monumentet bærer en kerub en kugle af lapis lazuli, der forestiller jorden. Dette regnes for et af de mest overdådige kapeller i Rom.

 

S. Ignazio  (+++)

Den anden store jesuitterkirke i Rom blev opført i 1626 af et ordensmedlem matematikeren Orazio Grassi for midler fra en nevø til pave Gregorio XV (Ludovisi). Det var på denne paves tid den hellige Ignazio blev kanoniseret. For alle disse ydelser blev der opført et gravmonument for Gregorio XV (1621-1623), statuerne af Gregorio XV, Troen og Overfloden er udført af Pierre Legros i 1698.

Men den store seværdighed i denne kirke er en af Roms kuriositeter trompe l'oeil-loftet. Det store freskomaleri fra 1685 af Andrea Pozzo på midterskibets hvælvning er en forbløffende præstation inden for quadraturamaleriet. Her højt oppe ses S. Ignazio's indtog i Paradis mellem allegoriske fremstilling af De fire verdenshjørner.

Fra et punkt på midterskibets gulv kan man se op - tilsyneladende mellem søjlerne og buerne i en pragtfuld, klassisk bygning fyldt med mennesker - og skue noget, der synes at være selve ildhimlen, hvor man kan se den sejrende S. Ignazio's indtog i Paradis. Det er en forbløffende illusion af arkitekturperspektiv.

Også figurerne rundt om den ikkeeksisterende kuppel (der er efterlignet på lærred) er udført af denne utrolige jesuit. Udover det fantastiske loftbillede af den sejrende S. Ignazio, har Andrea Pozzo også skabt det overdådige alter i tværskibet, hvorunder de jordiske rester af S. Luigi Gonzaga hviler i en urne af lapis lazuli. Skulpturen i højrelief forestillende S. Luigi Gonzagas ophøjelse er udført af Pierre Legros i 1698.

S. Ignazio - kirkerummet

 

S. Maria in Vallicella - kirkerummet

 

S. Maria in Vallicella (Chiesa Nuova)  (+)

Kirken blev på initiativ fra S. Filippo bygget i perioden 1575-83 som erstatning for en ældre kirke på stedet. Kirken har en imponerende manieristisk facade tegnet i 1605 af F. Rughesi. Den er tegnet med to søjleordener opdelt af pilastre og midterdøren er fremhævet mellem dobbeltsøjler. Ovenover er der nicher med statuer og et stort vindue. Inden for er midterskibets loft, kuppel, apsis og sakrestiet malet af pietro da Cortona i 1647. Rubens er repræsenteret med et par billeder, men det vigtigste er dog kapellet med S. Filippo Neri's grav.

 

S. Andrea delle Valle  (+)

Kirken blev tegnet i 1591 af bl.a. Giacomo della Porta, Maderno har tegnet den elegant tambur og imponerende kuppel, der i størrelse kun overgås af den på Peterskirken. Kuplen er indvendigt udsmykket med mosaikker forestillende de fire evangalister. Barokfacaden i travertin er fra 1655 og tegnet af C. Rainaldi den regnes for en af Roms mest fremragende.

 

Det indre er domineret af det brede midterskib med flankeret af en enkeltrække pilastre, der når op til tøndehvælvningen. Før korsskæringen er der på hver side af kirkerummet gravmonumenter for de to Piccolominipaver Pio II og Pio III. Andrea Bregno har tegnet monumentet for Pio II. I dåbskapellet (1. kapel i venstre side) har Pietro Bernini, faderen til Gian Lorenzo Bernini udført statuen af Johannes Døberen.

Rubens: "Gregorio I"

S. Maria in Vallicella

S. Andrea delle Valle

Puccini lader 1. akt af operaen Tosca foregå i S. Andrea delle Valle, 2. akt foregår i Palazzo Farnese og det hele slutter på Castel S. Angelo. Så hele handlingen foregår inden for en radius på mindre end 1000 meter.

 

Ss. Domenico e Sisto 

Dominikanerkirken fra 1654 har en beundringsværdig placering med indgang oppe over en høj dobbelttrappe. De originale tegninger skyldes formentlig Giacomo della Porta. Kirken har været lukket i en årrække på grund af restaurering.

 

S. Giacomo degli Incurabili  (+) 

Via del Corso

Kirken blev oprindeligt bygget i 1339 i forbindelse med det bagvedliggende hospital. Den blev ombygget i 1592 af Francesco da Volterra og Carlo Maderno, der skabte det vinduesløse rum som et ovalt Pantheon med kapeller. Det blev den første kirke med elliptiske grundplan i Rom, senere i barokken skulle denne form undergå en opsigtsvækkende udvikling i blandt andet kirker som S. Carlo al Quattro Fontane og S. Andrea al Quirinale.

På samme tid opførtes facadens nederste del med de doriske søjler, senere i 1602 blev overetagen med de korintiske søjler og midterbalkonen med muslingeskallen tilføjet af Maderno.

Andrea Bregno: Gravmæler for Pio II og Pio III

 

 

S. Gregorio Magno  (+)

På Celiohøjen overfor Palatin ændrede pave Gregorio I (den Store) sit familiepalads til en kloster i år 575. Dette blev ødelagt af normannerne og genopbygget som kirke. Den blev foranlediget af kardinal Scipione Borghese fuldstændig ombygget i 1624 af G. B. Soria med trapper, forgård og paladsagtig facade.

Inden for kan man se S. Gregorio's værelse med hans marmorbispestol og Salviatikapellet (udført af Francesco da Volterra og C. Maderno) med meget fine loftfresker.

Soria gennemførte flere opgaver for Kardinal Scipio Borghese, men S. Gregorio med sin masive styrke og majestætiske værdighed regnes for hans mesterværk.

(G. B. Soria har blandt andet opført: S. Catarina di Siena (Lago magnapoli) 1624, facaden på S. Maria della Vittoria, samt ombygning og facaden på S. Grisogono i Trastevere).

 

 
 

Har du lyst til at læse mere om kirkerne fra de enkelte perioder, så klik neden for

-> De første kirker

-> Konstantins kirker

-> Den byzantinske påvirkning

-> Valfartskirkerne

-> Renæssancens kirker

-> Modreformationens kirker

-> Barokkens kirker

-> Settecentos kirker

-> Kirker i alfabetisk orden

 

  Ønsker du at vende tilbage til et af de andre afsnit fra "Det religiøse Rom, så "klik" nedenfor

-> De første kristne århundrede

-> Martyrerne

-> Mithra-kulten

-> Det underjordiske Rom

-> Kirkernes Rom

-> Apsismosaikker

-> Barokkens gravmonumenter

-> Mariadyrkelsen