Toscana - Siena

Ture i Byen

Tekst

 

*Tur1.

(Piazza del Campo og Terzo S. Martino)

* Tur2.

(Duomo og Terzo Citta)

* Tur3

(Fra S. Domenico til S. Francesco)

* Tur4

(Terzo Camollia og Forte S.Barbara)

 

*

* Spis og drik i Siena

* Noter til historien

* Kunstnerne i Siena

 

Tur 3

Fra S. Domenico til S. Francesco

 

Alt kan selvfølgelig opdeles og mange vil da også finde, at den foregående tur havde for mange ting på programmet, men det er så mit håb, at man bryder af og bliver en eller flere dage længere, hvilket denne smukke og fredelige by sagtens kan fortjene. Denne tredie tur tager igen sit udgangspunkt med parkering på STADIO eller ankomst med bus til indkørslen til STADIO, lige over­for kirken og den lille plads med de offentlige toiletter.

 

* S. Domenico

Denne imponerende gotiske bygning har haft en byggeperiode fra 1226 til 1465, hvor man udvidede tværskibet. Kirkens indre er meget tomt og virker mest ved sin størrelse, det smukkeste er den treskibet kryptkirke med nogle imponerende søj­lerækker. 

Højre langvæg, Capella di S. Catharina.

Hvor man opbevarer det makabre relikvie - hovedet af Den hellige Catarina af Siena. Resten af hende ligger begravet i S. Maria sopra Minerva i Rom. Kapellet er næsten helt dækket med fresker:

- Sodoma:

   "S. Caterina i ekstase". Til højre for alteret

  "S. Caterinas stigmatisering". Til venstre for alteret.

Højre langvæg, over trappen til underkirken.

- Francesco di Giorgio Martini: ”Adorazione dei Pastori” (1490).

Dette billede er en senere version af samme motiv som kan ses i Pinacoteca.

S. Domenico med Duomo i baggrunden

Sodoma: "S. Caterinas stigmatisering"

Sacrestia:

- Sodoma: ”Angeli”.

Venstre tværskib.

- Pietro Lorenzetti: ”Madonna col Bambino, S. Giovanni Battista e un cavaliere”.

 

Fra S. DOMENICO går man lige over i VIA DI SAPIENZA, hvor man efter ca. 200 meter drejer skarpt til højre og nedad til

 

* Santuario Cateriniano.

Den hellige Caterinas hus, der ligger midt i Contrade Orca (Gåsens contrade), her blev helgenen født den 25. marts 1347, hun døde i ROM 1480.

Caterina Benincasa (1347-1380) var datter af en stoffarver. Hun blev hurtig kendt for sin humanistiske fremfærd og religiøse oplevelser, hvor hun blandt andet fik stigma. I 1377 opfordrede hun pave Gregorio XI til ikke at flytte til Avignon. Hun blev kanoniseret i 1461 af pave Pio II og i 1939 blev hun af pave Pio XII proklameret som Italiens Italiens nationalhel­gen og i 1970 blev hun af pave Paolo VI erklæret for en af ”kirkefædrene”.

Huset giver et meget svagt indtryk af et beboelseshus fra midten af 1300 tallet, men i de følgende århundrede er huset blevet stærkt ombygget og ændret til et kapel, der i dag nærmest er et valfartssted for katolske turister.

Logetta’en i renæssancestil er udført af Baldazzare Peruzzi.

 

Der fortsættes ned under huset ad den snævre gade mod

 

* Fontebranda

Fontebranda er en del af et stort system af brønde og vandreservoirer, hvis tekniske udformning er helt genial. Dette system har forsynet Siena med vand gennem hele dens historie og Fondebranda er det ældste reservoir kendt fra 1081, det blev i 1246 opbygget med tre store arkader. I al sin fredsommelighed et meget smukt sted beliggende på et af de laveste steder i byen.

 

Santuaio di San Caterina af Siena

Via S. Caterina

 

 

Fonte Branda med S. Domenico ovenfor

Lidt længere nede af gaden ses Porta Fontebranda fra 1255.

 

Man fortsætter opad gennem VIA DI FONTEBRANDA til - tja - Campo'en for en forfriskning. På den stejle optur går man under VIA DIACETTO og en husrække før man når op på VIA DI CITTA med den frelsende bar på hjørnet ned til IL CAMPO. Efter en forfriskning ovenpå den kraftige opstigning, fortsætter man op af VIA DEI PELLIGRINI til pladsen med dåbskapellet, på højre hånd i noget der ligner en port finder man VIA DIACETTO, og her drejes der ind, så man få meter efter står med en fabelagtig udsigt over S.Domenico og Fontebranda.

På PIAZZA DELL'INPENDENZIA krydser man over i VIA DEI TERMINI, hvor der ved anden vej på højre hånd holdes til højre langs PALAZZO TOLEMEI. Ude på pladsen holdes der venstre om den ”bette” kirke ned i VIA DEL MORO.

 

* S. Maria in Provenzano

Denne kirke i Contrade Giraffa blev bygget fra 1594, den har en kort tværskib, hvorover der på en oktogonal tambur hviler en kuppel kronet af en høj lanterne. Madonnafiguren på hovedalteret er af terrakotta med indlagt sølv, et arbejde fra det 13. årh.

 

Til højre for kirken fører en trappe ned til VIA DELLE VERGINI, hvor man holder til venstre forbi contradens hus og fortsætter udad til man møder VIA GIGLIO, hvor man drejer til højre og lige efter ved VIA DEI BARONCELLI til venstre og så skulle man være ved porten ind til PIAZZA S. FRANCESCO.

 

* S. Francesco.

Kirken blev grundlagt i 1326, som ordenskirke for franciskanerne. Capanilen er fra 1765 og facaden er opsat 1894-1913. Det er en typisk franciskanerkirke stor, spartansk med en t-formet grundplan som et ægyptisk kors, og væggene er i stribet sort-hvid marmor. Kirkerummet får lys fra vinduer i siderne og i apsis.

S. Maria di Provenzano

 

S. Francesco

 Herinde er mindst tre gode kunstværker:

1. kapel tv. for hovedalteret:

- P. Lorenzetti: "Korsfæstelse" (1331).

3. kapel tv. for hovedalteret:

- Ambrogio Lorenzetti:

  "Den hellige Ludvig af Toulouse indtræder i fransiskanerordenen"

  "Martirio dei Francescani a Centa” begge udført i 1331.

 

Efter dette besøg kan man kigge ind i den gamle klostergård fra det oprindelige kloster Convento di S. Francesco fra 1518. I disse bygninger er der nu er indrettet en afdeling af universitet ”Facolta di Giurisprudenza” og ”Biblioteca del circolo giuridico”. Her er et myldrende liv af studerende, lige inden for til højre i gården er der en udmærket bar, hvor vil det være muligt at købe en forfriskning til billige penge.

 

Fra kirken og klostret holdes til venstre på paladen, i nr. 9 er der mulighed for at aflægge et besøg i Oratorio di S. Bernardino.

 

* Oratorio di S. Bernardino

(åbent 10.30-13.30)

Den hellige Bernhard's kapel blev indrettet i det 15. årh. på det sted, hvor denne dommedagsprædikant fra 1400- tallet sædvanligvis bad. S. Bernardino drog rundt i Toscana og Umbrien og tordnede mod kødets lyster, banden, sværgen og luksusforbrug.

Ambrogio Lorenzetti:

 "Martirio dei Francescani a Centa"

Oratorio di San Bernardino

Vestibulen:

Jacopo della Quercia:”Madonna med barn” (træskulptur)

 

Stueetagen er udsmykket med fresker fra det 17. århundrede.

 

Oratorio superiore på 1.sal

Her udsmykket med fresker om ”Jomfru Marias liv” udført af Sodoma, Beccafumi og Girolamo del Pacchia (1447-1533). Billedrækkefølgen set fra venstre hjørne over for hovedindgangen er: 

- "S. Lodovico" (Sodoma)

- ”Natività di Maria” (Pacchia);

- "Presesntazione di Maria al Tempio”(Sodoma);

- ”Sposalizio” (Beccafumi)

- ”S. Bernardino” (Pacchia);

- ”Arcangelo Gabrieli” (Pacchia)

- ”Madonna in glorie e Santi” (Beccafumi 1537)

- ”Annunziata (Pacchia)

- " S. Antonio di Padova" (Sodoma 1518);

- ”Vizitazione (Sodoma)

- ”Transito di Maria” (Beccafumi 1518)

- "Assunzione" (Sodoma 1532);

- " S. Franscesco di Assisi" (Sodoma)

- " Incoronazione di Maria".(Sodoma).

 

I de øvrige mindre sale på 1. og 2.sal kan man finde billeder af Pietro Lorenzetti, Ambrogio Lorenzetti og Taddelo di Bartolo.

 

Fra pladsen går man tilbage til hullet i muren, hvor vejen tilbage går gennem VIA DEI ROSSI, hvor der ligger nogle mere turistprægedede restauranter, og inde ved slutningen gennem en port og så står man igen på VIA BANCHI DI SOPRA.

 

Beccafumi: "Transito di Maria"

Oratorio di San Bernardino

 

Grotta Cielo

Hvis det skulle være tid til frokost eller måske bare tid for et glas vin, så er vejen ikke lang (ca.50 meter) til et meget lokalt, meget folkeligt sienesisk sted. Fra det sted hvor Via d. Rossi støder ud i Via Banchi di Sopra drejes til venstre til den første port på højre hånd. Denne port er også en gade (viccolo), der ligger en kiosk og en butik med musikinstrumenter på hjørnerne. For enden af denne viccolo det vil sige 15 meter ligger stedet på højre hjørne i Via dei TERMINI. ”Osteria Grattacielo" er digterens og traditionens opfattelse af et italiensk spisested med 3 borde, plads til ca. 20 siddende, der er lavt til loftet og en stor del af rummet er optaget af en bar med køledisk Her kan man få en hurtig mellemmad, en bedre frokost, fremragende chianti og et folkeliv uden lige. (Dette fremragende frokoststed er omtalt på siden Spis og drik i Siena).

           

 

 

2. januar 2010 / ot