Barcelona

Ture i Byen

Tekst

 

* Forsiden

 

* Tur 1. Det gotiske kvarter

* Tur 3. La Ribera

* Tur 4. L'Eixample & Gràcia

* Tur 5. Barceloneta

* Tur 6. Montjüic

* Tur 7. Udflugter

 

 

 

 

 

 

 

Tur 2.

La Rambla og Raval

 

Udgangspunktet for denne tur kunne være Metro Placa de Catalunya. Hvis man trænger til en "refleksionspause" inden turen begynder kan denne passende foretages på den kendte "Café Zürich".

 

* Placa de Catalunya

En af de rigtige pladser med en mængde Caféer (fx Café Flora) og det store turist­informationskontor. På pladsen er der placeret 28 skulpturer og mindes­mærker:

* På hjørnet ved Paseig i Gracia. En bronzefigur af en en kraftig dame til hest. Hun symboliserer byen Barcelona.

* På  hjørnet til Rambla'en står mindesmærket for Francesc Maciá (1859-1933) der var præsident for Catalonien i begyndelsen af 30'rene.

Om den store fontæne "Font de Canaletes" siges det, at drikker man af dens vand, vender man til bage til Barcelona.

 

* Santa Anna

En romansk kirke fra det 12.. årh.

 

* Las Ramblas

Barcelonas berømte strøg, der er et kriblende internationalt menneskemylder hele døgnet. Denne boulevard er anlagt engang i slutningen af det 18. årh. på det sted hvor der engang løb en biflod til Tibidabo ud mod havet. Gadestrækningen er opdelt i en række afsnit: Rambla de Canaletes, Rambla dels Estudi, Rambla de Sant Josep, Rambla dels Caputxins og Rambla de Santa Monica. Under Rambla'en løber den ældste del af byens undergrundsbane - påbegyndt som et beskæftigelsesarbejde under 1920'ernes militærdiktatur.

 

Font de Canaletes

 

 

 

 

 

Tilbage til La Rambla og ned til Carre Portaferrisa også kaldet "Rambla dels Estudis" for her lå det statslige universitet indtil det blev flyttet af Filippe V i 1714, da byen blev besat af  de kastillienske tropper og universitet blev flyttet til Cervera, og bygningerne indrettet til kaserne. Først i 1937 vendte universitetet tilbage til den centrale del af Barcelona.  I dette område finder man også Barcelonas fuglemarked Palau Moja.

 

* Church of Betlem

Kirken er bygget i det 17. og 18. årh.

 

Ude ad Carrer de Carme  kommer man til

 

* Hospital Santa Creu

Dette tidligere hospital blev anlagt i et gotisk klosteranlæg bygget i det det 15. og 16. årh. med et stort gårdanlæg. I dag huser bygningerne det catalanske bibliotek.

 

Strækningen mellem Carrer de Carme og Carrer de hospital kaldes Rambla de Sant Josep  el­ler Rambles de Flors, denne strækning siges at være kvintessensen af Barcelona. Begyndel­sen af denne strækning udgøres af

 

* Palau de la Virreina

Dette palads blev bygget som brudegave fra Perus spanske vicekonge til hustruen ved deres bryllup i 1770. (På kastilliansk hedder vicekonge virrey).

       

* La Boqueria

Dette er navnet på madelskernes paradis. Denne store jernkonstruktion blev opført i 1914 efter parisisk mønster. Her findes alt spiseligt til salg fra 5.30 til 20.00 hver dag dog und­tagen søndag. La Boqueria ligger i en sidegade til La Rambla. Det er en overdækket torvehal, som er bygget i 1800-tallet. Med sine grimme ståldragere og et beskidt tag af glas ligner stedet en nedslidt jernbanestation, men det er indkøbsstedet for Barcelonas husmødre. Der er frugt og frønt fra alle dele af Spanien. Fisk, muslinger og skaldyr fra Middel- og Atlanterhavet og alle slags slagtervarer hoveder, nyrer, hjerner, lever og testikler mm.

Inde i dette område er der adskillige barer hvor man udover drikkevarer kan få tapas af enhver slags, det er absolut værd at prøve.

 

Placa de La Boqueria er gadebelægningen i den centrale del i 1970 blevet udsmykket med et design af Miró. Efter pladsen længere ned mod havnen kan man se

 

* Gran teatre del Liceu

Bygningen blev opørt i 1846 på en gammel klostergrund. Dette teater var efter Milano Operaen, det næststørste europæiske operahus (4.000 pladser). Den blev ødelagt ved en brand i 1994 og er fortsat under restaurering. Trods en beskeden facade er Barcelonas opera en opvisning i rigdom. H. C. Andersen beskrev i 1862 det borgerlige liv i byen, og nævner at end ikke Paris kunne hamle op med hverken Barcelonas opera eller caféer i udsmykning, størrelse og elegance.

I Liceu blev der i 1893 begået et af de mest berømte bombeattentater under den langvarige og blodige "borgerkrig" (1891-1900) mellem anarkistiske arbejdere og borgerskabet. To kraftige bomber blev smidt fra de billige pladser på femte balkonsmidt ned i hovedet på det forsamlede borgerskab  til tonerne af Rossinis "Guillermo Tell". 

 

Overfor Teatre del Liceu finder man Cafè de l'Opera, der har eksisteret siden 1929. Efter Liceu begyn­der Rambla dels Caputxins. En afstikker ud ad Carrer Nou de la Rambles fører til

 

* Sant Pau del Camp

Denne lille kirke med tilhørende kloster blev grundlagt i det 10. århundrede uden for byens mure. Her er meget smuk klostergård.

 

* Palau Güell

Dette er bygget af Antonio Gaudi i 1889 for en rig tekstilfamilie Güell. I dag bruges huset til Museu del Teatre.

(Palau Güell er nærmere beskrevet i det senere afsnit om Antonio Gaudi.)

Hvis man Carrer Nou de la Rambles krydser Rambla'en finder man en af det indre Barcelonas smukkeste pladser.

 

* Placa Reial

Dette er et byfornyelsesprojekt fra 1840'erne, der skulle skabe luft i den tætte bykerne. Plad­sens form skyldes det kapucinerkloster, der lå her indtil tvangslukningen under det kortvarige liberalistiske styre 1820-1823. Opkøb og spekulation i eksproprieret klosterjord blev derefter en af borgerskabets måder til at opnå centrale, byggegrunde i byerne - og til at indgå i landaristokratiet som jordejere. Pladsens krummelurerige lygtepæle er Antonio Gaudi's svendestykke.

Pladsen er efter kraftige restaureringer i perioden 1981-1983 blevet et meget attraktivt tilholdssted med mange gamle butikker og ikke mindst et mangfoldigt for musik-og forlystelsesliv. På søndage er hele pladsen optaget af et marked for frimærker og mønter.

 

Længere nede af La Rambla finder man Placa Teatre, der haar fået navn efter byens første teater der blev bygget her i det 16. århundrede. På pladsen er der et mindesmærke for en Frederic Soler, der skal være grundlæggeren af de moderne catalonske teater. Dette har nu til huse i Teatre Principal.

Den nederste del af La Rambla hedder egentligt Rambla de Santa Monica en bred avenue uden træer.

 

* Santa Monica

Et kloster for Augustinerordenen oprettet i 1626. Nu er det indrettet til Centre d'Art San­ta Monica et kunst- og udstillingscentrum for vekslende udstillinger i stort europæisk format.

 

Overfor Santa Monica på den anden side af Rambla'en kan vi se endnu et palads.

 

* Palau March

Et bygningsværk fra 17-tallet, i dag er det sæde for et kulturdepardement.

 

Og turen ender her på  Placa del Portal de la Pau, hvor de spanske vicekongers palads tidligere lå (palæpladsen), nu ligger her handelsflådens navigationsskole og den gamle toldbygning fra 1790, der nu hedder Placio del Gobierno Civil. Og ude midt på pladsen står den store "Columbus-søjle".


 

18-03-2011 / ot