De religiøse motiver

-   Paradistabet

-   David

-   Judith og Holefernes

-   Jesusbarnet

-   Mariabilleder

-   Johannes Døberen

-   Lidelse og opstandelse

-   Dommedag

i

Kunstnernes religiøse motiver

Hele dette afsnit er stærkt inspireret af Birgitte Bechs bog:

"Kristendommens billeder - en symbolverden", der er udkommet på Forlaget Systime i 1981.

Kristendommen har på utallige måder præget den europæiske kultur. For at kunne orientere sig i den verden vi lever i, vore historiske forudsætninger, vores livsform og tænkemåde, kunst og litteratur er det nødvendigt, at vi ved besked med hvad kristendom er, dens oprindelse, egenart, udvikling og nutidige og historiske udtryksformer.

Omkring år 312 blev den romerske kejser Konstantin omvendt til kristendommen, da han i følge traditionen før det store slag ved Ponte Melvio havde en vision af et kors ledsaget af teksten "Ved dette tegn skal du sejre".

Konstantin blev overbevist om netop kristendommens evne til at holde sammen på det brogede kæmperige, selvom de kristne var en minoritet. Den kristne kirke manede til broderlighed og fredsommelighed. Desuden var Kristus skikkelsen, "livets lys" ikke alt for uforenelig med de Apollon solsymboler, kejseren tidligere havde knyttet sig til. Samtidig kunne kirken tilbyde en rigsideologi, hvor kejseren som kirkens gode leder fik status som Kristi tjener på jorden, Guds udvalgt redskab.

Kejseren afstod fra at være Gudekejser, men han blev til gengæld kejser af Guds nåde. Der blev så at sige byttet symboler til alles tilfredshed. Kejseren kunne hente legitimation for sit kejser kald hos Kristus, og Kristus kunne udstyres med kejserlige værdigheds tegn til gavn for kirkens prestige. Begge dele fremgår af kirkekunsten, som herefter fik økonomiske midler til rådighed. Kejserens og senere fyrstens magt og lykke begunstiges af Kristus, og Kristus og kirkens symboler fremtroner i fyrsteligt udstyr.

Sacre Grotta Vatticane:

Mosaik med Kristus som solgud/Apollon

Statue af Kejser Konstantin

I renæssancen søgte man bevidst bagom kirkens enhedskultur, søgte en fornyelse og genfødelse af den klassiskromerske kultur. På alle kulturområder i kunst, litteratur, filosofi, samfundssyn og naturvidenskab - betød renæssancen en omvurdering, der tog sit udgangspunkt i det nye individualistiske menneskesyn. Man have den fast tillid til menneskets evner og til menneskets grænseløse mulighed for i frihed at udfolde sig, samt en urokkelig tro på menneskets ret til at være sin egen herre, uafhængig af menneskelig og guddommelige autoriteter. Mennesket og ikke Gud skulle stå i centrum, at mennesket kun kunne frelses ved kirkens formidling blev stærkt anfægtet. Kirken mistede noget af sin autoritet, den enhedskultur, som den havde været garant for blev truet, men dette medførte ikke en afstandtagen fra den katolske kirke, kun fra kirkens formynderi.

Selv om det rige nye borgerskab og fyrsterne gik på opdagelse i antikkens kunst og litteratur, valgte kunstnerne fortsat motiver, der tog sit udgangspunkt i temaer fra bibelens gamle og nye testamente samt de apokryfe skrifter og legender. De apokryfe skrifter er en samling jødiske skrifter om fromme eller modige mennesker, hvis minde man holder højt i ære. De er ikke optaget i den kanon af 39 skrifter en samling jødiske, kristne lærde og skriftkloge i år 90 e. Kr. udvalgte til den jødiske bibel "Loven, Profeterne og skrifterne.

Som i den antikke kirke blev kirkeudsmykningen også efter 1400-tallet ofte en kristendomsundervisning i billeder, der opfyldte et behov for tilbedelse, skønhed og oplysning. De ca. 1100 sider i Det gamle testamente og de ca. 350 sider i Det ny testamente rummer så mange religiøse temaer, at der på ingen måde er plads til en beskrivelse eller en gennemgang på dette sted, da alle motiverne stort set optræder på den helt uoverskuelige mængde af billeder, der findes i kunstens Firenze.

Denne korte introduktion er udelukkende baseret på otte overordnede temaer, som de gennemgåede kunstnere i større eller mindre udstrækning har beskæftiget sig med. Der er ikke blevet plads til Moses, martyrerne, apostlenes gerninger, legenderne og underne, men der er mere end nok alligevel. I dette afsnit vil der blive nævnt kunstnere og værker, som ikke er omtalt i de foregående afsnit om kunstnerne, kirkerne og museerne, i de pågældende tilfælde vil der i fodnoter blive givet de nødvendige oplysninger eller henvisninger. I alle andre tilfælde vil en omtale af værket kunne findes i afsnittene Kunstens Firenze eller Kirkernes og musernes Firenze.

19. december 2009 / ot

Michelangelo: "Moses"

Detalje fra monumentet for pave Giulio II

S. Pietro in Vincoli, Rom