Byer i Toscana -
Lucca
* Tur1 i Lucca
|
Lucca - rigdom og hygge Lucca er beliggende 70 km vest for Firenze og 20 km øst for Pisa. Byen er en lille hyggelig by med omkring 90.000 indbyggere, den er centrum i en egn med produktion af olivenolie, silke og kunsthåndværk. Desuden findes metal- og bygningsindustri samt kemisk industri. Lucca ligger ved floden Serchio på en frugtbar slette i nærheden af det liguriske hav. Den er hovedstad i provinsen af samme navn. Indbyggerne beskriver Lucca som en ”sær” by, i stedet for knallerter og scootere i byen, kører luccheserne på cykel! Hvor resten af regionen er rød, er Lucca borgerlig! Byen regnes for en af de rigeste og mest konservative i Norditalien. Lucca er i mange henseender en usædvanlig by. Man opdager allerede byens originalitet, før man træder ind i den, for ingen anden italiensk by af denne størrelse har stadig helt intakte forsvarsmure. Og Luccas befæstningsmure er i sandhed imponerende. Deres nuværende skikkelse går tilbage til perioden fra 1505 til 1645, og deres 4,1 km store cirkel brydes kun få steder af de gamle porte. I dag bruges voldene som rekreativt område, så folk promenerer, løber og cykler her i skyggen af de slanke popler, der flankerer grusvejen hele turen rundt. Byen bliver ikke som Pisa totalt invaderet af turister, men den rektangulære romerske byplan der udgør byens centrum rummer antikke levn, store romanske kirker med søjleprydede marmorfacader, et væld af fine bygninger fra forskellige perioder og ikke mindst hyggelige gader og små torve. |
Udsigt over Lucca
|
Byen var hjemsted for komponisterne F. Geminiani, A. Catalani, L. Boccherini
og G. Puccini og tiltrækker årlig et stort antal turister til musikfestivaler.
Her
er også flere kunstudstillinger, såvel permanente som tidsbegrænsede,
hvoraf nogle ofte finder sted i en af byens flere inaktive kirker.
16. marts 2010 / ot |