Ss. Giovanni e Reparata

Ss. Giovanni e Reparata (*)

Den nuværende kirke er fra 1100-tallet, facaden er dog fra 1500-tallet, men her har man bevaret de oprindelige portaler fra 1187.

Kirken er bygget ovenpå en gammel lombardisk kirke, som indtil engang i 700-tallet fungerede som Luccas domkirke. Denne kirke var viet til S. Reparata, Firenzes første skytshelgen. S. Reparata er igen bygget oven på et romersk tempel fra år 400, og under dette tempel er der funder flere romerske huse. I alt er der fundet fem historiske lag under den nuværende kirke. Kirkens ydre blev rekonstrueret i 1622, og kun hovedindgangen og en del af sydfacaden er bevaret.

Indenfor er kirkerummet opdelt i treskibe adskilt af antikke søjler med romanske kapitæler. I venstre side af tværskibet kommer man ind til ”battistero” (dåbskapellet), der blev ombygget i slutningen af 1300 tallet og forsynet med en meget smuk kuppel.

I dag anvendes kirken til mere verdslige formål som fx. Kunstudstillinger og koncerter.

Fortsætter man højre om Ss. Giovanni e Reparata kommer man straks frem til Piazza S. Martino med byens domkirke.

Duomo, S. Martino (**)

Opførelsen af San Martino blev påbegyndt i 1063 under biskop Anselm - den senere pave Alexander II. I dag er kun det store apsis med de høje søjler samt det fine klokketårn bevaret. Facaderne mod vest og nord blev påbegyndt i 1204 af Guido Bigarelli af Como kaldet "Guidetto" (han har også udført døbefonden i battistero ved domkirken i Pisa).

Vestfacaden er asymmetrisk, hvilket er enestående i kirkebyggeriets historie, dette skyldes efter al sandsynlighed, et tilpasningsproblem i forhold til det eksisterende klokketårn. Her blev kirken udvidet med en forhal (Portico) med tre store arkadebuer af forskellig størrelse. Over porticoen består facaden af tre loggiaer over hinanden udsmykket med marmorsøjler. Hver søjle er udsmykket med varierende figurer: Relieffet med drager, løver, menneskelige figurer og geometriske mønstre i sort og hvidt marmor. Facaden støder i højre side op til det oprindelige klokketårn. Det gamle teglstenstårn får også sit særpræg ved, at der ovenpå er bygget to ekstra etager i marmor, for at campanilen skulle ligne kirkens facade en smule.

S. Martino, duomo

Lucca

"S. Martino a cavallo e il mendico"

facaden på Duomo, Lucca

Forhallen blev i 1233-57 udsmykket af lombardiske billedhuggere.

Den højre portal: Lunetten - ”Decapitazione di S. Regolo” og på arkitraven ”S. Regolo disputa con i Goti ariani”.

Den centrale portal: Lunetten - ”Christo ascendente tra due angeli” og på arkitraven ”Maria e apostoli”.

Den venstre portal: Lunetten - ”Deposizione” og på arkitraven ”L’Annunciazione, la Natività og l’Adorazine dei Magi”. Udsmykningen tillægges Nicola Pisano.  

Mellem indgangsdørene er der fire relieffer med historier om S. Martino og andre om de 12 måneder.

Indenfor er kirkerummet en harmonisk romansk treskibet korskirke i gotisk stil med et to-skibet tværskib. Kirken rummer mange herligheder, så her skal kun nævnes nogle enkelte.

* Gulvet i det centrale skib. Matteo Cicitali: ”Giudizio di Salomone” (1498)

Antifacaden til venstre for de centrale døre:

”S. Martino a cavallo e il mendico”.

En marmorgruppe formentlig udført af en kunstner fra Pisa i 1200-tallet. Den var tidligere opsat på yderfacaden. Dette er en af de mest iøjefaldende  rytter figuer fra det middelalderlige Italien. Værket er fra omkring 1240. Særdeles livagtigt er tiggerens holdning fremhævet af den let bøjede benstilling og den bøjede ryg. Den udtrykker på én gang ydmyghed og højagtelse for den ædle rytter.

S. Martino, den venstre portal

Domenico Ghirdaio: "Madonna e Santi"

S. Martino, Lucca

Højre sideskib,

* 2. alter: Federico Zuccari: ”Adorazione dei Magi”

* 3. alter: Tintoretto: ”Ultima Cena” (1590)

Højre side, sakrestiet:

* Domenico Ghirlandaio: ”Madonna e Santi”

* Jacopo della Quercia: Monumento funebre di Ilaria del Carretto (**) (1408).

Dette er kirkens hovedattraktion og betragtes som et af Jacopo della Quercias della Quercia's hovedværker. En meget smuk og ren skulptur af den sovende kvinde i silkeglat carrara-marmor. Ilaria del Carretto døde i 1405 som 26-årig under fødsel af sit andet barn. Hun var hustru til Paolo Guinigi, den lokale hersker. Den døde kvinde ligger med hænderne foldet over sin svangre mave. En hund, symbolet på troskab, kigger op på sin herskerinde. Monumentet fra 1408 er måske det første af Jacopo della Quercia af Sienas værker, og det viser tydeligt den frembrydende renæssance. Graven blev delvist ødelagt i 1430 efter Guinigis fordrivelse.

Højre side af presbitorio. Matteo Civitali: ”Altare S. Regolo” (1484)

Vinduerne I apsis udført af Panolfo di Ugolino da Pisa (1485)

Venstre tværskib: Jacopo della Quercia: ”S. Giovanni Battista” (1410)

Venstre tværskib, sidste kapel. Fra Bartolomeo: ”Madonna e Santi (1509)

Jacopo della Quercia:

"Monumento funebre di Ilaria del Carretto"

Matteo Civitali: ”Altare S. Regolo”

S. Martino, Lucca

Venstre sideskib. Tempietto del Volto Santo.

Kapellet blev bygget i 1484 af Matteo Civitali (1436-1501).

I kapellet opbevares byens mest dyrebare relikvie, et krucifix i cedertræ. Ifølge legenden er dette krucifix udskåret af Nikodemus, der var farisæer, en af de skriftkloge og medlem af det jødiske råd. Han kom til Jesus om natten for at høre mere om hans lære. Da ypperstepræsterne og farisæerne vil pågribe Jesus, lægger han sig imellem og tager Jesus i forsvar. Efter korsfæstelsen hjalp han Josef af Arimatæa med at forberede Jesu lig til begravelsen. Krucifixet bærer det såkaldte "hellige ansigt", "Volto Santo", idet det antages at være identisk med frelserens ansigtstræk. Nikodemus, som var i tvivl om, hvorvidt han var i stand til at gengive Frelserens ansigt tilstrækkelig godt, bad Gud om hjælp, og da han vågnede om morgenen, var ansigtet færdigt. Efter Nikodemus' død blev krucifixet gemt i en hule i flere hundrede år af frygt for eventuel forfølgelse fra jøderne.

Mere videnskabeligt indstillede vil nok hævde, at figuren er en kopi fra det 13. årh. af en kopi fra det 11. årh. af en original fra det 8. årh.

Det blev fundet af biskop Gualfredo under en pilgrimsrejse, idet dets placering blev afsløret for ham i en drøm. Biskoppen satte krucifixet på et skib og lod det sejle afsted uden besætning, og skulpturen kom til Italien af egen kraft og vilje i 782, og så snart den var kommet i land fortsatte den, stadig styret af den guddommelige vilje, i en oksekærre til Lucca. Figuren havde en uvurderlig betydning i Middelalderen: den engelske konge William Rufus svor normalt ved den (“per sanctum vultum de Lucca") og i Frankrig opstod et helgennavn, Saint Vaudeluc, ved en fordrejning af det franske navn Saint Vault de Lucques.

Hvert år den 13. september går en procession med ærkebiskoppen, præster og byens verdslige ledere samt hele byens befolkning gennem gaderne i Lucca bærende tusindvis af lys. Mange grupper er iført historiske kostumer. Processionen følger den rute, som krucifixet blev båret, da det blev flyttet fra San Frediano kirken til San Martino domkirken.

Volto Santo, S. Martino

Piazza Antelminelli

Til venstre for Duomo på Piazza Antelminelli finder man i et palads fra 1400-tallet

Museo della Cattedrale.

Åbent alle dage fra 10.00 – 15.00.

Her findes skatkamrene fra såvel Duomo som Ss. Giovanni e Raparata og adskillige kunstværker

* Jacopo della Quercia: ”Apostel”

*  Matteo Civitali: ”S. Giovanni decollato”

Fra Museo della Cattedrale krydses der skråt over pladsen mod det store posthus til Via Battistero, hvor der holdes til højre. Ved Via Arcivescovile holdes igen til højre og kort efter til venstre til Via delle Rosa, hvor der holdes til højre til næste kirke, der stort set ligger bagved domkirkens apsis.

S. Maria della Rosa

Kirken er bygget ovenpå eller ind i den gamle romerske bymur.

Fra kirken tilbage ad Via Arcivescovile, der ved Via S. Croce går over i Via Guinigi, der følges ud til Case dei Guinigi.

Case dei Guinigi

Oprindelig var der omkring 130 tårne i Lucca - i dag kun 2 tilbage. Torre Guinigi i Via San Andrea er en del af Palazzo Guinigi, som tilhørte datidens mægtigste familie. Tårnet, som er tilføjet engang i 1400-tallet, er bemærkelsesværdigt ved, at der vokser egetræer (7 stk) på toppen af det. Vi havde ikke kræfter til at klatre op nogen af tårnene (3½ Euro, 44 meter og 230 trin op i Torre Guinigi), men udsigten over Lucca og omegn skulle være betagende. Bla. er der et godt kig til den ovale Piazza Anfiteatro, som vi var på vej til. En legende fortæller, at Ilaria Guinigi plantede træerne til minde om sin elskede mand. En anden legende vil vide, at træerne er selvsåede.

La Torre Guinigi

Piazza Salvatore med fontænen "La Puporona"

Lidt længere fremme af Via Guinigi, ligger en anden lille kirke

Ss. Simone e Giuda

En lille kirke fra 1200-tallet med en enkelt facade i sten og tre indgangsportaler i græsk marmor.

Tilbage til Case dei Guinigi, hvor der holdes til højre ad Via S. Andrea, der følges forbi S. Andrea, hen til Piazza del Salvatore.

Piazza del Salvatore

Pladsen omgives af Torre del Veglio og kirken S. Salvatore og Misericordia. Kirkens facade er meget enkel, over den højre indgangsportal er der på arkitraven et relief udført af pisaneren Biduino. På pladsen står nyklassisistisk fontæne ”La Puporona” udført af Lorenzo Nottolini.

Piazza S. Michele

Piazza San Michele er byens centrale torv, anlagt oven på det antikke romerske forum (foro). Pladsen er omgivet af arkader med mondæne modeforerretninger og konditorier. Ved Via di Poggio, kan man besøge Casa natale di Giacomo Puccini, i den sydlige side (hjørnet ved Via Vittorio Veneto) ligger Palazzo Pretorio, men ellers er det S. Michele i Foro, der dominerer billedet.

Palazzo Pretorio

Byggeriet blev påbegyndt i 1494 efter tegninger af Matteo Civitali og afsluttet i 1588, da Vincenzo Civitali udvidede paladset med en stor ”portico” søjlegang med fire portaler.

Palazzo Pretorio

Piazza S. Michele, Lucca

S. Michele i foro

Bygningen af kirken blev påbegyndt i 1070, på trods af en byggeperiode på mere end 200 år nåede den romanske basilika S. Michele in Foro aldrig den oprindeligt planlagte højde. Derfor er marmorfacaden i vest med kolossalstatuen af ærkeenglen Michael så meget højere end midterskibet og det høje sideskib. Facaden er typisk for den pisansk-lucchesiske arkitektur med den nederste etage er opdelt ved hjælp af buearkader og søjler der bærer de fire etagers gallerier opdelt af skulpterede søjleskafter, kapitæler oog konsoller. Det er Guidetto da Comos værksted, der har stået for arbejdet. Øverst oppe står ærkeenglen Mikael, flankeret af to mindre engle.

Udenfor bør man også bemærke den robuste kampanile, der er udsmykket med smalle arkader og bagved den smukke apsisbue.

Indenfor er rummet opdelt i tre skibe adskilt af søjler med romanske kapitæler.

Kontrafacaden:

* Matteo Civitali: ”Madonna og Barn” (1484)

Højre sideskib, 1. alter

·         Andrea della Robbia: ”Madonna og barn”. Udført i terracotta

Højre tværskib

·         Filippino Lippi: ”Quattro Santi” (Hieronymus, Sebastian, Roch og Helena).

Fra kirken går man til venstre og drejer til højre ad Via S. Paolino hen til kirken af samme navn.

S. Paolino

Kirken blev påbegyndt i 1522 efter tegninger af Baccio da Montelupo og regnes for en Luccas eneste renæssancekirker.

Indenfor er kirkerummet stærkt inspireret af Brunnelschi.

• Nicolao Civitali har udført de to vievandskar

I kapellet til venstre for presitoriet opbevares resterne af Luccas skytshelgens knogler. Måske er kirken mest berømt for, at her arbejdede Puccini som organist.

Fra kirken fortsættes der videre ud af Via S. Paolino til Via G. Tassi, hvor der holdes til højre hen til nationalgalleriet.

Palazzo Mansi - Pinacoteca Nazionale

Det udadtil enkle bypalads fra 1600-tallet lod familien Mansi ombygge 100 år senere, hvor det indre blev udstyret på prangende måde – med en eksklusiv balsal og et luksuriøst brudegemak.

I dag huser Palazzo Mansi Pinacotteca Nazionale. Centrale værker er det venezianske maleri fra 1500-tallet samt det flamske og florentinske maleri fra 1700-tallet. Størstedelen var en gave fra storhertug Leopold II til byen Lucca i anledningen af dens indlemmelse i storhertugdømmet Toscana.

• Pontormo: ”Portræt af en ung mand”.

Ifølge Vasari er det et naturtro portræt af den unge Alessandro de’Medici, en uægte søn af pave Clemente VII (Medici) og cirka 13 år, da billedet blev malet. Alessandro blev som tyrannisk hersker af Firenze myrdet af sin fætter i 1537.

Fra Palazzo Manzi går man tilbage af Via G. Tassi, krydser Via S. Paolino og fortsætter til Via Vitt. Emanuele, der krydses og efter Piazza Maggiore holdes der til venstre.

S. Romano

Denne domenikanerkirke blev 1200-tallet på resterne af et gammelt oratorium. Facaden har spor af den gotiske struktur og en flot apsis fra 1373. Det indre er ombygget i 1661. Hovedalteret og graven for S. Romano er bygget af Matteo Civittali.

Venstre om kirken og til højre ad Via Vitt. Emanuele og lige efter ind til venstre.

S. Alessandro

Et eksempel på den romanske-lucchesiske arkitektur fra 11-1200-tallet. Marmorfacade.

Tilbage til Via Vitt. Veneto, hvor der fortsættes til Piazza Napoleone.