* Tur1 i Lucca
Noter til historien
Ligurer og etrusker slog sig ned i dette område på sletten ved floden Serchio, hvor man har påvist bebyggelser fra det 3. årh. fKr. med navnet ”luk” (etruskisk for sump). Området blev overtaget af romerne i 177 fKr. som militærlejr ved knudepunktet mellem de vigtige romerske veje Via Cassia og Via Aurelia, der forbandt Rom med Gallien og Spanien. Byen fik i år 89 fKr borgerrettigheder som et ”municipium”. Militærbyens skakbrætsagtige gadeforløb kan fortsat ses i nutidens gadebillede. Hovedaksen i nord-syd retningen (Cardo) udgøres i dag af Via Beccheria og Via del Moro, den øst-vestlige akse (decumanus) udgøres af Via San Paolino og Via Santa Croce. Cardo og Decumanus skar hinanden på forum i dag Piazza San Michele. Uden for bymuren lå amfiteateret.
Cæsar, Pompejus og Crassus mødtes her i år 56 fKr. for at forlænge deres alliance ”triumviratet” med yderligere fem år. Næsten 200 senatorer samt guvernører fra Sardinien og Spanien kom til Lucca for at tale med Cæsar. Det blev aftalt, at Pompejus og Crassus skulle være konsuler i det følgende år, samt at Cæcar fik forlænget sit styre over Gallien i yderligere fem år.
Allerede i år 47 kom kristendommen til Lucca med biskop Paulinas, en af Peters disciple. Det er en almindelig antagelse, at Lucca var den første italienske by til at konvertere til kristendommen.
I 568 valgte longobarder høvdingen Tuscia Lucca som deres hertugsæde, da byen havde den bedste forbindelsesvej til den longobardiske hovedstad Pavia. Også under Frankerne forblev byen centrum i Tuscia, hvor beliggenheden ved Via Francigena og søhandelen (via havnen i Pisa) hjalp det økonomiske opsving på vej.
