Firenze

Ture i byen

Tekst

 

* Tur 1

(En oversigtstur)

* Tur 3

(Fra S. Croce til Loggia Mercato)

* Tur 4

(Fra ponte Vecchio til S. Maria Novella)

* Tur 5

(Den store Medici-tur)

* Tur 6

(Program for en kunsttur)

* Tur 7

(Program for en éndags-tur)

* Tur 8

(En tur til Fiesole)

 

Tur 2

Fra Ponte Vecchio Til Duomo

 

Ponte Vecchio

Dette er byens ældste og mest berømte bro, der fører over Arno på det smalleste sted. Broens historie fører tilbage til romertiden, hvor der i år 123 blev skrevet om, at den første træbro skulle erstat­tes af en stenbro. Fra det 13. årh. var der indrettet slagterboder på broen, så det var muligt at få alt affaldet smidt direkte i floden. Slagterboderne blev i 1593 erstattet af fine guld- og sølvsmedeforretninger, da Giorgio Vasari byggede den lukkede korridor, der løber ovenpå butikkerne og forbinder Palazzo Pitti med det gamle regentsæde Palazzo Vecchio. I den forbindelse ønskede hertug Ferdinando I ikke "beskidte og ildelugtende" forretninger på sin vej fra Uffizi til Palazzo Pitti. I dag har de små guld - og sølvsmedeforretninger på trods af deres uanseelige størrelse og udseende et varesortiment, der er i absolut topklasse og det samme gælder priserne. Når dette så er sagt skal det også bemærkes, at man absolut ikke bliver snydt på kvaliteten.

Fra broens højeste punkt kan man opleve de smukkeste solned­gange over floden, men på dette tidspunkt har forretninger som regel lukket.

 

Ponte Vecchio

 

Palazzo Vecchio

På den anden side af broen fortsættes ligeud ad VIA S. MARIA til VIA VACCHERECCIA, hvor der drejes til højre ind til Firenzes centrum

 

PIAZZA SIGNORA.

Mange finder, at begyndelsen og slutningen på en Firenzetur skal være et bar-besøg på PIAZZA della SIGNORA, hvor man siddende kan nyde det næsten tusinde år gamle centrum i Firenze. Dette vil altid være en oplevelse, men det vil også være de dyreste drinks man kan opdrive i byen, men hvor er der lejlighed til at drikke en campari med udsigt til PALAZZO VECCHIO.

 

Med eller uden bar- eller cafébesøg kan man på pladsen se mange af Firenzes herligheder:

 

PALAZZO VECCHIO          

Det blev bygget fra 1299 og udbygget indtil 1588. Tårnet blev færdiggjort i 1302. Paladset var hovedsædet for byens styre indtil storher­tugerne flyttede til Palazzo Pitti i 1559. I 1865-71 medens Firenze var hovedstad i det nysamlede Italien, var Palazzo Vecchio hovedsædet for det italienske parlament. Fra 1872 har det været kommunens hovedsæde.

Statuerne foran Palazzo Vecchio er:

Michelangelo: "David",

Donatello: "Judith og Holefernes" og

Bandinelli: "Herkules dræber Cacus"

(Michelangelo og Donatello er nærmere omtalt i afsnittet KUNSTNERNES FIRENZE. Bandinelli, Bortolomeo (1488-1560) var florentinsk billedhugger der har udført flere værker rundt om i byen).

Foran paladset på pladsen nedenfor statuen af "Judith og Holefernes" er der en mindeplade for det sted, hvor munken Savonarola blev brændt i 1498, efter at han havde været udsat for tortur inde i paladset.

 

LOGGIA DEI LANZI           

Den tredobbelte arkade i gotisk stil er bygget 1376 - 81. Navnet DEI LANZI kommer af, at loggia'en var tilholdssted for mediciernes schweiziske livgarde. Nu er det udstil­lingssted for en række statuer og skulpturer, hvoraf Cellini'sstatue af Perseus med Medusa's afhuggede hoved er det mest kendte.

(Benvenuto Cellini (1500-1571) florentinsk guldsmed og billedhugger. Perseus er fra 1545-54).

Benvenuto Cellini: Perseus med Medusas hoved

 

Ammannatti: Fontana Nettuno

Piazza del Signora

 

NEPTUNFONTÆNEN

Den blev bygget af Ammannati omkring 1571-75. Det er en ret så kedelig fontæne for denne smukke plads.

(Bartholomeo Ammannati (1511-92) arkitekt og billedhugger, han var sammen med Vasari den florentinske manierismes førende kunstner).

 

RYTTERSTATUEN AF STORHERTUG COSIMO I

Udført af Giambologna i perioden 1587-95.

(Giambologna kunstnernavn for Jeann Boulogne (1529-1608) var flamsk billedhugger, der især var virksom i Firenze; hans stærk bevægede monumentalgrupper regnes for manierismens bedste skulpturere. Udover Rytterstatuen af Cosimo er hans mest kendte værk, den regnes for værende blandt top 10 blandt verdens rytterstatuer. Hans værk "Sabinerindernes rov" fra 1583, kan ses i Loggia dei Lanzi).

 

På en tur rundt på pladsen kan man på østsiden i nr. 10 se Handelskammeret fra 1359, og på nordsiden finder man Palazzo Uguccioni fra 1549 i nr. 7. Mellem loggia'en og Pal.Vecchio kommer man så til et af Europas/ Verdens største og bedste kunstmuseer - Mediciernes

 

PALAZZO DEGLI UFFIZI

Dette "kontorpalads" blev påbegyndt i 1559 efter Vasari's planer. Her lå storhertugdømmet Toscana's vigtigste ministerier i forbindelse med rådhuset Palazzo Vecchio. Men allerede fra 1581 samlede man en del af hertug Francesco's kunstsamling i den øverste etage, og siden blev dette galleri udbygget af forskellige medlemmer af Medici-familien.

Giambologna: Il ratto di Sabine

Loggia dei Lanzi

 

Agnolo Bronzino: Ritratto di Eleonora da Toledo

Galleria degli Uffizi - sal 18

Her samlet et mageløst udsnit af verdenskunstens store mestre. Museet er urimeligt stort, så det er ikke noget for mindre/større børn og unge, for der kan meget let bruges flere timer før en kunstinteresseret voksen er færdig med at falde i staver.

Skulle man på sin tur gennem verdenskunsten blive tørstig eller sulten, så er der hjælp at hente i en bar helt ude ovenpå Loggia dei Lanzi, og her kan de værste problemer løses dog for en rimelig overpris.

(I afsnittet KIRKERNES OG MUSEERNES FIRENZE, er der et forslag til hvilke værker, man bør se på en hurtig tur gennem verdenskunsten).

 

Hvad enten man nu besøger Uffizi eller ej, så er der på pladsen for enden af den snævre VIA CASTELLANI, der løber mellem Palazzo Vecchio og Uffizerne en særdeles god bar, hvor man kan få et køligt glas vin og en panini med salsicie (brød og pølse) eller endnu bedre en crostini (brød med gåseleverposteg).

 

Fra PIAZZA DELLA SIGNORA kan man komme til DUOMO; S.MARIA delle FIORE på flere måder, men denne gang vælges den direkte og hurtigste ad VIA DE'CALZAIOLI. I denne gade kommer man forbi nogle af byens/Italiens største, flotteste mode- og skoforretninger.

Omkring 100 meter nede i gaden på venstre side ligger

 

Andrea del Sarto: "Madonna del arpie"

Galleria degli Uffizi - sal 26

 

Or San Michele

OR SAN MICHELE.

Dette tidligere kornmagasin blev indrettet som kirke i 1337-50, samtidig med at man bevarede den øverste etage som kornlager. Udsmykningen af kirken blev overladt til de forskellige håndværkerlaug, der fik datiden største kunstnere som Donatello, Ghiberti og Verrochio til at fremstille skulpturer af laugenes skytshelgener til de udvendige nicher. Kirken er noget dunkel, men det bør ikke forhindrer nogen gæst i at beundre Orcagna's marmoralter, der er udsmykket med terracotta. Denne udsmykning er udført af Luca Della Robbia.

(Luca della Robbia er omtalt i afsnittet KUNSTNERNES FIRENZE. Andrea Orcagna (1308-68) var maler, billedhugger og arkitekt, marmortaber­naklet er fra 1348-59 og regnes for hans skulpturelle hovedværk. I Santa Maria Novella har han malet altertavlen i Strozzi-kapellet).

 

Fra uldvævernes palads bagved Or San Michele er det muligt at komme op i de tidligere lagerrum ovenpå kirken, hvor der nu er indrettet et pragtfuldt museum med de originale restaurerede statuer fra kirkens facader. Efter et smut ind i og rundt om kirken for at se de smukke, berømte statuer fortsættes forbi de smukke butikker i VIA DE'CALZAIOLI, det går ikke stærkt for der er mange fristende vinduer, men efter 200 meter kommer man så forbi

 

LOGGIA DEL BIGALLO.

Denne beskedne loggia blev bygget i 1351-1358 af Firenzes ældste velgørende broderskab Compagnia della Vergine Santa Maria i tilknytning til deres hospital for fattige og trængende børn.

Casa di Lana (Uldvævernes palads)

Loggia del Biggallo; Piazza Duomo

 

Og så er man på PIAZZA DEL DUOMO med den overdådige konditorkage i hvidt og grøn/sort marmor. Alt er blændende og storslået når man kommer fra den relativ snævre gade og ud i denne eksplosive marmoroplevelse, der omfatter tre dele - et dåbskapel, et klokketårn og en stor kirke med en imponerende kuppel. Til venstre ligger så det ottekantede

 

BATTISTERO S. GIOVANNI.

Dåbskappellet er en af Firenzes ældste bygninger, den er opført i 1059-1150. Her skal man koncentrere sig om de tre sæt broncedøre, de nærmeste Loggia dell Bigallo er udført af Pisano i 1330-1336, modsat finde man det første af Ghiberti's døre fra 1403-1424 og endelig er der "Paradisportene" ind mod kirkens facade, der også er udført af Ghiberti i perioden 1426-1452.

På Paradisportene er der 10 felter med broncerelieffer, hvor Ghiberti gengiver nogle hovedbegivenheder i det gamle testamente. Kunstneren har her skabt nogle utrolige rumvirkninger, der giver et helhedsindtryk som var det et maleri.

Når man er færdig med at falde i staver over de tre sæt fantastiske bronchedøre, skal man kigge indenfor i dåbskappellet, og se det fantastiske mosaikudsmykket loft fra 1300-tallet. Motiverne er den himmelske Kristus og Dommedag. Donatellos berømte gravmæle for modpaven Johannes XXIII.

 

S. MARIA DEL FIORE, DUOMO.

Domkirken blev påbegyndt under ledelse af Arnolfo di Cambio,i fra 1296 indtil hovedskibet var færdigt i 1368 og kuplen med lanterne blev bygget under ledelse af Filippo Brunnelleschi i perioden 1418-1466.

 

Piazza del Duomo

 

Andrea del Castagno: Niccolo da Tolentino (1456)

Alt ved domkirken er udvendigt og arkitektur, man skal dog ikke falde i svime over facaden, der er opført 1871-1887.

Inde i kirken finder man udover gravmælet for Brunelleschi, værker af Uccello, Castagno, Luca della Robbia og Ghiberti.

Udover kunstværkerne finder man også trappen, der fører op til lanternen ovenpå kuplen. Turen op fører på et sted langs kuplens inderside på en smal balkon, har man tendens til angst for store åbne rum, skal turen frarådes. Der er meget langt ned. Alle andre bør hvis det er fysisk muligt tage turen op, ikke af hensyn til den pragtfulde udsigt over byen, men alene for på nært hold at se dette arkitekturens absolutte mesterværk.

 

Efter denne lufttur skal der dvæles lidt ved den 85 meter høje slanke gotiske

 

CAMPANILE.

Campanilen blev opført efter tegninger af Giotto omkring 1337. I nicherne her kan man se kopier af seksten statuer af profeter oprindelige udført af Donatello.

 

Turen fortsætter rundt om campanilen og kirken til bagsiden, hvor man overfor apsisrundingen finder et af Firenzes smukkeste og vigtigste muséer

 

MUSEO dell' Opera di DUOMO.

Her har man placeret mange af de vigtigste kunstværker fra Battistero og Duomo.

På første sal kan man se Donatellos fantastiske træstatue af Maria Magdalena, sangertribunen fra Duomo, og de originale restaurerede statuer fra Campanilen.

 

Uccello: Fresken "Condottiere Hawkwood"

S. Maria del Fiore

Donatello: Maddalena

Museo dell'Opera del Duomo

Og skulle man ikke allerede være træt af Brunelleschis kuppel, er der arrangeret en udstilling i stuen med konstruktionstegninger og de værktøjer der blev anvendt ved konstruktionen. Skulle disse ting ikke være nok, er der Michelangelos "Pieta" og Luca della Robbias sangertribune. Selv om en grund skulle være nok, så er der her mange gode grunde til at aflægge et besøg værd selv om der skal betales entre.

 

Så har man vist for en kortere periode fået nok af kultur. Skulle tiden være inde til spisning eller en forfriskning ligger der ved domkirkemuseet på det venstre hjørne, hvor VIA DEL PROCONSOLO munder ud i pladsen, en af Firenzes mange gode barer. Denne er kendt for sine særdeles gode "tramizzini" med flere slags fyld, specielt kan anbefales dem med artiskokhjerter.

 

Skulle tiden være inde for frokost eller middag, så findes der mange restauranter i kvarteret mellem PALAZZO VECCHIO og DUOMO, men de er præget af lidt for mange turister, hvad angår priser, kvalitet og indretning. Så hvis man har lyst til at finde det gode, der måske er i nærheden så er her et par forslag:

* Gå fra domkirkepladsen ud ad VIA DELL ORINOLO, hvor den møder VIA S. EGIDIO, drejes der tilhøjre ind i en arkade ved en bar (den er forøvrigt ganske god, hvor man kan sidde uden tillæg), herinde i arkaden på venstre side er der et pragtfuld sted, hvor der serveres gode brød med stegt vildsvin og skinke samt gode vine. På den anden side af arkaden er der en lille plads, hvor der på højre og venstre side finde gode og billige spisesteder.

 

* I den anden retning langs domkirken forbi campanilen og ud ad VIA DI'PECON helt frem til PIAZZA ANTINORI, hvor der drejes til venstre frem til PALAZZO STROZZI, hvor der drejes til højre ad VIA DELLE SPADA. Hvor denne deler sig ligger på venstre side det gode TRATTORIA MARIONE i nr. 27. Her er der et godt spisekort, hvor stort set alle ønsker kan opfyldes til en rimelig pris.

 

Michelangelo: Pietá Scalata

 

 

(På siderne SPISE-OG DRIKKESTEDER I FIRENZE er de nævnte billige restauranter omtalt som nr. 23 og 24, frokoststederne i porten er nr. 25 og 26, og den efterfølgende Trattoria Marione er omtalt som nr. 6).

Selv om begge ture lyder som længere vandringer, så er der kun tale om ca. 700 meter i hver retning og et fint måltid mad er altid en omvej værd, som de siger hos Michelin.


 

         

21. august 2009 / ot