Toscana - Siena

Ture i Byen

Tekst

 

*Tur1.

(Piazza del Campo og Terzo S. Martino)

* Tur2.

(Duomo og Terzo Citta)

* Tur3

(Fra S. Domenico til S. Francesco)

* Tur4

(Terzo Camollia og Forte S.Barbara)

*

* Spis og drik i Siena

* Noter til historien

* Kunstnerne i Siena

 

Tur 4

 Terzo Camollia og Forte S. Barbara

 

Adskillige rejsende vil påstå, at de uden besvær har "gjort" Siena og dens seværdigheder på en dag, men der er selvfølgelig langt mere i Siena end en dags ophold eller fire spadsereture med seværdigheder.  TERZO CAMOLLIA er det område i byen, der har de færreste "store" seværdigheder, men til gengæld er det et udmærket område for at opleve Siena, uden for turistens slagne vej. Endnu engang kan det starte på Piazza Matteotti og en tur hen til PIAZZA SALIMBENI og lige efter til venstre ned i VIA DEI ROSSI. Her drejes der til venstre ad VIA DELL'ABBADIA, der fører forbi PIAZZA ABBADIA med kirken S. DONATO. Fortsæt ud ad VIA DELL'ABBADIA og drej til højre i VIA DI VALLEROZZI.

 

Sløjfe:

Hvis man følger VIA DI VALLEROZZI helt ud kommer man til Porta d'Ovile, der blev bygget 1471. Uden for denne port nede af skrænten finder man Fonte d'Ovile bygget i 1247. En meget smuk, men anstrengende tur op og ned i gadenettet.

 

Hvis man ikke er til så meget gang kan man dreje til venstre i VIA DI VALLEROZZI ved PIAZZETTA FILICI, hvor man finder et andet vandreservoir

 

* Fonte Nuova d'Ovile

Denne blev bygget omkring 1298 og er et fremragende eksempel på sienesisk murstensarkitektur.

 

Indgangen til Via dei Rossi

Fonte Nuova d'Ovile

 

Pladsen med FONTE NUOVA D'OVILE forlades ad VIA BORGO FRANCO, der fører direkte ud til VIA DELLE STUFACETTA, hvor der drejes til højre. Gaden følges frem til VIA GARIBALDI, hvor man går lige over til VIA UMILIATI, der følges mod venstre ned til VIA CAMOLLIA, igen til højre og lige efter til højre ad VIA CAMPANSI et lille stykke, hvorefter der holdes til venstre ad VIA PIGNATELLO og så er det lige frem indtil man når

 

* Porta Camollia

Porten er genopbygget i 1604 efter at den blev ødelagt under den  spanske belejring i 1554-1555, hvorefter byen måtte overgive sig til Firenze. Ved genopbygningen blev porten på ydersiden forsynet med indskriften "Cor Magis Tibi Sena Pandit" (Siena åbner mere sit hjerte end sine porte).

 

Herfra vender man tilbage mod byen ad VIA CAMOLLIA, ved VIA FONTEGIUSTA drejes der til højre ned i en lille gade mod

 

* S. Fontegiusta.

Kirken blev opført 1482-1484. I kirkens centrum står hovedalteret "il Marriana" udført i 1509 af Lorenzo Marrina.

På den venstre sidevæg

- Baldassare Perruzzi: "Sibyllen der fortæller om kejser August' efterfølger" (1528).

 

Venstre om kirken finder man en "viccolo", der fører frem til VIA DEL ROMITORIO, der fører direkte op til pladsen LA LIZZA, hvor man kan gå gennem parken eller langs VIALE MACCARI CESARE ud til

 

Porta Camollia

Medici-våbenmærke på Fortezza

 

* Fortezza Medicea

Dette store fæstningsanlæg blev opført af Cosimo I Medici efter at Siena havde overgivet sig til Firenze i 1556. På fortets hjørner ses det prangende Medici-våben.

 

Efter en tur rundt i fæstningen vender man tilbage til VIALE CESARE MACCARI ind til torvet og til højre mod PIAZZA CRAMSCI, der ligger lige op til PIAZZA MATTEOTTI. Sådanne navne får en til at huske på, at Siena er/har været en af det italienske kommunistpartis højborge.

 

Andre ture

For dem der kommer til at elske Siena, vil der være andre ture og flere seværdigheder end dem, der er beskrevet ovenfor. Der er flere musèer, kirker, oratorier, paladser, pladser, porte, fonte, fontæner og kunstnere, hvis billeder er værd at se.

 

Det giver et godt billede af Siena 

* at søge efter de små eller store signaturfontæner, der er placeret i hver contrade

- Aquila (ørnen)

- Bruco (kålormen)

- Chiocciola (snejlen)

- Civetta (uglen)

- Drago (dragen)

- Giraffa (giraffen)

- Istrice (hulepindsvin)

- Leocorno (enhjørning)

- Lupa (ulven)

- Nicchio (muslingeskallen)

- Oca (gåsen)

- Onda (delfinen)

- Pantera (panteren)

- Selva (skoven - næsehornet)

Fontane Torre

Porta San Marco

 

- Tartucca (skildpadden9

- Torre (Tårnet - elefanten)

- Val di Montone (stenbukken)

 

* at spadsere i det omfang, det er muligt en tur langs bymuren for at besøge alle portene

- Porta Camollia

- Porta Romana

- Porta Rispini

- Porta San Marco

- Porta Tufi

og så mangler der den ud af Via Paolo Mascagni, som jeg ikke ved hvad hedder.

 

* at besøge Le Fonti udenfor og indenfor murene

- Fonte Casato (1352)

- Fonte Follonica (1226)

- Fonte Branda (1409)

- Fonte di Ovile (1247)

- Fonte di Pescaia (1226)

- Fonte Nuova d'Ovila (1295)

 

Et ophold i Siena kan være meget spændende og indholdsrigt, men det er frem for alt farverne, freden og fantasien, der vil gøre det til en usædvanlig oplevelse.


 

3. januar 2010 / ot

Fonte Casato