-> Bramante, Donato  

-> Michelangelo

-> Rafaello

-> Giacomo della Porta

-> Fontana, Dominico

-> Caravaggio         

-> Maderno, Carlo

-> Cortona, Pietro da

-> Bernini, Gian Lorenzo

-> Borromini, Francesco

-> Andre kunstnere

-> Museer

Kunstens og kunstnernes Rom

Rom er et levende museum, hvor man på lange ture gennem byen får historien præsenteret ikke i museumsmontre, men som dele, elementer, der indgår i byens aktive liv. Alt er historie og rigt repræsenteret, oldtiden med de store udgravede dele af fora, templer, mure, søjler og obelisker og middelalderen med de mange tårnrester og den store Castel S. Angelo. For kunsten og arkitekturen skete det store gennembrud med Renæssancen og pavernes tilbagevenden til Rom i 1420, der på dette tidspunkt efter borgerkrige, erobringer med brand og plyndring var i en sørgelig forfatning for en by, der skulle huse paven og være hovedsæde for pavestaten.

Der var tale om en kulturstrømning, der opstod i Toscana i 1300-tallet og i løbet af 1400 og 1500-tallet bredte den sig til nord for Alperne. I godt 100 år arbejdede arkitekter, billedhuggere og malere med at genopbygge Rom efter renæssancens spilleregler for perspektiv, linje og rum. Der skulle stræbes efter statisk og harmonisk ligevægt, hvor det var nødvendigt med en samordning af kunstværkets enkelte dele. I stedet for et verdensbillede centreret om Gud, blev mennesket sat i centrum som altings mål, hvilket var et radikalt brud med kirkens menneskesyn.

I dette arbejde var de florentinske mestre Brunelleschi og Alberti banebrydende for de romerske arkitekter. Der blev bygget paladser, kirker og broer, nedrevet gamle huse og anlagt nye gader og skabt nye paladser, samtidig med at den bildende kunst havde kronede dage med udsmykning af alle de nye herligheder.

Domenico da Passignano: "Michelangelo præsenterer sin model af Peterskirken for pave Paolo IV"

G. & C. Rainaldi, Borromini:

S. Agnese in Agone (1652-1672)

Efterfølgende blev denne stilart helt afløst af den mere folkelige og frodige barok, den stilart der prægede Italien og  hele Europa i 1600-tallet - "seicento". Barokken blev udviklet som en reaktion mod renæssance og manierisme og med baggrund i "kirkens" beslutning om at inddrage kunsten i det modreformatoriske arbejde, der blev indledt efter kirkemødet i Trento 1563. Barokken søger i modsætning til renæssancekunsten en effektfuld dynamisk enhed i værket, hvis enkelte dele underordnes den idé, at rummets faste grænser skal opløses. Maleri, skulptur og arkitektur sættes sammen i storslåede helheder, hvor der ofte er overraskende lyseffekter, der kan dramatisere værket. Overalt i det romerske bybillede finder man barokken, ofte i bygningsfacader, der er bearbejdet plastisk med dybe profileringer, krumme flader og planforskydninger, der skaber et rigt spil af lys og skygge. Interiøret udformes ligeledes med stærkt bevægede vægflader med mange skulpturelle detaljer og et dramatisk clairobscur med lys fra kupler og højtsiddende vinduer. Loftmalerier med falskt perspektiv giver illusion om rummets fortsættelse opefter i en uendelig himmel. Bygninger planlægges sammen med have, gade eller plads som led i en større helhed med akser og udsigtslinjer. Man ønsker at skabe det pompøse rum. Inden for arkitekturen blev G. L. Bernini og F. Borromini toneangivende. Bernini var også toneangivende inden for skulptur, medens det blev Pietro da Cortona, der med sine loftmalerier satte grænserne med diagonalkomposition, forkortninger, kontrast mellem lys og mørke, af varme og kolde farver.

Efter alt dette gik Rom ind i det 18. årh. eller som italienerne siger "Settecento", hvor samtiden karakteriserede byen som en af verdens smukkeste. På dette tidspunkt aftog den hektiske byggeaktivitet en hel del uden dog at standse, for i denne periode fik man bygget "Fontana Trevi", "Den spanske trappe", adskillige kirker fik nye facader og der blev bygget enkelte pavelige paladser inden det sidste Palazzo Brachi var færdigt omkring 1796. Denne periode er mesterligt beskrevet i Christian Ellings bøger "Rom i perioden fra Bernini til Thorvaldsen".

I perioden mellem 1750 og 1850 er den dominerende stilart nyklassicismen, denne falder sammen med oplysningstidens gennembrud og de romantiske strømninger. Målet var at genskabe antikkens enkle, klare harmoniske formsprog, som en reaktion mod barok og rokkoko. Inden for skulptur blev Thorvaldsen og Canova toneangivende med deres arbejder i hvidt marmor.

I den franske periode frem til Italiens samling i 1870 begyndte de systematiske udgravninger omkring Forum, og de sidste store anlægsarbejder omkring Piazza del Popolo, Monte Pincio, Villa Borghese og de store parker blev afsluttet, inden det moderne Italien stillede sine store krav til byplanen.

På ture rundt i Rom vil man gang på gang møde snesevis af navne på kunstnere, der i perioderne fra 1450 til 1870 har sat deres præg på byen, bygningerne og udsmykningen som arkitekter, billedhuggere eller malere. Navne som Alberti, Bernini, Botticelli, Bramante, Bregno, Canova, Caravaggio, Cellini, Correggio, Pietro da Cortona, Cosma, Della Porta, Fontana, Maderno, Michelangelo, Neri, Peruzzi, Pinturicchio, Ponzio, Pozzo, Rafael, Raguzzini, Rainaldi, Reni, Salvi, Sangallo, Sansovino, Soria, Thorvaldsen, Tintoretto, Valadier og mange, mange andre har gjort Rom til Den evige Stad.

Den spanske Trappe med Keats Hus

Piazza del Popolo

De 10 uundgåelige.

På denne plads vil det ikke være muligt at omtale alle de ovenstående kunstnere og deres arbejder, da dette ville kræve et mindre kunstleksikon.

Jeg vil her kun beskæftige mig med ti af de store multikunstnere, hvis liv og arbejde strakte sig over 200 af de år, hvor paverne og de rige adelsfamilier investerede alt for at genskabe Rom efter middelalderens forfald og ødelæggelser, og for at vise paven som en både verdslig og kirkelig fyrste. Her er tale om de navne, man oftest møder på turene rundt i byen eller hvis enkelte værker ikke bør forbigås, da de er epokegørende. Man kan søge kunstnernes spor, lære deres kendetegn og beundre deres  værker, men man skal ikke glemme de andre, for uden dem var Rom ikke fuldkommen.

Kunsterne er anført i orden efter deres fødselsår

-> Bramante, Donato (1444-1514)

-> Michelangelo (1475-1564)

-> Rafaello (1483-1520)

-> Giacomo della Porta (1540-1602)

-> Fontana, Dominico (1543-1607)

-> Caravaggio (1573-1610)        

-> Maderno, Carlo (1556-1629)

-> Cortona, Pietro da (1596-1669)

-> Bernini, Gian Lorenzo (1598-1680)

-> Borromini, Francesco (1599-1667)

De 10 kunstnere har arbejdet inden for arkitektur, skulptur og billedkunst, i de tilfælde, hvor der er tale om et arkitekturarbejde omkring kirker, paladser eller fontæner vil dette afsnit kun anføre værket, og så vil der være en uddybende beskrivelse i et af de pågældende afsnit.