Roms apsismosaikker
Indledning
Kirkefreden efter kejser Konstantins sejr ved Ponte Milvio førte til, at de kristne kom frem af deres "huskirker" og fra katakomberne og ud i det romerske dagslys. Konstantin befalede, at alle kristne gudshuse og al deres ejendom skulle gives tilbage til menighederne, og han stillede statens midler til rådighed for det, man kunne kalde et storstilet sognekirkebyggeri. Samtidig med at præsteskabet og menighederne i tituli ønskede at bevare bygninger, der var hellige på grund af tilknytning til martyrer, stod det dem frit for at opføre kirker, der egnede sig bedre til liturgisk brug og var store nok til at rumme det stærkt øgede antal troende. For at bevare de hellige steder indkorporede man ofte dele af eksisterende bygninger i de nye, der som oftest var af basilikatypen. Manglen på arkitektonisk udsmykning og enkeltheden i de tidlige romerske basilikaer gav mosaik- og freskokunstnerne store muligheder for at udfolde deres fantasi på væggene.
Mosaikkerne er en af de største skatte, de romerske kirker rummer. Kunstnerne blev hurtigt klar over, at krumme flader egnede sig bedst til det glitrende spil af lys og mest effektfuldt fremhævede farverne på de tesserae, som mosaikkerne består af. I byzantinsk mosaik findes der to hovedstrømninger: den hellenistiske med balance og raffinement, ideelt set naturalistisk og med anvendelse af perspektiv, og den semitiske, der søger at udtrykke en idé, den er stærk, markeret og perspektivet er kun skematisk og figurerne ses frontalt, arrangeret så de understreger den idé, som kunstneren søger at formidle.
Ss. Cosma e Damiano - detalje af apsismosaik
