Mithra-kulten
"Guden Mithra blev født af en klippe. Han blev tilbedt i mange dele af den gamle verden og var frem for alt lysets gud. Derfor associeres han ofte med Apollon, som bød ham dræbe tyren, der er symbolet på frugtbarhed. I dette arbejde blev han hjulpet af en hund og en slange, men en skorpion snød ham og spildte tyrens blod, hvoraf alt liv blev skabt. Og på denne måde blev det onde sluppet løs mod menneskeheden."
Ngaio Marsh "Alleyn i Rom"
Mithras (Det oprindelige navn er Mithra) blev i Rom dyrket som en solgud. Kulten stammer fra det indo-iranske område, og var lysgud og gud ved edsaflæggelser og kontraktforhold, noget der i gammel tid hørte til den kosmiske skabelsesorden. Baggrunden skal findes i en kvægavlerkultur, hvor dyre offeret ansås som udgangspunkt for frugtbarhed. Mithrasdyrkelsen vandrede senere vestover, og blev efterhånden blandet med babylonske astrologiske planetguddommeligheder, og endnu senere identificeret med den græske Helios/Apollon. I Rom blev Mithras en regulær solgud, måske under yderligere påvirkning fra Ægypten og parallel til "Sol invictus"-kulten (den uovervindelige sol), som i en periode havde karakter af officiel statsreligion i Rom.
Myten om Mithras var en blanding af den oprindelige persiske myte og de mytologiske forskydninger, som den lange vej til Rom havde medført. Myten kan næsten læses ud de vægmalerier, som findes forskellige steder i Rom - og den repræsenterer da også såvel det oprindelige udgangspunkt i det indo-iranske område, som de mytologiske vokseværker og og aspektforskydninger, der fandt sted på den lange vej til Rom.
Myten fortæller, at Mithra steg ned fra himlen, fødtes i en klippe, blev som underfuldt barn tilbedt af hyrder, voksede til en tapper ung mand og fældede urtyren, af hvis krop og blod livet på jorden blev skabt.
Mithra-offerstenen i S. Clemente
