Det religiøse Rom
|
Mithra-kulten "Guden Mithra blev født af en klippe. Han blev tilbedt i mange dele af den gamle verden og var frem for alt lysets gud. Derfor associeres han ofte med Apollon, som bød ham dræbe tyren, der er symbolet på frugtbarhed. I dette arbejde blev han hjulpet af en hund og en slange, men en skorpion snød ham og spildte tyrens blod, hvoraf alt liv blev skabt. Og på denne måde blev det onde sluppet løs mod menneskeheden." Ngaio Marsh "Alleyn i Rom"
Mithras (Det oprindelige navn er Mithra) blev i Rom dyrket som en solgud. Kulten stammer fra det indo-iranske område, og var lysgud og gud ved edsaflæggelser og kontraktforhold, noget der i gammel tid hørte til den kosmiske skabelsesorden. Baggrunden skal findes i en kvægavlerkultur, hvor dyre offeret ansås som udgangspunkt for frugtbarhed. Mithrasdyrkelsen vandrede senere vestover, og blev efterhånden blandet med babylonske astrologiske planetguddommeligheder, og endnu senere identificeret med den græske Helios/Apollon. I Rom blev Mithras en regulær solgud, måske under yderligere påvirkning fra Ægypten og parallel til "Sol invictus"-kulten (den uovervindelige sol), som i en periode havde karakter af officiel statsreligion i Rom.
Myten om Mithras var en blanding af den oprindelige persiske myte og de mytologiske forskydninger, som den lange vej til Rom havde medført. Myten kan næsten læses ud de vægmalerier, som findes forskellige steder i Rom - og den repræsenterer da også såvel det oprindelige udgangspunkt i det indo-iranske område, som de mytologiske vokseværker og og aspektforskydninger, der fandt sted på den lange vej til Rom. Myten fortæller, at Mithra steg ned fra himlen, fødtes i en klippe, blev som underfuldt barn tilbedt af hyrder, voksede til en tapper ung mand og fældede urtyren, af hvis krop og blod livet på jorden blev skabt. |
Mithra-offerstenen i S. Clemente |
Romersk relief fra Museo Nazionale Palazzo Massimo |
Vigtige elementer er her blodet (vin), kornakset (brød), skorpionen der ved at gribe i tyrens testikler truer den jordiske frugtbarhed og orden, og hunden den trofaste medhjælper som forsøger at opretholde kosmos. Et forsoningsmåltid med en konkurrerende gud (oprindelig den indoiranske Varuna, senere den gæske Apollon) indgår også i begivenhederne. Endelig stiger Mithras atter til himmels, hvorfra han nu følger sine trofaste i kampen for det gode, og hvorfra han efter døden ved den store dom belønner og straffer efter gerninger.
Mithraskulten var en væsentlig konkurrent for kristendommen i de første århundreder. Den blev meget populær og fandt mange tilhængere, især blandt soldater, købmænd, håndværkere, men også blandt slaverne, fordi Mithras bla. var guden der beskyttede de hæderlige. Mithras fremstilles altid som en ung mand dræber en tyr (Tauromchia). Kulten understregede livet som en kamp mod det onde, for sandhed og ret, men var kun for mænd, og især for mænd med orden i sagerne over for hinanden og over for autoriteteme. Dens store udbredelse skyldes ikke mindst soldaterne - vi kan finde Mithras helligdomme langs deres ruter i det meste af romerriget. Den fik aldrig tag i den lille mand på hjørnet, som ikke mestrede en vis orden og regelmæssighed, for slet ikke at tale om hele kvindekønnet - og det blev måske nok den egentlige grund til at denne religionsform, trods væsentlig støtte fra kejserne, led nederlag overfor kristendommen sidst i 300-tallet. |
Man formoder at der har eksisteret ca. 100 små Mithras helligdomme (mithræer) i Rom. Nogle af dem kan vi stadig se, bl.a. i udgravningerne under kirken S. Clemente. Mithræerne var bygget underjordiske firkantede rum, illustrerende Mithras fødested (jvf. myten), og alteret eller altervæggen viste kultens centralbegivenhed tyredrabet. Der har været indvielsesdåb og syv indvielsesgrader, hver forbundet med et himmeltegn: Ravn (Merkur), brud (Venus), soldat (Mars), løve (Jupiter), perser (Månen), solløber (Solen) og pater (Saturn). Endvidere har disse været forbundet med forskellige metaller. De (kun) mandlige deltagere indtog liggende det rituelle fællesmåltid med brød, vin og vand. Såvel dåben som det nadverlignende måltid var en tom i øjet på de kristne menigheder, som mente at mithras tilhængerne perverterede de kristne ritualer. At såvel Mithras som Jesu fødsel i Rom fejredes den 25. december (den gammelromerske solhvervsfestdag) gjorde ikke sagen bedre.
|
Il Mitreo di S. Stefano |
Sol Invictus Mosaik fra Nekropolen under S. Pietro |
Mithra-kulten blev meget populær i Rom samtidig med kristendommens store vækst omkring år 200. Kejser Commodus (180-193) var en stor tilhænger af Mitra og hjalp med dens udbredelse, der nåede sit højdepunkt under Aurelian (270-275), da han gjorde den parallelle Sol Invictuskult, der lignede Mitraen til rigets officielle religion. Også kejser Diocletian (285-305) var en stor tilhænger af Mithra. En mosaik fra midten af 200 tallet i nekropolen under S. Pietro viser Kristus fremstillet som solguden Sol, der kører sit hesteforspand over himmelhvælvingen. Kristus har desuden Sols strålekrans om hovedet. Mosaikken siger noget om tidens religionssammensmeltning.
Efter kejser Konstantins anerkendelse af kristendommen blev alle Mitra-tilhængerne forfulgt i 337 af Roms præfekt Gracchus. Under den korte hedenske opblussen under Julian den Frafaldne (Apostata) genopstod kulten. Kirkens endelige sejr blev ofte markeret ved opførelsen af en kristen kirke over det nu forladte mitræum.
Selv om man mener, at der har været mere end 100 Mitratempler i Rom, så har man i dag kun kendskab til ganske få, og selv de kendte kan det være vanskeligt at aflægge et besøg. Her skal nævnes de mest kendte * Mitreo sotto S. Clemente * Mitreo sotto S. Prisca * Mitreo sotto S. Stefano Rotondo * Mitreo Palazzo Barberini * Mitreo delle Terme di Caracalla * Mitreo del Circo Massimo * Mitreo di Via Giovanni Lanza * Mitreo di Ostia Antica * Mitreo di Marino (
|
Il Mitreo - terme di Caracalla
|
Ønsker du at læse et af de andre afsnit fra "Det religiøse Rom" så "klik" nedenfor |
|