KIRKERNES ROM
Rom er kirkernes by. I al sin pragtudfoldelse er det kristenhedens hovedstad, hvor man i de prangende facader, himmelstræbende søjler, kæmpemæssige obelisker, plaskende springvand, statuer af helgener og engle ikke finder meget tilbage af den fattige fisker fra Galilæa. Der er mest tale om udstyrsstykker, der kan forherlige de familier, hvis medlemmer blev ophøjet til paver og derigennem fik mulighed for at administrere de troendes penge.
Det udseende Rom har idag blev stort set skabt i perioden fra Michelangelo malede loftet i det sixtinske kapel og frem til de arkitektoniske nyskabelser i den fuldt udviklede barok hos de tre mestre Gian Lorenzo Bernini, Francesco Borromini og Pietro da Cortona. Roms arkitektur er idag overvejende i manierisk- eller barokstil, bygninger i romansk eller renæssancestil findes der ikke mange af, hvilket skyldes, at Rom blev plyndret og nedbrændt af kejser Karl den V's tropper i 1527.
Efter at Konstantin den Store i 330 flyttede Romerrigets hovedstad til Konstantinopel forfaldt Rom meget hurtigt, og forfaldet blev fremskyndet af, at goter, longobarder og andre folkestammer adskillige gange erobrede og plyndrede byen. Efter opførelsen af den Leoniske Mur i 852 til beskyttelse af kirkeområdet mod barbarerne, begyndte den nærmest borgerkrigsagtige strid mellem de pavetro og kejsertro romerske adelsfamilier. Denne strid og dens ødelæggelser kulminerede med, at Marcellusteateret, Colosseum og Trajans Forum blev gjort til fæstningsagtige beboelsesområder og Hadrians gravmæle omdannes til fæstningen Castel S. Angelo og paven måtte flytte udenfor Rom til Orvieto i 1187.
S. Pietro in Vaticano
