ROMERSKE MARTYRER I ALMANAKKEN

Udvalgte citater fra

D. H. Wulff: Nøgle til Almanakken

"Nøgle til Almanakken" er skrevet og samlet af D. H. Wulff, adjunkt ved Aalborg Katedralskole. Den udkom første gang i 1881 i Aalborg på forlaget M. A. Schulz.

Agathe (helgendag 5. februar) "den gode" var en siciliansk pige, som, født af hedenske forældre, i sit tiende år blev grebet af troen og flygtede til Malta. Hun blev ført tilbage og udsat for alle slags fristelser; men da hun hverken ved løfter eller trusler ville tjene by-øverstens lyster eller afsværge troen, blev hun udsat for de skrækkeligste pinsler: Man afskar hendes bryster og kødet under fodsålerne og lod hende gå på spidse glasskår. Derpå blev hun kastet i fængsel, hvor man lod hende sidde uden lægemidler, spise og drikke; men Sct. Peder åbenbarede sig for hende og bød hende lægemidler til at lindre smerterne med; da hun afviste dem, helbredte han hende med et ord. Senere, da man på ny pinte hende, led hun alt med et glad smil, uden suk og skrig, og da bødlerne ikke kunne få bugt med hende, blev hun ført tilbage til fængslet, hvor hun opgav ånden år 251.

(Tilknytningssteder: S. Agathe dei Goti)

G. Lanfranco: "Sant'Agata visitata in carcere da S. Pietro e l'angelo" (1613-1614)

Parma, Galleria Nazionale

Masip: "Artirio di Sant'Agnese"

Prado, Madrid

Agnes (helgendag 21. januar) var en ung romersk pige, hvis skønhed gjorde, at hun blev elsket af by-øverstens søn. Da hun ikke ville ægte ham, fordi hun havde formælet sig med den Herre Kristus, ville hans fader udsætte hende for offentlig krænkelse og lod hende nøgen føre frem for folket; men en engel fra himlen bragte hende et hvidt klædebon at indhylle sig i. Da hendes bejler, optændt af elskov, siden ville krænke hende, faldt han livløs om, men kom på hendes forbøn til live igen. Efter at man desuagtet, men forgæves, havde prøvet at brænde hende på bålet, blev hun henrettet med sværdet og gik trøstig og glad sin død i møde (306). Legenden tilføjer, at da hendes forældre af sorg tilbragte nætterne ved hendes grav, svævede en nat en kvindeskare, og blandt den deres datter, ned fra himlen til dem. "Græder ikke over mig," sagde hun, "I ser jo, at jeg lever; ønsker mig hellere til lykke med, at jeg har fået lysets bolig til arv og der lever med ham, hvem jeg allerede på Jorden elskede af hele mit hjerte." S. Agneses attribut er et får.

(tilknytningssteder: S. Agnese fuori le Mura, S. Agnese in Agone)

Anastatius (Helgendag 17. august) var en biskop, der ca. 304 under kejser Diokletians kristenforfølgelser led martyrdøden på bålet. Muligvis skete dette i Sirmium (nv. for Beograd).

(tilknytningssteder: Ss. Vincenzio e Anastazio)

Andrea, Apostlen. Discipel af JEsus, bror til Simon Peter. Evangelierne fortæller, at han var en af Jesu første disciple - ifølge Johannes evangeliet den første. I den senere overlevering fik Andreas dog tillagt en vigtig rolle som kirkegrundlægger; de apokryfe Andreasakter fra ca. 200 eKr. lader ham missionere ved Sortehavet og i Grækenland, hvor han korsfæstes på et X-formet kors. I 357 blev hans jordiske rester ført til Konstantinobel, hvor han regnes for grundlægger af byens bispedømme.

(tilknytningssteder: S. Andrea delle Valle, S. Andrea al Quirinale, S. Andrea delle Fratte, Tempietto di S. Andrea)

Balbina (helgendag 31. marts), Quirinius's datter, blev helbredt for en legemsskade af en engel, som opfordrede hende til at bevare sin jomfruelighed ubesmittet. Hun fandt St. Peters lænker, som hun forærede den hellige Theodora, en søster til St. Hermes. Hun blev dræbt som martyrinde sammen med sin fader.

(tilknytningssteder: S. Balbina)

Barbara (helgendag 4. december) var datter af en fornem mand i Nicomedia, som betaget af hendes skønhed lukkede hende inde i et tårn for ikke at miste hende, når han skulle gifte hende bort. I denne hendes ensomhed kom Origenes til hende og underviste hende i den sande tro. Da hendes fader fik at vide, at hun var blevet døbt som kristen, blev han rasende forbitret og overgav hende til den hedenske øvrighed, som med stor grusomhed på forskellig måde pinte hende, dog uden at bringe hende bort fra troen. Til sidst blev hun halshugget år 240.

Carlo Dolci: "Sant'Andreda davanti alla croce (1631)

Palazzo Pitti; Firenze

Michelangelo: "Giudizio universale; part. di San Bartolomeo e la pelle, autorittratto di Michelangelo"

Capella Sistina, Vaticano

Bartholomæus (helgendag 24. august) er Jesu discipel og apostel, bekendt fra det ny testamente. Han skal have bragt evangeliet til Indien og led martyrdøden, i følge nogle legender ved at hans hud blev flået af. På billedlige fremstillinger bærer han ofte en kniv som attribut.

(tilknytningssteder: S. Bartolomeo de Isola)

Bibiana (helgendag 2. december) led martyrdøden 363, men er ellers ikke videre bekendt.

(tilknytningssteder: S. Bibiana)

Calixtus (helgendag 14. oktober) var pave i Rom. Han anordnede bl.a. Quatemberfasten, hvoraf Tamperdagene har deres navn. Kejser Alexander Severus lod ham 222 fange og fra et højt bjerg styrte ud i havet, hvor han druknede.

(tilknytningssteder: S. Calisto  katakomberen,” Calisto bar” i Trastevere)

Catharina (helgendag 25. november) er en af middelalderens fornemste helgeninder. Født i Alexandrien omtrent år 300 antog hun i en ung alder den kristne tro, og efter et syn, hvori det forekom hende, at Jesus fæstede hende til sin brud ved at række hende en ring, besluttede hun ganske at vie sig til hans tjeneste. Under den forfølgelse, som kejser Maximian rejste i Alexandrien, optrådte hun som de kristnes forsvarer og gendrev endog 50 af de lærdeste mænd, som kejseren lod samle for at gendrive hende. Da hun derpå frabad sig kejserens gunst, blev hun sat i fængsel i tolv dage uden føde; men en due kom dagligt fra himlen og mættede hende. Til sidst bød kejseren, at hun skulle sønderrives på fire hjul; men himlens lyn splintrede marterredskaberne og dræbte bødlerne, hvorpå hun uden for byen blev halshugget med sværdet. Her i landet var mange kirker indviede til hende, og hendes billede findes endnu i byen Hjørrings våben.

(tilknytningssteder: S. Clemente, hvor Massolino og Massaccio har malet hendes historie)

Masolino: Disputa di S. Caterina d'Alessandria" (1425)

S. Clemente, Rom

Orazio Gentileschi: "I martiri Valeriano e Tiburzi e Cecilia visitati da un angelo" (1607

Pinacoteca di Brera, Milano

Cecilia (helgendag 22. november) var en romersk jomfru, som af sine hedenske forældre blev tillagt en yndling ved navn Valerianus, hvem hun overtalte tillige med hans broder Tiburtius til at antage den kristne tro. Da disse to unge kristne under en forfølgelse begravede deres trosbrødres lig, blev de grebet, men af Cecilia opfordret til at blive faste i troen, hvorfor de blev halshuggede uden for Rom. Derpå blev også Cecilia kaldt for retten og for sin frimodige bekendelses skyld kastet i en stærk ild; men da hun gik uskadt ud deraf, blev også hun sendt uden for byen og halshugget 220. Hun betragtes som skytshelgen for den kirkelige musik.

(tilknytningssteder: S. Cecilia in Trastevere)

Clemens (23. november) var biskop i Rom og blev under kejser Trajan anklaget, fordi han ikke ville ofre på hedensk vis, og forvist til en vild egn hinsides det pontiske hav; men da han også her vedblev at udbrede den kristne lære, lod kejseren ham styrte i havet med et anker om halsen, og således led han martyrdøden 102.

(tilknytningssteder: S. Clemente)

Cosmus (helgendag 27. september) fik tillige med sin tvillingebroder Damianus (Cosma og Damiano) en kristelig opdragelse og lagde sig sammen med ham efter lægekunsten, hvori de bragte det så vidt, at de ved Guds bistand helbredte alle sygdomme; men aldrig lod de sig betale for deres møje. Da forfølgelserne mod de kristne rasede under kejser Diokletian, blev de tillige med deres tre brødre grebet og pint på allehånde måder, derpå styrtet i havet, hvoraf en engel drog dem op, indsatte i en gloende ovn, ophængt på et kors og stenede; men da de ved en særegen tilskikkelse af Gud gik uskadte ud af alle disse pinsler, og da pilene, hvormed man derpå ville dræbe dem, prællede tilbage fra deres legemer, blev de endelig halshuggede år 290.

(tilknytningssteder: Ss. Cosma e Damiano)

Domitilla

Sulpicius og Servilianus var to fornemme romere, der som hedninger havde forlovet sig med Euphrosyne og Theodora, den hellige Domitillas veninder; men de blev omvendte, da de så, at Domitilla gjorde en blind seende og en stum kvinde talende. Under kejser Trajan blev de angivet som kristne og halshuggede.

(tilknytningssteder: Domitilla katakomberen)

Apsismosaik i Ss. Cosma e Damiano

"S. Pietro presenta S. Cosma al Signore"

Albrecht Dürer: Sant'Eustachio cacciatore (1467)

Alte Pinakothek, München

Eustachius

Martyr fra 100-tallet. Efter  legenden havde han under en jagt mødt en hjort ed et krucifiks i panden og blev derefter omvendt til kristendommen. Han afbildes med en hjort, der har et krucifiks i geviret. Eustachius, der påkaldes under livsfare, forveksles ofte med Hubertus.

(tilknytningssteder: S. Euctachio)

Georg (helgendag 23. april)"Agerdyrkeren" eller Jørgen var en kappadocisk ridder, som efter mange pinsler blev dræbt i forfølgelserne under kejser Diokletian 303. Han er en af den katolske kirkes vigtigste helgener, skønt legenden om hans kamp med dragen næppe er historisk, men kun et billede på kristendommens svære kampe og endelige sejr over hedenskabet. I legenden fremtræder Georg (eller Jørgen) som en personifikation af ridderlighed og hjælpsomhed. Legenden fortæller således: Nær ved byen Silena i Libyen var en stor sump, hvori der opholdt sig en drage, som med sin pestagtige ånde udbredte død og fordærvelse over folket. Efter at dette forgjæves havde forsøgt at dræbe dragen, blev der indgået den overenskomst, at der daglig skulle bringes den to får, mod at den skulle skåne folket. Således gik det hen i nogen tid, indtil alle fårene var fortærede. Nu måtte man beslutte sig til i stedet for får daglig at give dragen et menneske til føde, og loddet bestemte hver dag offeret. Til sidst ramte det kongens datter. Forgæves lovede kongen guld og sølv og sit halve rige til den, der ville frelse hans datter; der var ingen, der kunne eller turde vove forsøget. I det yderste øjeblik, da prinsessen allerede førtes ud for at kastes for dragen, kom den tapre ridder Jørgen ridende og gik af medlidenhed med den skønne unge pige i kampen mod dragen, som det lykkedes ham at nedlægge bevæbnet med det hellige kors. Derpå formanede han kongen og folket til at tro på Kristus og lade sig døbe og red så bort uden at ville modtage nogen belønning for sin heltedåd. Flere byer havde villet tilegne sig æren af at have været skuepladsen for St. Jørgens dåd, således her i landet Svendborg. St. Jørgen afbildes sædvanlig som ridder i fuld rustning til hest ridende hen over den af ham betvungne drage. Her til lands var St. Jørgen i middelalderen en yndet helgen, til hvis ære der ved de fleste købstæder var opført sygehuse for spedalske. Som bekendt er St. Jørgen endnu Englands skytshelgen.

(tilknytningssteder: S. Giorgio in Velabro)

Mantegna: "S. Giorgio"

Galleria Accademia, Venezia

Antonio Raggi: "Battismo di Cristo" (1669)

S. Giovanni dei Fiorentini, Rom

Jakob og Philip (helgendag 1. maj) de to apostle, af hvilke den første skal være blevet korsfæstet i Hierapolis i Lilleasien, den anden nedstyrtet fra templets tinde, hvorpå hans hoved blev knust med en kølle.

(Italienske navne: Giacomo e Filippo)

Jacobus (helgendag 25. juli) er apostlen Jakob den ældre, Zebedæi søn. Han var den første af apostlene, der led martyrdøden, idet han blev dræbt med sværdet af Herodes, hvorom læses i Apostlenes Gerninger 12,2. Hans lig skal efter legenden være kommet til Spanien og gemmes i kirken i Compostella, hvorhen der i middelalderen drog store skarer af pilgrimme, også her fra Norden. I afbildninger bærer han på hatten en muslingeskal, pilgrimstegnet, som efter ham også kaldes Jakobskal. Han er Spaniens skytshelgen.

(tilknytningssteder: S. Giacomo degli Incurabili; Gioacomo degli Spagnuoli)

Johannes Døberen (Helgendage 24. juni og 29. august) er det navn, som både evangelierne og den jødiske historieskriver Josefus anvender om en profetisk skikkelse, som i de første årtier efter Jesus fødsel optrådte i Judæa. De fortæller, at Johannes Døberen trådte frem i kejser Tiberius' 15. regeringsår (år 29 eKr.), som en streng forkynder af bod og omvendelse som den forberedelse, der passede til Guds umiddelbart forestående indgreb til dom, straf og belønning i det "Guds rige", som derefter ville blive oprettet. Dåben skulle symbolisere omvendelsens ægthed og den døbtes renhed.

Evangelierne fremstiller Johannes Døberen som den af Gud bestaltede forløber for og forbereder af Jesu komme. Der omtales den konflikt Johannes Døberens konflikt med kongemagten (Herodes Antipas) og det fortælles at han blev halshugget, fordi han havde erklæret kongens ægteskab med Heroidas for lovbrud (Matt. 14,1-129. Hos Josefus er der ikke tvivl om, at den historiske Johannes Døber - i lighed med Jesus - virkelig var en markant eskatologisk prædikant.

Johannes Døberen vises i billedkunsten ofte sammen med Jesus under dåbshandlingen eller sammen med Jomfru Maria som menneskehedens forbeder ved dommedagsfremstillinger. Hyppigt er han klædt i kamelhårsdragt og bærer et lam. I renæssancekunsten ses han ofte som barn, af og til bærende en korsstav, sammen med jesusbarnet i blandt andet Madonnabilleder.

(ovenstående klippet fra Den Store Danske Encyklopædi)

(tilknytningssteder: S. Giovanni decollato, S. Giovani dei Fiorentini, S. Giovanni in Fonte og S. Giovanni in Laterano.)

Caravaggio: "S. Giovanni nel deserto"

Galleria Doria-Pamphili, Rom

Castagno: "Ultima Cena - Cristo e S. Giovanni" (1445)

Il Cenacolo di Santa Apollonia, Firenze

Joh. a. Portam (helgendag 6. maj) er en forkortelse af de latinske ord: Johannes ante Portam, dvs. Johannes udenfor porten, hvorved sigtes til den fortælling, at evangelisten Johannes, da han i Ephesus prædikede Kristi evangelium, blev grebet og på kejser Domitians befaling ført til Rom, hvor man til spot og hån afklippede alle hans hovedhår og udenfor den latinske port kastede ham i flydende olie, hvoraf han dog gik uskadt ud. Siden blev han forvist til øen Pathmos.

Johannes Evangelisten (helgendag 27. december). Han var den discipel, som Herren elskede og som ved den sidste nadver lå op til Herrens bryst, ligesom det også var ham, Herren, da han hang på korset, betroede omsorgen for sin moder. Da han blev gammel, fortælles det, lod kejser Domitian ham hente til Rom og uden for byens port, porta Latina, kaste i et fad sydende olie, uden at han dog led nogen skade derved. Denne begivenhed henlagde den katolske kirke til den 6. maj, som fejredes til minde derom (se ovenfor). Johannes skal have overlevet de andre apostle og døde i en høj alder, omtrent 70 år efter Kristi korsfæstelse.

(tilknytningssteder: S. Giovanni in Oleo)

Laurentius (helgendag 10. august) er en af den katolske kirkes mærkeligste helgener. Han var diakon og skatmester hos pave Sixtus II. Da en kristenforfølgelse udbrød under kejser Valerian 258 og soldaterne forlangte kirkens skat af Laurentius, samlede han de fattige og fremstillede dem som kirkens rette og sande skat, da Ktistus boede i dem formedelst troen. Da Laurentius så, at man førte pave Sixtus ud for at lide døden, brast han i tårer, ikke fordi hans kære ven skulle dø, men fordi han selv skulle leve efter ham. "Ak, fader!" sagde han, "hvor går du hen uden din søn? Hvor iler du hen uden din tjener? Du har jo aldrig forrettet gudstjenesten uden mig, og nu under du mig ikke at dø sammen med dig." Da svarede Sixtus: "Min søn! Jeg forlader dig ikke; men du gemmes til en større kamp. Vi, de gamle, går nu i en let og ringe kamp; men dig, den unge, er en anden og herlig sejr over tyrannen forbeholdt. Hør kun op at græde; thi om tre dage skal du følge mig," og så befalede han ham at uddele skatten til de fattige. Da han gjorde dette, førte soldaterne ham i fængsel, hvor han blev pint på mange måder; til sidst blev han på den tredje dag lagt på en jernrist og levende stegt over en langsom kulild. Under sine pinsler spottede han kejseren og udråbte: "Den ene side af mig er nu stegt, har du lyst, kom da og spis; lad mig så vende om på den anden side, at den også kan blive stegt." Derpå befalede han sin ånd i Kristi hænder og døde.

S. Lorenzo e S. Paolo

Apsismosaikken i S. Clemente

G. B. Tiepolo: "Ultima Comunione di S. Lucia" (1748-1759)

Ss. Apostoli, Venezia

Laurentius blev højt æret i kristenheden, også her i Norden, hvor flere kirker bærer hans navn. Den kendteste af disse er domkirken i Lund, som han efter sagnet skal have opført ved hjælp af trolden Find, der i murerløn skulle have "Sol og måne og begge hans øjne klare", med mindre Laurentius kunne nævne ham ved navn; men da Laurentius, idet han hvilede sig på en høj, hørte troldens navn af hans kone, der tyssede på det arrige troldebarn, kunne han glad hilse ham, da han kom hjem: "Du være velkommen, Find, alt i din egen bakke", og "frelst var sol, og frelst var måne, dertil hans øjne gode". Her i landet fører byen Skagen hans rist i sit våben.

(tilknytningssteder: S. Lorenzo fuori le Mura, S. Lorenzo in Lucina; S. Lorenzo in Panisperna, ,S. Lorenzo in Damaso)

Lucia (helgendag 13. december) var en smuk kristen pige i Syrakus, som af sin moder var blevet lovet til en ung mand, der var hedning; men det lykkedes hende at få sin moder til at tage løftet tilbage og uddele sine rigdomme til de fattige. Herover vrededes hendes brudgom og anklagede hende for at være en kristen, der overtrådte kejserens bud. Da hun ikke kunne bringes til at ofre til hedningernes guder, blev hun lagt på et bål, fra hvilket hun gik uskadt ned, hvorfor bødlen stødte hende et sværd gennem halsen; dog kunne hun ikke dø, før en præst havde rakt hende det hellige sakramente; men da hun havde fået dette, opgav hun sin ånd.

(tilknytningssteder: S. Lucia del Gonfalone i Via Giulia)

Marcellus (helgendag 16. januar) blev som pave i Rom fanget af kejser Maxentius og opfordret til at afsværge sin tro og tilbede afguderne. Da han standhaftig nægtede dette, blev han sat til at rense lastdyrenes stald, hvorved han måtte indånde en skrækkelig stank, indtil de kristne en nat udfriede ham og bragte ham til en kristen kvindes hus. Da han der sammen med flere andre i nogen tid havde tjent Gud med sang og bøn, fik Maxentius det at vide, hvorpå han også lod dette hus indrette til stald. Marcellus måtte nu her ligeledes døje meget af stanken, ja blev endog tvunget til at æde af møget, indtil han endelig opgav sin ånd i året 309. Hans relikvier blev siden fordelt på forskellige steder, hvor der skete mange mirakler ved dem.

(tilknytningssteder: S. Marcello al Corso)

Markus (helgendag 25. april) er ifølge den oldkirkelige overlevering forfatter til Markusevangeliet. Han knyttes til den urkristne mission som medhjælper på Paulus' første missionsrejse. I 100-tallet nævner kirkefaderen Papias, at Markus var Peters tolk og at han efter Peters død nedskrev hvad denne havde fortalt om Jesus. En senere legende omtaler Markus som missionær og biskop af Alexandria. Evangelisten skal i Alexandrien være blevet dræbt af hedningerne og hans relikvier overføres siden til Venezia, som han er skytshelgen for.

(tilknytningssteder: S. Marco)

Cristo e S. Marco

Apsismosaikken i S. Marco, Rom

S. Pietro e S. Paolo: Trittico del Mantegna (Particolare)

S. Zeno, Verona

Pancratius (helgendag 12. maj) en frygier af fornem herkomst, drog som ungt menneske til Rom, hvor han blev undervist i den kristne lære og døbt. Da han bekendte sin tro offentlig og hverken ved trusler eller løfter kunne tvinges til at afsværge den, blev han under kejser Diokletian halshugget og hans lig begravet af de kristne. Nu gemmes hans legeme i en til hans ære opført kirke, men hans hoved i Laterankirken. Forøvrigt viser man også hans relikvier i mange andre italienske, portugisiske, franske, hollandske og tyske byer, og den ældste kirke i Canterbury er indviet til ham.

(tilknytningssteder: S. Pancrazio fuori la Mura)

Petrus og Paulus (helgendag 29. juni) er de bekendte apostle, som på denne dag led martyrdøden i Rom under kejser Nero, idet Petrus blev korsfæstet med hovedet vendt ned ad og Paulus halshugget.

Følgende er taget fra Gyldendals Encyklopædi:

Paulus oprindeligt Saulus er fra det 1. årh. eKr. er jøde født i Tarsos ved Lilleasiens sydkyst. Han blev i den første generation efter Jesus apostel for hedninge. I sine breve, der er en del af Det Nye Testamente, omtaler han kun antydningsvis sin omvendelse (år 40) til kristendommen på vejen til Damaskus. forud herfor, mens han endnu hed Saulus havde han deltaget aktivt i forfølgelserne af kristne tendenser i byens jøde-kristne koloni. Paulus' kaldelse til hedningeapostel forbindes sædvnligvis med hans omvendelse ved Damaskus (Gal.1,16). Historisk skal hans kaldelse dog snarere forbindes med hans møde med apostlen Peter under Paulus' første besøg i Jerusalem efter omvendelsen (Gal. 1,18 jf. Ap.G. 22,21). Dér er det blevet aftalt, at som Peter var apostel for jøderne, skulle Paulus være apostel for hedningene. I år 55 rejste Paulus til Jerusalem med indsamlede midler. Her blev han overfaldet af jøderne og bragt i sikkerhedsarrest af romerne. Sammen med andre fanger blev Paulus overført til Rom, hvor han tilbragte 2 år i husarrest. Traditionen om hans henrettelse i Rom under kejser Nero er formodentlig korrekt, men kan ikke dokumenteres. I billedkunsten er han ofte gengivet med et sværd som attribut, ifølge traditionen det våben, som han blev henrettet med. Paulus var den, der bragte kristendommen ud i den ikke-jødiske verden og fik den til at slå rod.  

Peter oprindelig Simon er fra det 1. årh. eKr. I følge Det Ny Testamente er han førstemanden blandt Jesu tov disciple og senere blandt apostlene. Ligesom brodere Andreas var Peter oprindelig fisker i Galilæa, men kaldet af Jesus til at forlade sit arbejde og give sig ifølge med ham. Navnet Peter (aramæisk Kefas "klippe") fik han muligvis ved den lejlighed (Joh. 1,42) "og jeg siger dig, at du er Peter, og på klippe vil jeg bygge min kirke"). Formodentlig har Peter spillet en central rolle i samlingen og grundlæggelsen af af den ældste menighed i Jerusalem, hvis leder han var i en årrække.

Caravaggio: "Conversione di S. Paolo" (1601)

Collezione Odeschalchi

Caravaggio: "Martirio di S. Pietro"

S. Maria del Popolo

Som apostel var Peter vidt berejst. I følge Johs. 21,15 forudsagde Jesus Peters senere martyrdød, den  fandt ifølge traditionen sted under kejser Nero ca. i år 65 i Rom, hvor a skal være blevet leder af den romerske menighed og ifølge den romersk-katolske opfattelse den første pave. Han skal være blevet begravet, hvor Peterskirken nu ligger. Han blev i henhold til traditionen efter eget forlangende korsfæstet med hoved nedad, idet han ikke anså sig værdig til at blive henrettet på samme måde som Jesus. I billedkunsten er Peter normalt fremstillet med en eller to nøgler. Hermed sigtes til Jesu ord til Peter: "Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene".    

(tilknytningssteder: S. Pietro in Vaticano, S. Pietro in Vincoli, S. Pietro in Montorio og S. Paolo fuori la Mura, S. Paolo alle tre Fontane, S. Paolo alle Regola)

Peters Fængsel (1. august) kaldes denne dag til minde om, hvorledes apostlen Peter blev kastet i fængsel og igen udfriet deraf af en engel (Ap.Gern.12,6). Traditionen fortæller, at kejserinde Eudoxia på en pilgrimsrejse i Jerusalem fik de lænker, hvormed apostlen havde været bundet, og sendte dem til paven. Denne lod da de lænker hente, med hvilke Peter havde været bundet i Rom, og se, da de bragtes, voksede de ved et mirakel sammen med de andre til et. I den anledning byggedes en kirke, hvori lænkerne opbevaredes som en relikvie, der senere gjorde mange undere, og en fest indstiftedes, som endnu fejres af katolikerne.

(tilknytningssteder: S. Pietro in Vincoli, Det marertinske fængsel ved Forum)

Potentiana (helgendag 19. maj) var en romersk pige, som tillige med sin søster i en ung alder faldt som martyrinde i det andet århundrede. De ligger begge begravede i Rom i en til deres ære opført kirke.

(tilknytningssteder: S. Pudenziana  og S. Prassede)

S. Prassede e S. Paolo

Apsismosaikken i S. Prassede, Rom

Mantegna: "S. Sebastiano"

Ca'd'Oro, Venezia

Prisca (helgendag 18. januar) var en romersk pige af adelig byrd, som holdt fast ved troen på Kristus og vægrede sig ved at tilbede Apollo, hvis billedstøtte og tempel på hendes bøn skulle være nedstyrtet. Endelig blev hun 273 dræbt som martyr efter de skrækkeligste pinsler.

(tilknytningssteder: S. Prisca)

Sebastian (helgendag 20. januar) var først kriger under kejser Diokletian; men da han siden gik over til kristendommen og opmuntrede dennes bekendere til fasthed i troen ved henvisning til den evige glæde, i sammenligning med hvilken dette livs trængsler er for intet at regne, lod kejseren ham fange og bundet til et træ udstille til skive for hans tidligere kammerater. Gennemboret af tusinde pile blev han liggende halvdød, men rejste sig siden sund og karsk og gik op på slottet, hvor han foreholdt kejseren hans tyranni og ukristelige forfølgelser. På ny blev han ihjelslået med knipler og led således martyrdøden i 287.

(tilknytningssteder: S. Sebastiano furoi le Mura)

St. Stephan (helgendag 26. december) er den første kristelige martyr, hvis minde fejres i kirken på anden juledag; thi vel antages det, at han led martyrdøden i august; men på grund af opdagelsen af hans relikvier henlagdes hans fest til den 26. december, og denne forbindelse med Kristi fødselsdag har man udtrykt i den gamle formel: "I går blev Kristus født på Jorden, for at Stephanus i dag kunne fødes i himlen".

(tilknytningssteder: S. Stefano Rontondo og S. Stefano in Cacco))

Urbanus (helgendag 25. maj) var pave i Rom i begyndelsen af det tredje århundrede. Under forfølgelserne i året 230 holdt han sig en tid lang tillige med flere andre kristne skjult i huler og gravhvælvinger, men undlod derfor ikke at lære og døbe. Endelig blev han fanget og grusomt mishandlet med stokkeslag; desuagtet spottede han de hedenske afguder, og da man anden gang førte ham ind i et tempel, omstyrtede han Jupiters billedstøtte, hvorpå han igen blev ilde tilredt og til sidst, da han ikke ville falde fra den sande tro, halshugget tillige med flere præster.

Vincentius (helgendag 22. januar) var en helgen, som i troen på Kristus overvandt alle de skrækkelige pinsler, man anvendte mod ham. Spanier af fødsel blev han i Valencia 300 for troens skyld først ilde slaget med knipler, dernæst lagt over en jernrist, hvorunder tændtes en langsomt brændende kulild, så kastet med sammenkneblede fødder i et mørkt fængsel, hvis gulv var belagt med skarpe glas­skår, og endelig til sidst halshugget, hvorpå hans krop blev kastet for hunde og svin.

(tilknytningssteder: Ss. Vincenzo e Anastasio)

"Lapidazione di Santo Stefano"

S. Stefano in Cacco, Rom ved Collegio Romano