Mønt fra Dionysio I's tid

Fra 1200 f.Kr. trak befolkningen sig tilbage til højtliggende, isolerede bosættelser i det indre af landet.

Det blev en periode med store ændringer i det kendte verdensbillede, da tidens stormagter gik til grunde én for én. Hittitterriget og Assyrerriget forsvandt, Ægypten blev afgørende svækket og Grækenlands minoiske og mykenske kulturer gik til grunde og deres handelsnet lå ubenyttede hen.

Det opståede magttomrum blev udnyttet af de små bystater på Libanonskyst, fønikerne. Fra 1100 og 1000-tallet f.Kr findes deres spor på Cypern og Kreta og ifølge traditionen grundlagde i Karthago i 814. Byen blev fønikernes hovedby i denne del af Middelhavet, senere blev fønikerne kendt under deres romerske navn, punerne.

På Sicilien overtog fønikerne de minoiske og mykenske grækeres handelssamkvem med blandt andet den lokale befolkning, siculerne, og i løbet af 800- og 700-tallet slog de sig ned talrige steder øens nord- og vestkyst, især i Palermo og Motya.

Fra 600-tallet overtager fønikerne (punerne) fra Karthago de gamle fønikiske handelspladser, og en kolonisering af den vestlige del af øen fortsatte gennem de næste århundreder.

Sicilien var skueplads for kampene mellem Rom og Karthago under 1. Puniske Krig (264-241), og efter 241 f.Kr. blev det meste af øen en romersk provins. Sicilien var en vigtig del af Roms kornkammer, og to store slaveoprør i 100-tallet f.Kr. kunne ikke true øens velstand, der fortsatte indtil vandalernes erobring af øen i 440 e.Kr.

Duomo i Cefalù

Sicilien var underlagt ostrogoterne fra begyndelsen af 490'erne, indtil Det Byzantinske Rige erobrede øen i 530'erne. I 827 indledtes den arabiske erobring af Sicilien; araberne var fra ca. 900 herrer over hele øen, som kom under fatimiderne i Egypten; øen regeredes dog af en næsten uafhængig emir. Under det arabiske herredømme oplevede øen en materiel og kulturel blomstringstid.

Fra begyndelsen af 1000-tallet begyndte normannerne at gøre sig gældende i det byzantinske Syditalien. I første omgang drejede det sig om nogle få pilgrimme, der var på vej hjem til Normandiet fra Det hellige Land. I Salerno hjalp de indbyggerne moden arabisk piratflåde, der i 1016 angreb byen, hvorefter de fik tilbud om i større tal at bosættte sig i området. Efter få år var de ikke længere gæster i Syden, men erobrere i færd med at underlægge sig hele Syditalien og Sicilien. De store erobringer fandt sted under høvdingen Robert Guiscard, der i 1059 af pave Nicoló II fik titel af ”Hertug af Apulien og Calabrien”. Hans søn Roger I, kaldte sig ”Storgreve af Sicilien”, og efterfølgeren, Roger I’s søn Roger II, lod sig krone til konge i Palermo i 1130.

Sammen med Syditalien indgik Sicilien 1130 i Kongeriget Neapel med Roger II. som den første konge, han efterfulgtes i 1154 af Guglielmo I og i 1066 af Guglielmo II, der døde i 1189.

De cirka 100 år med normannisk styre var en økonomisk og kulturel blomstringsperiode for Sicilien. De forskellige samfundsgrupper – jøder, arabere, grækere, italienere og normannere – levede for de meste i fredelig sameksistens oog frembragte en art blandingskultur, der hører til de mest fascinerende i europæisk middelalder. Normannerne påbegyndte et større byggeri af blandt andet kirker og paladser. Kirkerne og deres udsmykning er i høj grad udtryk for den omtalte kulturblanding. Arkitekturen er således i de store linjer først og fremmes præget af magthavernes nordeuropæiske baggrund, men ofte med dekorative detaljer fra arabisk tradition. Den antikke arkitektur gør sig gældende ved genanvendelse af bygningsdele som søjleskafter, baser og kapitæler fra nedlagte templer og lignende.

Hvad angår de fantastiske mosaikudsmykninger, som man først og fremmest har lejlighed til at studere i Cefalù, Palermo og Monreale, er der tale om byzantinsk stil påvirket af vesteuropæisk romansk kunst, af og til med arabiske detaljer i de dekorative dele.  

Ruggero II

giver kirken i Monreale til Jomfru Maria

Modsik fra Cattedrale Monreale

Frederick II af Hoenstaufen

1215-1250

Fra 1194 blev Sicilien regeret af Hohenstauferne, hvor kejser Frederick II (1215-1250) blev den mest bemærkelsesværdige regent i en velordnet embedsstat. Efterfølgende blev Sicilien underkastet et voldsregime med terror, skattetryk og overgreb.

Øen kom under fransk herredømme, da pave Clemente IV i 1266 gav den rige ø i len til den franske kong Ludvig IX’s bror Karl af Anjou, der var en at tidends største potentater: konge af Sicilien og Syditalien, jerusalem og Albanien, hertug af Provence, Forcalquier, Anjou ogMaine, regent af Achaea (peleponnes), guvernør af Tunis og senator i Rom. Han gjorde Napoli til sin hovedstad.

Efter et oprør i Palermo i 1282 (Den Sicilianske Vesper) blev magten på Sicilien overtaget af kong Peter af Aragonien, og i de næste 200 år regerede denne gren af det aragoniske kongehus over øen. I 1443 blev Aragonien, Sicilien og fastlandsdelen af Neapel forenet i ét rige.

Fra 1479 kommer Sicilien under den spanske trone, og fra 1504 bliver øen sammen med Napoli et spansk vicekongedømme frem til Utrechtfreden 1713, da øen blev overladt til Savoyen. I 1720 afstod Savoyen øen til Østrig i bytte for Sardinien, hvormed Sicilien og Neapel igen var forenet. De spanske bourboner overtog dobbeltriget i 1734-35.

Efter 1759 blev Sicilien og Neapel overdraget til den spanske kong Karl’s otte-årige søn Ferdinand, der i 1816 tog navnet Ferdinand I (1759-1825) af Begge Sicilier.

Efter de sociale revolutioner i 1789 og de efterfølgende napoleonske reformer, var Sicilien og Sardinien de eneste dele af Italien, hvor bønderne ikke havde fået ejendomsret til deres jord. Flertallet af sicilianerne var jordløse landarbejdere, der arbejdede på feudalherrernes marker.

Under Napoleonskrigene måtte kong Ferdinand I flere gange flygte fra fastlandsdelen til Sicilien, hvis status han lovede at styrke. Efter Napoleons endelige nederlag kunne Ferdinand I vende tilbage til Neapel, men selvom hans rige i 1816 fik navnet Begge Sicilier, var Sicilien i praksis atter degraderet til en andenklasses spansk rigsdel, hvis vigtigste funktion var at betale skatter.

Giuseppe Garibaldi

1807-1882

I 1848 og 1860 gjorde de fattige bønder oprør med de feudale herremænd og i 1860 bredte oprøret sig til Palermo. Som en del af den piemontesiske kong Vittorio Emanueles ønske om at samle Italien i et kongedømme, var det napoletanske kongedømmes svaghed og den sicilianske bondebefolknings krav på jord en mulighed en mulig gevinst.  Så Giuseppe Garibaldi og 1089 rødskjorter invaderede Sicilien, ved at gå i land ved Marsala i 1860, og samme år blev øen indlemmet i det nysamlede kongerige Italien.

På det tidspunkt var Sicilien økonomisk og socialt tilbagestående sammenlignet med det meste af det øvrige Italien; øen var desuden præget af en traditionel kultur og mentalitet, som gjorde det vanskeligt for den nye stat og dens institutioner at gøre sig gældende.

Hvis man vil læse en fremragende roman om Sicilien omkring 1860, skal man læse Giuseppe Tomasi di Lampedusas mesterværk "Leoparden", der udkom første gang i 1958.

At Sicilien i 1860 blev tilsluttet det nye samlede Italien medførte ingen ændring i de bedrøvelige tilstande. På trods af senere reformforsøg af både liberal, fascistisk og kristelig-demokratisk art har Sicilien været præget af underudvikling og afhængighed næsten som et traditionelt afrikansk udviklingsland. Det er den væsentligste baggrund for, at Mafiaen fortsat udgør en afgørende 

faktor på Sicilien.

Før 1860 må Mafiaen nærmest siges at være en samlebetegnelse for grupper med vidt forskellige politiske og sociale mål. Efter 1860 erhvervede de ledende mafiosi sig efterhånden en veldefineret social funktion i sær på den vestlige del af øen. De sicilianske godsejere havde oprindeligt haft en forvalter og en privat hær til at forestå ledelsen af driften og beskyttelse af ejendommene. Men efterhånden begyndte godsejerne at forpagte deres feudale rettigheder til de højestbydende for en årrække. De fleste af disse forpagtere, "gabellotti" var medlemmer af Mafiaen; og de viste et betydeligt talent til at udnytte arbejdskraften og indkassere forpagtningsafgifter.

Salvatore Giuliano

Mafiaens ubestridte leder fra omrking Første Verdenskrig til sin død i 1947 var den legendariske Don Calogero Vizzini. Han var bondefødt og forblev analfabet hele sit liv, og han så deet som en af sine værdigste opgaver at sikre ro og ordnede forhold.

I modsætning til Sardinien har Sicilien aldrig haft en separatistbevægelse med rødder i sproglig eller anden kulturel egenart. Den sicilianske løsrivelsesbevægelse MIS (Movimento per l'Indipendenza della Sicilia), der blev grundlagt i dagene omkring den allierede landgang på Sicilien i 1943, repræsenterede meget forskellige politiske mål. Bevægelsens højrefløj, der overtog ledelsen i slutningen af 1944, bestod af monarkister, godsejere og mafiafolk, der frygtede, at Italien efter krigen ville blive en venstreorienteret republik. I årene 1945-46 kom det til regulære slag mellem italienske tropper og medlemmer af MIS' guerillahær, blandt hvis ledere var den karismatiske røverhøvding Salvatore Giuliano (1922-50). Guerillahæren led afgørende nederlag i 1946, hvorefter den italienske regering udmanøvrerede separatisterne politisk ved samme år at give Sicilien udstrakt selvstyre; denne ordning afspejledes i forfatningen af 1948, der gjorde Sicilien til en af fem regioner med særlig status.

Sicilien var en af de stærkeste politiske bastioner for de kristelige demokrater (DC for Democrazia Cristiana), indtil det gamle politiske system brød sammen i 1992. Øen har desuden været præget af kampen mod korruption og mafiavæsen.

Lidt kronologi

Ca. 1500 fKr

Minoerne og Mykenerne fra Grækenland handler med folkene i Syditalien og på Sicilien

Ca. 1100 fKr

Fønikerne besejler Siciliens kyster og slår sig med tiden ned på Vestsicilien

800-600 tallet

Er den store kolonisationsperiode, hvor grækerne anlægger mange kolonier.

733 fKr

Syrakus grundlægges af grækerne

650 fKr

Selinunt grundlægges af grækerne

600 fKr.

Punerne fra Karthago viderefører de fønikiske kolonier.

510

Sybaris ødelægges

480

Slaget ved Himera. De græske kolonier i Siracusa og Agrigento besejrer punerne (Karthagos flåde)

414-413

Athens flåde knuses ved Siracusa. Der regnes med 50000 døde atheniensere og 12000 siracusere.

409

Selinunt (græsk bystat) erobres af punerne.

397

Syrakus (grækerne) erobrer Mozia fra punerne.

366

Platon kommer til Siracusa til kong Dionisio II’s hof.

270

Hele Syditalien bliver romersk

264-241

Første puniske Krig. Det vestlige Sicilien bliver romersk

218-201

Anden puniske Krig. I 212 erobrer romerne Syrakus. Sicilien bliver romersk

149-146

Tredje puniske Krig. Karthago ødelægges.

70

Cicero bliver guvernør i Siracusa

67

Pompeus bekæmper piraterne ved Siciliens kyster.

27 fKr.

Kejser Augustus, Roms kejsertid begynder og i 29 bliver Sicilien provins styret af en senator.

Platon

græsk marmorbuste

kejser Justinians hærfører Belisario

79 eKr.

Pompeji og Herculanum begraves ved Vesuvs udbrud.

300

Villaen ved Piazza Armerina opføres

330

Konstantinopel gøres til Romerrigets hovedstad

395

Romerriget deles.

468

Vandalerne under Genserico erobrer Sicilien.

476

Sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus, afsættes.

Italien bliver et kongedømme behersket af germanske folkestammer under den byzantinske kejsers overhøjhed.

486

Goterkongen Odoacre overvinder vandalerne og inddrager øen i sit italienske rige.

535-553

Den gotiske Krig. Kejser Justinian og hans general Belisario tilbageerobrer Sicilien og derefter hele Italien. Kejseren repræsenteres ved en vicekonge (exark) i Ravenna. Sicilien bliver en provins direkte under Byzans.

751

Ravenna-exarkatets fald. De syditalienske halvøer, Calabrien og Apulien lægges under provinsen Sicilien.

827

Araberne får fodfæste på Sicilien (ved Marsala) og i 841 på det syditalienske fastland.

902

Araberne har erobret hele Sicilien.

1016

Slaget ved Salerno, hvor normannere hjælp indbyggerne med at bekæmpe en arabisk flåde.

1020

Den normanniske indvandring i Syditalien begynder.

1059

Normannerhøvdingen Robert Guiscard fik af pave Nikolaus II titlen hertug af Apulien og Calabrien. Robert og hans bror Ruggero d’Alterville bekæmper de følgende år araberne på Sicilien

1061-1091

Ruggero I bryder arabernes dominans på øen og i 1071 er hele Syditalien normannisk landområde. Ruggero førte en en bevidst tolerancepolitik, der blandt andet viste sig ved, at da han erobrede Palermo i 1072 blev hverken muslimernes live eller muslimernes ejendom udsat for overgreb – byens indbyggere slap med skat. Det arabiske bureaukrati/forvaltning blev videreført, og en stærk flåde med et betydeligt græsk indslag blev stablet på benene.

1130

Ruggero II bliver kronet til konge i Palermo. Han indfører det første regionale parlament med repræsentanter for latiner, grækere, jøder og arabere. Det er det først kendte eksempel på en blandingskultur den latinsk-katolske; den græsk-ortodokse og den arabisk-muslimske. Han påbegynder i 1132 opførslen af Palazzo Reale med det berømte ”Capella Palatina”. Træloftet er udført af arabiske håndværkere og mosaikkerne af græske.

1154-1166

Kong Guglielmo I.

1166-1189

Kong Guglielmo II.

Robert Guiscard

Detalje af mosaik i Cattedrale di Monreale

Krone for Constansa gift med Federico II.

Tesero duomo di Palermo

1172

Opførelsen af Duomo di Monreale påbegyndes.

1186

Costanza d’Altavilla en niece til Guglielmo II indgår ægteskab med Enrico VI di Svevia en søn til Frederich Barbarossa.

1194

De normanniske besiddelser kommer under de tyske Hohenstaufere.

1208-1250

Federico II (født 1194) overtager magten i normannerriget. Han exkommunikeres af pave Gregorio IX. Han er begravet i katedralen i Palermo.

1250-1265

Kong Manfredi. Han gifter sig med en datter til Pietro d’Aragona (Spanien)

1266

Paven indsætter den franske prins Karl af Anjou som konge af Sicilien.

1268

Hoffet flyttes fra Palermo til Napoli.

1282

Karl af Anjou erhverver Syditalien, men fordrives fra øen efter Den sicilianske Vesper; Peter af Aragonien bliver konge over Sicilien.

1302

Freden i Caltabellotta efter Den sicilianske Vesper. Federico II d’Aragona accepteres som konge.

1479

Sicilien kommer under den spanske trone, da Kastilien og Aragonien blev forenet i en personalunion.

1492

Ferdinando II beordrer forfølgelse af de sicilianske jøder.

1505

Syditalien kommer efter freden i Blois under den spanske trone.

1735

Som følge af Den polske Arvefølgekrig bliver Sicilien og Syditalien et selvstændigt kongerige under Karl III af Bourbon.

1815

Efter Wienerkongressen omdøbes kongeriget under Ferdinando I (Bourbon) til ”Kongeriget de to Sicilier”.

1848

Befolkningen gør oprør mod kongedømmet.

1857

Bevægelsen til et forenet Italien dannes i ”Sociatá Italiana”.

1860

Garibaldis togt med de 1000 soldater indledes den 11. maj og med Nino Bixio erobres Sicilien og Syditalien. Hvorefter alle erobringer overdrages til kongen af Soyvia og dermed bliver en del af kongeriget Italien.

1861-65

Bondeoprør – i skuffelsen over at foreningen med Italien ikke gav bønderne flere goder.

1881

Giovanni Verga:” I Malavoglia” udkommer, det er et af verdenslitteraturens mesterværker.

1908

Vesuv er i udbrud – 80000 omkomne.

1924

Mussolinis besøg på Sicilien; kampe mod Mafiaen.

1943

Den 10. juli. De allierede troppers landgang på Sicilien.

1947

Mafia-lederen, Don Calós død

1950

Den statslige udviklingsprogram, ”Cassa per il Mezzogiorni” iværksættes.

14. august 2009 / ot

Giovanni Verga (1840-1922)