Ture i Venezia -

Tur 3 - Mest Dorsoduro

Tekst

 

 

Mest Dorsoduro

Hovedpunkterne på denne tur:

Ca'Rezzonico – S. Maria del Carmine – Gesuati - Galleria dell'Accademia ­ S. Sebastiano og S. Maria del Salute.

 

Udgangspunktet for turen er stoppestedet for vaporetto linea 1 Pontile 11 – Ca’Rezzonico.

 

Ca'Rezzonico (*)

Paladset blev påbegyndt af barokmesteren Baldassarre Longhena i 1660 for familien Bon, men han nåede kun til ”piano nobile”, så fik familien økonomiske vanske­lig­heder og byggeriet stoppede. Først et århundrede senere overgik bygningen til familien Rezzonico, der fra 1750 lod klassisisten Giorgio Masseo fuldføre byggeriet i 1760.

Vægfladen, der helt forsvinder bag halvsøjler, kapitælerne, der træder frem som skulpturer, festonerne over vinduerne og de små dobbeltsøjler, der bærer rundbuerne over vinduerne – alt dette bidrager til en kraftig lys- og skyggevirkning på facaden, og viser at bygningen er et barokt mesterværk. Efter at familien Rezzonico i 1746 havde erhvervet og fuldført bygningen, blev den pompøst udstyret. Blandt hovedværkerne er

 

Giovanni Battista Tiepolo:

-   ”Zefyrs og Floras triumf” (1731)

     (billede th for tekst)

En allegori på brylluppet mellem Antonio Pesaro og Caterina Sagredo. Det hørte oprindeligt til i Ca'Pesaro.

-   "Allegori over brylluppet mellem Ludovico Rezzonico og Faustina Savorgnan (1758). De dækker to lofter.

-   ”Spadsereturen”

-   ”Menuetten”

-   "Doge Giovanni II Corner"

     (billede på siden med G.B. Tiepolo)

 

Endvidere kan man se G. B. Piazetta: ”Darios død” og billeder af Francesco Guardi.

Francesco Guardi

I denne smukke bygning findes det mest stilrene af alle byen museer.

 

Museo del Settecento Veneziano (*)

Museet for 1700 tallets kunst.­ Det er en afdeling af Corrermuseét med møbler, andet indbo og malerier, her kan man få et uvurderligt indblik i den aristokratiske livsstil for to hundrede år siden.

 

På 2. sal er der en malerisamling blandt andet med 34 billeder af Pietro Longhi (1702-1775), der som ingen anden maler har lavet tro kopier af det 18. århundredes Venezia.

 

På 3. sal findes en fantastisk samling af tegninger og fresker af Giovanni Domenico Tiepolo. Alt er nedtaget fra Tiepolos ”Villa Zianigo” i 1906 og fra 1936 udstillet i Ca’Rezzonico. Udover dette er der en keramiksamling, dragter, et apotek fra 1700 tallet og et marionetteater. Dette er en meget smuk og velorganiseret samling, som man bør ofre noget opmærksomhed ved et længere ophold i Venezia.

Giovanni Domenico Tiepolo (1727-1804) maler og grafiker. Søn og elev af Giovanni Battista Tiepolo (1696-1770) som han arbejdede sammen med til dennes død.

 

 

            Fra Ca’Rezzonico går man væk fra Canal Grande ad FONDAMENTE SQUO og nordpå mod CAMPO MARGHERITA, hvor man krydser RIO NUOVO.                   

 

 

                Sløjfe:

 

Skulle der efter besøget i Ca’Rezzonico være behov for en forfriskninger drejer man til venstre over den første bro ind til CAMPO S. BARNABA, hvor der ligger en udmærket bar ved siden af kanalen RIO DI S. BARNABA og overfor S. Barnaba

 

 

 

S. Pantaleone

(S. Pantalon)

Kirken blev opført i slutningen af det 17. årh. og den har fortsat ikke fået en rigtig ”pyntelig” facade. Så det er på ingen måde det ydre, der skal lokke en besøgende indenfor, men den barokke stilkunst i stort format man kan opleve i kirkens indre. Gå inden for og kig op.

 

-   Giovanni Antonio Fumiani: ”S. Pantaleones martyrium og apoteose” (1684-1710).

Fumianis dekoration (1643-1710) af loftet er malet på lærreder. Motivet er en kolossal arkitektur, der åbner kirkerummet mod en uendelig himmel, og midt i det hele kan man få øje på scener fra S. Pantaleones martyrium under kejser Diokletian, der beordrer, at helgenen skal tortureres og myrdes. Helgenen befinder sig under en høj bue, indrammet af en aura af lys. Himlen har åbnet sig og er rede til at tage imod hans sjæl.

Veronese: ”S. Bernardino” og ”S.Pantalone risane un fonciulla”

-  Vivarini, Antonio: "Incoronazione delle Vergine"

    (Billedet på siden Vivarini-familien)

-  Paolo Veneziano: Annunciazione

 

           

 

Tilbage over RIO NUOVO, hen over CAMPO S. MARGHERITA.

 

Veronese: S. Pantalone risane un fociulla"

S. Maria del Carmelo (Chiesa di Carmine)

 

Chiesa di Carmini

(S. Maria del Carmelo)

Kirken blev påbegyndt i 1286 efter at karmelitterne var blevet fordrevet fra det hellige land og blev omdannet fra at være eremitter til at være en tiggerorden. Kirken facade blev omformet i det 16. årh. over indgangen kan man stadig se det gamle tilmurede vindue. Det indre er formet som en basilica med tre skibe adskilt af dobbelte søjlerækker. Koret blev i 1514 ændret til den nutidige form, ved denne ombygning blev den gotiske afslutning inklusive ribbehvælvet ændret til en renæssanceform, hvor de høje smalle spidsbuer i vinduessektionen ændres med rundbuer i den øverste sektion.

Indenfor er der er mange gode kunstværker,

-   Lorenzo Lotto: "S. Nicola in Gloria con S. Giovanni e S. Lucia"(*) (1527-1529).

-   Tintoretto: "Prezentazione di Gesú al tempio" 1542 (th.ved prædikestolen)

-   Palma il Giovane: "Annunciazione". (kan ses i Sakrestiet).

-   Francesco di Giorgio Martini: ”Nedtagelsen fra korset” 1475. Broncerelief udført til Oratorio di S. Croce i Siena.

Francesco di Giorgio Martini (1439-1501) maler, billedhugger, arkitekt, fæstningsingeniør fra Siena. Blandt hans hovedværker er store dele af marmorkirkegulvet i Duomo di Siena.

-   Conegliano: ”Nativitá con S. Caterina, S. Elena,

    Arcangelo Raffaello e Tobiolo"

    (billede tv for tekst)

 

 

 

Scuola Grande dei Carmini

I tilknytning til Chiesa di Carmini findes Scuola Grande dei Carmini, der blev grundlagt i 1594 og regnes som hørende til de 6 store broderskaber. Bygningen er tilegnet Baldassare Longhena, der har forsynet den med en let og elegant facade med slanke søjler og fin ornamentik.

Inden for er der en en rig udsmykning. Først og fremmest med adskillige billeder af G. B. Tiepolo fra 1744, der regnes for mesterens hovedværk.

På siden Scuola Grande di Carmine  i afsnittet "Kirker, muséer og scuola" er der beskrevet et mere ”dækkende” besøg i denne scuola.

 

Lorenzo Lotto: "S. Nicola in Gloria"

Fra Scuola dei Carmini følges kanalen RIO DEI CARMINI mod venstre ad FONDEZZA DEL SOCCORSO indtil kanalen deler sig. Der holdes lidt til venstre og kort efter over kanalen til CAMPO S. SEBASTIANO.

 

S. Sebastiano (**)

Den oprindelige kirke blev bygget af hieronymitterne i 1468 i forbindelse med ordenens kloster, men allerede i 16. årh. blev ombygget. Kirkens indre er meget enkelt men med et munkepulpitur, der løber hele vejen rundt om midterskibet. I sakristiet er udsmykket med malerier af veronesiske kunstnere, men det mest kendte er billederne udført af Paolo Veronese (hans grav findes foran kapellet til venstre ved siden af presbyteriet).

I loftet

Malerier med scener fra den gammel testamentelige Esthers historie: "Ester føres til Ahasverus", "Esther krones til dronning"; "Mardocheo, Esthers far hyldes af folkemassen" (1555-1556).

I overetagen tre billeder:

Højre væg:

-   "Martirio di S. Sebastiano" (1558) (billed th for tekst)

Højalteret:

-   "La Madonna in Gloria";

    (billede tv for tekst)

venstre væg:

-   "S. Marco og S. Marcellino".

    (billede neden for th)

-   "Martirio di S. Sebastiano"

    (billede neden for tv)

Billederne i koret (alterbilledet) er sammen med de nyrestaurerede billeder i sakrestiet (loftet) de første arbejder Veronese udførte i Venezia.

Udover Veronesebillederne findes endnu en seværdighed i kirken.

-   Tiziano: "S. Nicolo". (1. alter I højre side).

     (billede på siden "Tiziano")

"Martirio di S. Sebastiano" (part)

 

   

Uden for er der et par muligheder enten en ”sløjfe” eller direkte mod Galleria dell'Accademia.

 

Sløjfe

Fra S. Sebastiano følger man FONDAMENTA B ud mod Canale Giudecca, går over den første bro fortsætter langs kanalen på den anden side frem til S. Nicoló.

  

S. Nicoló dei Mendicoli (mendico = tigger)

En kirke for fiskere og småkårsfolk. Kirkens indre er rigt udsmykket. Kirkerummet fra det 12. årh. blev renoveret i det 14. årh. på dette tidspunkt blev buerne til presbyteriet og til tværskibet forhøjede. De har fortsat den ornamentale fra denne periode. På samme tid blev kapitælerne fornyede (dateret 1361 og 1364). Det største indgreb skete dog i 1580, da midterskibet blev udsmykket med en udskåret og forgyldt trædekoration med isatte billeder, der viser episoder fra Kristi liv. På højalteret finder man en stor træskulptur af S. Nicoló fra det 15. årh. Helgenen er iført en forgyldt bispekåbe.

 

Tilbage til S. Sebastiano

 
 

 

Fra S. Sebastiano krydser man kanalen, og der holdes til højre på den anden side indtil man når CAMPO DI S. BASEGIO, hvor der drejes til ad SALITA DI BASEGIO og fortsættes lige ud forbi Chiesa Ognisanti ad CALLE OGNISANTI frem til CAMPO TROVASO. Ved RIO S. TROVASO ligger det ene af de tre sidste gondolværker i Venezia, hvor man producerer det klassiske ca. 11 meter lange og 1,4 meter brede asymmetriske fartøj af 8 forskellige træsorter.

 

S. Trovaso

Kirkens oprindelige navn er SS. Gervasio e Protasio og allerede i det 9. århundrede lå en kirke på dette sted. I 1028 betalte familien Barbarigo for en nybygning af kirken, der dog allerede i 1105 nedbrændte. Den efter­føl­gende kirke blev i 1585 erstattet af en ny, der dog først blev indviet i 1657. Kirken har to identiske facader en mod pladsen og en mod kanalen.

Inden for skal man se

-   Tintoretto: "Ultima Cena" (*)

-   Tintoretto: "Tentazioni di S. Antonio" (1577)

 

Fra kirkens højre sideudgang krydses RIO S. TROVASO (bemærk Cantina del Vino på den anden side, her det godt med et glas, medens man ser på hylderne) og går ud mod CANALE DELLA GIUDECCA, og til venstre langs kanalen hen til endnu en af de store pragtfulde kirker.

Tintoretto: "Ultima Cena" (1564-1566)

Chiesa dei Gesuati

(S. Maria del Rosario)

Dette er ikke en jesuitterkirke, men en kirke opkaldt efter en venetiansk orden ”de fattige jesuater”, der blev grundlagt i slutningen af det 14. årh. altså langt tid før ”Jesuitterordenen” blev grundlagt. I 1668 blev ordenen nedlagt og dominikanerne overtog klostret og byggede den nuværende kirke, der fortsat bærer forgængernes navn. Facaden svarer til kirkefacaderne på Giudecca.  Det indre er et stort rum – skibet og koret. Rummet er meget elegant udsmykket, men de store seværdigheder findes i loftet, hvor G. B. Tiepolo har malet de tre fresker.

G. B. Tiepolo:

-   "Gloria di S. Domenico"

-   "L'istituzione del Rosario" (i midten)

-   "Apparazione delle Vergine e S. Domenico"

-               

I kirkerummet kan man finde yderligere tre seværdige billeder

1. alter i højre side

G. B. Tiepolo: ”Pala delle Tre Sante”

(Catharina af Siena, Agnese og Rosa af Lima)

3. alter i højre side

G. B Piazetta: ”Tre Dominicani”. (Ferrer, Hyacinth og Bertrand)

3. alter i venstre side

Tintoretto: ”Crocifissione” (1560)

 

Efter besøget går man bagom kirken til CAMPO S. AGNESE og følger TERRA A. FOSCARINI ind mod CANALE GRANDE.

 

G.B. Tiepolo: "Pala delle tre Sante"

 

Galleria dell'Accademia (**)

Galleriet ligger ved den store træbro over CANAL GRANDE, og her findes en af Europas fineste malerisamlinger, der stammer fra det venetianske malerakademi, der blev grundlagt i 1750.

Dette accademia er placeret i en tidligere scuola – Scuola Grande della Carità – og i klostret af samme navn. Akademibygningens facade, hvor museets hovedindgang befinder sig, er opført omkring 1760 efter tegninger af Giorgio Massari (Ca’Rezzonico). Under Napoleon blev det private akademi lavet om til en offentlig kunsthøjskole, der fik råderet over de bygninger, der ligger op ad scuolaen. Galleriets bestand af kunstværker blev forøget med kunstværker fra de kirker og klostre, der blev opløst under Napoleon, men også ved mange private gaver. Siden 1805 har bygningen været tilgængelig for offentligheden som museum. På Accademia kan man få et fantastisk overblik over det venetianske maleri fra det 13. til det sene 18. århundrede.

 

På siden Galleria dell'Accademia i afsnittet "Kirker, muséer og scuola" er der beskrevet et mere ”dækkende” besøg i denne fantastiske billedsamling. På grund af billedmængden er der dog kun omtalt billeder af de kunstnere, der omtales i afsnittet Kunstnernes Venezia.

 
 

 

Fra Galleria dell'Accademia er det muligt at tage vaporetto'en i retning mod Stazione og mod S. Marco. For dem der ikke ønsker at sejle men gerne vil opleve lidt flere detaljer af det venetianske gade­billede og kulturliv fortsætter turen ud mod S. Maria delle Salute. Fra Galleria d’Accademia tilbage til TERRA A. FOSCARINI , hvor man holder til venstre første gang og går parallelt med CANAL GRANDE. Kort efter passerer man FONDAMENTA BRAGALIN, Palazzo Contarini Dal Zaffo og på CAMPO S. VIO kan man se Palazzo Cini, hvor der et mindre men ganske udmærket og smukt museum.

 

Galleria Cini

I det lille stilfulde palads er der en fin samling med toscanske renæssance­kunstnere. Her finder man billeder af blandt andre

-   Niccolò (1392-1441)

-   Piero della Franscesca

-   Piero di Cosimo og

 Pontormo (1494 - 1557).

 

Turen fortsætter forbi Palazzo Da Mula og lidt efter er man ved "Peggy Guggenheims museum".

 

Collezione Peggy Guggenheim

(Palazzo Venier dei Leoni)

(åbent april-oktober 11.00-18.00, dog lukket tirsdag)

Paladset, der har fået sit navn på grund af løvehovederne i facadens sokkel, blev aldrig fuldført. På en model i Museo Correr kan man se hvilket prægtigt palads familien Venier i 1749 havde påbegyndt her. Som sædvanligt var det økonomiske vanskeligheder, der afbrød byggeriet, men i modsætning til andre bygninger blev byggeriet aldrig genoptaget. I 1949 blev denne paladsrest købt af den velhavende Peggy Guggenheim, der samlede og understøttede moderne kunst. Hun tilbragte sine sidste 30 år i Venedig og efter hendes død er hendes store samling af moderne kunst offentligt tilgængeligt som museum. Det er et fremragende museum for moderne kunst efter 1910 med værker af blandt andet Chagall, Chirico, Dali, Max Ernst, Giacometti, Jorn, Kardinsky, Klee, Léger, Magritte, Marino Marini, Mondrian, Henry Moore, Picasso, Pollock og mange andre.

Marino Marini (1901-1980) italiensk billedhugger og professor i billedhuggerkunst i Milano fra 1940. Hans først retrospektive udstilling finder sted i Zürich1952. Hans værk omfatter udover portrætter og stående figurer især heste og ryttere. I Firenze findes et museum udelukkende med Marinis værker.

 

Dette er stedet hvor man bør tage et hvil og fra terrassen nyde trafikken på Canal Grande.

Max Ernst: Zoomorft par (1933)

Fra Collezione Guggenheim fortsættes der fremad forbi Palazzo Dario og S. Gregorio ud til et af Venezia mange vartegn

 

S. Maria della Salute (*)

Denne smukke kuppelkirke opført af Baldassare Longhena (1631-87) regnes for en af barokarkitekturens hovedværker i Venezia. Den blev bygget, som en tak til Guds moder for afslutningen af pestepidemien i 1629.

Den massive marmormasse er opbygget over en ottekant, prydet med alle barokkens volutter, søjler, nicher og statuer. De kæmpemæssige snegleformede volutter danner overgang fra den høje underetage til en kæmpekuppel, det er dem der giver kirken dens uforlignelige udseende. Kirken dominerer helt indsejlingen til Venezia.

Kirkens indre har en strengere opbygning end dens ydre, det store centralrum, der ligger under kuplen, er omgivet af kapeller, der i det ydre afspejler sig i toetagers udbygninger. Kirken rummer en mængde kunstværker blandt andre fem billeder af Tiziano og et billede af Tintoretto.

I kirkerummet skal man se hovedalteret, der er tilegnet arkitekten B. Longhena, og over det 3. alter til venstre

-   Tiziano: "Pinseunderet" (1545)

(Helligånden viser sig for disciplene).

 

Tiziano: S. Marco in Trono e Santi"

Men det er i sakrestiet det foregår. Indgangen ligger til venstre for hovedalteret, her findes adskillige fremragende billeder, der alle har højeste museumsværdi (**).

-   Tiziano

I loftet

 "Abrahams takoffer"; "David og Goliat" og "Kain og Abel" alle fra 1543

Ved alteret

-   "S. Marco in trono e Santi" (1512)

(Helgenerne er Cosma, Daminiano, Rocco e Sebastiano).

På væggene:

-   "Il Sacrificio di Isacco"; "Davide e Golia" og "Caino e Abele".

 

-   Tintoretto: "Brylluppet i Kana".

 

             

Herefter er der kun at vente på en vaporetto eller foretage spadsereturen tilbage til udgangspunktet ved PONTE DELL'ACCADEMIA.

 

           

 

Tiziano: "Il Sacrificio di Isacco"

 

Tiziano: La Discesa dello Spirito Santo"

 

 

 

 

 

 

 

Tintoretto: "Brylluppet i Kana" (S. Maria del Salute)

 

 

 

  Har du lyst til at følge en anden tur gennem Venezia så klik på et af nedenstående forslag

- Tur 1. Canal Grande

- Tur 2. Rundt på Pz. San Marco

Tur 4. Mercerie, San Polo & San Croce

-  Tur 5. Cannarego & Castello

-  Tur 6. Castello & Giudecca

-  Tur 7. Cannareggio & Ghetto

- Tur 8. En éndagstur