"Piazza S. Marco er verdens eleganteste dagligestue, værdig til at have himlen som loft"

Napoleon

I Venezia findes der kun en ”Piazza” og det er pladsen foran S. Marco. I dens forlængelse i retning mod lagunen ligger Piazzettaen foran Palazzo Ducale – Dogepaladset. Alle andre pladser hedder ”Campo”. Oprindelig markerede det måske modsætningen mellem pladsen med brosten foran S. Marco og dogens palads og de andre pladser i byen, der var ubefæstede. Senere blev ”piazza” til en slags hædersbetegnelse for det sted, hvor hele byens offentlige liv foregik, med alle byens fester og ceremonier. Piazza S.Marco var Venezias festsal, hvor både fattig og rig i fællesskab ved processioner, optog og store modtagelsesceremonier for fremmede herskere fejrede deres by og deres stat, og hvis udsmykning de i flere århundrede brugte deres kunstneriske og økonomiske kræfter. På Serenissimaens tid var det en underdrivelse, at omtale Piazza S. Marco som ”den smukkeste salon i Europa”.

I vore dage er pladsen stadig en af de største attraktioner i Venezia, og den er fyldt med besøgende. Kun tidligt om morgenen og sent om aftenen kan man beundre den i hele sin udstrækning.

Hvis man ikke er bosat i nærheden af Piazza S. Marco eller kommer man kun på et dagsvisit, så er det lettest at nå frem ved at tage linea 1 eller linea 2 til stoppested S. Marco, og herfra spadsere ind på pladsen. Denne tur beskæftiger sig udelukkende med de mange ét og to stjernede seværdigheder, der omkranser denne enestående plads. Det drejer sig om

1) S. Marco ** (Markuskirken)

2) Palazzo Ducale ** (Dogepaladset)

3) Libreria Marciana **

4) Procuratorie Nuove.

5) Kampanilen og Sansovinos Loggia

6) Museo Correr *

7) Procuratorie Vecchie

A) angiver vejen til Accademia og spisesteder

B) angivere vejen til Le Mercerie (tur 3) og ikke mindst Torre dell’Orologio

D) angiver vejen til spisesteder (se skitse i afsnittet om spisesteder)

Canaletto: "Torre dell'Orologio og logetta"

De tre store flagstænger foran basilikaen symboliserer republikkens tre oversøiske besiddelser Cypern, Candia og Morea.

Torre dell'Orologio

Dette urtårn er opført af Mauro Codussi i 1496 ved indgangen til Mercerie, hovedforretningsgaderne der fører til Rialto. Tårnet er opført i med farvede sten i blåt og guld, og den nederste etage minder om en antik triumfbue. Uret viser udover klokken også månefaserne og solens bevægelse gennem dyrekredsens tegn. I den næste etage er der en bronzestatue af en madonna og ovenover står Markusløven foran en blå stjernehimmel og det hele afsluttes af bronzeklokken, hvor to morer slår timeslagene.

Kampanilen

S. Marcos kirketårn dominerer de to pladser, der ligger foran og ved siden af kirken. Bygningen af kampanilen blev påbegyndt i det 12. årh. Tårnet fik sin endelige udformning i 1511-1514, hvor det blev restaureret efter et voldsomt lynnedslag i 1489. Siden da har ærkeenglen Gabriel udsmykket tårnets spids. Den 14. juli 1902 styrtede kampanilen sam­men, men allerede i 1912 var den genopført med sin oprindelige form og højde (95 meter).

Logetta

Denne lille bygning blev færdiggjort i 1547 efter tegninger af Sansovino. Den var beregnet som mødested for den venetianske adel, men allerede i 1569 flyttede arsenalarbejdernes æresgarde ind, de skulle holde vagt under Maggior Consiglios rådsmøder for alt beskytte forsamlingen. I 1663 blev terrassen tilføjet og dørene forsynet med buer. I logettaen findes fire nicher udsmykket med bronzestatuer, der forestiller Minerva, Apollon, Merkur og en allegori for freden. Alle figurer er udført af Sansovino, der ikke alene var en god arkitekt men også en fremragende billedhugger.

Oversvømmelse ved Procuratorie Vecchie

Procuratorie Vecchie og Procuratorie Nuove

Med bygningen af Torre dell’Orologio i 1496 blev der påbegyndt en fornyelse af nordsiden af Piazza S. Marco, hvor man i 1514 opførte Procuratorie Vecchie, der var det officielle sæde for S. Marcos prokuratorer, der var ansvarlige for forvaltningen af alle statens bygningsværker bortset fra Palazzo Ducale. Bygningerne blev fuldført af Sansovino i 1532.

Procuratorie Nuove blev påbegyndt af Vicenzo Scamozzi i 1584 og først fuldført i 1640 af Baldassare Longhena. Her lå boligerne for de ni prokuratorer, der ved lov var forpligtede til at bosætte sig i nærheden af S. Marco.

Under Procuratorie Nuove’s ligger Café Florian, Italiens første café, der blev åbnet i 1720 og der blev serveret til modedrikken i det 18. årh. chokolade. Dette er afbildet på en lang række af Pietro Longhis billeder af det luksuriøse rokokosamfund. I 1858 indrettede Ludovico Cadorin fire små stueagtige rum, der hver i sær er benævnt efter deres dekorationer.

Selv om franskmændene i begyndelsen af 18-hundredetallet kunne holde Venezia besat i få år, satte det napoleonske herredømme sine spor. Da der manglede en passende bolig til den franske kejser, hans statholder og ikke mindst en stor balsal. Så man rev en kirke ned og byggede i 1808 mellem de gamle og nye prokuratorier den såkaldte Napoleonske Fløj. Da hele herligheden var færdig i 1810 havde Napoleon igen forladt scenen, så bygningen måtte anvendes til andet formål. 

Museo Civico Correr

I dag huser den Napoleonske fløj Museo Civico Correr og den prægtige trappe med vægmalerierne, der skulle føre til de store festsale er i dag adgangsvejen til et af byens fine malerimuseer og den arkæologiske samling. Kernen i museet stammer fra den venetianske adelsmand Teodoro Correr, der i 1830 testamenterede alle sine skatte til byen. (Sidst i dette afsnit er det en større omtale af Museo Civico Correr)

På siden Museo Civivo Correr i afsnittet "Kirker, muséer og scuola" er der beskrevet et ”dækkende” besøg i denne malerisamling med vægt på de store navne i venetiansk malerkunst.

PIAZZETTAEN ned mod Canal Grande domineres på den ene side af Palazzo Ducale, Dogepaladset, men det gamle bibliotek La libreria Marciana på den anden langside vil ingen kunne overse.

La Libreria Marciana

Dette bygningsværk havde prokuratorerne planlagt som deres nye embedssæde og i 1537 fik Sansovino bestilling på et udkast. Sansovino var netop flygtet fra Rom til Venezia på grund af de kejserlige troppers hærgen under Sacco di Roma, og han medbragte en ny byggestil til lagu­nestaden. I 1545 styrtede store dele af den ufærdige bygning sammen, Sansovino kom i fængsel, men allerede i 1547 var han igen chefarkitekt, men han måtte selv financierer genopbygningen, der blev afsluttet i 1554. I 1582 forlængede Scamozzi bygningen helt frem til vandet. I dag rummer bygningen Bibliotheca Marciana, et af de mest betydningsfulde biblioteker i Italien. Grundstammen var de ca. ni hundrede håndskrifter som den græske kardinal Bessarion havde indsamlet efter Konstantinopels fald i 1453 og testamenteret til Venezia i 1463. Biblioteks salens loft er overdådigt udsmykket med 21 malerier af blandt andre Tiziano og Veronese.  

Nede ved lagunen rundt om hjørnet efter La Libreria liggere endnu et af Sansovinos mesterværker.

La Zecca

Den statslige mønt lå oprindeligt i nærheden af Rialto, men blev i 1277 flyttet til denne plads. Under omlægningen af Piazettaen begyndte Sansovino i 1536 at indrette den nye mønt, idet han lavede et udkast til en to-etages bygning, der dog i 1558-1566 blev udstyret med en tredje etage. Stenenes kraftige rustica, der videreføres i søjlerne giver bygningen en streng forsvarsagtig karakter, hvilket antyder, at der i bygningen befandt sig noget værdifuldt, som skulle beskyttes.

Helt nede ved lagunen står to høje fritstående granitsøjler, der sandsynligvis blev røvet i det 12. årh. fra et syrisk tempel. På den ene søjle står den græske S. Theodoro (med krokodille), der var Venezias første skytshelgen og på den anden efterfølgerens symbol, Markusløven.

Basilica di S. Marco (**)

Kirken for S. Marco dominerer hele den østlige front på pladsen. Den første kirke blev bygget omkring år 832 for at give et værdig hvilested til evangelisten Markus' ben, den nedbrændte i 976. Den nuværende kirke blev påbegyndt 1063, men størstedelen af udsmykningen især mo­saik­kerne er kommet til efter dette tidspunkt. Først i 1807 blev kirken bispesæde. Den afspejler ikke først og fremmest kirkens krav om magt og rigdom, men den venetianske republiks glans og historie. Med kupler, små tårne, mangefarvede marmorsøjler, mosaikker og skulpturer virker kirken som et smykkeskrin. Den har kun lidt til fælles med de europæiske romanske og gotiske stilarters højt oprangerede og strukturerede facader, der blev opført på samme tid – mellem det 11. og 13. århundrede - som S. Marco. Kirkens ydre er resultatet af flere forskellige byggefaser, der hver tilføjer nye dekorative elementer, der både var udtryk for vesteuropæisk og byzantinsk inspiration.

Canaletto: "La Zecca og hjørnet af La Liberia"

Facaden er byzantinsk med flere dråber gotik. De mang­e­farvede søjler, kapitæler og relieffer er indsamlet fra alle de erobrede områder og de er medvirkende til at levendegøre den oprindelige murstensfacade.

På galleriet over hovedportalen er opstillet et antikt firspand. Denne hestegruppe i forgyldt bronze blev taget som krigsbytte og hjembragt af venetianerne (dogen Enrico Dandalo) under det 4. korstog i 1204 og opstillet på deres nuværende plads. Hestene menes at være støbt i Græ­kenland i det 4. årh. f. Kr. hvorefter de smykkede en triumfbue i Rom, for med kejser Konstantin at komme til Konstantinobel. Under Napoleon blev de i 1797 ført til Paris og sat op på den lille triumfbue, så de kunne skue ud over Tuillerierne. Først i 1815 vendte de tilbage til deres gamle plads, i dag står de fire heste nyrestaurerede indenfor i et rum bagved balustraden og udenfor står fire kopier.

Hovedfacaden består af hovedportalen og 4 sideportaler. De mangefarvede marmorsøjler, kapitæler og relieffer, der dækker facaden er

et udtryk for de mange skatte venetianerne i storhedstiden indsamlede i den østlige del af Middelhavet. Hovedportalen der oprindeligt var blå og gylden er fremhævet med en bueportal, der rager ud over terrassen og er opdelt i flere buer, der er udsmykket med symbolske fremstillinger fra det 13. og 14. århundrede. Over hovedportalen er der anbragt en mosaik (1836), der viser dommedag. Facadens mosaikker stammer for størstedelen fra perioden 17.-19. århundrede, de erstatter ældre værker fra det 13. århundrede, men oftest gentages de originale temaer.  

I de fire sideportaler vises (begyndende med den nordlige portal længst væk fra lagunen)

- Porta di S. Alipio: Overførslen af helgenens jordiske rester til S. Marco (1265). På mosaikken ser man ikke den oprindelige kirke, men bygningsværket fra det 13. årh.

- Den hellige Markus' lig bortføres

- Ankomsten med de jordiske rester af S. Marco

- S. Marcos forklarelse

S. Marco's sydport med de syriske søjler

Sydfacaden

Facaden mod Dogepaladset er det første, den besøgende ser, når man forlader sin båd ved Piazzettaen. Den er også udformet på prægtig vis, og oprindelig var der her to indgange til kirken. De to kostbare syriske søjler, der står foran facaden ved indgangen til dåbskapellet, skal ifølge traditionen været opstillet foran genovesernes befæstede hus i Akko. Dem skal venetianerne have erobret i 1256, en sejr der med­førte den frie tilgang til handlen med orienten. Et er tradition, men de sidste under­søgelser fra 1977 vurderer søjlerne til at være resterne fra en kirke i Konstantinobel, og de kom til Venezia som bytte efter det 4. korstog (1204).    

På hjørnet til højre for de syriske søjler står et andet bemærkelsesværdigt bytte fra de venetianske røvertogter i det østlige Middelhav. Tetrarkerne, fire røde porfyrfigurer. Skulpturen er dateret til det 4. århundrede og forestiller sandsynligvis de såkaldte tetrarker – den romerske kejser Diokletian (284-305) og hans svigersønner og medregenter Maximiano, Constantino og Valerio. Hver herskede over en fjerdedel af det romerske rige. Den venetianske tradition fortæller om, at figurerne forestiller fire mauriske tyve, der ville stjæle skatten i S. Marco, men helgenen forvandlede dem – ved et under - til sten.

Kirkens indre

Den nuværende kirkebygning er den tredje på stedet, den blev opført fra 1063 efter forbillede fra Apostelkirken i Konstantinobel, som en centralbygning, der er forlænget mod øst, i form af et græsk kors med fem pendentivkupler (Kuplerne har to skaller - inderst er der en flad, udenpå en anden, højere skal af bly). Kirken får en orientering mod alterrummet, der er hævet over krypten og har apsis i øst og sidekapeller med apsider ved siden af presbyteriet. Grundplanen giver altså indtryk af et langhus med smallere tværarme.

I begyndelsen var der ingen udsmykning af kirkens murstensvæge, hverken indvendigt eller udvendigt. Først i løbet af de følgende århundrede er murene blev belagt med mosaikkernes guldlag, der skinner hemmelighedsfuldt, og med pragtfuldt årede marmorplader, der ofte virker som halvædelsten. Også gulvet er et kunstværk af marmor. I begyndelsen var det byzantinske mestre, der skabte de indlagte arbejder, men snart blev der dannet en venetiansk skole, der i sær i det 13. århundrede leverede fremragende eksempler på en selvstændig venetiansk mosaikkunst.

Det er ikke muligt at give bare en kortfattet beskrivelse af kirkens mange herligheder og rigdomme. Men nedenstående plan med 20 numre viser en stor del af seværdighederne, men er man ikke til det hele, men vil nøjes med cremen, så er et mindre udvalg:

-   De 5 store kupler – numrene 3, 6, 7, 8, 11.

-   De 3 kapeller – numrene 13, 14 og (bagved nr. 10) Capella della

    Madonna Nicopeia          

-   Ikonostasen, højalteret med baldakin 

-   Pala d’oro bagved højalteret og Sansovinos døre ind til sakrestiet.

På siden om "Kirker, muséer og scuola" - San Marco - er der en mere fyldestgørende beskrivelse af de vigtigste punkter i udsmykningen i S. Marco

Palazzo Ducale (**)

Dogepaladset har altid i republikkens tid forenet tre forskellige funktioner, det var dogens residenspalads og tjente samtidig som regeringsbygning, domhus og fængsel. Fra Riva degli Schiavoni ser man tydeligt, at Dogepaladset på ingen måde er en ensartet bygningsblok, som det kan se ud fra Piazzettaen. De forskellige farver viser tydeligt, at den gotiske bygning af mursten adskiller sig fra den bagvedliggende renæssancebygning med de hvide sten.

Allerede i 810 blev øerne styret fra et palads på dette sted, der dog brændte omkring 1105. I 1172 begyndte dogen Pietro Ziani en genopbygning af paladset, der blev udvidet for at kunne rumme krigsbyttet fra Konstantinobel i 1204. Det nuværende palads – med facader mod syd og vest - blev opført i perioden 1309 til 1442 og regnes for et af den gotisk-venezianske arkitekturs perler.

Den særprægede orientalske virkning er opnået med den åbne porticus og loggiaen ovenover, sammen med spidsbuer og gennembrudte masværk i gotiske former. Arkadernes hvide farve, de rigt udskårne kapitæler og overetagens lyse farve får det venetianske regeringssæde til at virke livligt og festligt. De to åbne arkadeetager giver indtryk af, at den ovenliggende lukkede del af bygningen nærmest svæver.

Paladset blev plyndret i 1797 af Napoleons tropper. Der var en kort opblomstring i perioden 1848-49, hvor paladset var sæde for regeringen i Den demokratiske republik Venezia. I 1875 blev paladset efter restaurering gjort til museum.

Sydfacaden (vandfronten).

I de nederste søjler er indhugget symboler på ondskab, dyder, årets måneder og forskellige betydende håndværk. De tre søjler i bygningens hjørner (syd- og vestfacaden) er hele skulpturgrupper udført af Filippo Calendario omkring 1344. De forestiller "Noahs beruselse", "Adam og Eva" og "Salomons dom".

Østfacaden (mod kanalen)

På Dogepaladsets østside ligger byens fængsel. Bygningen blev opført (1589) i to etager af Antonio da Ponte der har tegnet en rustik bygning, der viser at her kan man ikke uden videre komme ind og især ikke kan komme ud fra. I 1602 byggede man Ponte dei Sospiri (Sukkenes bro), der forbinder undersøgelsesdommernes rum og fængselscellerne i Dogepaladset med det nye fængsel.

Antonio da Ponte (1512-1597) vandbygnings- og militærarkitekt og ansvarlig for alle offentlige bygninger. Han udførte nybygningen af Ponte Rialto og det nye fængsel ved Riva degli Schiavoni.

Vestfacaden (Mod Piazettaen).

I forbindelse med vestfacadens 7 ældste arkader kan man se en tondo i masværk udført af Filippo Calendario. Motivet er en Venetia, der ved hjælp af sværdet samtidig er karakteriseret som Justitia, dette er den første offentlige gengivelse af af en allegori af den venetianske stat, der i rollen som Justitia er en personifikation af retfærdigheden. Neden under løvetronen ser man to laster, der holdes nede, i venstre side vreden og i højre side hovmodet, ud af hvis hjælm, der er ved at vokse æselører.

Porta della Carta

Indgangen i vestfacaden

Hovedportalen Porta della Carta blev opført i 1442 af dogen Francesco Foscari. Over porten lod han sig fremstille knælende foran Markusløven.

Der er mange udlægninger af hvorfra navnet stammer (carta er papir på italiensk), måske lå statsarkivet i denne del af paladset, måske er det her domme og forordninger blev slået op eller måske var det her, man i skriftlig form kunne aflevere sine anliggender for regeringen. Porten blev udført af den venetianske billedhuggerfamilie Buon, med sine vildtvoksende gotiske former ligner porten et guldsmedearbejde, et indtryk, der tidligere blev forstærket af portalens gyldne og blå indfatning. Figurerne i sidenicherne forestiller dyderne "klogskab", "barmhjertighed", "mådehold" og "tapperhed". Den sidste figur er måske udført af Antonio Bregno, der også har leveret figurer til Foscaris gravmæle i Ss. Giovanni e Paolo.

Gården og stueetagen

Porta della Carta danner indgangen til den smukke gård. Inde fra gården ser man tilbage på den barokke facciata dell'Orologio (1614) og på Arco Foscari (1471) i gotisk-renæssancestil, denne bue prydes af statuer af "Adam og Eva", der er kopier af de originale arbejder af Antonio Rizzo fra 1476.

Antonio Rizzo (1430-1499) billedhugger og arkitekt. Arbejdede fra 1448 som leder af opførelsen af Doge­paladset, hvor hans hovedværk er store dele af dettes gårdarkitektur og udsmykning i en tidlig renæssancestil. Han har også udført monumentet for Dogen Niccoló Tron i Frari-kirken.

facciata dell'Orologio

I 1483 blev østfløjen mod kanalen ødelagt af en brand, den blev genopbygget 1487-1510 af renæssancearkitekten Mauro Codussi. Ulykkerne fortsatte og i 1574 brændte Sala del Collegio og Senato og i 1577 blev Sala del Maggio Consiglio og Scrutino ødelagt ved en en stor brand, hvor der brændte adskillige gamle kunstværker. Først omkring 1600 blev arkaderne i paladsets øst- og vestfløj åbnet og gav en ensartet indtryk af de to fløje. 

Lige over for Porta della Carta findes den sidste af de oprindeligt fire trapper der førte op til embedsmændenes rum på første sal. Det er Scala dei Giganti, der blev opført i 1484 af Antonio Rizzo, navnet skyldes de to kolossale statuer af Merkur og Neptun udført af Sansovino og opstillet i 1567. Over indgangsbuen ses symbolet for byens skytshelgen Marcusløven, der på grund af sin symbolværdi blev ødelagt af franskmændene ved erobringen i 1797. Det var altid Scala dei Giganti, der var skueplads for dogens pragtfulde kroningsceremoni

Gården og de to underste etager i Dagopaladset var fuldt tilgængelige for alle borgere. I de to nederste etager var skrivestuer og underordnede offentlige instanser placerede. I stueetagen befandt det sig nogle fængselsceller. Avogadoriernes embedsrum på første etage kan sammenlignes med en moderne statsadvokatur. Ved deres kontorplacering på første etage, havde advokaterne hele tiden adgang til fængslerne og torturkamrene, medens retssalene lå på anden etage. Regeringslokalerne befandt sig i paladsets to øverste etager. Siden 1559 blev besøgende af høj rang ledt derhen fra den første etage over en pragtfuld, enløbet trappe - Scala d'Oro - med et loft udsmykket med forgyldt stuk. Tegningen til trappen er udført af Jacopo Sansovino.

Et besøg i Dogepaladset er en ”større sag” både hvad angår pris og indhold. En beskrivelse af de tre etagers sale, værelser, korridorer, loggiaer og trapper vil resultere i et museumskatalog på mindst 50 sider, er man interesseret i et sådant, bør man købe et bind af Guida D’Italtia, touring Club Italiano.

Fra gården fører turen op til loggiaen på første etage, hvorfra man ad Den Gyldne Trappe - Scala d’Oro - føres op til tredje etage, hvor indgangen til herligheder findes. Efter en tur gennem 12-15 værelser/sale ledes man ned til anden etage, hvor man kommer igennem et tilsvarende antal pragtfuldt udsmykkede rum og så slutter man med at nyde udsigten fra loggiaen inden man forlader paladset fra sydsiden.

På siden Museo Palazzo Ducale i afsnittet "Kirker, muséer og scuola" er der beskrevet et ”dækkende” besøg i Palazzo Ducale med vægt på de store navne i venetiansk malerkunst.

Herefter burde det være slut med Piazza S. Marco, og så er der flere muligheder for at komme videre:

- finde en passende vaporetto fra Piazzettaen

- gå til fods gennem labyrinten

- begynde på en af de andre ture med udgangspunkt på Pz. S. Marco.

Uanset hvilken løsning man vælger er der risiko for at gå en omvej, men det er oplevelsen værd.

Den letteste vej frem til udgangspunktet for denne tur er at tage en vaporetto, der har stoppested lige ved Galleria dell'Accademia. Hvis turen starter fra PIAZZA S. MARCO forlader man pladsen ved (A) på kortet i indledningen af dette afsnit. Her kommer ud ved SALIZZADE S. MOISE, der fører frem til CAMPO S. Moisè.

S. Moisè

Kirken blev grundlagt allerede i det 8. årh. men er bygget om flere gange og i 1668 fik den sit nuværende udseende – en frygtelig overlæsset venetiansk barokfacade. Det hele bekostet af den nyadelige familie Fini, familiens overhoved Vicenzo er portrætteret med en buste anbragt på en obelisk over hovedindgangen. Inden for er der mindst et par gode billeder:

-  Tintoretto: ”La Lavanda dei Piedi”

-  Palma il Giovane: ”Ultima Cena”

            Sløjfe: 

Til Teatro La Fenice – Scala del Bovolo, ad Calle della Vida til Campo Manin (mindesmærket for Daniele Manin), ad Calle della Madorla til Campo S. Angelo, lige frem til  Campo Morosini.

Teatro La Fenice. Myten bag ved Føniksteatret er blevet bekræftet gang på gang. Det nedbrændte i 1836 og igen den 29. januar 1996. Begge gange har venetianerne besluttet at genopbygge efter princippet ”come era e dove era”.

Palazzo Contarini del Bovolo. Opført i slutningen af det 15. årh. og for at adskille det fra de 24 andre 24 Contarini-paladser i byen fik det tilnavnet Bovolo (snegl) på grund af trappens snegleformede løb. Trappetårnet (1499) er forbundet med paladset gennem en sidebygning så der er opstået fire loggiaer. Trappetårnet er udført af Giovanni Candi, der har brugt hvid istrisk sten til rundbuer, søjler og gelænderet.

S. Zobenigo

Der fortsættes ligeud ad CALLE LARGA XXII MARZIO, der krydser en kanal inden man når frem til CAMPO S. MARIA ZOBENIGO.

S. Maria del Giglio (S. Zobenigo)

Navnet Zobenigo stammer fra en gammel venetiansk familie, hvis palads lå i nærheden. Facaden blev i 1683 forvandlet til et mindesmærke for den rige familie Barbaro. De kraftige, meget fremtrædende trekvartsøjler og de dybe figurnicher får forholdt mellem arkitektur og skulptur til at virke mere afbalanceret end facaden på S. Moisé. Det er dog ikke helgener der pryder nicherne, men almindelige Barbaro-familiemedlemmer, der dermed fik promoveret sig selv.

Inden for er der et par gode billeder:

Ved hovealteret:

-   Tintoretto:

     "Gli evangelisti Marco e Giovanni” og

    ”Gli evangelisti Luca e Matteo”

3. alter i venstre side:

-   Tintoretto: ”Cristo e Santi”

Capella Molin

-   Peter Paolo Rubens: ”Madonna col Bambino e S. Giovannino”

3. alter højre side:

-   Palma Giovane: “Visitazione”

Tintoretto: "Gli evangelisti Marco e Giovanni"

S. Stefano

            Der fortsættes ligeud langs kirkens venstre side, hvorefter man krydser et par kanaler i hurtig rækkefølge inden CAMPO S. MAURIZIO og forbi kirken S. Maurizio til CAMPO FRANCESCO MORISINI – eller som den også kaldes Campo S. Stefano.

S. Stefano

Kirken tilhører augustinerordenen og klostret blev grundlagt i 1294, medens kirkens nuværende arkitektur stammer fra slutningen af det 14. årh. Kirkens smukke portal (1438-1442) med vildtvoksende akantusblade og et fint snoet tov, skyldes billedhuggerfamilien Buon. Kampanilen regnes for at være den skæveste i Venezia.

Det indre stammer fra det 14. og 15. årh. og viser et rigt udsmykket sengotisk kirkerum. De store vinduer er kommet til senere, men de giver lys til den pragtfulde trækonstruktion i loftet. Spidsbuerne, der adskiller bueloftes tredelte afslutning mod koret er udsmykkede med grå malerier, der virker som stenhuggerarbejder. Søjlerne er skiftevis af rød broccatello fra Verona og hvidt græsk marmor, og de smukke kapitæler er udsmykket med guld og farver.

I sakrestiet kan man se

-  Tintoretto: "Ultima Cena" - "Lavanda dei piedi" - "Orazione nell'Orto" – ”Resurrezzione”

-  Barth. Vivarini: ”S. Lorenzo martire”.

   (billedet kan ses på siden Vivarini-familien)

Tintoretto: "Resurrezzione"

S. Stefano

Tintoretto: "Ultima Cena"

På CAMPO S. STEFANO ligger Palazzo Loredan (1536), der nu er sæde for "Instituto Veneto di Scienze, lettere ed Arti". Til venstre på pladsen modsat kirken kan man se det store Palazzo Pisani fra det 16.årh. her har Venezias Musikakademi til huse og på den anden side af det grønne anlæg finder man vejen til PONTE DELL'ACCADEMIA, hvorfra der er en fantastisk udsigt over CANAL GRANDE. Lidt før broen bør man besøge S. Vitale for at se et berømt billede af maleren G. B. Piazetta.

Slut på denne tur - har du lyst til at følge en anden tur gennem Venezia så klik på en af nedenstående forslag

- Tur 1. Canal Grande

- Tur 3. Mest Dorsoduro

-  Tur 4. Mercerie, San Polo & San Croce

-  Tur 5. Cannarego & Castello

-  Tur 6. Castello & Giudecca

-  Tur 7. Cannareggio & Ghetto

- Tur 8. En éndagstur