S. Geremia med Palazzo Labia

Den yderste del af

Cannaregio, Ghetto Nuovo og Castello

Dette er en lang tur gennem et gammelt boligområde til industriarbejdere og det gamle ghettoområde. En tur gennem mellem gamle undertiden forfaldne huse og et stille og roligt hverdagsliv uden turister.

Turen tager sit udgangspunkt ved STAZIONE, men hvis det skulle være nødvendigt på grund af tids- og åndenød, kan med Linea 52 sejles til de store seværdigheder S. Giobbe, S. Alvise, Madonna del Orto og Gesuati.

Fra STAZIONE spadseres ad RIO TERRA LISTA DI SPAGNA til CAMPO S. GEREMIA med de to seværdigheder Palazzo Labia og S. Geremia, der begge er omtalt i forbindelse med tur 1 – Canal Grande.

Ss. Geremia e Lucia

På dette sted fandtes allerede i det 11. årh. en kirke, der var indviet til profeten Geremia. Klokketårnet (12. årh.) er et af de ældste bevarede klokketårne i Venezia. Den nuværende kirkebygning blev opført omkring 1753 efter tegninger af Carlo Corbellini. Facaderne blev omformet i 1871 efter at de i 1848 var blevet ødelagt efter en brand forårsaget af østrigske bomber.

I kirken opbevares som relikvie kroppen af S. Lucia.

-  Palma di Giovane: "S. Lucia"

Palazzo Labia

Ved siden af kampanilen kan man se sidefacaden af Palazzo Labia, den blev færdigbygget i 1750. Paladset blev bygget af den stenrige nyadelige familie Labia fra årene 1685 og fremefter. Familien – der oprindelig var borgerlig – havde skaffet deres formue som leverandører til hæren. Da Venezia på grund af krigene mod Tyrkiet var truet af bankerot fik de rige familier mulighed for at købe sig til et adelskab, hvilket Labia gjorde. Paladset indre blev i perioden 1745-1750 udsmykket af G.B. Tiepolo.

Fra CAMPO S. GEREMIA fortsættes der til CANALE di CANNAREGIO, hvor man følger FONDAMENTA VENIER ud mod CANALE DEL SACCO.

Palma di Giovane: "S. Lucia"

S. Giobbe

Kirken blev grundlagt af dogen Christoforo Moro (1462-1471) til ære for S. Bernardino di Siena, der havde opholdt sig i det franciskanerkloster, der ligger ved siden af kirken.

Bygningen blev påbegyndt af Antonio Gambello, men fuldført af Pietro Lombardi og fremtræder med en blanding af gotiske elementer og typiske renæssance træk. Det indre fremtræder som en tidlig florentinsk renæssancekirke. Kirkens vigtigste udsmykning ”Pala di S. Giobbe” af Giovanni Bellini (1480) er i dag flyttet til Galleria d’Accedemia, men alligevel er kirken et besøg værd blandt andet for at se Cappella Martini og Capella Contarini.

Det andet sidekapel i venstre side Cappella Martini er sandsynligvis opført af toskaneren Antonio Rossellino og udsmykket med et iøjenfaldende loft i farvet terrakotta, fremstillet i della Robbia-værkstedet i Firenze. De fem tondoer viser evangelisterne med Kristus i midten.

Selv om S. Giobbe var en af de mest moderne venetianske bygningsværker blev den ikke efterfulgt af lignende bygninger.  

Fra S. Giobbe krydses CANALE di CANNAREGIO krydses og der holdes til højre ad FONDAMENTA di CANARAGGIO der følges indtil SOTTOPORTEGGO, hvor der drejes ind gennem Ghetto Vecchio til CAMPO di GHETTO NUOVE.

Ghetto’en

Begrebet Ghetto blev oprindeligt skabt til jødernes venetianske boligområde. Efter den store pesteidemi i 1348/49 beskyldte man mange steder i Europa jøderne for at have forgiftet brøndene og dermed være ansvarlige for den frygtede sygdom. Mange flygtede for volden til Venezia som man oplevede som relativt tolerante, da jødiske handelsfolk var velkomne i byen. I 1382 fik de tilladelse til bosættelse – venetianerne havde på grund af krig mod Genova brug de penge de rige købmænd og pengeudlånere kunne lægge i republikkens kasser. Allerede fra 1395 blev jøderne – bortset fra handelsfolk og læger – bortvist fra byen. Først i 1509 fik jøderne lov til at komme til Venezia og i 1516 fik de deres eget boligområde. Senatet udvalgte dertil et område i Cannareggio, hvor der lå et støberi. Navnet ghetto er afledt af det italienske ord for at støbe, ”gettare”. Det blev ikke opfattet som diskrimination, men snarere et privilegium, at man havde fast boligområder til bestemte befolkningsgrupper. Der kunne de efterleve deres egne religiøse skikke og var underlagt egnen jurisdiktion.

I 1589 fik de orientalske og spanske jøder lov til at bosætte sig ved siden af ghettoen på et område, hvor der havde ligget et endnu ældre støberi, ”Ghetto vecchio”. ”Ghetto Nuovo” er altså langt det ældste jødiske boligområde.

Venetianernes forhold til jøderne var især præget af økonomisk pragmatisme. I Venezia var jøderne aldrig truet på livet af religiøs fana­tisme, men jøderne måtte betale meget høje skatter og tvangsafgifter. Boligforholdene i ghettoen var særdeles dårlige, hvilket blandt andet skyldtes, at menigheden blev ved med at vokse, derfor begyndte man at bygge husene i højden. I de etager, hvor der var højt til loftet, blev der indsat ekstra etageadskillelser. Det skete at husene styrtede sammen, da fundamenterne ikke kunne være den ekstra vægt. Men alle ulemperne blev opvejet af den beskyttelse, som den venetianske republik ydede jøderne.

Venezia var i 1500-tallet centrum for den jødiske bogtrykkerkunst, og der

Campo Ghetto Nuove

Scuola Levantina

blev skabt og udgivet ikke alene adskillige oversættelser af antikke og arabiske tekster, men også tekster som den pavelige censur søgte at gribe ind overfor (læs bogen ”Q – Caraffas øje).

Da det begyndte at gå økonomisk dårligt for republikken, begyndte også ghettoens nedtur og flere af de velhavende og internationalt orienterede jøder forlod Venezia, og da Napoleon i 1797 brændte ghettoens porte, var der næppe andre end de religiøse jøder, der var blevet boende.

I dag er den jødiske menighed ikke stor, men der er dog bevaret en rest af jødisk liv i nærheden af synagoen. Hvis man besøger Det jødiske Museum er der lejlighed til at aflægge et besøg i de to pragtfulde bygninger, der rummer

-   Scuola Levantina

-   Scuola Grande Tedesca

Der giver et billede af et rigt jødisk kulturliv i midten af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet.

Fra Campoen krydses Riva Misericordia og der holdes til højre ad FONDAMENTA DEGLI ORMESINI, til venstre ad CALLE MALVASIA over en bro til CALLE CAPITELLO ligeud til endnu en bro til CAMPO S. ALVISE.

Scuola Levantina

G.B. Tiepolo: "Salita al Calvaro"

S. Alvise

(mandag – fredag 10-17, søndag 13 – 17)

Kirken er fra 1300-tallet. Indvendigt udsmykket med blandt andet tre billeder af

G. B. Tiepolo:

-   "Incoronazione di Spine"

-   "Salita al Calvaro" (1743)

    (billede tv for tekst)

-   "Flagellazione"

Fra Campo S. Alvise tilbage over broen og ad CALLE CAPITELLO tilbage til FONDAMENTA DELLA SENSA, hvor der holdes til venstre og fortsættes over i FONDAMENTA DEI MORI indtil CAMPO DEI MORI, hvor der igen holdes til venstre og fortsættes over en bro til CAMPO MADONNA DELL’ORTO.

S. Alvise

Madonna dell'Orto

(linea 56, har stoppested ved S. Alvise, 5 min. gang fra kirken) 

En typisk kirke i gotisk veneziansk stil med en meget smuk facade i gotik og renæssance, der er bygget i 1462. Navnet skyldes at man i 1377 fandt et madonnabillede, som skulle have undergørende virkning. Billedet blev bragt til den nærliggende S. Cristoforo og efterfølgende blev kirken kaldt Madonna dell’Orto (Madonnaen fra haven).

Kirken har oprindeligt tilhørt humiliater-ordenen, der dog blev nedlagt allerede i 1571. Det er en af de smukkeste gotiske kirker i Venezia bygget i midten af 1300-tallet. Ved en større restaurering i 1400-tallet blev de gamle materialer genanvendt.

Facaden er øverst oppe udsmykket med skulpturer af de tolv apostle udført af den toskanske kunstner Jacopo della Masegna. Den smukke portal med det store runde vindue stammer fra den venetianske familie Buons værksted. Skulpturen af S. Cristoforo skulle være et værk af Bartolomeo Buon, dette bestrides af eksperter med henvisning til kunstnerens figurer ved Porta della Carta i Dogepaladset.

Kirken er treskibet uden tværskib og skibene er adskilt af slanke græske marmorsøjler. Efter en omfattende restaurering i 1970’erne fremstår kirkerummet i et pragtfuldt lys, som er helt uden sidestykke i venetiansk gotik.

S. Cristoforo

Kirkerummet er udsmykket med altre og billeder af flere kendte kunstnere.

Koret - Højre væg

- Tintoretto: "Den yderste dag".

Koret - Venstre væg

- Tintoretto: "Dansen om gulvkalven".

Højre sideskib -1. kapel:

- Cima de Conegliano: "S. Giovanni e santi"

Tre billeder af Tintoretto er fra ungdomsårene og stærkt påvirket af Michelangelo.

- Tintoretto: "Jomfru Marias præsentation i templet" (*) 1552.

- Tintoretto: ”Il martirio di S. Paolo (billede th)

- Tintoretto: ”Apparazione della croce a S. Pietro

Venstre sideskib

1. kapel.

- Giovanni Bellini: "Madonna med barn" (1475).

3. kapel:

- Palma il Giovane: "Crocifissione".

5. kapel:

- Paolo Veronese: "Sacra conversazione" (1551).

Tintoretto er begravet i kapellet til højre for apsis.

Giovanni Bellini: "Madonna med Barn"

Madonna del Orto

Fra Madonna dell’Orto er der i alle tilfælde 2 muligheder for at nå frem til de næste mål:

-     en længere spadseretur:

Tilbage til FONDAMENTA DEI MORI, hvor der holdes til venstre ud til Scuola Vecchia dell’Abbazia og Scuola Nuova di Misericordia. Herfra følger man CANALE DELLA MISERICORDIA ind til bunden af kanalen, hvor der holdes til venstre til S. Felice. Fra kirken til venstre ud ad CALLE ROCCHETTA til højre ad FONDAMENTA CATERINA til CAMPO dei GESUITI med kirken S. Maria Assunta (I Gesuiti), der allerede er omtalt på tur 5.

Fra I Gesuiti spadseres ad FONDAMENTA NUOVE til CALLE DEL CAPPUCCINI (ud til kanalen) til den første på højre hånd, denne krydses og der holdes til venstre på den anden side indtil CALLA FRANCESCO, hvor der drejes til højre ind til S. Francesco della Vigna.

-    en vaporettotur med linea 52:

Fra Campo Madonna dell’Orto holdes til højre og lige efter til højre ad CALLE LARGO PIAVE og ligefrem til stoppestedet for linea 52.

Der sejles et stoppested frem til FONDAMENTA NUOVE (til kirken S. Maria Assunta (I Gesuiti).

Fra FONDAMENTA NUOVE sejler nogle af vandbusserne (linea 52) til Cimeterio S. Michele, så man skal sikkert skifte på dette sted, hvis man ikke ønsker at komme over på begravelsesøen.

Når man har set S. Maria Assunta sejles der to stoppesteder til CELESTIA (til kirken S. Francesco della Vigna) og herfra er der et stoppested til Arsenale.

Cima di Conegliano: "S. Giovanni e Santi"

Madonna del Orto

S Maria Assunta (I Gesuiti)

S. Maria Assunta (I Gesuiti)

Kirken er allerede omtalt på tur 5 i en sløjfe, men alligevel gentages beskrivelsen her.

Kirken kendes af venetianerne under navnet I Gesuiti (jesuitterne). Kirken blev opført – som navnet siger af jesuitterne – i byens udkant. Denne placering skyldes republikkens strid med pavestaten om retten til at besætte høje kirkeembeder i Venezia. Striden var heftig og i 1606 blev Venezia bandlyst af paven, hvorefter venetianerne udviste jesuitterne, der støttede paven. Det blev endvidere forbudt at lade venetianske børn undervise på de berømte jesuitterskoler. I 1657 fik jesuitterne tilladelse til at vende tilbage og fra 1715-1730 opførte de en prægtig barokkirke efter romersk forbillede, så de kunne vise, at jesuitterne fortsat støttede paven.

Kirkens indre er et mægtigt enskibet rum, hvorover der et et tøndehvælv. Rummet er som andre jesuitterkirker pragtfuldt udsmykket blandt andet med et billede af

- Tiziano: ”S. Lorenzos martyrium”.

S. Maria Assunta (Indre)

Sløjfe  

Tag en vaporetto (linea 52) fra Fondamenta Nuove til Cimeterio S. Michele.

S. Michele in Isola

Kirken blev påbegyndt i 1469 af Mauro Codussi som Camaldulensernes klosterkirke. Det blev den første renæssancebygning i Venezia. Kirkens facade er bygget i istrisk kalksten, det sekskantede Cappella Emiliana til venstre for kirken blev bygget til i 1530.

Kapellet er opført af arkitekten Guglielmo Bergamasco, men allerede 30 år efter måtte Jacopo Sansovino foretage en grundig renovering, da der var sammenstyrtningsfare da kuplen bygget af sten er for tung til den svage undergrund. Codussi har konstrueret kirkens kuppel så den indre kuppel er flad og den ydre – meget høje - består af et træskelet, som er overtrukket med et tyndt lag bly. Cappella Emiliana er et godt eksempel på den venetianske renæssance arkitektur. Det er meget legende og rigt udsmykket med snoede søjler og døre, fyldte med ornamentering, så det får en nærmest smykkeskrinsagtig karakter.

Kirken indre er noget dunkelt da et galleri er trukket så langt ned, at det er vanskeligt at få det fulde syn af kirken. Søjlernes kapitæler er ikke formet efter antikke forbilleder, men er udsmykket med sarte plantemotiver og geometriske former.

De bærende dele afviger i farve og materiale fra resten af bygningen. Codussis vægge er meget tynde, så bygningen virker let og filigranagtig, dette har haft stor betydning, da undergrunden ikke har kunnet bære en tung konstruktion.

I dag fungerer S. Michele ikke længere som kloster, det blev lukket af Napoleon. Samtidig blev det besluttet at opgive kirkegårdene inde i byen og i stedet begrave de døde på øen S. Cristoforo della Pace, der lå foran S. Michele. Da S. Cristoforo blev for lille som kirkegård, lukkede man kanalen mellem de to øer og brugte derefter området på S. Michele som begravelsesplads. 

Og så tilbage til sporet!

S. Francesco in Vigna

S. Francesco in Vigna

I 1253 forærede familien Ziani en gammel vingård (vigna) til fransciskanerne, så de kunne bygge deres anden kirke i Venezia. I 1534 påbegyndte Jacopo Sansovino opførelsen af kirken, der med sit lys og de harmoniske proportioner er et typisk bygningsværk fra den venetianske højrenæssance. I 1562 fik Andrea Palladio til opgave at udføre facaden efter eget udkast. Den udgør på den ene side en "redigering" af facaden af S. Giorgio Maggiore og på den anden har den ikke den lukkethed, der præger Il Redentore. Inden for er der seværdige billeder:

Capella Santa i venstre tværskib

-   Giovanni Bellini: "Madonna e santi".

    (billede på siden Giovanni Bellini)

5. kapel i venstre side:

-   Veronese: "Pala Giustiniani, Sacra converzazione"

    (billede th for tekst)

På billedet optræder helgenerne Giovanni Battista, S. Antonio og S. Catharina. Billede bør/kan sammenlignes med det tilsvarende af Tiziano i Frari-kirken.

-   Veronese: ”Risurrezzione di Cristo”

Cappella Sagredo

-   G.B. Tiepolo: Fresker.

-   Antonio Vivarini: ”Trittico”

   (billedet kan ses på siden "Vivarini-familien")

Fra Campo Confraternita fortsættes over Riva S. Francesco della Vigna, videre ad Ramo S. Francesco og Salizzata Gatte Scudi til Venezias statslige værft.

Veronese: "Pala Giustianiani"

Francesco Rizzo di S. Croce: "Ultima Cena" (1508)

S. Francesco della Viigna

Arsenale

På dette værft var der siden middelalderen – 1100-tallet - ikke kun bygget krigs- men også handelsskibe. På et område af 25 ha og med ca. 16.000 arbejdere, var det i slutningen af 1500-tallet den kristne verdens største arbejdsplads. Siden 1100-tallet havde man udviklet en arbejdsteknik, der byggede på streng rationalisering, hvor alle arbejdsskridt blev udført i en nøje fastlagt rækkefølge i de forskellige bygninger på Arsenale.

Bygningen af skibene omfattede alt fra bygning af skroget, kalfatring, syning af sejl, rebslagning, våben og proviant. Da der i 1570 var brug for talrige skibe til søkrigen mod tyrkerne, blev der produceret 100 galejer på 2 måneder.

Hele området er omgivet af mur af frygt for attentater men mest for spionage. Indsejlingen gennem kanalen fra landsiden blev overvåget fra to høje tårne opført i 1574 og bagved et kæmpeområde, der minder om nutidens industrialiserede anlæg.

Indgangsportalen fra 1460 udført af Antonio Gambello er et af de første renæssanceværker i Venezia. Med fine søjler minder den om en antik triumfbue og dermed realiserer den renæssancens krav om at tage antikken som forbillede. I tidens løb er der blevet tilføjet skulpturer til portalen, der minder om de venetianske

sejre til søs, så det efterhånden er omformet til et mindesmærke for Venezias militære styrke. Den vingede Markusløve over porten stammer fra opførelsestiden.

Canaletto: ”Il Ponte dell’Arsenale”

Langt uden for Arsenale – endnu længere ude end udstillingsområdet og Giardini Pubblici – med Vaparetto til Giardini Expositone finder man S. Pietro in Castello. Fra stoppestedet op ad Viale Giuseppe Garibaldi, til højre ad Fondamenta S. Anna over den store Canale S. Pietro over på øen til S. Pietro di Castello.

S. Pietro di Castello

Her langt fra byen magtcentrum og de store paladser, men i enkle boligområder blev kirken til den venetianske biskop bygget i 1091 og fra 1451 var den sæde for den Venezias patriark. Kirkens placering understreger, at kirken faktisk havde tabt al den kirkelige suverænitet til dogen. Campanilen er fra 1482-1490 og bygget af Mauro Codussi. I 1594-1596 fik kirken sin nuværende facade efter tegninger af Palladio.

Herfra er der kun samme vej lange vej tilbage til en vaporetto ved Giardini Expozitione.

S Pietro di Castello

Har du lyst til at følge en anden tur gennem Venezia så klik på et af nedenstående forslag

- Tur 1. Canal Grande

- Tur 2. Rundt på Pz. San Marco

- Tur 3. Mest Dorsoduro

-  Tur 4. Mercerie, San Polo & San Croce

-  Tur 5. Cannaregio & Castello

-  Tur 6. Castello & Giudecca

- Tur 8. En éndagstur