Vivaldis musik. Med sin store produktion af koncerter (over 400) skrevet for mange forskellige instrumenter (violin, viola d'amore, cello, mandolin, blok- og tværfløjte, obo, fagot og andre, i adskillige tilfælde for to eller flere soloinstrumenter) fik Vivaldi indflydelse både på genrens udformning og tidligste udvikling i første halvdel af 1700-tallet. og på violinspillets teknik. Hans første trykte samling koncerter, op. 3 (Amsterdam, ca. 1710), der fulgte to samlinger trio- og solosonater, omfatter dels værker, der tyder på en vis påvirkning fra den ældre concerto grosso (en betegnelse, Vivaldi aldrig selv anvendte), dels koncerter af den nyere type, der blev så godt som enerådende fra og med den næste samling, op. 4 (ca. 1714). Denne koncerttype, som blandt andet Albinoni dyrkede før Vivaldi, er kendetegnet ved den faste tresatsede disposition, der stammer fra operaforspillet (sinfonia), og ved den strukturerede udnyttelse af den klanglige kontrast mellem strygeorkester (tutti) og solist(er). som de mellemliggende soloafsnit modulerer fra og til.

Under indflydelse af blandt andet da capo-arien omfatter de hurtige, rondoagtige ydersatser fire eller fem tuttiafsnit i skiftende tonearter.

Flere af Vivaldis koncerter har et programmatisk indhold, bedst kendt fra De fire årstider (1725); andre emner er fx storm på havet (La tempesta di mare, bl.a. op. 8 nr. 5, RV 253, og op. 10 nr. 1, RV 433), natten (La notte op. 10 nr. 2, RV 439, og fagotkoncert RV 501), fugle (bl.a. Il gardellino, stillidsen, op. 10 nr. 3, RV 428) og sindsstemninger (fx L'inquietudine, angsten, RV 234).

Vivaldi hører til de komponister, der blev glemt i midten af 1700-tallet og først genopdaget i begyndelsen af 1900-tallet igennem forskningens interesse for Bachs transskriptioner af flere af hans koncerter, men først efter 2. Verdenskrig er Vivaldis musik blevet almindelig kendt. En udgave af hans instrumentalværker blev påbegyndt 1947, efterfulgt fra begyndelsen af 1980'erne af en kritisk udgave, der også omfatter dele af hans store produktion af kirkelig og verdslig vokalmusik. Hans værker er blevet katalogiseret flere gange, blandt andre af Peter Ryom, hvis fortegnelse, der henvises til med forkortelsen RV.