Kunstnerne i Venezia -
Teater og musik
Monteverdi, Claudio (1567-1643) Monteverdi regnes for en af musikhistoriens betydeligste personligheder, hvis værker afspejler overgangen fra renæssance til barok. Monteverdi opnåede sine største succeser i Venezia, men han var født i Cremona, og uddannet hos kapelmesteren fra Cremonas domkirke. Han kom i tjeneste som lutspiller hos hertug Vincenzo I af Mantova i 1590 og her blev han i en periode udlånt chef for kejser Rudolf II’s hærkapel, og som hertugens kurbadsdirigent indtil han i 1601 blev hofkapelmester. Efter hertug Vincenzo’s død fik han tilbudt en stilling i Venezia som leder af Capella di S. Marco, en stilling han bevarede de sidste 39 år af sit liv. Da Monteverdi til sidst døde i en alder af 84 år, blev han af dogen og regeringen hyldet med en højtidelig gudstjeneste i S. Marco, og her fandt han også sit sidste hvilested sammen med Tiziano og adskillige doger. I hans værk optrådte for første gang inden for den europæiske musik vokale og instrumentale elementer som ligeværdige, uden at instrumentet kun var en erstatning for den menneskelige stemme. Han har som den første vist betydningen af den enkelte stemme og dermed beredt vejen for operaen i dens moderne form. |
|
Allerede før 1600 var Monteverdi blevet kendt som madrigalkomponist, og de i alt otte samlinger, han lod udgive, var efterspurgt i samtiden og opnåede talrige genoptryk. Som alle de samtidige komponister beskæftigede Monteverdi sig først og fremmest madrigalen, den kunstfærdige form for sang, der præger hans kompositioner lige fra den første sangbog, han skabte i en alder af tyve, til hans sidste og ottende madrigalbog, som han selv udgav fem år før sin død. Han skelnede mellem to forskellige skrivemåder: Prima prattica (den første praksis) følger de musikteoretiske regler i den ældre stil (hos fx Palestrina), mens seconda prattica (den anden praksis) repræsenterer den nye stil (monodien), som især blev anvendt til madrigaler og operaer. Udover madrigalerne skrev han ti operaer, hvoraf dog kun tre er bevaret i deres helhed. Hans operaer er kendetegnet af både mangfoldighed og livlighed. Blandt operaerne bør især L'Orfeo (1607) fremhæves som genrens første mesterværk; den blev uropført under private former i Mantova og opnåede som en af de ganske få operaer fra den tid at blive trykt to gange (1609, 1615). |
Til opførelse i historiens første
operahus med offentlig adgang, Teatro di San Cassiano i Venezia, komponerede han
”Il ritorno d'Ulisse” (Odysseus' hjemkomst, 1640) og L'incoronazione di
Poppea (Poppeas kroning, 1642).
Kun i forbindelse med kirkemusikken, som han beskæftigede sig med som sin egentlige livsopgave, var han tro mod ældre kompositionsprincipper. Mange af hans stykker er præget af en ”gammeldags” polyfon harmoni, som fx hos Andrea Gabrieli. Af kirkemusikken bør Mariavesperen (1610) fremhæves. Værket, der er skrevet i den nye, koncerterende stil med solister, kor og orkester, består af de traditionelle vespersalmer til en Mariafest med Magnificat; det blev udgivet sammen med en seksstemmig messe i den ældre Palestrinastil.
|
Hvis du vil læse mere om enkelte af de venetianske kunstnere, så klik nedenfor |
Malerne:
|
Arkitekterne:
Musikerne:
|