Ole Thorups rejsenoter

Michelangelo Buonarroti er uden sammenligning en af kunsthistoriens største skikkelser. Han fik sin grundlæggende uddannelse i Ghirlandaios værksted, hvor han hurtigt kom i forbindelse med Lorenzo di Magnifico. Han var først og fremmest billedhugger, men også maler og arkitekt. Hans tidlige værker som Pietà i Peterskirken (1501) og kolossalstatuen af David i Firenze viser en påvirkning fra Masaccio og Donatello. I sine arkitektoniske værker foregreb han barokkens arkitekturideal med sin udførsel af Piazza di Campidoglio i Rom, og med sin epokedannende forhal til Biblioteca Laurenziana i Firenze skabte han grundlaget for manierismens arkitektur.

I 1505 blev Michelangelo kaldt til Rom af pave Giulio II for at udføre hans gravmæle, midt i dette arbejde pålagde paven ham den kæmpemæssige opgave at male freskerne i loftet til Cappella Sistina. Det blev hans mest betydningsfulde og et af verdenskunsten mest fremtrædende værker, her skildrer han verdens og menneskets skabelse baseret på grundlag af de første kapitler i Det Gamle Testamente.

Efter ophold i Firenze boede og arbejdede Michelangelo i perioden 1534 til ca. 1550 i Rom, hvortil han var udkommanderet af pave Paolo III (1534-1549). I denne periode malede han på endevæggen i Capella Sistina den kæmpemæssige fresko "Dommedag" (1536), der var et brud med renæssancens lineære perspektiv i sin fantastiske skildring af menneskelig rædsel.

I sin arkitektur foregreb han barokkens arkitektur ideal i sin udførsel af Piazza di Campidoglio i Rom, og med sin epokedannende forhal i Biblioteca Laurenziana skabte han grundlaget for manierismens arkitektur.

I 1547 blev den 73-årige Michelangelo udnævnt til chefarkitekt for S. Pietro efter Sangallo og hermed blev en mangeårig strid om kirkens udformning endelig løst.

Portræt af Michelangelo

Casa Buonarroti

S. Pietro

Bramante's centralkirkeplan blev modificeret, koret og tværskibet blev gjort færdigt og den "tromme" kuplen skulle hvile på blev ført op til fuld højde, inden den store mester døde. Hans tegninger til hovedkuplen er stærkt inspireret af Brunelleschis kuppel på domkirken i Firenze. Selv om Michelangelos største og vigtigste arbejder er udført i Rom, følte han sig altid som florentiner, og i denne by er der da også mange store og skønne arbejder fra hans hånd, blandt de meget smukke er Pietá di Duomo og Pietá di Palestrina.

Gennem sin lange karriere skaber Michelangelo fire Pietàer, der hver er et udtryk for kunstnerens holdning til troen, humaniteten og menneskes vilje. Michelangelo gav med en ufattelig udtryksfuld kunst billeder af verdens gru. Og han tog menneskenes tragedie på sig, når de svigtede sig selv. Han blev tolk for de trængte i verden, han stod op mod magtens misbrug, og han var som regel døv for trusler og smiger. Han blev alle tiders forkæmper for humaniteten og for menneskets vilje til at tage ansvaret for sit eget og andres liv på sig.

Michelangelos 4 pietà-skulpturer:

S. Pietro-pietàen (1498-1500)

Michelangelo flygtede fra Savonarolas kutteklædte kristendom i 1497. Han nåede til den erkendelse, at der skulle skabes forsoning mellem det legemsdyrkende græsk-antikke her - og nuliv og den kristne neoplatoniske tro på sjælens ideale stræben mod evigheden og opstandelsen.

S. Pietro-pietàen blev sammen med Leonardo da Vincis "Nadveren" grundstenen for højrenæssancens kunst. Han skabte en usigelig smuk syntese mellem naturalisme og idealisme: mennesket der troede på sig selv, fordi det bar Gud i sig og stræbte imod det guddommelige i sig.

S. Pietro in Vaticano, Rom.

Pieta S. Pietro (detalje)

Maria symboliserer den nye tids stærke kvinde med en stor sanselig krop og et forfinet og fornemt ansigt. Hun behersker sorgen, for hun er ikke længere underkastet en Guds lunefulde vilje, men vil selv den skæbne som hendes søn er blevet udsat for. Med sin smukke, stilfærdige håndbevægelse siger hun: se det er fuldbragt, hvad jeg og Gud ønskede.

Jesus ligger selvstændigt i forhold til Maria. Hans hoved vender fra hendes. Hun har givet ham til sig selv, gjort ham til den aristokratisk prægede individualist. Han var en mand, der med ubesværet overlegenhed levede op til det i borgerskabet fremvoksende nye ridderideal, hvor roen, mådeholdet og selvbeherskelsen blev dominerende egenskaber. Han ligner meget Leonardos Jesus fra "Nadveren". Pietáen udstråler det budskab, at den menneskelige og sanselige kærlighed kan omdannes til guddommelig platonisk kærlighed.

Duomo-pietàen (1546)

Museo del opera del Duomo, Firenze.

Denne pietà hører til verdens mest gribende kunstværker, skabt i en af Michelangelos mest manieristiske perioder. Dette er måske grunden til at han smadrede den i 1555, da han ikke kunne stå inde for det kunstneriske udtryk, da i årenes løb blev mere og mere barok.

Gruppen består af Kristus og tre andre personer, Maria til venstre repræsenterer modreformationen i sin nonnebeklædning. Maria Magdalene - placeret på Kristus sjælelige side - repræsenterer med sit græske diadem den klassiske humanisme og den antikke frihedstænkning. Den tredje er der tvivl om forestiller, måske Nikodemus, men det afgørende er, at han har den aldrende Michelangelos ansigtstræk, og at han i sin munkekutte- og hætte med et sørgmodigt udtryk vender hovedet ned mod Kristi hoved.

Det er som om, at de tre rotter sig sammen mod synderinden, vender sig væk fra hende, der elsker Jesus uden forbehold. Hun har et tragisk udtryk i øjnene og vender selv sit hoved væk fra Jesu' krop. Hvad skal hun med hans legeme, når hun ikke kan få hans sjæl og hoved.

Museo del opera del Duomo, Firenze.

Pieta - Duomo (detalje)

Jomfru Maria er godt tilfreds. Som modreformationens repræsentant er hun ligeglad med legemet, og hovedet har hun med venstre hånd ved hjælp af brystbåndet trukket over mod sig.

Hovedfiguren Kristus er på vej til at synke i graven, idet han forgæves bæres oppe af de tre. Hans krop og højre hånd vil dyrke sanseligheden og jorden, elske Magdalena, men hovedet er af modreformationen tvunget over mod sjæledyrkelsen og himlen.

I 1546 nægter Michelangeo at opgive verden og den kødelige kærlighed, og han insisterer på at fastholde en forbindelse mellem Maria og Magdalena. Han forener dem ved at lade Kristi lændeklæde forbinde de to kvinders skød. Da Michelangelo lader sig gribe af modreformationens barske barokånd, der fordrede legemsforsagelse for Guds og sjælefrelsens skyld, valgte han side og kom til at hade Magdalena. Raseriet gik ud over hende og hendes erotiske højre arm, som han splintrede fem steder.

Nikodemus er en skriftklog farisæer og medlem af rådet i Jerusalem. I Johannesevangeliet 3,1-21 berettes om hans natlige samtale med Jesus, i kap. 7,50-52 om hans forsvar for Jesus i rådet og i kap 19,39 om hans deltagelse i Jesus' begravelse.

Palestrina-pietàen (1552).

Galleria Accademia, Firenze.

Efter opgøret med Duomo-pietàen begynder Michelangelo på en anden pietà, der passer bedre til hans nye barokke livsførelse. Michelangelo fjernede Nikodemus og placerede Magdalena på den ufine venstre side. Hun er ikke mere blankt mejslet, men ru forarbejdet. Hun kan ikke mere optræde frit og selvstændigt i sin omsorg for Jesus, hun er bastet til Maria og Jesus med et bærebånd, så de udgør en ubrydelig enhed. Maria har til gengæld fået en afgørende rolle. Hun har overtaget Nikodemus's bærende position og synderindens fornemme højreside. Marias ansigt er ikke af denne verden. Råt tilhugget vender hun blikket ned mod Jesus, hvis ansigt er fint mejslet, og kroppen er helt blank bortset fra det groft huggede højre ben, der forsvinder i jorden. Hans græske krop er smuk, men kan ikke bruges, fordi den går lige over i slapt nedhængende ben.

Pietà di Palestrina

Også højre hånd hænger død ned. Grækeren i ham, der også aftegnes i næsen, har måttet give ikke blot hoved og tanke, men også legeme og skaberkraft fra sig. Hvad bærer Jesu krop oppe? Han selv hænger død ned. Tilsyneladende Maria, men i så fald uden egen vilje, hendes ansigt er nærmest væk. Som redskab har hun højre hånd, der til gengæld er skulpturens centrum. Den er fint mejslet, stor og kraftig, en mandehånd! Den symboliserer den modreformatoriske Guds egen almægtige hånd. Kristi krop lader sig bære oppe og underordner sig modreformationens barske Gud.

Michelangelo prøver at overvinde konflikten mellem græsk og kristent, jordisk og himmelsk ved at lade den græske kultur overlade den kraftige hånd og skraberkraften til Gud og den katolske kirke, på den betingelse, at kirken ikke opgiver hele kroppen og sanseligheden til fordel for sjælen.

Rondanini-pietàen (1563-64).

Castello Sforzesco, Milano.

Allerede i 1552 begyndte Michelangelo at hugge på denne pietá, en periode, hvor han så verden som et helvede. Første version præges af denne spænding mellem Jesu tunge krop og den kolossale kraft ovenfra, som det kræver at holde den oppe. Hertil kommer at Marias og Magdalenas hoveder er placeret tæt ved hinanden, synderindens krop og hoved til venstre for og lidt lavere end Marias, så Jesu mor bliver vigtigst. Men denne skulptur ændrer Michelangelo totalt, da han efter en tid ikke kan holde sit barokliv ud og ender i en ekspressiv manierisme ikke langt fra vor tids modernisme.

Pietà Rondanini

I den endelige version er alt reduceret, her er ingen lovprisning af Det ophøjedes sejr, intet storslået guddommeligt tilbage, heller ingen sund kropslighed. Den nye krop laver han lodret og knytter den tæt til Marias. Det sker ved at hugge Jesu nye, spinkle krop og arme ud af Jesu oprindelige og af Marias oprindelige krop. Desuden hugger han Marias oprindelige hoved af og laver hende et nyt af Magdalenas, så der kun bliver rester af synderindens hoved tilbage, nemlig hvor den ny Maria har sin venstre tinding. Resultatet af denne operation er forfærdende. Jesus har helt mistet karakter af forbillede. Der er ikke meget humanitet tilbage i verden. Det græske er frygtelig udvandet, mest liv er der Jesu ben. Han forsøger at gå væk fra Maria, men det lykkes ikke for venstre fod går i et med klippen, og fødderne er uden tæer.

Jesus ansigt er ekspressivt skamferet. Højre øje kikker skulende indad. Er der overhovedet nogen Gud? Venstre øje er kun antydet, verden er ikke værd at se på med sin undertrykkelse og forfængelighed. Munden er en umælende streg, næsten væk. Hvad er der mere at sige, når kampen for selvværdet er næsten opgivet, menneskesønnen er så godt som aflivet, penis er lavet meget lille, og den er hugget midt over. Skaberkraften er tydeligt nægtet dette menneske i tom fornedrelse. Maria har det ikke bedre. Hun er den mest ru huggede. Hun står der foroverbøjet og prøver at holde på Jesus. Hun har fået et forpint, vemodigt udtryk. For hvad kan man vente sig af verden? Jesus selv vil væk fra hende. Og hvad kan man vente sig af Gud? Hun ejer ikke mere Guds hånd, kan ikke mere gøre sig til ét med Gud. Hendes højre øje er blindt. For hvad er den guddommelige plan med menneskene?

Som i en moderne ekspressionistisk figur sammenkædes Marias og Magdalenas legemer. Er det Michelangelos håb, at det græske forener sig med det kristne, uden at kapitulere til det. Han ønskede en nådig skaber, men var ude at stand til at give slip på det jordiske og på det selvstændige menneske. Gud havde fået overdraget ansvaret siden renæssancen, men spørgsmålet var, hvor stor magt han kunne udfolde over for en så forarmet mennesketype som Jesus og Maria i pietàen. Hvor meget kunne Gud hjælpe dem, der nægtede at hjælpe sig selv?

"Madonna della Scala"

Casa Buornarotti

Værkerne i Firenze

Casa Buonarrotti

Her i familiehuset er samlet flere af Michelangelos ungdomsværker:

- "Madonna della Scala" 1491.

Dette relief regnes for Michelangelos tidligste værk og det første i en række beskrivelser af "Den hellige familie". Her er der ikke noget sart kvindebillede som hos Filippo Lippi, men den 16-årige griber tilbage til den heroiske gudsmoder hos Donatello, der er allerede træk af sibyllerne i Det sixtinske Kapel.

- "Herkules og kentauerne" 1492.

Også et relief der er udsprunget af traditionen fra det tidlige 1400 tal, men også med en teknik der står antikken nær.

- "Trækrucifiks" 1494.

Dette var egentligt beregnet til S. Lorenzo.

- Træmodel til den ikke fuldførte S. Lorenzo facade.

Museo Nazionale del Bargello

- "Bacchus" fra 1497.

Dette ungdomsværk er Michelangelos første fritstående figur.

- "Madonna med barn og Johannes" (1504)

Pitti-tondoen er udført i en traditionel florentinsk rundform. Madonna er gengivet sart og kærligt med et blik rettet mod det fjerne.

- "Brutus" en marmorbuste 1539-40.

Denne buste er skabt efter romersk forbillede. Ifølge Vasari forherliger busten Lorenzino de Medici, der som en anden Brutus slog tyrannen Alessandro de Medici ihjel.

"Tondo Pitti"

Museo Nazionale del Bargello

Tondo Doni

Galleria degli'Uffizi

Galleria degli Uffizi

- "Den hellige familie" (1504) i sal 25.

Doni-tondoen. Her er Maria, Jesus, Johannes og Josef. De nøgne personer med homoseksuelle attituder i baggrunden repræsenterer ifølge traditionen Det Gamle Testamente. Dette billede er et Michelangelos få malerier på lærred, her er hans figurer monumentale og tredimensionale.

Galleria dell'Accademia

- "David" 1501-1504.

Den originale statue af David,

- Fire ufærdige "slaver" (1513) fra Julius II's gravmæle i Rom.

- "Pieta di Palestrina"

Denne Pietá blev efter 2. verdenskrig flyttet fra Palestrina til Galleria dell Accademia (læs ovenfor).

- "S. Matteo" (1503).

Dette er den eneste statue af en ordre på 12 stykker i overnaturlig størrelse der skulle leveres til domkirken.

S. Lorenzo

- Sacrestia Nuova (1518-34).

Dette gravkapel er en skulpturel og arkitektonisk helhed, som er kvadratisk rum med en kassettekuppel med lanterne hvorfra lyset strømmer ind. I rummet er der to sarkofager for Giuliano og Lorenzo Medici. På sarkofagerne hviler en mand og en kvinde, der skal symboliserer natten og dagen. Manden på sarkofagen for Lorenzo er et portræt af Michelangelo.

Rummets smukkeste og mest fuldkomne figur er "Madonna col Bambino", hvor mor og barn er formet som to modgående spiralbevægelser, der snor sig ind i hinanden som en uopløselig helhed.

S. Matteo

Galleria dell'Accademia

Biblioteca Medici-Laurenziana

I en kælder (se florentinske rundture) med indgang fra Sacrestia Nuova er en række vægtegninger fra den periode, hvor Michelangelo måtte skjule sig for Medicierne, fordi han havde holdt med det republikanske styre i 1527, medens Medicierne var i landflygtighed.

- Biblioteca Medici-Laurenziana

Dette blev påbegyndt efter Michelangelos tegninger i 1524 på foranledning af pave Clemente VII (Giulio de'Medici), der havde tilbagekøbt 600 håndskrifter indsamlet af Cosimo den Ældre og skænket til S. Marco. Biblioteket blev først indviet i 1571. Alt er meget smuk ikke mindst den pragtfulde trappe og den ikke mindre pragtfulde bibliotekssal.

Museo dell'Opera di S. Maria del Fiore

- "Pieta" (1550).

Den tredie af ialt fire skulpturer med dette motiv, de tre andre står i S.Pietro (1498), Galleria dell'Accademia og i Milano (Castello Sforzesco) Pieta Rondanini (1559). Læs ovenfor om de fire Pietá'er.

Palazzo Vecchio

- "Genio della Vittoria" (1532-34)

Statuen står i de Femhundredes sal.

16. september 2009 / ot

Genio della Vittoria

Palazzo Vecchio