Ole Thorups rejsenoter

Han var søn af Georg Wilhelm. Ved faderens død i 1640 var alle tre dele af det brandenburgske område, kurfyrstendømmet samt Kleve og Mark mod vest og Preussen i øst, hærget af Trediveårskrigen. Frederik Vilhelms første opgave i krigens sidste år blev at skabe en slagkraftig hær. Ved Den Westfalske Fred i 1648 kunne han føje en række gejstlige territorier, Minden, Halberstadt, Magdeburg, Kammin samt Bagpommern til sine lande, og ved freden i Oliva i 1660 opnåede han yderligere suveræniteten over Preussen. I 1657 trådte Frederik Vilhelm ind på Danmarks side i kampen mod Sverige og anførte selv en kejserlig-polsk-brandenburgsk hær, der opererede i Jylland 1658-59. Han kom Nederlandene til hjælp mod Frankrig i 1674, men da svenskerne samtidig truede Berlin, vendte han hjem i ilmarch og besejrede 28.6.1675 ved Fehrbellin en talmæssigt overlegen svensk armé. Herefter erobredes Svensk Pommern, der imidlertid atter måtte afstås ved Saint-Germain-freden i 1679. Frederik Vilhelm repræsenterede en stærk fyrstemagt i den gryende enevældes ånd og i merkantilismens og anses for det moderne Preussens skaber. Han knuste stændernes opposition, mens erhvervslivet blev fremmet ved hjælp af indkaldte huguenotter.

Friedrich I

født 1657, konge af Preussen 1688-1713

Søn af Den store Kurfyrste som han efterfulgte. Han var en uselvstændig politiker og støttede sig ofte til kejseren. Hans interesser gjaldt pragtudfoldelsen, og han indlagde sig stor fortjeneste ved sin støtte til kunst og videnskab, ikke mindst ved at beskæftige Andreas Schlüter og ved at give ham store arkitekt og billedhugger opgaver.

Hans anden hustru Sophie Charlotte fik i 1700 filosoffen Leibniz til byen. De var aktive i oprettelsen af Videnskabsakademiet, og dronningen som Schloss Charlottenburg er opkaldt efter, skabte et miljø af kunstnere og filosoffer omkring sig.

Friedrich Wilhelm I – soldaterkongen

født 1688, konge af Preussen 1713-1740.

Han var søn af kong Friedrich I af Preussen, far til Friedrich II, den Store. Hans regering adskilte sig på alle punkter fra hans pragtelskende og kulturbegejstrede fars. Han afskyede boglig lærdom og foragtede kunstnere og lærde. I stedet lagde han vægt på praktisk erfaring og erhvervede en dyb indsigt i Preussens styrelse, i erhvervsliv, i godsdrift og i militærvæsen. Frederik Vilhelm blev calvinistisk opdraget, og dette i forening med påvirkning fra Halle-pietismen udrustede ham med en streng og enkel kristentro, som kom til at sætte stærkt præg på hans regering. I 1717 indførtes skoletvang i Preussen.

Ved et utrætteligt reformværk, ofte gennemført med stor hårdhed, omskabte Frederik Vilhelm sin fars løst sammenføjede kongerige til en slagkraftig og velorganiseret absolutistisk stat, der i 1720 udvidedes med Forpommern. I løbet af sin regeringstid styrkede han hæren, som blev mere end fordoblet.

Med ofte hårde metoder lærte Frederik Vilhelm I sine undersåtter flid, nøjsomhed og lydighed. Han viste selv vejen ved at skære udgifterne til sit hof ned til et minimum, hvorved det fik ry for at være Europas tarveligste. Ved sin død efterlod han sig imidlertid en af Europas stærkeste hære, en loyal embedsstand og en økonomi, som var stærk nok til at understøtte de stormagtsambitioner, som allerede da var stillet til skue.

Friedrich II, den Store

født 1712, regent, konge af Preussen 1740-1786.

Friedrichs unge år var præget af konflikter med faderen, hvis tyranniske opdragelsesmetoder han led under. Han viste tidligt interesse for tilværelsens æstetiske sider, hvilket stred mod faderens ønske om at gøre sin søn til en god kristen og en dygtig soldat. Konflikten mellem far og søn nåede et højdepunkt i 1730, da Friedrich forsøgte at flygte til England med hjælp fra to venner. Planen blev forpurret, og et hadefuldt opgør fulgte, hvorunder faderen overvejede at lade sin søn henrette for højforræderi og desertering. Det endte dog med, at Friedrich blev sendt til Küstrin i Polen, hvor han blev tvunget til at overvære henrettelsen af en af de venner, som havde hjulpet ham. Fra da af underkastede han sig faderens vilje, vendte sig helt mod forberedelsen til kongegerningen og fik gennem skiftende poster i det civile embedsværk og i hæren et detaljeret kendskab til magtapparatet. Fra 1736 holdt han med faderens billigelse eget hof på slottet Rheinsberg, hvor han levede et lykkeligt familieliv og omgav sig med intellektuelle og kunstnervenner. I den periode tog Friedrichs tanker om kongegerningen endelig form og nedfældedes i et politisk-filosofisk forfatterskab, bl.a. i bogen Antimachiavel fra 1740. Det var derfor en intellektuelt afklaret regent, som ved Friederich Wilhelm I’s død i 1740 overtog tronen. Hans senere filosofiske forfatterskab omfatter både moralfilosofiske, pædagogiske og æstetiske skrifter.

Efter eget udsagn talte Friedrich II tysk "som en droschekusk". Fransk var hans foretrukne sprog og det eneste fremmedsprog, han beherskede. Hans kendskab til oplysningsfilosofien stammede således næsten udelukkende fra Frankrig, især fra Voltaire med hvem han førte en omfattende korrespondence, og hvis tankeverden han var dybt præget af. På det religiøse plan var Friederich II deist og opfattede i modsætning til fx Ludvig 14. ikke sin kongemagt som guddommeligt legitimeret, men som resultat af en naturretlig overenskomst mellem folk og hersker. Han så det som sin vigtigste opgave at sikre undersåtternes fremgang og trivsel og betegnede sig selv som "statens første tjener". Hvis staten skulle fungere optimalt, måtte fyrsten imidlertid bære herskeransvaret alene og være rede til ethvert personligt offer. Sådanne forestillinger var grundlaget for den rationalistiske oplyste enevælde, som han praktiserede i sin 46 år lange regeringstid; han afskaffede tortur og religiøs diskrimination, forbedrede undervisningssystemet og koncentrerede samtidig magten hos sig selv og sit kabinet.

Det stabile europæiske sikkerhedssystem, som var skabt ved Den Westfalske Fred i 1648, var i denne periode under hastig forandring som følge af skærpet rivalisering mellem Storbritannien og Frankrig samt Ruslands voksende indflydelse. Friederich II udnyttede situationen til at udvikle den preussiske stormagt, som hans far havde lagt grunden til. Gennem en offensiv strategi og et effektivt og hastigt voksende militærapparat lykkedes det ham ved en række dristige felttog at føje nye, vigtige områder til Preussen. Under Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48) blev Schlesien således erobret. I 1756 indledte Friedrich Den Preussiske Syvårskrig (1756-63) med Storbritannien som eneste allieret. Preussen blev i stadig højere grad opfattet som en trussel af de øvrige europæiske stater, og Frederiks initiativ kan ses som et forsøg på at foregribe angreb fra den koalition, som Frankrig, Østrig, Sverige og Rusland havde dannet. Frederiks held vendte imidlertid, og Preussen var tæt på sammenbrud, da Ruslands kejserinde, Elisabeth Petrovna, døde i 1762. Hun efterfulgtes af den preussiskorienterede Peter III, og koalitionen faldt fra hinanden. Ved krigsslutningen i 1763 bekræftedes territorialgrænserne fra før krigen, og Preussen gjorde nu for alvor Østrig rangen stridig som førende tysk stormagt. Herefter afholdt Friederich sig fra krig, men kunne alligevel udvide det preussiske område, bl.a. ved Polens første deling i 1772.

Ved Friedrich II’s store militære dygtighed og diplomatiske snilde var Preussen ved hans død i 1786 blevet en stormagt. Preussen havde den stærkeste hær i Europa og var i modsætning til Østrig en magt i fremgang både militært og økonomisk. Alligevel hviler der en egen tristesse over Frederik 2.s sidste år. Hans venner var alle døde, og "Der alte Fritz", som han blev kaldt, sad alene tilbage på det tidligere så livlige slot, Sanssouci i Potsdam. Han forstod ikke romantikkens nye tanker og foragtede Rousseau og hans idéer. Friedrich II personificerede om nogen den europæiske fyrstestats storhedstid og oplysningstidens rationalistiske idéverden.

Ved siden af krigskunsten dyrkede Friedrich II ihærdigt musikken, både som udøvende fløjtenist, som komponist af mere end 120 fløjtesonater, af koncerter og andre værker, og som mæcen. Ved det preussiske hof virkede flere af tidens betydelige komponister, under J. S. Bach’s besøg i Potsdam i 1747 gav kongen komponisten det tema, som han lagde til grund for Das musikalische Opfer. På kongens foranledning åbnedes i 1742 Königliche Hofoper, den senere Deutsche Staatsoper.

Friedrich Wilhelm II

født 1744, konge af Preussen 1786-1797.

Han var brorsøn til Friedrich II (Den store), far til Friedrich Wilhelm III. Friedrich Wilhelm var dårligt forberedt til kongegerningen, bl.a. fordi hans farbror nærede mistro til hans evner som regent. Han kom hele sin regeringstid til at stå i skyggen af stærke ministre, som ikke evnede at løfte arven efter Friedrich II. Et religions- og censuredikt, som blev indført i 1788, brød med forgængerens oplysningsidéer. Preussen kæmpede under Friedrich Wilhelm II sammen med Østrig mod det revolutionære Frankrig, men på grund af uenighed om Polens anden og tredje deling sluttede han separatfred med franskmændene i 1795. Trods visse territoriale gevinster ved Polens sønderlemmelse stod Preussen svækket ved indgangen til Napoleonskrigene. Han var en religiøs sværmer. Han elskede klassicismens pragt, og musiklivet i Berlin oplevede i hans regeringstid en blomstring.

Friedrich Wilhelm III

født 1770, konge af Preussen 1797-1840.

Gift 1793 med Luise af Mecklenburg-Strelitz, far til Friedrich Wilhelm IV. Han tilsluttede sig i 1806 den tredje koalition mod Napoleon. Preusserne led imidlertid ydmygende nederlag i slagene ved Jena og Auerstedt, og ved Freden i Tilsit 1807 måtte han se sit rige kraftigt reduceret. Efter Napoleons nederlag i 1813 blev han en central figur i genrejsningen, og ved Wienerkongressen 1814-15 genoprettedes grænserne fra tiden før Napoleonskrigene.

I modsætning til sin far var Friedrich Wilhelm III jævn og beskeden. Han var konfliktsky og havde svært ved at overskue det storpolitiske spil, men kom alligevel til at fremstå som et symbol for den vågnende nationalbevidsthed, støttet af sin smukke og viljestærke dronning. Opskræmt af de liberale rørelser og trods løfter om en forfatning førte han en mere og mere reaktionær politik; i 1823 indførtes preussiske provinsialstænder, men de fik ingen reel indflydelse. Sammen med kejserne af Rusland og Østrig, Alexander I og Frans I, dannede han i 1815 ”Den Hellige Alliance”, hvis formål var at bekæmpe de liberale bevægelser.

Friedrich Wilhelm IV

født 1795, konge af Preussen 1840-1857, død 1861.

Han havde et sværmerisk temperament og nærede brændende interesse for ældre germansk historie og de skønne kunster; som barn af den tyske nationalromantik er han blevet kaldt "romantikeren på tronen".

Friedrich Wilhelm IV var en overbevist tilhænger af idéen om kongedømmet af Guds nåde og tog derfor kraftigt afstand fra tidens liberale strømninger. Martsrevolutionen i Berlin i 1848 blev en stor ydmygelse for kongen, der blev tvunget til at hylde revolutionen og efterfølgende måtte indkalde en grundlovgivende nationalforsamling. Allerede i november samme år kunne han efter revolutionens sammenbrud imidlertid udnævne en konservativ regering; Berlin blev sat i undtagelsestilstand, og måneden efter opløstes nationalforsamlingen. Forfatningen fuldførtes i konservativ udformning i 1853. I 1849 afviste Friedrich Wilhelm IV Frankfurterparlamentets tilbud om tysk kejsertitel, da han kun ville udnævnes af fyrsterne. I stedet forsøgte han at danne et "lilletysk" rige, men måtte opgive planerne i 1850 efter russisk og preussisk pres (Olmützpunktuationerne).

Begivenhederne i 1848 havde givet den i forvejen mentalt ustabile konge et varigt psykisk knæk, og fra 1858 var hans helbred så svækket, at broderen Wilhelm måtte overtage regeringsførelsen.

Kejser Wilhelm I

Født 1797, konge af Preussen 1861-1871, kejser indtil 1888.

Wilhelm blev prins af Preussen og tronfølger, da hans barnløse bror, Friedrich Wilhelm IV besteg tronen i 1840. I 1848 gik han ind for en voldelig nedkæmpelse af Martsrevolutionen og kommanderede i 1849 de preussiske tropper, der knuste opstandene i Pfalz og Baden. I 1858 overtog Wilhelm regentskabet for sin psykisk syge bror og indledte den såkaldte ny æra, da han, bl.a. under indflydelse af sin liberalt indstillede hustru, Augusta, erstattede et konservativt ministerium med et moderat liberalt. Som nyudråbt konge i 1861 kom Wilhelm i strid med det liberale parlamentsflertal om en preussisk hærreform, en modsætning, der udviklede sig til en egentlig forfatningskonflikt. På konfliktens højdepunkt overvejede Wilhelm at abdicere, men lod sig dog overtale af krigsminister von Roon til at blive med Bismarck som ny ministerpræsident. Den efterfølgende hårde kurs over for parlamentet skabte det tætte forhold mellem Bismarck og Wilhelm, hvor kongen/kejseren i det følgende kvarte århundrede i afgørende spørgsmål lod sig råde af sin ministerpræsident/kansler. Efter den tyske sejr i Den Fransk-tysk Krig blev Wilhelm i Spejlsalen i Versailles udråbt til kejser over den nye tyske nationalstat, og han havde som konstitutionel monark vidtgående beføjelser, især som hærens øverstkommanderende. I 1878 blev Wilhelm udsat for to attentater og blev alvorligt såret ved det andet. Attentaterne blev af Bismarck brugt som anledning til at få vedtaget Socialistloven, rettet imod socialdemokratiske aktiviteter.

Kejser Wilhelm II

Født 1859, tysk kejser og konge af Preussen 1888-1918, død 1941.

Han var søn af kejser Friedrich III og på mødrene side barnebarn af den britiske dronning Victoria. I sin ungdom var Wilhelm II i opposition til sine liberale forældre og en stor beundrer af Bismarck. Alligevel prægedes Wilhelm II´s første kejserår af magtkampen med rigskansleren, der i 1890 førte til Bismarcks afgang. Kejserens selvrådighed førte til politiske indgreb over for ministre og til politiserende taler, som man ikke havde været vant til under Wilhelm I. Det personlige regimente udspilledes i overvejende grad inden for forfatningens rammer, men åbnede også for, at især militære instanser i kraft af kejserens rolle som øverstbefalende fik indflydelse på kejserens afgørelser uden om regering og parlament. Kejserens uheldige udtalelser og hans støtte til opbygningen af en tysk krigsflåde var medvirkende til at styrke den anti-engelske stemning i Tyskland og øge Tysklands udenrigspolitiske isolation. Efter ”Daily Telegraph-affæren” i 1908 måtte Wilhelm II love større politisk tilbageholdenhed, og han kom ikke til at præge de diplomatiske begivenheder i tiden op til 1. Verdenskrig. Denne udvikling fortsatte under krigen, hvor kejseren i stadig højere grad blev trængt i baggrunden af både den øverste hærledelse og af Rigsdagen. Efter sin tilbagetræden 9.11.1918 i forbindelse med Novemberrevolutionen gik han i eksil i Holland, hvor han levede til sin død.

Kunstnere, politikere

andre dødelige

Berggruen, Heinz (1914-2007)

Han var en af 1900-tallets mest betydende kunstsamlere. Han emigrerede via København og London til Amerika i 1936, hvor han fortsatte sine studier i litteraturvidenskab og kunsthistorie. Han kom tilbage til Tyskland sammen med de amerikanske tropper. Efter krigen slog han sig ned i Paris som kunsthandler. Han repræsenterede vennen Pablo Picasso, hvis værker sammen med værker af Cézanne, Matisse, Klee kom til at udgøre grundstammen i hans private kunstsamling. I sllutningen af 1900-tallet vendte han tilbage til Berlin, hvor han fik stillet den vestlige Stülerbygning overfor Sloss Charlottenburg til rådighed for sin samling. Denne blev i 2000 overdraget til ”Stiftung Preussischer Kulturbesitz” for et symbolsk beløb. Dermed havde Berlin fået en en række spektakulære kunstværker af kunstnere, hvis værker ellers var bleveet forbudt og destrueret under nationalsocicalisterne.

Brecht, Bertolt (1898-1956)

Brecht har med sit episke teater revolutioneret 1900-tallets skuespilscener. Fra 1933 var han emigrant og opholdt sig i danmark, Finland og USA indtil han i 1949 besluttede sig til at leve og arbejde i Østberlin (Chaussesstrasse 125). I 1954 rykkede han sammen med sit Brliner Ensemble ind på Schiffbauerdamm. Brecht prægede ikke kun afgørende den unge socialistiske republiks teater, men øvede væsentlig indflydelse på generationer af skuespilforfattere.

Bismarck, Otto von (1815-1898)

Bismarck stammede fra den prøjsiske jordejende adel - junkerne. Fra denne sociale baggrund medbragte han mange forestillinger, vi kan kalde senfeudale. Megen af hans politik blev udformet i mødet med borgerlige 1800-tals synspunkter. Han indtog en ret afvisende holdning overfor borgerligt demokratiske og særlig økonomisk liberalistiske ideer.

Bismarck tjente i perioden 1859-1862 som diplomat ved den tyske forbundsdag i Frankfurt, derefter i Sankt Pedersborg og sidst i Paris. Efter 1862 var han som prøjsisk ministerpræsident, udenrigsminister og kong Wilhelm I’s nærmeste rådgiver den dominerende person i prøjsisk og tysk politik.

Indenrigspolitisk fik han gennemført en ”hærreform” uden om parlamentet mod det liberale partis modstand. Denne reform skulle bruges for at opfylde Bismarcks vigtigste politiske mål: Tysklands nationale samling under Preussens ledelse. Dette mål blev nået efter tre krige: Først i alliance med Østrig mod Danmark i 1864, derefter mod Østrig i 1866 og endelig mod Frankrig i 1870-71.

Som Det tyske Riges første rigskansler og ministerpræsident i Preussen (den største af de tyske delstater) fik han omfattende indflydelse, da han kun var ansvarlig overfor kejseren.

Udenrigspolitisk koncentrerede Bismarck sig om at sikre den nye nationalstats eksistens, og førte en dygtig alliancepolitik, og skabte med diplomatiske midler et system af forskellige militærforbund, der skulle forhindre fransk gengældelse efter nederlaget i 1871. Han etablerede i begyndelsen af 1870’erne, det såkaldte Trekejserforbund (Rusland, Østrig-Ungarn, Tyskland), der dog blev opløst på grund af modsætninger omkring balkanpolitikken. Efter Den russisk-tyrkiske Krig (1877-78) og fredsslutningen blev der skabt et modsætningsforhold mellem Tyskland og Rusland. En forsvarsalliance med Østrig-Ungarn blev i 1882 udvidet med Italien til den såkaldte Tripelalliance, der i 1887 blev fulgt op med en neutralitetspagt med Rusland.

Indenrigspolitisk var det nødvendigt i den nye tyske nationalstat at imødekomme de liberale kræfters ønske om et demokratisk valgt parlament og liberale økonomiske reformer. Her havde Bismarck ikke samme succes som på det udenrigspolitiske område.

Indtil 1878/79 styrede kansleren i tæt samarbejde med de nationalliberale politikere og indledte en kulturel kamp, kulturkampen mod de tyske katolikker, da han anså deres krav om uafhængighed af staten, som en trussel mod rigets enhed.

Samarbejdet med de liberale blev efter 1879 afløst af en alliance med de konservative, baseret på junkernes og storindustriens interesser i en økonomisk protektionisme. Denne alliance indførte frem til 1890 en omfattende undtagelseslovgivning (Socialistloven) med forbud mod foreninger, forsamlinger og publikationer, der var rettet mod det unge Socialdemokrati. Denne lovgivning blev dog fulgt op med en meget moderne sociallovgivning, der omfattede forsikringer for sygdom, ulykke, alder og invaliditet.

Da Wilhelm II tiltrådte i 1888 ønskede han at spille en mere selvstændig rolle i forhold til Bismarck, og efter næsten tredive år som ledende tysk og europæisk statsmand måtte han indgive sin afskedsbegæring i 1890.

Efter sin tilbagetræden levede Bismarck på sit gods Frieddrchsruh, hvor han blandt andet skrev sine erindringer ”Gedanken Erinnerungen” (1898-1901).

Bode, Wilhelm von (1845-1929)

Tysk kunsthistoriker. Bode blev 1890 leder af kunstsamlingerne i Berlin og var 1905-20 generaldirektør for de statslige samlinger i Berlin. Under hans ledelse grundlagdes Pergamon-Museum, museet i Berlin-Dahlem samt Kaiser-Friedrich-Museum (der senere fik navnet Bode-Museum). Bode blev internationalt anerkendt for sin fornyelse af museernes udstillingsform ved at samle alle kunstarter fra samme periode. Hans forskning resulterede bl.a. i et ottebindsværk om Rembrandt (sammen med C. Hofstede de Groot, 1897-1905) samt et værk om italienske bronzestatuetter (1906-12). Hans erindringer (op til 1914), Mein Leben, blev udgivet 1930.

Döblin, Alfred (1878-1957)

Læge med praksis I de østlige fattigkvarterer. Han slog igennem i 1913 med ”Die drei Sprünge des Wang-Lun”. I dag er han mest kendt for sin anden roman, ”Berlin Alexanderplatz”, som han udsendte i 1929. Den handler om livet blandt småkriminelle og prostituerede i Scheunenviertel. Filmatiseret af Fassbinder i 1980.

Han flygtede i 1933 til Frankrig, hvor han konverterede til katolicismen.

Einstein, Albert (1878-1955)

Einstein modtog Nobelprisen i fysik i 1921. Efter sin ungdom i München og sit arbejde på patentkontoret i Bern blev Einstein i 1914 gennem Max Planck fuldgyldigt medlem af ”Preussische Akademie der Wissenschaften” i Berlin. Her blev han samme år udnævnt til leder af ”Kaiser-Wilhelm-Institut für Physik”. Zionisten Einstein emigrerede i 1933 til USA,, hvor han til sin død virkede på Princeton ved ”Institute for Advanced Study”. Talrige lokaliteter og institutioner i Storberlin er opkaldt efter ham. Eisteinhaus i Caputh ved Potsdam, som han i 1929-1932 benyttede som sommeridyl og arbejdsrefugium, er åbent for offentligheden.

Gropius, Martin (1824-1880)

Han studerede fra 1849 til 1855 ved Bauakademie Berlin og betragtede K. F. Schinkel og Karl Böttcher som sine store forbilleder. Han underviste fra 1856 ved Bauakademie, i 1866 stiftede han sammen med Heino Schimieden firmaet ”Fa. Gropius & Schmieden”, der eksisterede til hans død i 1880. Firmaet stod for opførslen af talrige offentlige bygninger som hospitaler og koncerthuse. Gropius havde som direktør for Königliche Kunstschule Berlin, medlem af Senatet for Akademie der Künste og øverste leder af de preussiske kunstskoler betydelig indflydelse på reformeringen af den kunstneriske uddannelse i Kongeriget Preussen. Martin-Gropius-Bau, en af vore dages betydningsfulde udstillingsbygninger i Berlin, blev opført i 1881 posthumt efter planer af Gropius & Schmieden som kunstgewerbemuseum.

Humboldt, Alexander (1769-1859)

Han var tysk naturvidenskabsmand og forskningsrejsende og sammen med Karl Ritter grundlægger af den moderne geografi; bror til Wilhelm von Humboldt. Efter at Humboldt i Berlin og Göttingen havde nået tidens højeste uddannelsesniveau i matematik, teknologi, botanik og geologi, indledte han 1790 et langt rejseliv med en tur gennem Belgien, Holland, England og Frankrig sammen med Georg Forster (1754-94), som var botaniker på James Cooks 2. jordomsejling. 1799-1804 foretog Humboldt sin første store rejse, Sydamerikarejsen, der gjorde ham berømt. Sammen med botanikeren A. Bonpland (1773-1858) rejste han gennem Venezuela, besejlede Orinico og Rio Negro og besøgte Cuba. Derefter rejste han tilbage til fastlandet og krydsede dette ad Magdalenafloden og ved bestigning af Andesbjergene med ophold i Quito undervejs til Stillehavskysten. Hjemrejsen gik via Philadelphia og Bordeaux og sluttede i Paris, hvor han bosatte sig. Observationerne fra rejsen udkom 1811-25 i Voyage aux régions équinoxiales du nouveau continent i 30 bind.

Efter at være flyttet til Berlin i 1827 holdt Humboldt dér de 61 berømte forelæsninger, der senere blev indarbejdet i hovedværket Kosmos (1845-62). 1829 begyndte Humboldt sin anden store rejse, denne gang til Ural og Centralasien over Sverdlovsk og Tobolsk til Dzungariet og Mongoliet. Hjemturen gik ad Irtysj til Semipalatinsk, Omsk og Astrakhan; derfra over Det kaspiske Hav og til Sankt Petersborg. I alt tilbagelagdes 18.000 km. Resultatet blev Humboldts andet storværk Fragments de géologie et de climatologie asiatique (1831).

Betydningen af Humboldts indsats var uhyre stor i samtiden. Ganske vist gjorde han ingen egentlige geografiske nyopdagelser, men på baggrund af sin beherskelse af naturvidenskaberne satte han en ny standard for præcis naturbeskrivelse, der både brugtes videnskabeligt og som opslagsværk vedrørende praktiske udnyttelsesmuligheder. Dertil formulerede han megen ny erkendelse. Typisk nøjedes han ikke med at beskrive vegetationen ved de dengang gængse floralister; han beskrev vegetationens ændring med bjergenes højdezoner og vulkanerne i sammenhæng med deres formodede dannelseshistorie etc. Denne beskrivelse af en lovmæssighed, hvori detaljen indgår meningsfyldt, har paralleller i tidens tyske kulturhistorie. Samtidig er hans beskrivelser af landskaber og natur sproglige mesterværker. Tilsammen betød dette, at Humboldt ledte geografien, især den fysiske geografi, ind i nye, frugtbare baner.

Humboldt, Wilhelm (1767-1835)

Han var tysk sprogforsker, filosof og preussisk statsmand, bror til Alexander von Humboldt. Han beklædte en årrække betydelige poster i den preussiske statsledelse; bl.a. var han sit lands repræsentant ved Wienerkongressen. 1809-10 forestod han en dybtgående reform af det preussiske uddannelsesvæsen, og han realiserede ved Friedrich-Wilhelm Universität i Berlin, grundlagt 1810, fra 1949 omdøbt til Humboldt-Universität, sine idéer om forskningens uafhængighed og det frie studievalg.

Med sine humanistiske og liberale holdninger skaffede han sig modstandere, og han måtte i 1819 forlade politik. Herefter helligede han sig filosofiske og sprogvidenskabelige studier. I det posthumt udgivne værk om kavi-sproget på Java med indledningen Über die Verschiedenheit des menschlichen Sprachbaues und ihren Einfluß auf die geistige Entwicklung des Menschengeschlechts (1836) formulerede han en sprogfilosofi, som i 1960'erne og 1970'erne fik betydning for den generative grammatik.

Det var Humboldts opfattelse, at der i hvert sprog ligger en specifik verdensanskuelse, som er udtryk for et sprogsamfunds individualitet, og at denne manifesterer sig i den indre sprogform. Sproget er ikke et færdigt værk "ergon", men det er "energeia", dvs. en dynamisk åndens virksomhed, som realiseres i talen og opfattelsen af det talte.

Käthe Kollwitz (1867-1945)

Hun var tysk tegner, grafiker og billedhugger, der hørte til de mest betydningsfulde kunstnere i 1900-tallets Tyskland. Kollwitz blev uddannet fra en kunstskole for kvinder i Berlin og studerede senere ved en lignende skole i München. Hun blev gift med lægen Karl Kollwitz, og parret bosatte sig i det fattige arbejderkvarter Prenzlauer Berg. Her blev hun engageret i storbyproletariatets problemer, og i et ekspressivt og realistisk formsprog kredsede hun i tegninger og grafiske værker omkring menneskelig elendighed, den spirende arbejderbevægelse, krig og død, værker, der næsten alle tematiserer sindstilstande som fortvivlelse og sorg. Grafiske serier som Et væveroprør (1894-98) og Bondekrigen (1902-08) var harmfulde indlæg i tidens sociale kamp.

Hendes oplevelser her under og efter 1. Verdenskrig resulterede i hendes mest velkendte tegninger, litografier og ætsninger med kvinders og børns lidelser som det primære motiv. Under krigen mistede hun sin søn, hvilket påvirker hendes billeder stærkt, hvilket kommer til udtryk i bl.a. træsnitserien Krig (1920-24) og litografiserien Døden (1934-35) samt en række selvportrætter.

Hun var medlem af og professor ved kunstakademiet i Berlin 1919-33, hvor hun blev tvunget til at forlade sit job, samtidig med at hun fik forbud mod at udstille sine værker.

Hendes breve og dagbøger blev udgivet i 1948.

I Fasanenstrasse 24 findes et museum med godt 200 af hendes værker.

Knobelsdorff, Hans Georg Wenzeslaus

(1699-1753)

Indledte efter gamle familietraditioner sin løbebane i den preussiske hær. Efter at være trådt ud af tjenesten af helbredsmæssige grunde tog han undervisning hos hofmaleren Antoine Pesne. Hans optagning af bygningsværker førte ham som autodidakt til arkitekturens verden. Som ”kavalersarkitekt” hjemførte har fra rejser i Italien, Frankrig og Flandern fagkundskab og verdenserfaring til kronprins Friedrichs hof i Rheinsberg, hvilket medførte et venskabeligt og fortroligt samarbejde, der dog kølnedes i de følgende årtier, hvor Soldaterkongens søn, nu Friedrich den Store nu selv førte krig og ikke mente at han længere kunne stole på sine hofarkitekter.

Knobelsdorff gav den friedericianske repræsentations- og lystarkitektur et klassisk enkelt formsprog, inspireret af en Inigo Jones’ eller en William Kents engelske palladianisme, og som senere kulminerede i den schinkelske klassicisme. Hans interiørarkitektur var derimod præget af rokoko og senbarok dekorationskunst.

Værker i Berlin:

· Operahuset (1740/42)

· Schloss Monbijou (1738/42). Dette er dog ikke bevaret.

· Schloss Charlottenburg (fra 1740). Den nye såkaldte ”Knobelsdorff-fløj”.

· Schloss Sanssouci (1745/47) og andre bygninger i Potsdam.

Langhans, Carl Gotthard (1732-1808)

Han var uddannet som matematiker og jurist, men skabte sig senere en berømmelse som autodidakt arkitekt. Han var stærkt inspireret af den romerkse arkitekt Vitruvius og den samtidige Johan Winckelmann, der med sine kunsthistoriske værker udløste samtidens antikbegejstring. I 1755 blev Langhans overbygmester i Breslau og ansat som leder af Krigs- og Domænekammeret. Frederik Vilhelm 2., hentede ham i 1788 til Berlin som direktør for Oberhofbauamt. Han anvendte alle tidens formsprog og stilretninger i sine arbejder, men udviklede ingen selvstændige stiltræk.

Arbejder i Berlin:

· Belvedere i Schlosspark Charlottenburg (1788-90) (barok)

· Brandenburger Tor (1791) (antikken)

· Nationaltheater på Gendarmenmarkt (1800-1802) (klassicisme)

Rauch, Christian Daniel (1777-1857)

I en alder af 13 år kom Rauch i lære som billedhugger, men uddannelsen måtte opgives på grund af dødsfal i familien, så han blev kammertjener hos Frederik Vilhelm 2. Sideløbende studerede han kunsthistorie og arkæologi på kunstakademiet i Berlin. Han blev opdaget som et stort talent og begavelse af Johann Gottfried Schadow og fra 1803 blev Rauch hans elev. Fra 1804 til 1810 var han på studieophold i Rom, hvor han blev medlem af den tyske koloni omkring Wilhelm von Humboldt.

Hans første store opgave blev gravmælet for dronning Louise, der blev rejst 1815 i hendes mausolæum i slotsparken ved Charlottenburg.

Øvrige hovedværker

· Statuerne af Bülow, Scharnhorst og Blücher foran Neue Wache (1819).

· Rytterstatuen af Friederich 2. på Unten den Linden (1851).

Schadow, Johan Gottfried (1764-1850)

Han var den betydeligste repræsentant for den tyske klassicisme. I 1778 besluttede han sig for at blive billedhugger og studerede hos Jean Pierre Antoine Tassaert og på Akademie der Künste inden han i 1785 tog til Rom. I 1788 fik han ledelsen af hofbilledhuggerværkstedet, og fra 1815 blev han direktør for Akademie der Künste.

Værker i Berlin:

· Firspandet med Victoria over Brandenburger Tor.

· Dobbelt portrættet af ”Prinzessinnen Louise og Friederike” (1795-97).

· Friedrichwerdersche Kirche (Schinkelmuseum).

Schinkel, Karl Friedrich (1781-1841)

Han var den største og mest indflydelsesrige af alle preussiske arkitekter. Hans værkers æstetiske kvalitet, gjorde ham til en af klassicismens vigtigste arkitekter i Tyskland. Han har bygget offentlige bygninger, villaer og beboelsesejendomme, kirker og kaserner, monumenter og broer.

Han blev født 1771 som søn af en præst i Brandenburg, efter faderens dør i 1794 flyttede han sammen med moderen til Berlin. Her studerede hos David Gilly, der i 1799 var medgrundlægger af Bauakademi. I 1810 fik han på anbefaling af Wilhelm von Humboldt en stilling i administrationen hos de preussiske byggemyndigheder. I 1815 blev han forfremmet til geheime-Oberbaurat, i 1830 til leder af den preussiske stats byggekontor og i 1838 til Oberlandesbaudirektor. Dermed fik han eneansvaret for alle større byggeprojekter fra Rheinland til Østpreussen.

Hans hovedværker findes i Berlin:

· Neue Wache på Unter den Linden (1818).

· Schauspielhaus på Gendarmenmarkt (1821).

· Kreuzbeg-monumentet (1821) i Viktoriaparken på Templower Berg. (Frihedskrigen 1813-15).

· Schlossbrücke (1824).

· Pavillionen på Schloss Charlottenburg (1825).

· Altes Museum i Lustgarten (1830).

· Friedrichwerdersche Kirche (1830).

· Bauakademi (1831-36).

· Elisabethkirche (1834) i Mitte.

· Nazarethkirche (1835) i Wedding.

· Ombygningen af Schloss Tegel til det klassicistiske Humboldt-Schløsschen (1824)

Schlüter, Andreas (1660-1714)

Arkitekt og billedhugger der i 1694 blev ansat ved hoffet hos kurfyrst Friedrich 3. (fra 1701 den første konge over hele Preussen som Friedrich 1.). Han blev betroet betydende projekter til den fremtidige preussiske herskers residens, bla.

· Skulpturprogrammet til Zeughaus (1696). I gården sidder hans 18 masker af døende krigere. De er altid blevet opfattet som en protest mod krig.

· Ombygningen af Stadtschloss (1699). En fornem verdslig bygning i klassisk barok, der blev bortsprængt i 1950.

· Rytterstatuen af Den Store Kurfyrste uden for Schloss Charlottenburg.

· Sarkofagerne for dronning Sophie Charlotte og kong Friederich I i Berliner Dom.

Efter byggeuheld og sammenstyrtning ved et Mønttårn og sætningsskader på Stadtschloss blev han i 1713 afskediget af Soldaterkongen Friedrich Wilhelm I. Herefter blev han billedhugger og lærer ved Zarens hof i Sankt Petersborg, som han berigede med flere smukke bygninger.

Stüler, Friedrich August (1800-1865)

Studerede i 1818/19 ved Bauakademie i Berlin og i 1820 blev han bygningskonduktør i Naumburg og Schulpfora. Han grundlagde i 1824 sammen med Eduard Knoblauch den berlinske arkitektforening. I 1829/30 arbejdede han sammen med Schinkel ved Berliner Hofbauamt, hvis arbejde han videreførte for Frederik Vilhelm 4. – i alle byggetekniske og æstetiske spørgsmål sammen med Persius, den anden store Schinkel-elev. I 1842 blev han udnævnt til ”Kongens Arkitekt” og fra 1850 virkede han som kontorchef i Ministeriet for Handel, Erhverv og offentlige Arbejder. Parallelt med hof-arbejdet udfoldede han en righoldigt arkitektonisk virksomhed, der ikke kun var begrænset til Berlin-området, men også bla. omfattede

· Alte Börse i Frankfurt am Main.

· Nikolaikirche i Potsdam.

· Lutherhaus i Wittenberg.

· Universitetet I Königsberg.

· Nationalmuseet i Stockholm.

Værker i Berlin:

· Neues Museum på Museumsinsel (1843-1855).

· Alte Nationalgalerie på Museumsinsel blev opført efter planer af Stüler af J. H. Strack.

· De to tårne på Künstlerhaus Bethanien på Mariannenplatz i Kreuzberg.

· St. Matthäus-kirche (1846). Ligger ved Kulturforum.

14. januar 2011 / ot