Roms historie  -

Efter 1870 frem mod år 2007

Tekst

 

- Kongedømmet

- Republikken

- De første kejsere

- Rigets opløsning

- Middelalderen

- Renæssancen (1400-1527)

- Modreformationen (1530-1600)

- Seicento (1600-1700)

- Settecento (1700-1800)

- Ottecento(1800-1870)

- Fra 1870 til år 2000

- Roms kejsere

- Paverne

- Noter til historien

 

 

Fra 1870 til år 2007

Dette afsnit af historiens Rom vil være opdelt i to større afsnit dækkende perioderne "1870 til 1945", der følger lige nedenfor, og et klik herfra "1945 til 2007".

 

1870 - 1945

Den 1. juli 1871 blev Rom erklæret for hovedstad i det forenede Italien med kong Vittorio Emanuelle II (1861-1878). Herefter er byens og dermed pavernes selvstændige historie en del af Italiens historie. Det følgende er en kortfattet beskrivelse af, hvordan det landlige, provinsielle Rom ombygges til landets administrative centrum med nye trafikårer, bolig- og administrationskvarterer, hvor gamle klostre, kirkelige bygninger og paladser inddrages til nye administrative formål. De store anlæg påbegyndes med stor hastighed og inden for et kvart århundrede har Rom inden for den Aurelianske bymur fået det udseende vi kender i dag.

På trods af at Italien var medlem af Triplealliancen (Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien) forholdt man sig neutral, da 1. Verdenskrig brød ud, men i 1915 trådte man ind i krigen på de Allieredes side.

 

Pietro Aldi:

"Garibaldi møder kong Vittorio Emanuele II ved Teano den 26. 10. 1860

Palazzo Pubblico, Siena

 

Ved Versaillesfreden fik Italien overdraget Sydtirol til Brenner og Istria med Trieste fra Østrig. Krigen havde forarmet landet, hvilket gav en økonomisk krise, og man havde ikke fået de territoriale udvidelser, som man havde håbet på, så efter freden fulgte social uro, hvor en kommunistisk revolution kunne synes at være i anmarch. I stedet for strejker brugte man fabriksbesættelser i den økonomiske kamp.

Arbejderbevægelsen kunne dog ikke holde fabrikkerne i gang, hvilket førte til splittelse og national misfornøjelse og i dette klima voksede den fascistiske bevægelse under ledelse af Benito Mussolini frem.

Fra midten af 1920'erne begyndte Mussolini at betragte sig som Romerrigets arvtager, dette førte i 1935 til krigen i Abessinien, til et engagement på Francos side i Den Spanske Borgerkrig og endelig til en militæralliance med Hitler i 1939, dette bevirkede, at Vatikanet langsomt men sikkert ophørte med at støtte regimet. Mussolinis stærkere og stærkere bånd til Hitler førte til at Italien i 1940 gik ind i 2. verdenskrig.  Efter en katastrofal italiensk krigsindsats blev Mussolini i 1943 afsat af kongen og sat i fængsel, herfra flygtede han og oprettede den fascistiske Salò-republik. Han blev fanget og dræbt af partisaner i 1945.

 

 

Antonio e Paolo d'Alessandri: Umbreto I di Savoia (1878)

Museo di Roma

1871

Anlæggelsen af Via Nazionale var allerede planlagt under pave Pio IX, men planerne blev først realiseret under det nye regime. I forbindelse med anlægget skete store ændringer i området med blandt andet Palazzo delle Esposizioni fra 1882 og samme område Teatro dell'Opera fra 1880, Piazza Esedra (Republicca) 1885 og den tilhørende slutfontæne for Aqua Pia Marcia 1901.

 

1873

Stazione Termini færdiggøres, og kvarteret omkring via XX. Settembre og Corso Vittorio Emanuele anlægges.

 

1874

Den nye synagoge bygges.

 

1878

Pave Leone XIII (Pecci) 1878-1903. Med 25 år er Leone XIII's pontificat det tredie længste indtil videre. Det fandt sted i en periode af italiensk politik, hvor det nyligt forenede land skulle udvikle sin industri, omstille sit landbrug og skabe nye sociale forhold. I hele denne proces var kirken og paven fra "fangeskabet" i Vatikanet en protesterende tilskuer. Paven udstedte en encyklika "Rerum Novarum", der fastlagde kirkens forhold til arbejds- og socialpolitiske problemer.

Kong Umberto I (1878-1900)

 

1879

Kvarteret Prati med Palazzo Guistizia på den anden side af Tiberen nord for S. Pietro.

Palazzo delle Espozioni på Via Nazionale

Porta Pinciana og Via Veneto

1885

Monumentet for Italiens Samling (kaldet "gebisset" af romerne) påbegyndes ved Piazza Venezia, det færdiggøres først i 1911. Corso Vittorio Emmanuele, Via Arenula og Ponte Garibaldi påbegyndes og Tiberbredden bliver opstøbt med høje betonmure og Ripettahavnen nedlægges.

 

1886

Ludovisi-kvarteret op mod det nuværende Via Veneto, her blev store dele af parkerne til Villa Ludovici og Villa Borghese ofret på byudviklingens alter.

 

1887

Passeggiata Gianicolo fra Trastevere til S. Pietro anlægges.

 

1888

Store dele af den gamle ghetto nedrives, arbejdet slutter først i 1910, så i dag er der meget lidt tilbage af Paolo V's værk den lukkede ghetto.

 

1889

Roms bystyre opstiller mindesmærket for Bruno på Campo di Fiori. Etrusker­museet i Villa Guilia åbner.

 

 
 

1900

Det første jubelår i 75 år afholdes i et klima af katolsk entusiasme, ved denne lejlighed var Peterskirken for første gang oplys ved hjælp af elektricitet. Samtidigt blev der afholdt et anti-jubelår for at fremvise det antiklerikale Rom.

Kong Vittorio Emanuelle III (1900-1946)

 

1902

Staten overtager Villa Borghese og gør det til museum.

 

1903

Pave S. Pio X, Sarto (1903-1914). Paven advarede på alle måder mod det voksende socialistiske parti og de organiserede fagforeninger, der ødelagde det stabile katolske samfund, dette fraholdt mange katolske intellektuelle fra at medvirke ved den politiske og kulturelle udformning af Italien. Vatikanet indgik dog i 1913 en aftale med den liberale regeringsleder Giolitti, der skulle have støtte fra katolske kulturorganisationer, til gengæld fik katolikkerne økonomisk støtte til deres private skoler og politisk støtte i familie spørgsmål om for eksempel skilsmisse.

Pave Pio X blev helgenkåret af pave Pio XII i 1954, dermed er han den foreløbigt sidste helgenkårede pave.

 

1911

Galleria d'Arte Moderne bygges ude ved Villa Guilia

 

J. W. Baur: "Villa Borghese" (1636)

Mussolini omgivet af tre ledende fascister efter marchen mod Rom

fra venste Balbo, De Vecchi og De Bono

914

Pave Benedetto XV, della Chiesa (1914-1922). Paven der førte kirken gennem 1. verdenskrig. Han holdt sig helt neutral mellem de stridende parter og foretog jævnlige forsøg på at skaffe fred. I hans pontificat steg antallet af lande med diplomatiske forbindelser til Vatikanet fra 14 til 27.

 

1919

Den 23. marts blev den fascistiske bevægelse "I Fasci di Combattimento" dannet ved  et møde i Milano.

I afsnittet "Historiske noter" omhandler artikel nr. 18 "Fascismen".

 

1922

Pave Pio XI, Ratti (1922-1939). Paven ledte kirken gennem de turbulente år op mod den 2. verdenskrig. Han udstedte adskillige sociale encyklikals, hvor der blandt andet blev debatteret ægteskab og familie, den sociale orden og den økonomiske krise.

Pio XI indgår i 1929 konkordatet med Mussolini og afslutter dermed striden mellem kirken og den italienske stat. Både Paven og Mussolini anså konkordatet for en politisk triumf. På trods af Lateranaftalerne arbejder paven på mange områder mod styrets interesser. I en række "encyklika" blev der protesteret mod fascistisk indoktrinering i skolerne, krigen i Etiopien, samarbejdet med Franco og Hitler og indgrebene mod kirkens frihed. I dette pontificat afholdes der jubel år i 1929 og 1933. Ellers var han vist mest berømt for i et dekret at fastslå, at ethvert fremskridt var imod pavens vilje.

I oktober foregår den fascistiske "Marchen mod Rom" med 14.000 deltagere, resultatet bliver at Mussolini indsættes som regeringsleder.

 

 
 

1925

Mussolini overtager alle regeringsbeføjelser, diktaturet er en kendsgerning.

 

1929

Pave Pio XI og Mussolini indgår konkordatet (Trattati del Laterano), der afsluttede striden mellem den katolske kirke og den italienske stat. Både Paven og Mussolini anså konkordatet for en politisk triumf. Aftalen bestod af tre dele. For det første en traktat om gensidig anerkendelse og katolicismen blev anerkendt som statsreligion. For det andet var der en financiel aftale, hvor Kirkestaten fik erstatning for de kirkelige besiddelser der blev nationaliseret i 1870 og endelig en aftale, som fastlagde kirkens myndighedsområde i samfundet. I 1947 blev konkordatet gjort til en del af den italienske republiks grundlov.

 

1929

Foro Italico opføres

 

1935

Krigen i Abessinien fra oktober 1935 til maj 1936.

Città Universitaria opføres til afløsning af det gamle universitet i Palazzo Sapienza, der blev opført i 1440 af Giacomo della Porta.

 

Il re, il duce, il Papa

Foro Olimpico - E.U.R

1936

E.U.R. Esposizione Universal Roma påbegyndes for at huse verdensudstillingen i 1942, på grund af krigen bliver udstillingen aflyst og byggeriet går i stå. Via Conciliazione mod Peterskirken anlægges med rydningen af dele af det gamle Borgokvarter op mod Piazza S. Pietro.

I afsnittet "Romerske rundture" er der i afsnit 12 en udførlig beskrivelse af E.U.R.

 

1937

Acqua Vergine Nuova med Mostra på Monte Pinchio indvies. Mussolini beordrede Ara Pacis Augustae (Augustus' fredsalter) genopført.

 

1939

Pave Pio XII, Pacelli (1939-1958). Han var som sin forgænger en profascistisk pave, der havde forståelse for fascismens autoritære facon, som et nyttigt værn mod socialisme, kommunisme og tidens moralske og politiske opløsningstendenser. Efter forgæves protester mod Italiens bombning af Tirana, tyskernes indmarch i Prag, den russisk-tyske indmarch i Polen og koncentrationslejrene ophørte Vatikanets støtte til det fascistiske regime og i stedet styrkedes de diplomatiske forbindel­ser med den allierede lejr.

Efter krigen i 1949 udsteder pave Pio XII en historisk proklamation om, at alle romersk katolske med nogen form for sammenhørighed med kommunismen automatisk ville udsætte sig for ekskommunikation af kirken.

Pio XII lader afholde kirkeår i 1950 og i 1954 helgenkårer han pave S. Pio XI

 

1939

Italien besætter Albanien.

 

 

Den pavelige nuntius i Berlin (Eugenio Pacelli) efter et besøg hos præsident Hindenburg i 1929

1940

I juli indtræder Italien i 2. Verdenskrig på Tysklands side.

Anlægget af den nye Stazione Termini begynder, men Roms hovedbanegård er først færdig til indvielse i 1950.

 

1943

Mussolini afskediges og arresteres. Tyskerne rykker ind i Italien. I september dette år indgås der våbenhvile mellem de allierede og Italien. De allierede foretager invasion syd for Rom, der efterfølgende besættes af Tyskerne. Mussolini befries af tyskerne og opretter republikken Saló oppe ved Gardasøen.

 

1944

Rom befries af de allierede.

 

1945

De italienske partisaner fanger Mussolini og henretter ham.

 

Pave Pio XII (1939)

Hushjørne ved Via della Conciliazione med de fascistiske symboler og årstal

Fra 1945 og frem til idag 

 

Fascismen efterlod en tung arv til den demokratiske eftertid. Dels skulle man afbøde de politiske og økonomiske konsekvenser af mere end 20 års diktatur, dels havde landet deltaget i 2. verdenskrig på "den forkerte side". Der forestod en genopbygning, hvor man skulle forsøge at mindske kløften mellem det fattige landbrug i syd og det rige industrisamfund i nord. I denne periode er der tre store faktorer i udviklingen: Partiet "Democrazia Cristiana"(DC) der havde regeringsmagten i fyrre år fra 1945 til 1985; det kommunistiske parti "Partito Communista Italiana" (PCI), der i samme periode udgjorde den legale opposition og endelig terroristerne - de sorte og de røde - der prægede Italien i perioden 1969-1985.

På siden " Noter til historien" omhandler artikel nr. 20 "Demokrazia Christiana, DC" og "Partito Communista Italiana PCI", artikel nr. 21 omhandler  "Terroristerne".

 

Frem til 1994 var DC det dominerende parti i alle de regeringskoalitioner, der styrede Italien efter 2. verdenskrig. Afslutningen på den kolde krig, manglende effektive indgreb over for mafiaen og store problemer med statsfinanserne, gjorde at partiet kom under stort pres og skabte muligheder for en række dommere at gøre op med den korrupte og klientilistiske DC-stat. Med "Aktion rene hænder" der fra 1992 førte til, at hundredevis af politikere og erhvervsfolk blev anklaget for korruption, blev der etableret et omfattende opgør med det korrupte politiske system i landet.

 

Lokalvalgene i 1993 var en katastrofe for DC, der forsøgte at frigøre sig for fortiden ved at ændre navn til "Partito Popolare", dette kunne dog ikke forhindre et nyt valgnederlag i 1994. Ved valget i 1994 gik mange af de "gamle" partier tilbage og der opstod nye kombinationer af partier, der søgte at skabe ordnede parlamentariske forhold og undertrykke flere ønsker om at opdele Italien.

 
 

Måske skete der et gennembrud ved valget i 1996, hvor en centrum-venstre koalition "Oliventræet" vandt parlamentsvalget og dannede regering. Valget var dog også en sejr for det norditalienske føderalistparti, der ønsker at danne en norditaliensk stat "Padania".

Efter Pio XII's død i 1958 indskrænkede kirkens indblanding i politik sig hovedsageligt til spørgsmål med direkte sammenhæng med kirkens lære (familiepolitikken), dette viste sig ved en kraftig modstand mod lovgivningsarbejdet og folkeafstemninger om skilsmisse, børn født uden for ægteskabet, myndighedsalderen og abort. I 1984 blev der indgået et nyt konkordat mellem den katolske kirke og Italien, her fjernede man blandt andet bestemmelsen om, at den romersk-katolske tro er Italiens statsreligion.

 

1949

Acqua Peschiera I med Mostra på Piazzale degli Eroi.

 

1950

Det 24. kirkelige jubelår for at forsvare troen og den fromme kirke mod angrebene fra de ikke-troende. Samme år vedtages dogmet om Jomfru Maria's optagelse i himlen. Det blev officielt, at Vatikanets arkæologer havde fundet apostelen Peters grav i udgravninger under højalteret i S. Pietro.

 

1954

Via Cristoforo Colombo føres forbi Caracallas termer og ud gennem EUR til havet.

 

1956

Åbningen af Metro A Termini til EUR

 

Mosaik af Kristus som solgud

Fra udgravningerne under S. Pietro - mausolæum M

Pave Giovanni XXIII, Roncalli

1958

Pave Giovanni XXIII, Roncalli (1958-1963). Den 67-årige patriark af Venezia var tænkt som en overgangspave, men trods sit korte pontificat satte han sig mærkbare spor i den katolske kirke. I hans tid begyndte et bedre forhold til de andre kristne kirkesamfund, og hans dybeste anliggende blev arbejdet for de kristne kirkers enighed. Han udvidede antallet af kardinaler fra 69 til 82, hvorved der blev plads til en række nye kardinaler, der repræsenterede den tredje verden. Han udstedte i 1961 den berømte encyklika Mater et Magistra om den katolske kirkes sociallære. I 1962 indkaldte han til det 2. vatikankoncil som skulle drøfte en modernisering, en ajourføring af den romersk-katolske kirke.

Pave Giovanni XXIII opfattes som "mennesket" på pavestolen, et menneske, der har udvist stor forståelse for forsoning mellem kirkesamfund, mellem racerne, de fattige og ikke mindst kvinders vilkår. Hans gravmæle udført af den italienske kunstner Manzu er en tydelig bekræftelse på dette menneske.

 

1960

De olympiske lege afholdes i Rom. Lufthavnen Leonardo da Vinci åbnes ude ved Ostia og den gamle havn fra Claudius' tid.

 

1963

Pave Paolo VI, Montini (1963-1978). Pave Paolo VI foretog rejser til alverdens lande. I 1970 udsendte han encyklikaen "Humanae vitae" som forbyder brugen af forebyggende midler, denne vakte stor modstand inden for den katolske kirke. I hans pontificat opføres ­ Museo Gregoriano profano og den spiralformet trappe, der nu fører ned og ud fra Vatikanmuseerne.

 

Pave Paolo VI, Montini

Pave Giovanni Paolo I, Luciano

1972

Acqua Peschiera II indvies med vand til kvarteret omkring Monte Sacro.

 

1978

Ministerpræsident Aldo Moro kidnappes og dræbes af de røde brigader.

(Aldo Moro var juraprofessor fra Apulien og en ledende skikkelse i Democrazia Christiana. Han var leder af fem forskellige regeringer i perioden fra 1963 til 1976. I 1976 blev han præsident for DC og talte for en tilnærmelse mellem DC og PCI (partito Comunista Italiano). Den 16. marts 1978 blev Moro bortført af de Røde Brigader, 55 dage senere, den 9. maj, blev hans lig fundet i en Renault 5 i Roms centrum kun få hundrede meter fra DC's og PCI's partihovedkvarter.)

Pave Giovanni Paolo I (Luciano). Paven fik kun 33 dage i pavestolen, det er blevet  mere end antydet at han blev myrdet med gift, fordi han ønskede at afdække kriminelle forhold i den pavelige bank.

 

1978

Pave Giovanni Paolo II, Voytola (1978-2005)

Efter Giovanni-Paolo I's pludselige død blev han valgt til pave, som den første ikke-italienske pave siden 1522 (Adriano VI).

 

Aldo Moro som fange hos Brigate Rosse

Pave Giovanni Paolo II, Voytola

Hans valg var et kompromis, da der ikke kunne skabes et flertal for en af favoritterne. Allerede i 1979 fremtrådte han som en pave med konservative synspunkter, da han på et latinamerikansk bispemøde fordømte abort, skilsmisse og advarede præsterne mod radikalt socialpolitisk arbejde i stedet for at hellige sig kirkens interesser.

1980

Vatikanet genoptager kættersagen mod astronomen Gallio Galilei, som Inkvisitionen i 1632 tvang til at afsværge læren om jordens gang omkring solen. I 1983 meddeler paven, at Vatikanet hæver bandlysningen af Galilei.

 

1982

Vatikanet sender 448 år efter Henrik 8.'s brud med romerkirken ambassadører til London. Samme år besøger paven Argentina, og her opfordrer han til standsning af Falklandskrigen.

 

1983

Paven deltager som den første pave nogen sinde i en protestantisk gudstjeneste. han læste en bøn af Luther.

 

Aldo Moros lig i en Renault 4.

 

 

 

 

 

 

 

 

1984

Der indgås et nyt konkordat mellem den katolske kirke og Italien.

 

1987

Vatikanet nægter at udlevere den amerikanske kardinal Paul Marcinkus og to andre ledere af Vatikanets bank, mod hvem en italiensk domstol havde udstedt arrestordre på grund af deres andel i en konkursskandale.

Pave Giovanni Paolo II fordømmer militærdiktaturet i Chile ved en messe i Santiago, dette bliver anledningen til voldsomme gadekampe mellem politi og modstanderne af militærdiktaturet.

 

1988

Niels Steensen saligkåres i Peterskirken.

(På siden " Noter til historien" omhandler artikel nr. 26 "Niels Stensen)

 

1989

Paven besøger Danmark på sin 42. udenlandsrejse, der gør ham til den mest berejste pave i historien.

 

1990

Vatikanet genopretter de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, de var blevet afbrudt i 1917 af pave Benedetto XV efter oktoberrevolutionen.

 

1991

Ved et besøg i Polen sammenligner paven fri abort med massedrabet på jøder under 2. verdenskrig.

 

Niels Stensen - Nicolaus Steno

Den hellige dør i S. Pietro

1995

Roms borgmester Rucelli blev valgt for partiet de "grønne" og fremsætter forslag om etablering af en arkæologisk park fra Piazza Venezia til Colosseo. Hvis en sådan plan  realiseres betyder det, at Mussolinis pragtgade Via Fori Imperiali skal fjernes.

 

1996

Centrum-venstre koalitionen "Oliventræet" sejrer i parlamentsvalget, der afholdes efter et nyt valgsystem med en blanding af flertalsvalg i enkeltmandskredse og forholdstalsvalg. Efter 40 års kristelig demokratisk styre, flere teknokratregeringer og Berlusconis højreregering, kommer den italienske venstrefløj for første gang i regering, og det tidligere kommunistparti bliver regeringspartner. Valgets anden vinder er det norditalienske føderalistparti "Lega Nord", der er tilhænger af etablering af en opdeling af Italien med en ny stat "Padania".

 

2000

Pave Giovanni Paolo II åbnede Hellige Dør i S. Pietro, som begyndelse på afholdelsen af det 27. jubelår siden det første kirkelige jubelår i 1300. Denne gang var det ikke (alene) kristendommen Vatikanet fejrede, men det helt specielle, at det var 2000 år efter Jesus fødsel. Selve døren er bestilt af pave Pio XII til det hellige år i 1950. Den er udført af Ludovico Kaas i bronze med 16 billedfelter. Det nederste i højre hjørne forstiller Pio XII stående foran døren og slå på den.

 

2005

Pave Benedetto XVI, Ratzinger vælges den 19. april som pave nr. 266. Josef Ratzinger havde i årtier stået i spidsen for Vatikanets Troslærekongregation og været Johannes Paul II's nærmeste medarbejder.  

 

Joseph Ratsinger hilser på pave Giovanni Paolo II

  Hvis du ønsker at læse flere afsnit fra den romerske historie, så "klik" nedenfor  
 

-> Kongedømmet

-> Republikken

-> De første kejsere

-> Rigets opløsning

-> Middelalderen

-> Renæssancen (1400-1527)

-> Modreformationen (1530-1600)

-> Seicento (1600-1700)

-> Settecento (1700-1800)

-> Ottecento(1800-1870)

-> Fra 1870 til år 2000

-> Roms kejsere

-> Paverne

-> Noter til historien