- Kongedømmet

- Republikken

- De første kejsere

- Rigets opløsning

- Middelalderen

- Renæssancen (1400-1527)

- Modreformationen (1530-1600)

- Seicento (1600-1700)

- Settecento (1700-1800)

- Ottecento(1800-1870)

- Fra 1870 til år 2000

- Roms kejsere

- Paverne

- Noter til historien

Buste af en ung Octavian - kejser Augustus

Kejser Tiberius

Vatikanmuseet

Tiberius (14-37)

Søn af Augustus' kone Livia fra hendes første ægteskab. Han var en glimrende feltherre under kampene mod germanerne i perioden 15 - 9 f.Kr. Han blev adopteret af Augustus og gift med dennes datter Julia. Som kejser var han en udmærket administrator og forsøgte at samarbejde med Senatet, da dette mislykkedes trak han sig tilbage til sin pragtvilla på Capri og overlod styret til lederen af Prætorianergarden (kejserens livvagt). Han er måske mest kendt for en række af blodige forræderiprocesser.

Caligula (37-41)

Han hed oprindeligt Gajus Cæsar men fik kælenavnet Galigula (lille soldaterstøvle) i faderens Germanicus' militærlejr. Som kejser viste han sig hurtigt som en blodtørstig vel nærmest vanvittig despot, der med sin ødselhed fik ødelagt statens finanser.

Claudius (41-54)

Farbroder til Caligula som han fulgte på tronen. Han lod sin hustru Messalina henrette for forræderi, men blev selv forgiftet af sin anden hustru Agrippina d.y., Nero moder. Som kejser viste han sig som en klog og fornuftig mand, der fik genoprettet ordenen i den statslige forvalt­ning og i finanserne, samtidig med at han fik forbedret retsplejen. Han byggede en vandledning og fik anlagt den 6-kantede havn ved Tiberens munding til erstatning for den gamle Ostiahavn. Han indledte erobringen af Britannien og fik indlemmet Sydengland i Romerriget.

Nero (54-68)

Hed oprindeligt Lucius Domitius Claudius med kælenavnet "Nero". Han var blevet adopteret af sin stedfader Claudius. I de første år af hans regeringstid, hvor han opfattede sig selv som digter, musiker og maler blev han rådgivet af Seneca, og hans regeringstid forløb godt med anlæg af parker, templer, badeanlæg og offentlige bygninger i stort tal. Senere udviklede han en magtsyge på grænsen til sindssyge, og han indledte et terrorregime, hvor blandt andre hans egen mor og kone blev dræbt og Seneca måtte begå selvmord. Efter Roms brand i 64 blev der indledt omfattende kristen forfølgelser. Efter branden begyndte Nero byens genopbygning med sit eget ufatteligt kostbare Domus Aurea, der skulle anlægges mellem Augustus hus på Palatin, nogle vidtstrakte haver på Esquilinhøjen og endelig ved siden af Oppio-højen. I dalen mellem de tre høje anlagde han en kunstig sø. Da senatet på grund af Neros korruption og terror stillede ham overfor et kup begik han selvmord i 68 f.kr.

På siden " Noter til historien" omhandler artikel nr. 22 "Seneca".

Omslag til en fremragende bog

fra forlaget Høst og Søn

Servius Sulpicius Galba (68-69)

Marcus Slavius Otho (69)

Vitellius(69)

DET FLAVISKE HUS

Vespasian (69-79)

Titus Flavius Vespasian blev i 67 gjort til øverstbefalende for de tropper der førte krig mod jøderne i Palæstina. Han blev i 69 udråbt til kejser af sine tropper og drog til Rom, hvor han besejrede modkejseren Vitellius. Han var en effektiv administrator, der fik orden i rigets finanser efter Nero's udskejelser. Han fik vedtaget en lov, der definerede kejserens magt. Dermed var det endelig slut med illusionen om en republik. Han påbegyndte byggeriet af Colosseo.

Titus (79-81)

Søn af Vespasian. Titus havde i 69 fået til opgave at nedkæmpe et jødisk oprør, dette felttog fører til Jerusalems indtagelse og ødelæggelse i 70. For denne sejr tildeles der et triumftog og i den anledning opføres Titus-buen på Forum Romanum. I Titus periode som kejser færdiggøres Colosseo og endvidere påbegyndes et stort termeanlæg i dele af af Nero's gyldne hus.

Domitian (81-96)

Domitian, Titus Flavius var søn af Vespasian. Han var en glimrende feltherre, der havde gennemført vellykkede felttog i Brittanien og mod dacerne i det nuværende Rumænien. Han byggede Domitian's cirkus, hvis rester ligger under det nuværende Piazza Navona, hvor de kan ses i krypten til S. Agnes in Agone. I år 81 fuldførte han Colosseo, der skulle danne grundstammen i tidens socialbistand med brød og skuespil. Senatorerne lod Domitian myrde, da han krævede titlen "Herre og Gud".

Kejser Titus

Musei Capitolini

Kejser Hadrian

Museo Nazionale Romano - Palazzo Altemps

Nerva (96-98)

Nerva, Marcus Coccejus blev den første af de såkaldte adoptivkejsere under hvem et oplyst enevælde gjorde ende på den herskende strid mellem kejser og senat. Han adopterede Trajan. Han har givet navn til Nerva's Forum.

Trajan (98-117)

Trajan blev adopteret af Nerva, og han blev som spanier den første ikke italiener på kejsertronen. I hans kejsertid nåede riget sin største udstrækning efter sejre over dacerne, araberne, partherne og andre mel­lemøstlige folkeslag. Rom havde på dette tidspunkt over 1 million ind­byggere.

Trajansøjlens billeder fortæller om hans militære bedrifter mod Dacerne i Rumænien. Trajans Forum, der er det største af de kejserlige fora, vidner om byens rigdom på denne tid.

Hadrian (117-138)

Hadrian der også var spanier efterfulgte Trajan. Han regnes for den mest kultiverede kejser med en dyb respekt for den hellenistiske og græske kulturarv. Militært konsoliderede han rigets grænser blandt andet ved at bygge Hadrians mur i Britannien, og han fik opbygget et stort og effektivt bureaukrati, der sikrede det enorme rige. I hans regeringstid fik Pantheon sin nuværende form, han opførte Villa Adriano i TIVOLI uden for Rom og hans gravmæle blev det senere Castel S. Angelo.

DET ANTONINSKE HUS

Antonious Pius (138-161)

Markus Aurelius (161-180)

Marcus Aurelius var både svigersøn og adoptivsøn til Antonius Pius. I hele sin kejserperiode måtte Marcus Aurelius føre flere krige langs rigets grænser i øst mod partherne og i nord mod germanerne. På trods af krige og i kølvandet på disse pest og hungersnød, er han blevet kendt som som "filosoffen på kejsertroen" blandt andet på grund af sine dagbøger (Optegnelser, der er oversat til dansk), hvor han udtrykker megen humanisme, der dog ikke kommer til udtryk i hans forfølgelser af de kristne.

Lucius Verus (161-169)

Commodus (180-192)

Pertinax (192-193)

Didius Julianus (193)

DET SEVERISKE HUS

Septimius Severus (193-211)

Han var hærfører for tropperne i Pannonia, da Commodus døde udråbte soldaterne ham til kejser. Han blev dog først anerkendt i 197, da han havde nedkæmpet sine rivaler. Han begrænsede senatets magt, centraliserede den statslige forvaltning og øgede hærens størrelse. I 202 udstedte Septimius Severus et edikt, der forbød overgang til jødedom eller kristendom, med dette søgte han at ramme kirkens missionsvirksomhed. Severus lagde navn til keserdynastiet Severerne.

Kejser Marcus Aurelius

Museo Nazionale Romano - Palazzo Altemps

Kejser Septimus Severus

Museo Nazionale Romano - Palazzo Altemps

Caracalla (211-217)

Caracalla var søn af Septimius og blev sammen broderen Geta regent efter Septimius' død. Han lod dog allerede året efter broderen dræbe. Han regnes for en af de psykopatiske og grusomme kejsere, for at øge sine indtægter gav han i 212 alle indbyggere i Romerriget borgerret. Samme år lod han påbegynde det kæmpemæssige termeanlæg, der har gjort hans navn kendt. Terme di Caracalla er en offentlig badeanstalt på 118.255 m² der kunne rumme 1800 badende personer samtidigt.

I afsnittet "Antikkens Rom" er der en uddybende beskrivelse af "Roms Thermer".

Marcus Opellius Macrinus (217-218)

Heliogabalus (218-222)

Alexander Severus (222-235)

Maximinus Thrax (235-238)

Gordian I (238)

Gordian II (238)

Gordian III (238-244)

Philippus (244-249)

Decius (249-251)

Trebonianus Gallus (251-253)

Valerian (253-260)

Gallienus (253-268)

Cladius Gothicus (268-270)

Aurelian (270-275)

Feltherre over Donau-armeen hvis soldater udråber ham til kejser. Han førte adskillige krige mod goterne, og barbarernes trussel mod Romerriget var så stort, at kejseren lod opføre en ny bymur, den Aurelianske bymur, der er godt 18 km lang og omfatter et areal, der er fire gange større end de områder, der blev omfattet af den Serviske bymur fra republikkens tid. Hadrian's gravmæle blev ved denne lejlighed inddraget i forsvarsværket. Først i 18-hundredetallet voksede Rom ud over denne bymur.

I afsnittet "Romerske rundture er Tur9 - Roms Bymur en beskrivelse af en tur langs Den aurelianske mur.

Tacitus (275-276)

Probus (276-282)

Carus (282-283)

Carinus (282-283)

Diocletian (285-305)

Diokletian kom til magten efter en række borgerkrige, og han omdannede entydigt Augustus' principat til en totalitær stat, hvor kejseren ikke var embedsmand, men herskeren over undersåtter. Det var et system med religiøse forestillinger, der tjente til at give kejseren et sakralt præg. Kejserne var ikke mere "guder", men "gudefødte" der havde fået magten af den allerhøjeste gud. Han styrkede hæren og bureaukratiet ved militære, økonomiske og sociale reformer, samtidig med en jordbeskatning og en møntreform, så det kæmpemæssige rige med ca. 70 millioner indbyggere kunne hænge sammen lidt endnu. Han søgte at reorganisere riget ved en deling i en Vestromersk og en Østromersk del med hver sin kejser, hans medkejser var Maximian. I 20 år lod han de kristne være i fred, men i 303-304 gennemførte han en af de værste forfølgelser i kristendommens hidtidige historie. Hær og administration blev renset for kristne og ofring blev påbudt under trussel om dødsstraf og deportation og antallet af martyrer oversteg langt hvad man hidtil havde været ude for. Han opførte det store termeanlæg på 130.000 m² der kunne rumme 3.600 badende ved det moderne Roms hoved­banegård. 

Efter hans død indføres et "firekejsersystem" Tetrarkiet, der dog hurtigt bryder sammen i en borgerkrig.

Maximian (286-305)

Kejser Diocletian

Kejser Konstantion

Hoved af statue - Museo Capitolino

DET ANDET FLAVISKE HUS

Constantius I (305-306)

Galerius (305-311)

Maxentius (308-313)

Maxentius Daja(308-313)

Licinius (308-324)

Konstantin I (306-337)

Efter Diokletians død blev Konstantin en af det nyindførte tetrarki's medlemmer. Efter en borger­krig med sine medkejsere, overvinder han den sidste (Maxentius) i slaget ved Pons Milvius i 312 og genforener de to dele af riget. Natten før det afgørende slag ved Pons Milvius fortæller traditionen, at Konstantin så et kors på himlen og hørte ordene "Ved dette tegn skal du sejre", dette skulle være baggrunden for at han i 313 med Milanoediktet anerkender kristendommen, som en lovlig religion, og gav de kristne deres beslaglagte ejendomme tilbage. Konstantin besluttede sig for at anvende kristendommen i rigets tjeneste, og dette indebar tildeling af privilegier på linje med fremgangs­måden over for anerkendte religioner. Kristendommen blev først rigsreligion i 380. Udover denne tilnærmelse til Han forstærker den administrative indsats, der blev påbegyndt under Diokletian, og indfører formue- og indkomstskat for håndværkere og købmænd. Den store Konstantinbue fra 314 ved Colosseum fortæller om hans militære bedrifter. 

Efter Konstantins lovliggørelse af kristendommen påbegyndes en række af de store kirkebyggerier i Rom. Kejserfamiliens og dens formue stod for byggeriet af en række kirker, der alle kan opleves i dag, men de er dog senere blevet ombygget.

S. Pietro in Vaticano (Den første Peterskirke).

S. Giovanni in Laterano

S. Giovanni in Fonte

S. Croce in Gerusalemme

S. Constanza

S. Agnese fuori la Mura

S. Maria in Trastevere

S. Sabina

Kejser Julian den frafaldne

Konstantin II (337-340)

Constans I (337-350)

Constantius II (337-361)

Julianus den frafaldne (361-363)

Han bekender sig til den nyplatoniske lære, og så heri et middel til at redde antikkens kultur og byde kristendommen trods. Han påbød, at forfaldne hedenske templer skulle genopbygges, og at kristne som havde været med til at ødelægge sådanne helligdomme, skulle udføre eller bekoste byggearbejderne. Endvidere ophævede han såvel kirkens ret til at modtage testamentariske gaver, som præsteskabets skattefrihed og biskoppernes domsret. Et andet dekret forbød kristne at beklæde læreposter ved højere skoler.

Jovian   (363-364)

Valentinian I (364-375)

Valens         (364-378)

Gratian  (375-383)

Valentinian II (375-392)

Maximus  (383-388)

Theodosius I (379-395)

Honorius   (395-423)

Valentinian III (425-455)

Avitus  (455-456)

Majorian (457-461)

Libius Severus (461-465)

Anthemius (467-472)

Julius Nepos (474-475)

Romulus Augustulus (475-476)

Kejser Theodosius