Ole Thorups rejsenoter

Roms historie -

Modreformationen (1530-1600)

Tekst

- Kongedømmet

- Renæssancen (1400-1527)

- Modreformationen (1530-1600)

- Seicento (1600-1700)

- Settecento (1700-1800)

- Ottecento(1800-1870)

- Fra 1870 til år 2000

- Roms kejsere

- Paverne

- Noter til historien

MODREFORMATIONEN (1530 - 1600)

Renæssancepavernes tid var forbi, og paverne blev mere moralsk uangribelige, mere indstillet på at reformere kirken og standse kætteriet. På grund af et stort pres fra kejseren blev der indkaldt til kirkemøde i Trento 1545, hvor protestanterne og paven skulle forhandle sig til enighed for at undgå en splittelse af kirken. Der blev ikke vedtaget en reform, men fastslået hvad der var den korrekte katolske tro.

Ved religionsfreden i Augsburg 1555 led både kejsermagten og enhedskirken nederlag og den største religiøse og politiske magt lå hos nationalstaterne Frankrig, Spanien og England. Pavernes politiske og økonomiske magt var gået over til de verdslige herskere, og de havde ikke kunne opretholde det åndelige lederskab og resultatet var en splittelse i en luthersk-reformert, en calvinistisk og en katolsk retning. Resultatet af denne splittelse var usikkerhed og blodige konflikter, der kulminerede med 30-årskrigen (1618-1648), der skulle blive den mest brutale krig i Europas historie frem til 1900-tallet. Siden 1450 havde befolkningstallet og økonomien været inde i en opgangsperiode, der varede til 1650, hvorefter der indtrådte stagnation. I denne periode var de mange konflikter og krige afgørende for udviklingen af en stærk statsmagt, der kunne garantere undersåtternes sikkerhed og ro og orden. Statsmagten anerkendte ikke nogen højere autoritet end sig selv, og den havde monopol på anvendelsen af vold på sit eget territorium. Ingen politiske autoriteter var i stand til at kontrollere brugen af magt i denne periode, hvor modreformationen satte de religiøse stridigheder på dagsordenen overalt i Europa.

På siden " Noter til historien" omhandler artikel 13 "30-årskrigen".

1535

Genopbygningen efter Il Sacco di Roma går igang i forbindelse med Karl V's besøg i Rom, hvor han forsøger at overbevise pavestolen om, at kejser og pave måtte stå sammen og i fællesskab prøve at føre kristenheden ud af splittelsen.

Lucas Cranach d.æ. " Martin Luther" (1523)

1534

Pave Paolo III. (Farnese, Rom). (1534-1549). Han var en dygtig kirkepolitiker og diplomat, der dog i to omgange var forbigået ved pavevalget. Hans grundholdning var, at Rom med rette kunne gøre krav på verdensherredømmet. Derfor måtte han arbejde for at løfte Kirken op af dens magtesløshed, og frem for alt måtte han tage kampen op med de kætterske bevægelser.

1540

Paven godkendte den ny munkeorden Jesu Selskab (Societas Iesu) med Ignatius Loyola (1491-1556) som leder og med hovedsæde i Rom ved siden af den nuværende kirke Il Gesu. Medlemmerne af jesuitterordenen havde som hovedopgave, dels at intensivere det religiøse liv inden for Kirken, dels at udbrede den katolske tro og knuse alt kætteri. Samme år som oprettelse af Jesuitterordenen blev Oratorianersamfundet også en kirkelig orden under ledelse af S. Filippo Neri, der senere blev Roms skytshelgen.

På siden " Noter til historien" omhandler artikel nr. 14 "Jesuitterordenen".

På siden " Noter til historien" omhandler artikel nr. 13 "Oratorianersamfundet".

1542

I 1542 proklamerede han en reorganisering af inkvisitionen under kardinal Caraffa, den senere pave Paolo IV.

1545

Kirkemødet i Trento (1545-1563). Under hårdt pres fra kejser Karl V, der håbede at et kirkemøde kunne skabe en udsoning mellem katolikker og lutheranere, blev der indkaldt til kirkemøde på trods af modstand fra pavestolen. Kirkemødet blev en triumf for den pavelige politik, mødet blev trukket i langdrag, udsat, genoptaget og først under pave Pio IV, lykkedes det i 1563 at opnå det, der hele tiden havde været pavestolens hensigt, at få en definitiv fastlæggelse af den katolske lære, skarpt afgrænset over for lutheranere og calvinister. Den katolske Kirke erklæredes for den eneste saliggørende, hellige og ufejlbarlige kirke. Modreformationen havde fået sit grundlag, princippet om kirkens enevælde og ubetinget autoritet stod over for læren om det kristne menneskes frihed.

På siden " Noter til historien" omhandler artikel nr. 15 "Modreformationen".

1550

Pave Giulio III, (del Monte, Rom) 1550-1555. Han forsøgte i årene 1551-52 uden held at få genoptaget kirkemødet i Trento. I hans pontificat anlægges Vatikanets haver. Han afholdt det 10. jubelår i 1550.

1555

Pave Marcello II blev valgt den 9. april og døde den 1. maj. Efterfølgende den 25. maj blev Giampierro Caraffa fra Napoli valgt som pave Paolo IV(1555-1559). Han var en fanatisk, hadsk og hensynsløs forkæmper for de katolske kirke og ophavsmanden til genoplivelsen af inkvisitionen. Han tilskyndede den franske konge Henrik 2. til i 1557 at genoptage fjendtlighederne med kejser Filip 2. Paven blev hurtigt tvunget til at slutte fred med en spansk trussel om et nyt Sacco di Roma, og franskmændene blev tvunget til at give afkald på alle deres besiddelser i Italien, der herefter var et spansk lydrige.

1559

Pave Pio IV, Medici, Milano (1559-1565). Hans slægt stammer fra Milano og er tilsyneladende uden forbindelse med den florentinske familie af samme navn. Han var en dreven politiker og det lykkedes ham at få genindkaldt kirkemødet i Trento, og i 1563 lykkedes det ham at få afsluttet mødet med et for den katolske tro, lykkeligt resultat.

1566

Pave Pio V (Ghislieri, Piemonte) 1566-1572. Denne pave havde været medlem af inkvisitionen og han var en ivrig bannerfører for modreformationens program og en overbevist tilhænger af strengt asketiske idealer. Han bandlyste Elisabeth I af England i 1570 og dette regnes for at være den katolske kirkes sidste forsøg på at knuse reformationen.

Gravmælet for pave Gregorio XIII

S. Pietro - udført af Rusconi

1572

Pavestaten deltog i en kristen alliance med Spanien og Venezia mod tyrkerne, der i et stort søslag ved Lepanto blev tilføjet et alvorligt nederlag.

1572

Pave Gregorio XIII, Boncompani; Bologna (1572-1585). Sammen med sin efterfølger står han som en af de paver der ofrede meget på reorganisering af det romerske gadenet og opstilling af fontæner. Hvad der måske er vigtigere gennemførte Gregorio XIII i 1582 en forbedring af den julianske tidsregning, så skuddagen blev taget ud af hvert 25. skudår undtagen dem hvis to første cifre er delelige med fire. Den gregorianske kalender blev indført i Danmark i 1700.

Der blev afholdt det 11. "jubelår" i 1575.

1585

Pave Sisto V, Peretti; Ascoli (1585-1590). Han var pave i en periode, hvor den store kamp om herredømmet over Frankrig mellem huguenotter og katolikker Frankrig rasede og hvor Spaniens Filip 2.'s "uovervindelige" spanske armada led nederlag ved Englands kyster i 1588. Til disse opgør var han en ivrig tilskuer, ellers var han pave med stor interesse for kunst og byplanlægning, men i sin samtid mest kendt for nepotisme og brandbeskatning. Han reorganiserede pavestaten administrativt og økonomisk, samtidig med at han gjorde en indsats mod kriminalitet.

1590

Pave Urbano VII, Castagna, Rom valgt den 15. september og døde den 27. september af malaria. Kuplen på Peterskirken færdiggøres.