-> Paver A-E

-> Paver F-I

-> Paver L-P

-> Paver R-Z

Paver, pavedømmet

Paver

Pave står for, det latinske papa og det græske pappas, fader, og det er den titel der siden det århundrede eksklusivt har været knyttet til biskoppen af Rom, overhovedet for den Romersk katolske kirke og leder af Pavestaten. Titlen benyttes dog også af overhovedet for den koptiske patriark af Alexandria. Udover titlen pave benyttes andre titler for kirkens overhoved så som Kristus vikar, S. Peters efterfølger og ærkebiskop af Rom. Det antages, pave S. Siricio (384-399) var den første, der kaldte sig "Papa", ordet der også er et anagram dannet af ordene "Petri Apostoli Potestatem Accipiens"

Pavedømmet

Efter jødernes nederlag til romerne og Jerusalems fald i år 70 blev Rom det vigtigste sted for kristendommen, fordi man bevidst bygge på autoriteten fra Peter og Paulus, der begge led martyrdøden i Rom. I Rom­menigheden opfattede man sig som den toneangivende og ledende menighed, der sad inde med særlige rettigheder og privilegier i forhold til de øvrige. Allerede i ca. 96 skrev biskop Clemente I (88-97) (1. Klemensbrev) til menigheden i Korinth og gav en række gode råd ikke ud fra et jævnbyrdighedsforhold, men ud fra en slags overordningsforhold. Knapt hundrede år senere forsøger biskop Vittore I (189-199), at fremstille den romerske stillingtagen til et kirkespørgsmål, som noget de øvrige menigheder må rette sig efter, da det er Rom der taler, som velorganiseret og velstående hovedstadsmenighed.

Kravet om romerbiskoppens overhøjhed nåede sin kulmination, da biskop Stefano I (254-257) under henvisning til Peters forrang for de øvrige apostle krævede lydighed fra alle andre apostelefterfølgere mod Peters efterfølger og stedfortræder i Rom, ham Himmerigets nøgler var betroet (Mattæus 16,18). Dette blev kraftigt bestridt og imødegået både teologisk og praktisk af magtfulde bispesæder uden for Rom, og dets virkeliggørelse finder først sted i forbindelse med det Vestromerske riges sammenbrud i midten af 500-tallet. På dette tidspunkt får Roms biskopper en stærkere og stærkere magtstilling og udvikler sin stilling til en verdslig magt sideløbende med den åndelige og religiøse magt.

Pave Benedetto XVI (Ratzinger)  - nr. 266

Pave Innocenzo III

I oldkirken blev paven valgt af menighedernes gejstlige og læge medlemmer, i perioder med deltagelse af tyske og franske kejsere, indtil det i 1059 blev bestemt at kun kardinalerne have ret til at vælge. Fra 1274 har det været gældende at valget skulle foregå i et konklave (dvs et aflåst rum), dette har siden 1870 fundet sted i Vatikanet, Det sixtinske Kapel.

Pavernes og Pavestatens historie er uundgåeligt knyttet sammen med Roms historie, så den er ganske omfattende, men meget kortfattet er i denne historie nogle markante skillepunkter.

* Bruddet med den østromerske ortodokse kirke i 1054.

* Investiturstriden om det skulle være fyrsterne eller kirken der kunne overdrage kirkelige len, indsætte i kirkelige embeder og kræve troskab. Denne strid varede fra pave Gregorio VII 1073 til konkordatet i Worms 1122.

* Pavestatens magthøjdepunkt under pave Innocenzo III (1198-1216), der regnes for middelalderens mægtigste pave.

* Det franske herredømme fra 1305, dette betød at pavestolen måtte flytte til Avignon i perioden 1309-1377, til det der blev kaldt "det Babylonske fangenskab" 1309-1377. Denne periode havde op til 3 antipaver og skismaet blev først løst på kirkemødet i Konstanz (1414-1417). Men kirken havde lidt et prestigetab, der skulle vare de næste hundrede år.

* Renæssancepaverne fremmede kunst og videnskab, men de passede ikke det kirkelige embede, hvilket gav anledning til det næste skisma, reformationen.

* Reformationsperioden begyndte med Luthers opslag af sine teser på kirkedøren i 1517. Kong Henrik VIII af England gjorde sig til overhoved for den engelske kirke, Rom blev under pave Clemente VII, Medici brændt ned i 1527. Konflikten blev først forligt på kirkemødet i Trento (Tridentinerkoncilet 1545-1563).

Resultatet blev, at den katolske lære blev fastlagt, skarpt afgrænset over for lutheranere og calvinister. Den katolske Kirke blev erklæret for den eneste saliggørende, hellige og ufejlbarlige kirke. Modreformationen, fornyelsen fik sit grundlag, princippet om kirkens enevælde og ubetinget autoritet stod over for læren om det kristne menneskes frihed. I den følgende periode genopbyggede paverne både den verdslige og den åndelige magt.

* Under kejser Napoleon mistede paverne igen al magt både på det verdslige og det åndelige område.

* Først på det 1. Vatikankoncil i 1870 fik man med vedtagelsen af dogmet om pavens ufejlbarlighed, når han som kirkens øverste lærer træffer afgørelser angående tro og moral, fastlagt pavens rolle i forhold til kirken og de andre stater. Få måneder efter vedtagelsen af dogmet blev Kirkestaten indlemmet i kongeriget Italien. Pave Pio IX erklærede sig som fange i Vatikanet.

* Dette fangenskab ophørte med Lateranforliget i 1929, hvor pave Pio XI og Mussolini afsluttede striden mellem den katolske kirke og den italienske stat. Pavestaten blev en suveræn stat med paven som overhoved. Med enkelte rettelser blev dette konkordat i 1947 en del af den italienske grundlov.

Katolicismen er med sin milliardstore dyrkerkreds verdens største trossamfund, og paver spiller - skiftende med embedsindehavernes talenter og globale problemstillinger - en rolle, ikke bare sin åndelige vejledere, men også lejlighedsvis som politiske kurssættere. Det europæiske opbrud, der endte med at rive Sovjetimperiet i stumper, begyndte i Polen, og havde næppe fået sin kraft uden valget af en polsk pave i 1978. Pavedømmet er en forunderlig institution - "verdens længst fungerende virksomhed" - med faste organisatoriske rammer allerede fra 300 - tallet. 

Hvis du ønsker at se en komplet liste over de 266 paver og samtlige modpaver, så "klik" på Pavekronologi.

Hvis du ønsker en alfabetisk ordnet liste med små omtaler af de "store"/"vigtige" paver og dem man møder på ture rundt i Rom,  så "klik" på en af følgende links

-> Paver A-E

-> Paver F-I

-> Paver L-P

-> Paver R-Z