Roms historie -
Noter til historien
|
- Modreformationen (1530-1600) - Seicento (1600-1700) |
Noter til historien Dette er en side med mindre leksikale afsnit, noter eller fodnoter, der kan uddybe en række navne, begreber og hændelser i den kronologiske fremstilling. Klik nedenfor på den note du ønsker at læse.
|
Kong Numa Pompilius |
|
Sarcofago di Sposi Villa Giulia Rom |
Romulus (753-715) Roms grundlægger. Romulus havde en medregent, Titus Tatius, der var sabinsk konge. Numa Pompilius (715-672), sabiner Tullus Hostilius (672-640), romer Ancus Martius (640-616), sabiner Tarquinius Priscus (616-578), etrusker Servius Tullius (578-534), etrusker Tarquinius Superbus (534-509), etrusker.
Titus Livius (59 f.Kr.-17 f.Kr.) romersk historiker. Han arbejde fra ca. 25 f.Kr. til sin død på sin Roms Historie: "Ab urbe condita" ("Fra byens grundlæggelse"), der kom til at bestå af 142 bøger, hvoraf kun 35 er bevaret. Livius er ofte den eneste kilde til Roms ældste historie, og den historiske forskning opfatter store dele af hans skildring af kongedømmets tid som overlevering af sagn på samme måde, som Saxos "Danmarks Riges Krønike" fra omkring år 1200 om den tidligste Danmarkshistorie i dag opfattes som sagn fra "forhistorisk" tid.
Et mystisk folk der fra det 4. til 9. årh. f.kr. opbyggede en civilisation i området mellem Firenze og Rom. De var de første indbyggere i Rom og drænede sumpen mellem Capitol- og Aventinhøjene. Det nuværende Foro Romano og de første romerske konger var etruskiske. Etruskernes oprindelse er ikke kendt med sikkerhed; måske er de indvandret fra Lilleasien i en folkevandringsperiode 1250-1000 f.kr., måske er de et indfødt italisk folk, eller måske opstået ved blanding af indvandrede og italikere. Der findes store mængder af arkæologiske fund, der giver et billede af etruskernes samfund og kultur; men man er endnu ikke i stand til at forstå de etruskiske indskrifter. Omkring 900 f.Kr. var etruskerne bosat i området mellem Arno og Tiberen (etrurien). Etruskernes rige var opbygget som et forbund af en række bystater med hver sin konge, der dog delte magten med adelen og storkøbmænd. Etruskerne havde - som noget nyt i området - svært bevæbnede hære med metalvåben. Etruskerne havde en høj kultur: de havde et skriftsprog (som romerne senere arvede), de kunne organisere deres samfund og deres byer og de havde et højtstående håndværk (specielt metalhåndværk) og agerbrugsteknik (dræning og skovrydning).
I det 6. årh. f.Kr. udvidede etruskerne magtområdet mod nord til Po-sletten og mod syd til Latium (incl. Rom) og Campagnien. Omkring 540 f.Kr. besejrede etruskerne grækerne i et søslag og vandt dermed handlen til søs i det nordvestlige Middelhav. Omkring 500 f.Kr. fik adelen større indflydelse, og kongemagten blev erstattet af styreformer med valgte magthavere og embedsmænd (på dette tidspunkt blev Rom en republik). Etruskerrigets nedgang startede med etruskerkongens fald i Rom og nederlaget i Syrakus i et søslag ved Cumae i 474 f.Kr. Samnitterne fra Appenninerne erobrede etruskernes besiddelser i Campanien, og de keltiske gallere trængte nordfra ind og erobrede Po-sletten. I 396 f.Kr. erobrede Rom byen Veii som start på romernes erobring af de etruskiske bystater i det 4. årh. f.Kr. Efter den 3. samnitterkrig (298-290 f.Kr.) mellem Rom og en koalition af de omkringliggende folk (bl.a. etruskerne), hvor Rom blev sejrherren, gik det etruskiske rige til grunde, og området blev en del af Romerriget. |
 Hærføreren Hannibal fra Karthago
|
Byen Karthago ("Det første Karthago") blev grundlagt (814 f.Kr. ifølge sagnet) af den fønikiske bystat Tyros i Lilleasien. Karthago lå lige nord for den nuværende hovedstad Tunis i Tunesien. Omkring 650 f.Kr. etablerede Karthago sig med en flåde og en hær, og hermed startede det omfattende rige Karthago. I det 5. årh. f.Kr. omfattede Karthago Afrikas nordkyst langs Atlasbjergene, Dardinien, Korsika, den vestlige del af Sicilien og dele af Spanien. Omkring 510 f.Kr. (og senere i 348 og 306) indgik den romerske republik en traktat med Karthago, hvor Karthagos monopol på handel i det vestlige Middelhav blev anerkendt; til gengæld ville Karthago afholde sig fra at angribe romerne og deres forbundsfæller. Under romernes erobringskrige i Syditalien indgik de i 279 f.Kr. krigsforbund med Karthago mod de græske kolonier. I perioden 480-289 fKr førte Karthago angrebskrige mod de græske kolonier på Sicilien og erobrede størstedelen af øen. I denne periode var der ikke nogen fjendtligheder mellem Rom og Karthago. Efter den 1. puniske krig (264-241 f.Kr.), hvor Karthago kæmpede mod både Syrakus og Rom (der ville forhindre, at Karthago fik fodfæste på fastlandet), mistede Karthago sin del af Sicilien, der blev den første romerske provins, Sicilia. Romerne udnyttede et oprør i Karthago efter krigen og erobrede Sardinien og Corsika i 227 f.Kr. Efter den 2. puniske krig (218-201 f.Kr.) mistede Karthago sine besiddelser i Spanien, og dermed ophørte Karthagos betydning som stormagt. Efter den 3. puniske krig (149-146 f.Kr.) blev byen Karthago ødelagt, og riget blev den romerske provins Africa.
Byen Karthago ("Det andet Karthago") blev genopbygget under Cæsar (44 f.kr) og Augustus (20 f.Kr.) som hovedstad i provinsen Africa. I 439 e.Kr. blev Karthago hovedstad i vandalernes rige, der i 533 blev erobret af den østromerske kejser. I 698 blev Karthago ødelagt af araberne.
|
|
Cæsar (97 fKr. - 44 fKr.) Romersk politiker og hærfører. Cæsar blev 29 år gammel valgt til kvæstor, det første trin på den romerske embedsstige, han blev sendt til Spanien for at hjælpe statholderen med at administrere provinskassen. Crassus, Roms rigeste mand, havde finansieret Cæsars embedskarriere og rigmandsliv fra 71 f.Kr. og da Pompeius giftede sig med Cæsars datter Pompeia i 67 f.Kr. blev der skabt en alliance, der skulle komme til at dominere ca. 20 års romersk politik. I 63 f.Kr. vælges Cicero (læs artikel 8 om Cicero) til konsul og Cæsar til prætor og til Pontifex Maximus (ypperstepræst og leder af det statslige religionsvæsen) og viser dermed, at han har folket bag sig udover at han havde bestukket ledende politikere. På dette tidspunkt regner man med at Cæsar havde en gæld svarende til 20 mill. denarer, svarende til godt 8 tons rent guld eller 10.000 mands arbejde i 7 år, hvis de arbejdede hver dag i samtlige 7 år. Cæsar bliver som proprætor sendt til Spanien som statholder. Landet havde rige mineralforekomster, men var plaget i syd og nord at de oprindelige stammer der faldt ind i de romerske dele og plyndrede byerne. Cæsar udrustede en flåde og undertvang de pågældende folkeslag. Både administrativt, politisk og økonomisk udnyttede han statholderskabet optimalt. De sejrige tropper udråbte ham til "imperator" og han havde taget et stort bytte. I 60 f.Kr. genopfriskes Triumviratet mellem Pompeius, Crassus og Cæsar. Pompeius skulle have sine aftaler og ordninger fra et felttog i Østen godkendt, samt jord til sine soldater, Cæsar skulle vælges til konsul og efterfølgende som prokonsul være statholder i Gallien og Crassus skulle ligeledes have et konsulat med efterfølgende kommando i Østen. Den 1. jan. 59 f.Kr tiltrådte Cæsar sit konsulat. I løbet af foråret gennemførte han på trods af stor modstand to jordlove "leges Juliae agrariae", der udover jord til Pompeius' soldater også tildelte jord til Roms fattige bybefolkning. På den måde fik han politisk støtte, lettede på byens sociale problemer og hævede produktionen i det italiske landbrug, da omkring 20.000 mennesker blev anbragt i Italia ved den ene lov. Efter sit embede som konsul forlader Cæsar Rom i 58 f.Kr. for først at vende tilbage 9 år senere. I denne periode erobrer Cæsar det meste af Gallien (Frankrig) og nåede to også to korte invasioner af Britannien (England) i 55 og 54 f.Kr. Med vold og terror forhindrede cæsar enhver form for sammarbejde mellem romere og gallere, og der skulle gå næsten 40 år inden kejser Augustus kunne indlede en mere fredelig periode. I 7 bøger har Cæsar skildret sine kampe i Gallien, de enkelte bøger er skrevet efter årets kampagne, og derefter sendt til Rom som et led i den afrapportering, han som prokonsul var forpligtet til. De er på papiret en rapport, men i virkeligheden skal de betragtes om bilag til en forventet ansøgning om triumf. Derfor skjulte Cæsar den basale kendsgerning, at han aldrig på noget tidspunkt havde styr på udviklingen i Gallien. I Gallien opbyggede Cæsar en kampklar og loyal hær op omkring 50.000 mand, som stod klar til at gribe ind i Italia og Rom, hvis det blev nødvendigt. Han samlede uhyre rigdomme til sig selv og sine soldater ikke mindst på grund af de mange krigsfanger, der blev sendt til Rom og solgt som slaver. For det store bytte fik han snart løst sit gældsproblem, og herudover samlet sig en formue, og i sit fravær indledte han et stort byggeprogram, der blandt andet omfattede en ny basilica på Forum, Basilica Julia og et nyt forum, Forum Caesaris med et tempel til Venus, der var hans slægts stammoder. |
Cæsar, buste
|
|
Pompeius |
I 52 f.Kr. lader Pompeius sig vælge til enekonsul, samtidig med at han beholder sin kommando i Spanien, dette skete i et forsøg på at skabe stabile forhold i det urolige Rom. Cæsar sejrer over Vercingetorix ved Alesia og senatet tilkender ham en 20 dages takkefest. I 49 f.Kr. udløber Cæsars kommando i Gallien, men der er ikke udsigt til, at han kan få det konsulat, han er blevet lovet for år 48 f.Kr. I Rom er der valgt 2 cæsarfjendtlige konsuler og senatet vedtager, at Cæsar skal hjemsende sin hær og Pompeius udstyres med diktatoriske beføjelser. Gav Cæsar efter ville han underskrive sin symbolske dødsdom, gav han sig ikke var det et spørgsmål om hvem der skulle dø: Cæsar, Pompeius eller republikken. Cæsar krydser Rubicon med sine galliske legioner og begynder marchen mod Rom og starter borgerkrigen og de år der skulle give ham større magt og hæder end nogen anden romer før ham. Pompeius flygtede til Østen, senatet og de to konsuler flygtede til Capua, hvilket gav Cæsar mulighed for at blive udnævnt til diktator på en folkeforsamling. Medens borgerkrigen fortsætter udnævnes Cæsar i 48 f.kr. til konsul, slår Pompeius ved Pharsalos, vælges til diktator og møder Cleopatra i Alexandria. I de følgende tre år vindes adskillige slag og han bliver blandt andet valgt til diktator på livstid og endnu tre gange til konsul, så han er tæt på en guddommeliggørelse. Kejserdømmet begynder at træde frem selv om Cæsar gennemførte sine reformer på traditionel lovlig vis på folkeforsamlinger eller i senatet.
På trods af sin succes har Cæsar mange fjender og i 44 fKr. den 15. marts samler de sig og myrder ham i Senatet, der holder til i Pompeius' teater. Pompeius' teater blev bygget 55 f.Kr. tæt på Campo di Fiori og var Roms første teater i sten og det havde plads til 10.000 tilskuere. Efter mordet på Cæsar blev magten og riget delt mellem et triumvirat. Octavian (Cæsars adoptivsøn og arving) tog Rom og det vestlige rige, Lepidus Afrika og Marcus Antonius den østlige del af riget. Først bekæmpede Octavian sin fars mordere og derefter kom det store opgør med Marcus Antonius og Cleopatra.
|
|
106-43 f.Kr. Romersk forfatter og politiker af ridderslægt. Han blev allerede i 75 kvæstor og derefter ædil og prætor inden han udnævnes til konsul i 63 f.Kr. Han støttede Pompeius i borgerkrigen mod Cæsar, men det lykkedes efter Cæsars sejr at få ordnet en forsoning. Efter mordet på Cæsar rettede han stærke angreb på Antonius, hvilket førte til at han blev arresteret og derefter dræbt under flugt. Væsentlige dele af Ciceros betydelige forfatterskab er bevaret, heriblandt 58 politiske taler. Han oversatte græske filosofiske værker og skabte dermed en latinsk filosofisk terminologi. Hans godt 800 bevarede breve er af stor historisk værdi.
Oldkirkelige forfattere hvis skrifter gennem kirkens autorisation har haft afgørende betydning for de kristelige dogmers udformning og kirkens lære Efter at de nytestamentelige tekster var fastlagt i det 4. årh. og der i dåbsbekendelsen var formuleret en kort sammenfatning af troen, var grundlaget lagt for en videre udvikling af den kristne teologi (lære om Gud). For de tidlige kristne var en klarlæggelse af den kristne tro og dens forhold til hedensk livsanskuelse ønskelig. Således blev i det 4. og 5. årh. grundtrækkene i treenighedslæren og læren om Kristi guddom udformet. Dette tankearbejde blev gjort af dygtige tænkere, hvoraf flere blev hædret med betegnelsen "kirkefader". I den vestlige kirke har S. Ambrogio (Ambrosius); S. Agostino (Augustin); S. Gerolamo (Hieronimus) og Gregorio den Store fået betegnelsen kirkefædre, men også middelalderens største teolog Thomas af Aqvino (død 1274) anerkendes som kirkefader. Også den østlige kirke har sine "fædre" fx. S. Atanasio og S. Giovanni Crisostomo. Det er de to østlige kirkefædre, der sammen med S. Ambrogio og S. Agostino bærer Peters stol i Berninis fantastiske cattedra i S. Pietro.
S. Ambrogio (Ambrosius) (340-397) Han var oprindelig statholder i Norditalien, men blev endnu før han var døbt valgt til biskop af Milano. Han bekæmpede arianismen (se artikel nr. 23) han tvang i 390 kejser Thedorius I til kirkebod. Han var taler, forfatter og salmedigter. Under Agostinos ophold i Milano omvendte han ham til kristendommen og døbte ham. S. Agostino (Augustin) (354-430) Han blev født i Nordafrika, Karthago og var søn af en hedensk far og en kristen moder. Han sluttede sig til manikæismen (se artikel nr. 24). Fra 390 var han lærer i retorik i Milano, hvor han fik kendskab til nyplatonismen og mødte biskop Ambrosio, der omvendte ham til kristendommen og døbte ham i 387. I 395 blev han biskop i Hippo (Algeriet). Siden apostlenes dage har ingen nydt en sådan autoritet inden for kirken som Agostino. Hans betydning for middelalderens kirke kan sammenfattes i, at alt det dybsindigste som dennes åndelige verden rummede, mere eller mindre stammer fra ham. Særligt på to punkter greb han afgørende og skæbnesvangert ind i kirkens officielle lære. Det ene førte til, at læren om arvesynden blev dogmatisk fastslået; det andet var udformningen af den såkaldte prædestinationslære. S. Gerolamo (Hieronymus) (340-420) Han levede som ung i ørkenen øst for Antiochia, hvor han lærte hebraisk. I 382-85 var han i Rom som sekretær for pave Damaso, som gav ham den opgave at revidere den latinske tekst til Ny Testamente som var en oversættelse fra græsk. Han grundlagde i 386 et kloster i Betlehem i hvilket han selv levede medens han oversatte Gammel Testamente fra hebraisk til latin. Hele denne oversættelse af biblen kaldes "Vulgata".
|
Cattedra di S. Pietro |
|
Pave Gregorio VII (1070- |
Pave Gregorio VII sammenfattede allerede i 1075 en liste med 27 programpunkter til en handlingsplan for kirken, pavestolens integritet, pavens rolle som kirkens leder og kirkens plads i verden. Hovedformålet var at løsrive Kirken fra verdsligt formynderskab og rense den for alle laster. Gregorio VII's reformindsats (Gregorianismen) retter sig både mod Kirkens indre og ydre situation. Det er i dette perspektiv man søger bagud til den tidlige kirkes ideale tilstand for på dette fundament at begynde forfra og genetablere en organisation, in institutionel struktur, der bekræfter paveembedes gudgivne plads og handlefrihed. Et grundlæggende træk i reformbevægelsen, var ideen om kirkens genskabelse af oldtidens ideelle samfund, denne ide har betydning for forståelsen af det oldkristne repertoire i det 12.årh. romerske kunst. Det første hovedpunkt i reformprogammet var indførelsen af cølibat - forbud mod ægteskab - for præsterne, således om det var tilfældet for munke og nonner. Det andet hovedpunkt var afskaffelse af simoni - fyrsters ret til salg af kirkelige embeder til højestbydende. Eftersom indsættelsen i kirkelige embeder medførte, at man tillige modtog Åndens nådegave, kunne ingen lægmand tildele sådanne embeder eller give investitur - overdragelse af kirkelige len og kræve troskab. Kampen mod simoni blev udvidet til et forbud for alle lægmænd, inklusive fyrster, mod at give investitur på kirkelige len. Dette gjorde, at kejsere og konger måtte betragte en sådan udvikling som et grundskud mod deres magt.
Investiturstriden var
middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der
skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde
bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra
den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft retten
til at udnævne personerne til politisk vigtige poster. Med
reformpavedømmet i 1000-tallet erklærede paven, frem for alt Gregor 7.,
embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af
Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans
stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik
4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han
sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik
Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5.,
hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne
nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang retten til at
udnævne personer af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige
herskere. I 1100- og 1200-tallet tiltog de hohenstaufiske kejsere
Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte
endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år
med pavens sejr. |
|
Pavens forsøg på at hævde kirkens
overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af
1300-tallet til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i
1303, og pavestolen flyttet til Avignon i perioden 1309-77.
Fra 1016 begyndte de normanniske korsriddere under Robert Guiscard at underlægge sig flere longobardiske fyrstedømmer og byzantinske besiddelser i Syditalien og skabte et rige, der omfattede størstedelen af Calabria og Apulia. Omkring 1070 var hele Syditalien i normannernes besiddelse. I 1059 fik Hildebrandt (den senere pave Gregorio VII) gennemtrumfet, at Apulien og Calabrien skulle være len af paven og bistå ham, når det krævedes. I 1099 var hele det muslimske Sicilien erobret. I 1130 blev Roger II i Palermos katedral af en pavelig udsending kronet til "konge af Sicilien, Capua og Apulia". Det normanniske kongehus uddøde i 1189, men staten videreføres under Frederik Barbarossa's efterfølger Henrik II, der i 1231 udarbejder en lovsamling for Kongeriget Sicilien.
Også omtalt som kirkemøde/synode. Det er en officiel sammenkomst af repræsentanter for den kristne kirke. Hvis mødet omfatter hele kirken kaldes det for et økumenisk koncil og får navnet efter stedet, hvor mødet afholdes. Det er paven, der indkalder og leder mødet. Blandt mange kirkemøder skal her nævnes nogle få udvalgte: |
Roger II krones af Kristus |
|
Pave Urbano II ved kirkemøde i Clermont 1095 |
Nikæa (325). Her vedtog man dogmet om Kristi to naturer, Guds søn og Marias søn. Efesos (431). Her vedtog man dogmet om Maria som Guds moder. Toledo (649). Her vedtog man dogmet om Marias evige jomfrulighed. Konstantinobel (553). Her vedtog man, at Maria var og blev jomfru, hun var mor til Gud og ikke andre. Nikæa II (789). Debat vedrørende helgener, budskabet var "vi skal lovprise og tilbede Gud, men vi skal ære helgener". Lateran IV (1215). Dogmet om Jesu legeme og blod Matt. XXVI 26, transsubstantionslæren blev vedtaget. Trento (1545-63). Modreformationens begyndelse (Kirkemødet i Trento (1545-1563). Under hårdt pres fra kejser Karl V, der håbede at et kirkemøde kunne skabe en udsoning mellem katolikker og lutheranere, blev der indkaldt til kirkemøde på trods af modstand fra paverne, der frygtede en genoplivelse af de gamle krav om biskoppernes uafhængighed og kirkemødet overhøjhed over paven. Kirkemødet blev en triumf for den pavelige politik, mødet blev trukket i langdrag, udsat, genoptaget og først under pave Pio IV i 1563 lykkedes det at opnå det, der hele tiden havde været pavestolens hensigt, at få en definitiv fastlæggelse af den katolske lære, skarpt afgrænset over for lutheranere og calvinister. Den katolske Kirke erklæredes for den eneste saliggørende, hellige og ufejlbarlige kirke. Modreformationen havde fået sit grundlag, princippet om kirkens enevælde og ubetingede autoritet stod over for læren om det kristne menneskes frihed.) Vatikan I (1854). Her vedtog man dogmet om Marias ubesmittede undfangelse.
Vatikan II (1962). Her udstedte man den store encyklika "Mater et Magistra" om den katolske kirkes sociallære. Her skal man læse afsnittet om pave Giovanni XXIII. eller også skal det tilføjes som kopi |
|
|
Den store modreformatoriske præsteorden blev grundlagt af spanieren Ignatius af Loyola i 1534. Kendetegnet ved en meget streng skoling af ordensbrødrene, såvel sjæleligt som intellektuelt. Ved deres absolutte lydighed over for pavedømmet spillede jesuitterne en afgørende rolle for den katolske kirke efter reformationen, dels i kampen mod kætterne, dels ved missionsvirksomhed. I Rom findes to store kirker tilhørende denne orden: II Gesu, hvor man kan se det overdådige kapel med Ignatius' himmelfart, og S. Ignazio med de store trompe d'oil-malerier af jesuitterpræsten Andrea Pozzo. S. Ignazio af Loyola (1491-1556) var af baskisk adelsslægt og officer. Efter at været blevet såret i 1521 kom han gennem en religiøs krise, der endte med et ophold i et franciskanerkloster. I 1522 skrev han "Exercitia spiritualia". Han valfartede til Palæstina 1523, i 1528 begyndte han at studere ved universitet i Paris og her dannede han en kreds, der ville missionere blandt muslimerne. I 1540 blev Jesuitterordenen godkendt af pave Paolo III med Ignazio som ordensgeneral og han levede derefter resten af sit liv i Rom. Han blev kanoniseret i 1622.
Modreformatorisk præsteorden der blev grundlagt i 1575 af S. Filippo Neri, som var og stadig er umådelig populær i Rom, hvor han kaldes "Roms apostel". Han var en ydmyg og munter mand, elsket af høj som lav, bla. for sin indsats for de syge og de fattige, og for sin positive indflydelse på Roms ungdom. Ordenen er kendetegnet ved ikke at afkræve bindende løfter og lydighedserklæringer. Ordensnavnet kommer af man bruger musikalske kompositioner over bibelske temaer, sunget med solostemmer (oratorium). S. Maria in Vallicella (Chiesa Nuova) er ordenens hovedkirke, her er S. Filippo begravet.
Den katolske kirkes reaktion på reformationen, et forsøg på at genvinde hvad der blev tabt ved reformationen og et forsøg på at skabe indre fornyelse. Koncilet i Trento 1545-1563 var indledningen til modreformationen, der blandt andet skabte inkvisitionen under ledelse af Jesuitterne. Også kunsten blev inddraget i modreformationen, hvad der kom til udtryk i barokken og dens store mestre som Bernini, Pietro da Cortona og Borromini. |
Filippo Neri |
|
I 1919 grundlagde Benito Mussolini den fascistiske bevægelse, og efter en bevæbnet march med sortskjorterne mod Rom i 1922, overlod de konservative kræfter magten til Mussolini og kong Vittorio Emanuele III udnævnte Mussolini til leder af en koalitionsregering med ikke-fascistisk flertal. Efter nogle fascisters mord i 1924 på det socialistiske parlamentsmedlem Matteotti, blev der gennemført et reelt kup, hvorefter opbygningen af et egentlig diktatur begyndte. Politiske partier og uafhængige fagforeninger blev forbudt, oppositionspressen blev standset og politiske modstandere som kommunisten Gramsci blev fængslet eller forvist til fjerne landdistrikter, men de traditionelle magtgrupper som hær, kirke, arbejdsgivere og kongehus blev ikke anfægtet. Mussolini fik ikke et magtmonopol, men fungerede som en balance mellem fascismen og de gamle magtgrupper, medens den "jævne" befolkning betragtede ham som "Il Duce", der ville gøre sit bedste for alle.
Fra midten af 1920'erne begyndte Mussolini at betragte sig som Romerrigets arvtager. I 1935 førte det til Abessinienkrigen, i 1936 til et engagement på Francos side i Den Spanske Borgerkrig og endelig til en militæralliance med Hitler i 1939, dette bevirkede, at Vatikanet langsomt men sikkert ophørte med at støtte regimet. Mussolinis stærkere og stærkere bånd til Hitler førte til at Italien i 1940 gik ind i 2. verdenskrig. Efter en katastrofal italiensk krigsindsats blev Mussolini i 1943 afsat af kongen og sat i fængsel, herfra flygtede han og oprettede den fascistiske Salò-republik. Han blev fanget og dræbt af partisaner i 1945.
Mussolinis regeringstid er begyndelsen på det såkaldte Fjerde Rom, hvor grundlaget for en systematisk indoktrinering var den glorværdige romerske fortid frem igen, og brugte den til overmål i statuer, bygninger, politiske manifester og i sproget. Samtidig med dette forsøges to gennemgribende byplaner med katastrofale store rydninger, for at skabe luft til de antikke monumenter og plads til den voksende trafik. Dette giver nutiden Via del Teatro di Marcello, fritlæggelsen af kejserfora og bygningen af Via dei fori Imperiali, rydningen omkring Augustus' mausolæum, Via del Circo Massimo og Quartiere Coppedè med en interessant arkitektur nær ved Viale Regina Margherita. |
 |
 |
DC blev dannet i Vatikanet den dag Mussolini blev afsat, og pave Pio XII's mål var måske at landet skulle have en ny og mere katolsk venlig politisk ledelse efter fascismens fald. DC skulle være kirkens forlængede arm og fastholde de idelogiske, økonomiske og samfundsmæssige fordele og rettigheder, som lå i Laterankonkordatet. Men DC skulle også for hindre Vatikanets modstandere (kommunisterne og socialisterne) i at få magten. Endvidere repræsenterede DC godsejerne i Mezzogiorno, industriborgerskabet i Nordvestitalien og de mange offentligt ansatte, som efter tyve års fascisme frygtede en udrensning. DC valgte at føre en borgerlig, liberal og antikommunistisk politik, hvor man søgte at tilfredsstille så mange som muligt, uden samtidig at støde nogen fra sig.
Da Italien fik en ny forfatning i 1947 blev Mussolinis Lateran-konkordat indarbejdet i den, og den blev vedtaget med kommunisternes stemmer, da PCI ville undgå en splittelse med de katolsk-konservative kræfter på dette tidspunkt. Det første valg efter krigen fandt sted i 1948, hvor Democrazia Cristiana (DC) vandt en stor sejr takket være kirkens energiske indsats, hvor valget blev præsenteret som et valg mellem Gud (DC) og Satan - venstrefløjen. Indtil 1954 fungerede DC som et redskab for Vatikanet og borgerskabet. Vatikanet påvirkede partiet gennem de katolske organisationer som den katolske fagbevægelse, der udgjorde partiets rygrad og skaffede de nødvendige stemmer. Borgerskabet gav de finansielle midler gennem arbejdsgiverne til at drive partiets aktiviteter med.
Fra 1954 besluttede DC at "overtage" staten for at befæste opbakningen i befolkningen og for at skaffe penge til partiet. Man indsatte systematisk loyale personer overalt i den store, voksende og stærkt forgrenede stat, og ved at få folk i de administrative dele, massemedierne, de økonomiske sektorer, den offentlige forsorg, uddannelsesvæsenet, bankerne og meget mere, gjorde DC sig uundværlig, og alt hvad nogen skulle ønske af staten, skulle indebære en forståelse med DC. Ved at besætte staten gjorde DC sig til tvungen samarbejdspartner for alle interessegrupper, også for dem der ikke stod DC nær. Dette monopolagtige herredømme over det offentlige gav partiet plads til en storstilet korruption.
DC fik opfyldt sin politik, det fik holdt PCI væk fra magten, fik bibeholdt det borgerlige demokrati og den frie markedsøkonomi uden at det har forhindret landets udvikling fra det et landbrugssamfund til et industrielt samfund. Men prisen var høj og efter de økonomiske kriser i slutningen af 70'erne og midten af 80'erne krakelerede vælgerskarens taknemmelighed. Efter en række valgnederlag kulminerer situationen i 1983, da partiet lider sit største nederlag nogensinde og socialistpartiets (PSI) leder Bettino Craxi bliver ministerpræsident frem til 1987 i skiftende koalitioner med DC, medens PCI fortsat var i opposition. |
|
Aldo Moro som fange |
I en periode mellem 1969 til 1974 var det fascisterne og visse dybt reaktionære kredse, der udøvede den "sorte terrorisme", da de anså urolighederne i '68 som bevis på, at DC ikke magtede at bremse venstrefløjen og forhindre dens magtovertagelse. Strategien var at udnytte nepfascisternes voldsbølge til at miskreditere hele venstrefløjen. Det har senere vist sig, at bagmændene befandt sig langt inde i DC, politi, efterretningstjeneste og domstole med stor indflydelse på pressen. Denne strategi blev først afdækket af politisk uafhængige dommere og journalister efter 1972.
I 1970 blev terrorgruppen De Røde Brigader dannet af ungkommunister og katolske studenter. Fra 1972 foretog gruppen mindre attentater på virksomheder, men fra 1974 ændrede man strategi og gjorde statens repræsentanter til mål for terrorangreb. Fra dette tidspunkt var der en periode med både fascistisk og venstreorienteret terrorisme. Efter mordet på Aldo Moro i 1978 optrappede "De røde Briader" i de følgende år sine terroraktiviteter, men da mordet på Aldo Moro havde berøvet gruppen det meste af sin støtte, lykkedes det myndighederne fra 1980 at få optrævlet gruppen, så fra 1980 til 1985 oplevede Italien, at terrorismen langsom, men sikkert døde en "naturlig" død.
4 f.Kr. - 65 e.Kr. Romersk filosof og forfatter med udgangspunkt i stoicismen. Han blev senator men forvist 41-49 under Cladius, men hjemkaldes for at være lærer for Nero. Han fortsatte som rådgiver for kejser Nero men faldt i unåde og måtte begå selvmord. Senecas værker bidrog til stoicismens indflydelse på romersk livsholdning, lovgivning, statsforvaltning og retspleje. Den fik senere også indflydelse på kristendommen. Flere af hans værker er bevaret og oversat til dansk.
En trosretning for tilhængerne af "Arius som lærte at Kristus ikke var Gud, men en skabning Gud havde skabt af intet. Tilhængerne mødte stor modstand fra de kristne, som hævdede, at Kristus er sand Gud. Striden udviklede sig fra ca. 315 og Arius' lære blev forkastet på kirkemødet i Nikæa 325, men striden fortsatte og ophørte først efter kirkemøde i Konstantinobel 338, hvor kirkens lære blev formuleret i en trosbekendelse. |
|
En gnostisk religion, hvis fremherskende træk var den stærke dualisme mellem to verdener, lysets og mørkets. Menneskets opgave var at frigøre sig fra de mørke magter og blive frelst. Til 500 tallet var manikæismen en stærk konkurrent til kristendommen. Foruden i Europa fandt manikæismen betydelig udbredelse i Nordafrika (Karthago). Gnosticisme: en religiøs-filosofisk bevægelse i de første århundrede efter Kristus, karakteristisk ved blanding af kristendom, orientalsk og græsk religion. Stensen, Niels, (af Stensen selv latiniseret Nicolaus Stenonis, internationalt brugtes tidligt Steno som en slags efternavn), Niels Steensen (1638-1686), dansk anatom, geolog og teolog. Under tre års medicinsk studium ved Københavns Universitet viste han stor belæsthed og videnskabelig indsigt, men også interesse for religiøse spørgsmål Som mange andre danske medicinstuderende måtte Stensen i 1660 rejse til udlandet for at fuldende sit lægestudium. Under et ophold i Amsterdam fandt han i 1660 udførselsgangen fra ørespytkirtlen, som i 1662 blev opkaldt efter ham (ductus parotideus Stenonis). I 1666 ankom Stensen til Toscana, hvor Medicifamilien sikrede hans ophold som livlæge for storhertug Ferdinand 2. i Firenze. Her fortsatte han sine anatomiske studier og han gjorde epokegørende opdagelser inden for geologi, palæontologi og krystallografi. Bl.a. påviste han, at Toscanas jordskorpe er opbygget af aflejringer i fortidige have, at fossiler er levninger af tidligere tiders dyr, og at et krystals kantvinkel er uændret under krystallets vækst (Stenos lov). I 1667 var Stensen konverteret til katolicismen, og påskelørdag 1675 blev han præsteviet i Firenze, hvor han virkede som sjælesørger for tilrejsende. I 1677 blev han viet til biskop og accepterede at blive sendt til det protestantiske hertugdømme Hannover for at virke blandt dets få katolikker. Hans ansvarsområde blev snart udvidet til at omfatte de protestantiske områder i hele Nordtyskland, Danmark og Norge. Fra 1685 til sin død virkede han som almindelig præst i Schwerin. Hans religiøsitet udviklede sig til askese, og hans sidste år var præget af fattigdom. Hans kiste blev nedsat i krypten i Mediciernes San Lorenzo-kirke i Firenze i 1687. Stensen blev 23.10.1988 saligkåret af pave Johannes Paul 2.
|
Nils Stensen (Steno) |
|
-> Kongedømmet -> Republikken |
-> Seicento (1600-1700) -> Roms kejsere |
