- Kongedømmet

- Republikken

- De første kejsere

- Rigets opløsning

- Middelalderen

- Renæssancen (1400-1527)

- Modreformationen (1530-1600)

- Seicento (1600-1700)

- Settecento (1700-1800)

- Ottecento(1800-1870)

- Fra 1870 til år 2000

- Roms kejsere

- Paverne

- Noter til historien

MIDDELALDEREN  (567-1400)

Dette meget lange tidsrum (historisk set måske for langt) er opdelt i fire kapitler med følgende overskrifter:

- LONGOBARDERNE (567-800).

- FRA KARL DEN STORE TIL PAVE GREGOR VII.

- KAMPEN MELLEM KEJSER OG PAVE; INVESTITURSTRIDEN.

- PAVERNE I AVIGNON

LONGOBARDERNE 567-800

Da den østromerske kejser efter sejren over goterne overtog styret af Italia, skete dette gennem en stedfortræder, der bosatte sig og regerede fra Ravenna, det såkaldte exarkat/statholderskab. Da Longobarderne i 567 under kong Alborin og hans søn Cleph rykkede ind i Italia blev Ravenna og Rom adskilt, og det var vanskeligt for den kejserlige stedfortræder at få indflydelse på styret i byen Rom. Her var der en civil kejserlig embedsmand fuldstændig uden betydning, så den eneste forbindelse med Ravenna var, at der blev sendt dommere og embedsmænd med specielle opgaver til Rom.

Efter sammenbruddet af det Vestromerske rige er det paverne, Roms biskopper, der får en stærkere og stærkere magtstilling og udvikler pavedømmet til en verdslig magt sideløbende med den åndelige og religiøse magt. Roms biskop blev tidligt regnet for den fornemste blandt sine kaldsbrødre. Han blev betragtet som apostlen Peters efterfølger, der ifølge traditionen var den første biskop i Rom.

Paverne blev ofte valgt blandt de gamle romerske aristokratfamilier, som kunne udnytte det politiske tomrum. Fra Konstantins tid havde biskopperne domsret, der ikke kunne ankes til anden ret, derigennem blev paven faktisk den højeste dommer i Rom. Efter goterkrigene beskriver kejser Justinian tilsyneladende paverne som de egentlige kejserlige embedsmænd i Rom. Kirkens magtposition blev endvidere underbygget af, at den ved fromme gaver var blevet Italiens største ejendomsejer på en tid, hvor alle var fattige efter mange krige.

Kejser Justiniano med følge.

detalje af mosaik i S. Vitale, Ravenna

Mønt med Pipin den Lille

Gladsaxe Gymnasium

I den longobardiske periode var paven i et stort dilemma. Han skulle på den ene side bruge styret i Ravenna som hjælp for at beskytte Rom, på den anden side var han ikke interesseret i Ravennas beskyttelse, da det ville øge afhængigheden af det Østromerske rige. Så den pavelige politik bestod i denne periode af at spille Ravenna ud mod longobarder og omvendt, samtidig med at man så sig om efter andre forbundsfæller. En af disse forbundsfæller skulle blive frankerne, der under Pipin den Lille (754-756) på pavens opfordring fordrev longobarderne fra Mellemitalien.

Ved freden overdrog Pipin exarkatet omkring Ravenna, det sydlige Etrurien og størsteparten af det gamle Latium til paven som et uafhængigt paveligt fyrstendømme - Kirkestaten var skabt, og Rom tilhørte ikke mere det romerske kejserdømme, men havde givet sig ind under frankisk beskyttelse, hvilket skulle få tragiske følger for Italiens skæbne, der i det næste tusinde år blev prisgivet til national og politisk splittelse.

Der findes intet overdragelsesbrev, hverken i original, kopi eller referat som grundlag for pavernes verdslige magt. Først i 772 slutter striden mod Longobarderne ved, at kejser Karl den Store indtager den longobardiske hovedstad Pavia, og dermed forsvandt lombarderriget. Kejser Karl den Store hvis magt og rige voksede, betragtede sig selv som kirkens og hele kristenhedens åndelige overhoved, og efter sejren over Longobarderne betragtede han nærmest paven som en slags frankisk ærkebiskop.

567

Longobarderne, en udvandret folkestamme fra Skandinavien, drog under kong Alborin fra deres rige ved det nedre Donau til Italien, hvor de erobrede de meste af halvøen med Lombardiet.

590

S. Gregorio I den Store (590-604) er den første munk, der bliver valgt til Roms biskop. Han regnes for middelalderens første pave og en af kirkefædrene. Da der ikke fandtes nogen verdslig myndighed, måtte han tage sig af forsvaret mod longobarderne. Han sluttede en fredsaftale uden hos de byzantinske embedsmænd, der boede på Palatin.

609

Pantheon indvies til en kristen kirken S. Maria ad Martyres.

727

Kejser Leo III udstedte efter pres fra den strenge islamiske monoteisme et edikt, der forbød billeddyrkelse og befalede den såkaldte "ikonoklasme", der påbød at billederne i kirkerne skulle ødelægges. Pave Gregorio II (715-731) modsætter sig sammen med longobardernes kristne konge dette edikt. Herefter besatte kejseren de pavelige godser på Sicilien og i Calabria, så de følgende år indeholder mange stridigheder.

751

Longobarderkongen Astolf erobrede Ravenna og krævede at Rom skulle overgive sig til ham og longobarderne.

752

Pave Stefano II (752-757) drager over Alperne for at anmode Pipin den Lille (752-768) om hjælp i krigen mod kejseren og Longobarderne. Ved denne lejlighed kronede paven kongen og hans to sønner, den ene blev den senere Karl den Store. Som tak for kroningen foretog Pipin to felttog til Italien, hvor han besejrede longobarderkongen.

Kejser Karl den Store krones år 800 af pave Leone III

756

På denne tid tager paverne den formelle magt i Rom ved at fremvise et forfalsket gavebrev fra kejser Konstantin den Store til pave Sylvester I, hvori han overdrog ham symbolerne på overhøjheden over Rom til pavestolen. Forfalskningen blev allerede påvist i 1440. Hermed fik paverne magt som verdslige fyrster og skabte et enevælde, der gjorde kirkestaten til en betydelig magtfaktor i Europa. Et enevælde der først ophørte med Italiens samling.

772

Karl den Store indtager den longobardiske hovedstad Pavia, og i domkirken sætter han selv den longobardiske jernkrone på sit hoved, og dermed forsvandt longobarderriget.

795

Pave S. Leone III (795-816). Efter historierne skulle det stå dårligt til med pavens ry for hellighed, og han var en hård og hensynsløs herre, der ikke kunne holde fred med det romerske aristokrati, og efter en revolte i 799 måtte han flygte over Alperne og søge hjælp hos Karl den Store.

800

Karl den Store kommer til Rom for at skabe forlig omkring Leo III. Efter messen 1. juledag i Peterskirken knæler Karl ved apostlens grav, da han rejser sig træder Leo III frem og sætter en gylden krone på Karls hoved. Derved blev grunden lagt til middelalderens skæbnesvangre opfattelse af kejserkronen som en gave fra paven, og af at "Guds statholder på jorden" skulle krone den germanske kejser, før han kunne bære titel og krone med rette. Med denne kroning var det Vestromerske Rige genoplivet og Pavestaten endeligt oprettet.

2) FRA KARL DEN STORE TIL PAVE GREGOR VII (1073-1084)

Efter Karl den Store's kroning i Peterskirken var de politiske forhold væsentligt forandret. Det longobardiske Kongerige var faldet og i dets sted var kongeriget Italien blevet en vasalstat under frankernes nye romerske kejsere. Nede i syd herskede fortsat det byzantinske kejserdømme, Pavestaten med det tidligere exarkat omkring Ravenna og Rom var en vasalstat, og kongeriget Italien udgjorde den nordlige del af Italien med hovedstad i Pavia. Den følgende periodes magtkamp kom til at stå mellem kejseren, paven og Roms adel.

I begyndelsen af 800-tallet dukkede de muslimske saracenere op på scenen med erobring af Nordafrikas kyst og hele den spanske halvø, og på dette tidspunkt rettede de deres angreb mod den italienske halvø, som ingen af de to kejsere tænkte på at forsvare med stor kraft. Sicilien blev erobret i 827-831 og Rom bliver angrebet både i 846 og 872, men begge gange med pavens tropper som vindere.

Da pave Giovanni VIII dør i 882 ophører pavens magt over Rom og i stedet træder den romerske adel ind på scenen. Kejserens magt er ophørt og overført til en række italienske småfyrster og paverne afløste hinanden i en svimlende fart, pave Bonifacio VI (896) reagerer kun i 10 dage. På 200 år mellem Giovanni VIII og Gregorio VII (1073-1084) regerede ikke mindre end 49 paver, hvoraf 13 fik mindre end en måned i pavestolen, der var datidens varme sæde. Et skræmmende mørke bredte sig over Roms historie, et forfærdende skuespil, hvor voldsmænd kalder sig konsuler eller senatorer, hvor skyggekejsere dukker op, kæmper og forsvinder, og få mindreværdige paver regerer.

Efter Kejser Otto I's død i 973 udbrød der et adelsoprør i Rom med udnævnelser af nye paver. Dette skete både under Otto II (der ligger begravet i Peterskirkens krypt) og hans søn Otto III, der endog måtte belejre og indtage S. Angelo i 996 før der blev lidt fred og ro. Da Kejser Otto III døde i 1002 var adelen splittet i to partier, der indførte det rene anarki i Rom med udnævnelser af paver, kroning af diverse kejsere og salg af paveembedet. Dette varede til indtil den stærke kejser Henrik III (1039-1056) fik magten i Tyskland, hvorefter han i 1046 med en hær drog til Rom.

Pave Gregorio VII

Udført af værkstedet ved S. Pietro

Rafaello: "Vittoria navale di Leone IV sur Saraceni presso Ostia"

817

Pave S. Pasquale I (817-824). I dette pontificat fik pavestaten overdraget øerne Corsika og Sardinien af den franske konge. Han fik udført store udgravningsarbejder i katakomberne for at søge martyrernes grave.

827

Pave Gregorio IV (827-844) I Gregor's pavetid blev billedstriden afsluttet til fordel for den vestlige, romerske anskuelse. Han får etableret en stærk hær, der fem gange angriber Saracenerne i Nordafrika. Imidlertid er slagene ikke afgørende for Saracenerne indvaderer i Italien og ødelægger Civitavecchia og Ostia.

846

Saracenerne angriber Rom uden at trænge igennem den Aurelianske bymur. I stedet plyndrer de S. Pietro og S. Paolo fuori le Mura. I samarbejde med Amalfi, Neapel og andre tilkæmpede man sig en sejr i søslaget ved Ostia. Denne hændelse er skildret af Rafael i La Stanza dell'Incendio di Borgo, helten i denne scene er pave Leone IV. (Dette Rafael-billede kan ses på siden Rafaello)

847

Peterskirken plyndres af saracenerne.

852

Pave Leone IV (847-855) bygger den Leoniske mur omkring Vatikanet, Peterskirken frem til S. Angelo. Han gennemfører en forsvarskrig mod de fremtrængende saracenere.

872

Kejser Ludvig II dør. Hermed begynder det vestromerske kejserdømmes totale sammenbrud, og efterfølgeren Karl den Skallede må næsten købe kejserkronen af pave Giovanni VIII (872-882). Denne pave slår saracenerne i et slag ved Terracian, senere bliver hans tropper dog slået af araberne, da kejseren ikke kommer til hjælp. Paven må betale en stor krigsgæld.

955

Pave Giovanni XII (955-964). For at forhindre en revolution og erobring af en norditaliensk greve Berengar blev han nødsaget til at hente hjælp hos den tysk-romerske kejser Otto I. Pave Giovanni XII måtte betale en høj pris for kejserens hjælp.

962

Pave Giovanni XII kroner saksernes kong Otto I til kejser af det hellige romerske kejserdømme. Otto I får blandt andet magt til at udnævne­ kirkelige ledere, hvorved pavens magt bliver mindsket, hvilket i løbet af kort tid førte til stridigheder mellem kejser og pave.

964

Kejseren afsætter paven og udnævner en højt anset gejstlig til ny pave, Leone VIII (963-965).

973

Adelsoprør i Rom efter kejser Otto I's død

Kejser Otto I (der grosse)

Porta S. Sebastiano

996

Kejser Otto III belejre og indtager Castel S. Angelo som et led i de borgerkrigslignende tilstande Rom befandt sig i.

1032

Pave Benedetto IX (1032-1044). Den romerske familie Conti di Tuscolo fik 5 paver og Benedetto IX var den sidste, til gengæld blev han pave i tre omgange. Først frem til 1044, hvor han i striden om paveembedet blev tvunget til at abdicere.

1046

Kejser Henrik III (1039-1056) drog med en hær til Rom, hvor indsatte en ny pave Clemente II (1046-1047),lod ham krone sig til romersk kejser, hvorefter han afsatte Benedetto IX (1045) og Gregorio VI (1045-1046) på grund af simoni (handel med kirkelige embeder).

1049

Den tyske pave Leone IX (1049-1054) vælges. Først herefter kom der en række af kraftfulde og moralsk uangribelige paver, der begyndte på det store reform - og genopbygningsarbejde og får Rom til at dukke frem af den mørke middelalder. En del af det kirkelige reformarbejdet var at gøre pavevalget uafhængigt af kejseren og Roms adel, der alle var lægmænd.

1059

På et koncilium fik munken Hildebrandt, en af ildsjælene i det kirkelige reformarbejde, vedtaget, at paven skulle vælges af et kardinalkollegium. Kejserens godkendelse blev ikke ophævet men blev ændret til en formalitet. Denne beslutning blev en udfordring både til den romerske adel og kejseren, og den gamle magtkamp brød igen ud.

1073

Munken Hildebrandt vælges til pave under navnet Gregorio VII (1073-1085) og den gamle magtkamp, som forud kun havde betydning for byen Rom, fik nu på grund af Gregorio VII større proportioner til en verdenshistorisk kraftprøve mellem pave og kejser, mellem stat og kirke og ikke kun mellem nogle romerske adelsfamilier.  

3) Kampen mellem kejser og pave - Investiturstriden

Valget af pave Gregorio VII er indledningen til en reformbevægelse der strækker sig fra denne paves storhedstid til og med pave Onorio II (1124-1130). En periode med syv paver og næsten ligeså mange antipaver, men omfattende en kirkepolitisk udvikling inden for den institutionelle struktur, der omfatter en ændret sammensætning af kardinalkollegiet, pavernes udenlandsrejser og den skiftende magtbalance mellem pavestolen og de store indflydelsesrige romerske familier.

Hele denne strid mellem kejser og pave kaldes investiturstriden. At give investitur - betyder overdragelse af kirkelige len, indsættelse i kirkelige embeder og kræve troskab. Paven udstedte forbud for alle lægmænd inklusive fyrster mod at give investitur, det gjorde at kejseren og andre fyrster måtte betragte dette som et grundskud mod deres magt.

Det blev en lang og kompliceret strid mellem Kejser Henrik IV (1056-1105) og Gregorio VII. I denne strid bruges alle kneb, intriger, diplomatiske manøvrer og direkte krigshandlinger. Kejseren afsætter paven, udnævner en antipave og forsøger at indtage Rom med militærmagt og paven svarer igen ved at lyse kejseren i band. Det hele fører frem til normannernes afbrænding af Rom i 1084.

Under de mange belejringer af byen var akvædukterne blevet ødelagt, så vandet oversvømmede markerne og omdannede dem til sumpe. Det antikke byggeri blev befæstet og de gamle bygninger, monumenter, arkader og søjler blev brugt til materialer i nyopførte paladser og fæstningstårne. Det første romerske tårn der omtales er fra 1076, og der skrives i 1080 om Gregorio VII, at han lod befæste Roms porte, broer, tårne og triumfbuer. Middelalderens Rom blev en ny by med tårne og fæstninger. Tårnene rejste sig på de antikke ruiner, triumfbuerne blev befæstet med tårne og mausolæerne, teatre og cirkus blev ændret til fæstninger og selv kirkerne blev befæstet.

Kejser Henrik IV angriber Roms mure

G. L. Bernini: Gravmælet for Mathilde af Canossa

S. Pietro

Umiddelbart før pave Gregorio VII's regeringstid kunne byen Rom karakteriseres som en adelrepublik med pavens og kejserens lenshøjhed. Først mindskedes kejserens magt over byen og efter 1084 mistede paven sin magt over byen på trods af mange svingninger frem og tilbage. Først efter pavernes tid i Avignon, da de magter, som i hele middelalderen havde kæmpet om byen, havde udtømt sine kræfter i strid mod hinanden, kunne paven igen træde frem og tage magten. Kampen om magten i middelalderens Rom udkæmpes mellem en lang række af familier af romersk eller anden herkomst.

Efter Gregorio VII's død fortsættes investiturstriden med samme heftighed som tidligere, og både den gregorianske Urbano II (1088-1099) og den kejserlige pave Clemente III kunne være i Rom på samme tid i hver sin befæstede bydel, hvor de søgte at skaffe sig støtte hos den fattige romerske befolkning og andre gange var en ene eller begge fordrevet fra byen.

Investiturstriden endte med et kompromis med konkordatet i Worms 1122, men det mål Gregorio VII havde sat for sin kamp, var blevet en del af den pavelige tradition, og kirken havde vundet godt fodfæste. Selv om pavernes overhøjhed over kejseren var blevet tilbagevist, så var det også forbi med den kejserlige myndighed over pavedømmet. På trods af fred mellem kejser og pave fik Roms befolkning det ikke meget roligere, de rige adelsfamilier bekrigede fortsat hinanden, så der kunne være en pave i Lateranet og en i S. Pietro, men oftest var de på flugt fra byen. Folket blev en tredje part i det borgerkrigshærgede Rom, hvor der frem til 1300 blev ført en farceagtigt magtkamp mellem adelsfamilierne indbyrdes og mellem adelen og den romerske befolkning. Det hele kulminerede med at pave Clemente V i 1305 flyttede den pavelige residens til Avignon.

1077

Kejser Henrik IV foretager en bodsvandring til Canossa, hvor pave Gregorio VII opholdt sig hos hertuginde Mathilde af Canossa, dette møde førte til en fredsslutning men med efterfølgende intriger og diplomatiske manøvrer.

Kejser Henrik IV (samtidigt stik)

Tegneserie: Øverst.Henrik IV får valgt Clemente III som modpave og og fordriver Gregorio VII. Nederst kongen flygter og dør i Salerno 1085.

1080

På trods af bodsvandring og alt det andet blev resultatet, at Kejser Henrik igen blev lyst i band 1080 og paven afsat af en synode i Brixen, der også udnævnte en antipave Clemente III, der også blev lyst i band.

1083

Dette blev så fulgt op af, at kejseren drog mod Rom, hvor han både i 1081 og 1082 uden held forsøgte at indtage byen, hvilket først sker i 1083, hvor han indtager dele af Rom. Efter aftale med romerne kan kejseren holde indtog i byen, og efterfølgende krones af antipave Clemente III i Peterskirken, medens Gregorio VII sad belejret i Castel S. Angelo, hvor han havde søgt tilflugt for at vente på hjælp fra sine forbundsfæller, normannerne under ledelse af Robert Guiscard.

I afsnittet "Historiske noter" omhandler artikel 10 "Normannerne". 

1084

Den 28. maj rykker den normanniske ridder Robert Guiscard, greve af Apulia ind i Rom med en stærk hær, og medens kejseren og antipaven trækker sig tilbage til Lombardiet blev byen udsat for de vilde normanner med ødelæggelser, brande, plyndringer og en stor del af byens indbyggere blev slæbt bort som slaver.

Brandene forvandlede byen til en ruinhob, bydelen mellem Colosseum og Lateranet gik op i flammer, hvorved S. Clemente blev stærkt beskadiget, Celiohøjen blev lagt øde hen og befolkningen koncentrerede sig omkring det nye byområde Campo Marzio, men de sidste spor af det antikke Rom var forsvundet.

Romernes had mod pavens hjælper og redningsmand blev rettet mod paven selv, så Gregorio VII måtte som flygtning tage ophold uden for Rom, hvorfra han prædikede korstog mod den gudløse Henrik IV.

1088

Pave Urbano II (1088-1099).

1095

Kirkemøde i Clermont, hvor pave Urbano II erklærer det første korstog, der fandt sted 1096-1099. Ved denne lejlighed Palæstina med Jerusalem erobret.

1099

Pave Pasquale II (1099-1118) afløser Urbano II og søger forhandling i investiturstriden.

1100

Modpave Clemente III dør, og der udnævnes ikke en ny modpave.

1105

Kejser Henrik V (1105-1125) afløste sin fader som tysk kejser

fra gravmælet for Robert Guiscard

Kejser Frederich Barbarossa

1110

Første kompromis mellem kejser og pave i investiturstriden, paven skulle krone kejser Henrik V og prælaterne skulle give afkald på verdslige besiddelser. Dette kompromis faldt da det ikke fik støtte fra andre kirkelige end paven. Så striden fortsatte og der blev udnævnt en ny modpave Gregorio VIII.

1119

Callisto II (1119-1124) vælges til pave, og søger en forsoning med kejseren.

1122

Konkordatet i Worms. Efter flere års forhandlinger afholdes et stort tysk koncil, sammensat af kejseren og de fleste gejstlige og verdslige fyrster. Konkordatet var et kompromis, men ikke som kejseren eller paven havde tænkt sig. Biskopper og abbeder skulle vælges af gejstligheden. Prælaterne beholdt deres ejendomme. Den gejstlige investitur tildeltes af paven symboliseret ved ring og stav, medens kongen, kejseren meddelte verdslig investitur symboliseret ved et scepter.

1143

Da pave Innocenzo II (1130-1143) døde, udbrød der en republikansk folkerejsning under ledelse af Arnold af Brescia, der fik støtte af normannerkongen Roger II. Roms kommune omfattende hele byen og blev grundlagt med en folkeforsamling, der havde sæde på Capitol. Man kender ikke meget til konstitutionen, men kejser og pave blev frakendt magt over byen, og der blev valgt et senat på 56 medlemmer, 4 medlemmer fra hver af byens rioni (kvarterer), der kunne ikke vælges adelsmænd til senatet.

Der udbrød en kortvarig krig mellem Paven med støtte fra adelen og den nye republik. Folkepartiet sejrede og paven flygtede til Viterbo, medens senatet indtog og befæstede S. Pietro.

1154

Borgerkrigen mellem pavemagt og senatsmagt brød ud igen, og kejser Friderich I Barbarossa drog i 1155 mod Rom, for at hjælpe den engelskfødte pave Adriano IV (1154-1159). Kejseren trængte ind i området bag den leoniske mur og han blev kronet i Peterskirken 1155. Arnold af Brescia blev fanget af kejseren, hvorefter han blev hængt, brændt og asken drysset i Tiberen. Byrepublikken bestod, da kejseren rejste nordpå og paven fulgte med til Viterbo, hvorfra kampen med republikken fortsatte indtil 1188.

1167

Friderich I Barbarossa belejrer Rom, hele kvarteret omkring S. Pietro bliver lagt i grus, den romerske pave Alessandro III (1159-1181) flygter, men byen og republikken reddes af en pestlignende sygdom, der får kejseren til at foretage et tilbagetog mod nord.

1188

Pave Clemente III (1187-1191) slutter efter 60 års stridigheder fred med den romerske republik. I denne fredsslutning erkendes paven som Roms lensherre, og paven meddeler investitur til senatet, der skulle sværge paven troskab. Udover dette og at adelen kunne vælges til senatet, var Rom en fri republik, som selv valgte sine senatorer. Fra at være en rigtig republik med egne finanser, egen hær, ret til at begynde krig og slutte fred, ændrede man omkring 1191 systemet, så senatet valgte enerådig leder, senatets formand (podesta). Denne situation varede indtil pave Innocenzo III (1198-1216) blev valgt.

Bacchiaca: "Pave Adriano IV"

Gemälderei Kassel

Rafaello: "Pave Gregorio IX"

1198

Pave Innocenzo III (1198-1216) udnævner sig selv til formand for senatet og afskaffer det øvrige senat, herefter er paven mere lensherre end tidligere.

1202

Pave Innocenzo III får startet det 4. korstog, der ender med Byzans plyndring og ødelæggelse i 1204.

1210

Pave Innocenzo II godkender Franciskaner ordenen.

1220

Kejser Frederik II krones i S. Pietro af pave Onorio III (1216-1227). I en aftale om denne kroning indgik, at Frederik II skulle lede det 5. korstog for paven, men han trak tiden ud med alle mulige krumspring

1227

Pave Gregorio IX (1227-1241). Da kejser Frederik II ikke får etableret sit lovede korstog mod Jerusalem, bliver han lyst i band og medens kejseren førte krig i Syrien, rykkede paven ind i hans syditalienske besiddelser og erobrede en del land. Paven kanoniserer S. Francesco 2 år efter dennes død.

1228

Frederik II indleder det 5. korstog og generobrede Jerusalem. Allerede i 1229 indgås en fredsaftale mellem pave og kejser.

1239

Pave Gregorio IX gentager sin bandlysning af kejser Frederik II, dette skete efter at kejseren havde tilføjet de Lombardiske byer et nederlag og forlangte blind underkastelse af Milano. Fra denne periode stammer betegnelserne ghibellinerne for kejserens tilhængere og guelferne for pavens, eller med senere udlægninger aristokraterne mod demokraterne. I denne strid med kejser Frederik II søgte paven at lokke Frankrigs konge Ludvig den Hellige til at støtte paven og blive kronet til kejser. Han afslog for at blive fredsmægler.

1243

Pave Innocenzo IV (1243-1254). Efter Gregorio IX stod pavestolen ledig i næsten to år, inden den kloge og beregnende Innocenzo IV blev valgt til pave. Striden med Frederik II fortsatte og paven måtte flygte til Lyon, hvor han indkaldte til et kirkemøde, der fastholdt bandlysningen af Frederik II. Den franske  kong Ludvig IX prøvede uden held at mægle. Han blev senere kanoniseret af Bonifacio VIII i 1297.

1250

Frederik II dør, og Innocenzo IV vender tilbage til Italien og deltager i intrigespillet omkring den syditalienske krone. Til sidst fandt man en engelsk prins (kong Henrik III's bror Richard af Cornwall), der var villig til at modtage Sicilien som len af paven, betale skat til pavestolen, og om nødvendigt at støtte Kirkestaten med tropper.

1252

I den romerske republik afskaffes pavens ret til at udnævne den ledende senator, og en folkeforsamling udpeger en milaneser Brancaleone til senator for 3 år. I denne periode nedrives 140 romerske beboelsestårne.

1259

Den romerske republik dør og adelen tog atter magten, Orsini-slægten erobrer Castel S. Angelo det tidligere Hadrians gravmæle, der nu var omdannet til fæstning. Denne overdrages senere til pavestolen, da et medlem af Orsini-familien bliver pave Niccolò III (1277-1280).

Castel San Angelo som middelalderfæstning

Pavepaladset i Avignon

PAVERNE I AVIGNON

Den farceagtige magtkamp i Rom kulminerede med at Clemente V (1305-1314) flyttede det pavelige residens fra Rom til Avignon. For Rom var dette ingen stor omvæltning, for det første havde Rom ikke i flere århundreder været en pavelig by, men en republik med aristokratisk eller folkeligt styre, og for det andet havde romerne ikke haft nogen indkomst fra pavestolen, men tværtimod forsøgt at udpresse denne. Nu tørrede pengestrømmen fra kirken ind, og for alle rettroende var det også en vederstyggelighed, at kristenhedens øverste havde forladt S. Peters stol, og lod den forfalde. Farcen om den romerske kejsertitel, paven som lensherre over Rom og adelens anarki fortsatte stort uændret gennem hele 1300 tallet, så tiden mellem Gregor VII og Martino V var mere end nogen anden periode en ren forfaldstid. I denne periode blev der gjort forsøg på at genskabe den romerske republik uden held og i en periode var de adelige udelukket fra byens styre og senatorernes myndighed indskrænket til retslige spørgsmål, de folkevalgte havde magten. Dette blev dog ændret, da pave Urbano V indtog byen i 1387 og ændrede forfatningen, så paven kunne genindtræde i som øverste myndighed i byen. Kraftprøven mellem adel og folk sluttede således med, at paven som før stod uden for striden, blev den vigtigste magtfaktor i byen.

Ved begyndelsen af 1400 tallet var Roms betydning sunket ned til det absolutte minimum, så nogle almindelige lejeknægte kunne gøre sig til herrer over den vestlige verdens tidligere hovedstad. Ingen af de mange forfatninger der hurtigt afløste hinanden i denne periode bragte byen nogen form for fred. Så da den nye pave - romeren Oddone Colonna - Martin V rykkede ind i Rom blev han modtaget med jubel. Det betød ikke blot, at det store skisma og de udenlandske pavers dage var forbi, men selv om det tog tid før stridighederne var helt forbi, så betød det, at for Rom begyndte en ny kulturperiode, middelalderen sluttede og renæssancen kunne begynde.

1300

Det første kirkelige jubelår for Frelserens fødsel. Dette skulle for fremtiden give Rom en særstilling i forhold til andre hellige byer og steder. Til dette kom, at der for første gang i adskillige hundrede år blev tilført byen enorme summer. Den bulle pave Bonifacio VIII (1294-1303) udstedte lovede 100 års syndsforladelse til dem, som i dette år besøgte S. Pietro og S. Paolo fuori le Mura og der forrettede en angerfuld og bodfærdig bøn.

1305

Pave Clemente V (1305-1314) krones i Lyon. Han tvinges af Filip den Smukke til i 1309 at flytte sit domicil til Avignon, hvilket udløser fornyede borgerkrigslignende tilstande i Rom, hvor Colonna, Orsini, Savelli og Gaetani familierne kæmpede om magten, medens borgerskabet for at beskytte sig forsøgte at etableret en demokratisk regering, der dog blev væltet året efter.

Cola di Rienzo

Del af statue ved trappen til Capitol-højen

1352

Pave Innocenzo VI (1352-1362) gør en aktiv indsat for at gøre sig til herre i kirkestaten og indføre en demokratisering i Rom.

1367

Pave Urbano V (1362-1370) indtager Rom og ændrer den demokratiske forfatning, så paven kunne genindtræde som øverste myndighed i byen.

1369

Pave Urbano V blev træt af stridighederne i Rom og vendte tilbage til Avignon 1369.

1377

Efter mange opfordringer fra S. Caterina di Siena forsøger Pave Gregorio XI (1370-1378) at bryde det "babylonske fangenskab" og bosætter sig i Rom.

1378

Der vælges to paver. Den italienske pave Urbano VI (1378-1389) måtte begynde sit pontifikat med at belejre Castel S. Angelo, som blev forsvaret af Avignon­paven Clemente VII (1378-1394). På trods af at der var to paver, var der ingen i Rom, da Urbano VII bosatte sig i Nocera. Kirkens store skisma var en realitet, kampen mellem det franske og det italienske parti skulle komme til at ryste kirken i den grundvold.

S. Catherina af Siena

Pave Martino V (Colonna)

Palazzo Colonna

1408

Kongen af Napoli erobrer Rom, der straks efter bortsælges af pave Gregor XII (1406-1415). Tre år efter må byen generobres af den napolitanske konge, og kort efter erobres den uden stor modstand af to condottieri.

1409

Kirkemødet/koncilet i Pisa indkaldt af kardinaler fra Rom og Avignon. På dette tidspunkt hed den italiensk pave Gregorio XII (1406-1415) og modpaven i Avignon Benedetto XIII (1394-1414). Kirkemødet varede i 11 dage og man enedes om at de to paver blev erklæret for kættere og udnævnte pave Alessandro V (1409-1410) som ny pave. Da de afsatte paver nægtede at acceptere afgørelsen, var man i en situation hvor der var tre erklærede paver.

I afsnittet "Historiske noter" omhandler artikel 11 "Koncil".

1410

Giovanni XXIII (1410-1415) blev udråbt til pave efter Alessandro V's død, men der var fortsat tre paver.

1414

Kirkemødet i Konstanz er samlet i tre og et halvt år. Efter dette har antipave Gregorio XII nedlagt tiaraen, Benedetto XIII er blevet afsat og Martino V (1417-1431) valgt til ny enhedspave.

-> Kongedømmet

-> Republikken

-> De første kejsere

-> Rigets opløsning

-> Middelalderen

-> Renæssancen (1400-1527)

-> Modreformationen (1530-1600)

-> Seicento (1600-1700)

-> Settecento (1700-1800)

-> Ottecento(1800-1870)

-> Fra 1870 til år 2000

-> Roms kejsere

-> Paverne

-> Noter til historien