Tur 1: S. Pietro, Vatikanet

Tur 2: Pantheon, Pz. Navona

Tur 3: Via Giulia, Campo di Fiori

Tur 4: Foro Trajani, Capitol, Monti

Tur 5:

FraTermini til Porta Maggiore

Tur 6: Trastevere

Tur 7: Omkring Corsoen   

Tur 8:

Fra Termini til Pz. del Popolo

Tur 9: Aurelians bymur           

Tur 10: Aventin og Testaccio

Tur 11: Fra Colosseo til Via Appia

Tur 12: Romerske highlights

Tur 13: Antikke seværdigheder 

Roms bymur - Le Mura

   Den Aurelianske Mur

Romerne kalder den simpelt hen "Le Mora" og betragter den godt 18 km lange bymur - Den Aurelianske Bymur, som byen største og vigtigste seværdighed, og den står ofte midt i deres hverdag.

Rom har igennem hele sin historie altid været en fæstning med adskillige forsvarsanlæg. Det ældste har været befæstningen af højene Capitol og Palatin, og af et yngre forsvarsværk har man fundet enkelte rester i form af et voldanlæg ved Roms hovedbanegård Stazione Termini.

Det ældste forsvarsværk hvoraf der er bevaret flere dele er Den Serviske Bymur. Den er ikke som mange tror bygget af Roms sjette konge Servius Tullius, men anlagt i republikansk tid, hvor galliske stammer rykkede ind i Norditalien og i 387 f.kr. brændte og plyndrede Rom, hvor kun Capitol overlevede. Dette fik romerne til i 378 f.kr. at bygge Den Serviske Bymur, der omsluttede de syv høje Palatin, Aventin, Caelius, Esquilin, Viminal, Quirinal og Capitol. Denne mur havde ifølge traditionen 12 porte og var udført i tufblokke. Der er fortsat bevaret lange strækninger af denne mur. Uden for murene lå mod nord det nuværende Pincio, Via Veneto kvarter, mod øst hele området omkring Stazione Termini og Lateranet, mod syd hele kvarteret langs Caracallas termer og mod vest Monte Testaccio og Marsmarken. Alle de nævnte områder blev "omfavnet" af Den aurelianske bymur.

Le Mura ved Porta Tiburtina

Dette imponerende forsvarsværk kom gennem de følgende århundrede til at bestå sin prøve, og når Rom alligevel flere gange blev invaderet og plyndret skyldes det ofte forræderi ved portene.

Størstedelen af kejser Aurelians imponerende bymur er bevaret til vore dage, enkelte af portene står endnu uforandrede i deres antikke skikkelse, medens andre har ændret udseende på grund af restaureringer, der især under renæssancen blev foretaget i forbindelse med truende krigshandlinger. Disse ombyggede porte har derfor fået præg af tidens byggestil og står nu i muren eller isolerede som pyntelige monumenter for deres tidsalder (barokken).

Senere blev det befæstede område udvidet med Den leoniske mur, som pave Leone IV lod opføre i år 852 efter at S. Pietro var blev plyndret af Saracenerne i 847. Muren omsluttede hele vatikanområdet og indrog Hadrian Mausolæum (Castel S. Angelo) i forsvarsværket. Senere blev mursystemet udvidet af pave Paolo III (1534-1549) og senest af pave Urbano VIII (1623-1644), der inddrog hele Gianicolohøjen i forsvaret af byen og pavestolen.

På trods af krige og invasioner skulle der gå 1700 år før Rom voksede udover det område, der blev fastlagt ved opførelsen af Le Mura Aureliano.

Mange Romelskere og forfattere har fået den ide at opleve Rom ved at spadsere langs bymuren. Blandt forfatterne er navne som Gregorius, Stendhal og H.C. Andersen.

(- GREGORIUS: Roms underværker; forlaget Sfinx. En lærd brites optegnelser fra et ophold i Rom omkring 1200.

 - STENDHAL: Vandringer i Rom. Forlaget GRÆS. Rejsedagbøger fra 1828.

 - H.C. ANDERSEN: Rejsedagbøger, tegninger og Improvisatoren).

Det er fortsat en utrolig oplevelse at bruge en lang dag eller et par dage til i bogstaveligste forstand at komme rundt om Rom. Det kan på visse strækninger være vanskeligt på grund af den kaotiske trafik at foretage en ubrudt spadseretur langs det der er tilbage af Aurelians bymur, men det er besværet værd. Her oplever man strækninger igennem parker, gamle bydele, forbi store katedraler, antikke gravmæler og akvædukter og hele vejen fortæller "Le More" sin historie, og man er aldrig alene for overalt vil kattene, duerne og flagermusene give deres kommentarer til historien og byen Rom.

Iført et par gode travesko er det muligt med en god frokost og et par besøg på de altid nærværende barer at gennemføre en tur langs bymuren på en dag, men hvis man skal besøge de nærliggende seværdigheder og dvæle ved de mest fremtrædende steder på turen er det mere realistisk at afsætte et par lange dage til formålet.

I denne beskrivelse vil turen tage sit udgangspunkt ved den nordligste port Porta di Popolo og slutte oppe på Gianicolo med den fantastiske udsigt over byen. Det er selvfølgeligt muligt at starte et andet sted, da turen her bevæger sig fra port til port med afstikkere til de nærliggende seværdigheder, der måske er omtalt i et af de øvrige afsnit. Man skal altså blot finde "sin" port og så følge beskrivelsen fremad eller bagud. På turen vil vil møde tre slags byporte:

- Den første type er de store vigtige porte ved udfaldsvejene mod nord og syd med to buer flankeret af to runde tårne.

Der er 4 stykker Porta Popolo (Flaminia), Porta Appia (S. Sebastiano), Porta Paolo (Ostiense) og Porta Portuense.

- Den anden type har en bue flankeret af to runde tårne.

Der er 3 stykker: Porta Salaria, Porta Nomentana (Pia) og Porta Latina.  

- Den tredie type med bueåbninger flankeret af to kvadratiske tårne.

Der er 10 stykker: Porta Pinciana, Porta Clausa, Porta Tibertina, Porta Prenestina( Maggiore), Porta Asinaria, Porta Metronia, Porta Ardeatina, Porta Aurelia, Porta Settimana og endnu en Porta Aurelia (ved Castel S. Angelo).

Porto del Popolo

Porten hed oprindeligt "Porta del Flaminia" opkaldt efter Via Flaminia, der blev anlagt 220 f.kr. af Caius Flaminius. Vejen førte fra en port i Serviusmuren mod nord til Rimini ved Adriaterhavet. Gennem denne port er der strømmet pilgrimme, kunstnere, statsmænd, hære af fremmede tropper ind i Rom. 

Porten og sidetårnene opført af pave Sisto IV (1471-1484) blev nedrevet i 1879 for at give plads til to sidebuer.

På portens inderside er der anbragt en mindeplade med det prangende Medici-våben, kronet af en pave tiara og korslagte nøgler. Det er pave Pio IV (1559-1565) den milanesiske medicipave, der forkynder, at han har forskønnet porten i sit tredie regeringsår.

Ovenover midterbuen lod pave Alessandro VII (1655-1667) Bernini opføre en blændgavl prydet med sit pavelige våben, alt dette for at modtage den svenske dronning Chri­stina, der efter sin overgang til den katolske tro skulle komme til Rom i 1655.

Lige inden for porten kan man aflægge et besøg i renæssancekirken S. Maria del Popolo, denne kan der læses mere om i afsnittet om Roms Kirker på siden Renæssancens kirker.

Porta Popolo set ude fra Pz. Flaminia.

Vejen fra PORTA DEL POPOLO langs muren til den næste port er afgjort en af de mere besværlige strækninger, og her skal beskrives to muligheder der kan følges alt efter temperament:

- Udvendigt har man langs muren under MONTE PINCIO anlagt den meget trafikerede VIALE DEL MURO. Når man har passeret den statelige indgang til Villa Borghese, kan man enten gå langs kørebanen eller trække lidt opad til VIA WASHINGTON, der følges indtil PIAZZALE DEL FIOCCIA herfra til højre mod PIAZZALE VICTOR HUGO, hvor der fortsættes lige frem til PIAZZALE DELLE CONESTRE.

Herfra fortsættes langs galopbanen ad VIA SAN MANIN, VIA S. PAOLO BRASILE,  der løber lige ind i PORTA PINCIANI. Turen gennem Borghese-parken er meget smuk og fredelig og ialt er der vel tale om små 1000 meter.

- Indenfor porten og muren kan man gå en anden og ligeså smuk tur. Her går man langs med kirken S. Maria del Popolo og opad trapperne til MONTE PINCIO, hvor man skal nyde udsigten over Rom's kupler inden man fortsætter. Holder man helt ud til venstre kan man ved at følge VIALE VALADIER gå langs kanten af muren hen til PIAZZA DEI MARTIRI, hvor en bro fører over trafikken på VIALE DEL MURO og videre ad VIALE DELLE MAGNOLIE til PIAZZALE DELLE CONESTRE, hvor der holdes til højre langs galopbanen.

Porta Pinciana

Denne port er af samme alder som PORTA DEL POPOLO og den blev restaureret første gang af Kejser Honorius, da muren var stærkt beskadiget efter goternes angreb under Alarik i år 407.

Efter endnu et goteroverfald i 547, der blev slået tilbage af hærføreren Belisario blev porten forsynet med to kraftige forsvarstårne.

Porten blev lukket for trafik i 1808, men da VIA VENETO blev anlagt i 1887 blev den genåbnet.

(Belisario (505-565) var general hos den østromerske kejser Justiniano I (527-565), der var gift med Theodora. Belisario sikrede militært rigets østlige grænse, erobrede Nordafrika, befriede Rom fra Goterne og genskabte Middelhavet som Romersk indhav).

Fra porten fortsættes på indersiden af muren ad VIA CAMPANARIA, i muren overfor nr. 39 er opsat en buste, der angives af forestille general Belisario. Ved VIA LUCONIA er man nok nødt til at gå langs ydersiden af muren frem til PIAZZA FIUME med

Porta Pia set udefra

Porta Salaria

Den antikke port blev opført sammen med muren ved den ældgamle saltvej VIA SALARIA, som blev benyttet til at fragte salt fra lejerne ved Tiberen. I portens omgivelser fandtes i antikkens tid adskillige gravmæler, så da muren og porten blev bygget har man ladet nogle af disse gravmæler indgå i murværket.

Porten blev så stærkt medtaget ved bombardementerne under kampene om Rom i 1870, at man lod den nedrive og rekonstruere i 1873, men allerede i 1921 blev den nye port brudt ned for at give plads til trafikken, der nu "flyder" tæt gennem de store gennembrydninger. 

Ved VIA PIAVE er der indbygget en bar i murresterne, og her er der gode muligheder for en forfriskning midt i den larmenede trafik. Oppe over baren kan man se, at der fortsat er beboelse i dele af den antikke mur. Herefter følges "Le More" på ydersiden langs CORSO ITALIA hen til

Porta Pia

Af den antikke port "Porta Nomentana" er der kun en simpel bue og Pave Pio IV's våben med årstallet 1564 tilbage.

Dette år blev porten tilmuret og tårnene nedrevet, da Michelangelo i 1561 havde fået til opgave at anlægge en ny port. Ved sin død i 1564 havde han kun fuldført den indvendige facade, der er tænkt som en kulisse, regnet på at kunne ses på afstand, som slutpunktet på en lang og lige vej. Her er lidt renæssance tilsat lidt manierisme og måske lidt tidlig barok.

Nordfacaden er tegnet og opført af Vespignani og hele komplekset blev først færdigt i 1576. De lave bygninger der forbinder de to facader indeholder et lille militærhistorisk museum.

Det var ved PORTA PIA at et artilleribombardement brød en niche i bymuren og general Cadornas bersaglieri stormede ind i byen den 20. sept. 1870. Herefter overgav pave Pio IX sig, Italien var samlet og paven gik i "fangenskab i Vatikanet".

Indenfor porten fører VIA XX SETTEMBRE (tidligere VIA PIA) ind mod obelisken ved det dengang pavelige sommerpalads Palazzo Quirinale, langs denne gade lod pave Sisto V hovedledningen til den istandsatte Acqua Felice løbe frem til Mosesfontænen.

Kommer man inde fra bysiden til Porta Pia finde man på venstre side resterne af Villa Paolina, nu Frankrigs Ambassade ved pavehoffet og overfor i resterne af Villa Torlonia finder vi den engelske ambassade.

Efter en tur rundt om Porta Pia og måske et besøg i det lille museum, følges muren på ydersiden langs VIALE DEL POLICLINICO, der drejer til højre ved PIAZZA FABRIZIO, et godt stykke nede forsvinder muren ud af syne, men vi fortsætter ned til VIALE DELL'UNIVERSITA og drejer til højre. Her kan fortsættes ligefrem til VIALE PRETO­RIANO, der følges til venstre indtil man møder muren igen ved VIALE DE PORTA TIBURTINA, der leder gennem et gammelt arbejderkvarter frem til PORTA TIBURTINA.

En lille omvej til endnu et stykke mur kan man tage ved i VIA DELL'UNIVERSITA at dreje til højre ved VIA OSOPPO ind til blindgaden VIA DELLA SFORZESCA. Tilbage til VIALE DELL'UNIVERSITA, hvor man ved VIALE CASTRO PRETORIO kan finde resterne af

Porta Clausa

Om denne port vides ikke meget udover, at den vogtede den oprindelige vej til Tibur, som udgik fra "Porta Viminalis" i Serviusmuren.

På VIALE CASTRO PRETORIO drejes til venstre og fortsættes til VIALE TIBURTINA  og PORTA TIBURTINA. Adskillige steder på denne strækning vil man opleve, at der er indrettet boliger flere steder i muren og dens tårne.

Porta Tiburtina

Denne port, hvorfra vejen førte til Tibur (nutidens Tivoli), blev bygget af kejser Honorius, men den er restaureret adskillige gange, hvad den knapt læselige indskrift fortæller om. Det mest iøjenfaldende er den smukt proportionerede Arco di Augusto, der i 272 var den egentlige "Porta Tiburtina", men nu har den sin basis tre meter under den senere port fra 402. Denne bue var bærebue for tre af antikkens fornemmeste aquadotti: Marcia, Tepula og Giulia.

Over portbuen kan man på ydersiden se et magert oksehoved og på indersiden et fedt oksehoved. Traditionen sætter disse i forbindelse med goternes belejring i 410, udenfor kunne de sulte, men indenfor var der mad nok. I virkeligheden kunne hovederne skyldes, at porten var indgang til et stort lokalt kvægmarked.

I kvarteret inde langs VIA TIBURTINA faldt de allieredes bomber den 19. juli 1945 midt i arbejderkvarteret langs godsbaneterrænet ud til den store kirkegård CAMPO VERANO. Herude finder man den store og gamle valfartskirke S. Lorenzo fuori la Mura.

Porta Maggiore

På den anden side af VIA TIBURTINA fortsættes langs muren i VIA DI PORTA LABICANA på denne strækning er der flere små beskedne spisesteder, hvor man kan indtage sin frokost og et godt glas vin, et godt eksempel er i VIA RUTOLI tæt på hjørnet til VIA DI PORTA LABICANA. Der fortsættes indtil man krydser jernbanen og kommer ud på den kæmpemæssige åbne område PIAZZALE PORTA MAGGIORE og PIAZZALE LABICANA, hvor blandt andet de antikke landeveje til Prenestina og Casilina har der udgangspunnkt. Det var her ved PORTA MAGGIORE at den amerikanske general Mark Clark rykkede ind i Rom den 4.juni 1944, han var den første general der indtog byen sydfra.

Porta Maggiore

Denne port var oprindelig et castellum (reservoir) for Aqua Claudia, som kejser Claudius byggede for at føre vand fra kilderne ved Subiaco til Roms Monte Celio. På den høje tredelte gavl er der tre indskrifter: den øverste står på vandledningen til Aqua Apio Nuovo, som den stammende kejser Claudius lod bygge år 52 for at føre vand til Rom fra Aniofloden øst for byen. Den mellemste står på ledningen til Aqua Claudio og  omtaler Vespasians restaurering og nederst på selve fundamentet oplyses det, at Titus har restaureret dobbeltakvædukten.

I antikken var der åbnet to høje buer i akvædukten for at skaffe plads til trafikken fra Palestrina og det lidt sydligere Labicum, der blev ført ind i Rom gennem Serviusmuren ved "Porta Esqulino". På den udvendige side af akvædukten blev der opført to porte: Porta Praenestina og Porta Labicana, der var adskilt af et cylindrisk tårn og hvert flankeret af et massivt kvadratisk forsvarstårn.

(Resterne af Porta Esquilina findes nu i VIA S. VITO tæt på PIAZZA VITT. EMANUELLE (tur 5). Det er opført som ARCO GALLIENUS, men det er resterne af porten, der blev restaureret i 260 under kejser Gallienus (253-268)). 

Da goterne hærgede Italien under kejser Honorius lod man murene forstærke, tilmurede portene og nedrev tårnene. Først under pave Gregorio XVI i 1838 begyndte man at udgrave og frilægge Claudius' akvædukter for at kunne genåbne de store buer for trafikken. Ved den lejlighed fandt man i det cylindriske tårn et antikt gravmæle fra år 30 f.kr. for den velhavende bager Marcus Vergilius Eurysaces og hans hustru Atistias. En frise øverst på mausolæet viser forskellige faser i brødfremstillingen.

På pladsen med nedgang under selve jernbanedæmningen finder man Bacilica di Porta Maggiore, denne blev opdaget da man byggede jernbanen til Napoli, men den har desværre kun sjældent åbent, da dens udsmykning ikke kan tåle mange besøg.

Porta Maggiore med gravmælet for bageren Eurysaces

Med ryggen til porten og ansigtet mod bagerens sidste hvilested holder man til højre over mod VIA CASILINA, hvor Le More fortsætter og ved VIALE CASTRENSE drejes til højre og lidt fremme efter et buet murstykke er der nogle moderne buer, der danner overgangen til et af de bedst bevarede stykker af den Aurelianske mur.

Herinde bag de moderne buer ved VIA NOLA ligger den store berømte kirke S. Croce in Gerusalemme. I tilknytning til kirken er det Sessoriske Palads, der tjente som residens i den sene kejsertid. Det blev opført af kejser Septimius Severus, det runde stykke af muren skyldes Amfiteatro Castrense, der blev opført i tilknytning til paladset.

Turen fortsætter ad VIALE CASTRENSE indtil man når PIAZZALE APPIO med

Porta S. Giovanni

Porten blev bestilt af pave Gregorio XIII i 1574 som erstatning for den antikke Porta Asinaria. Dette statelige barokmonument blev opført af Jacopo del Duca,  der var elev af Michelangelo og havde været med til at fuldføre PORTA PIA. Denne port har gennem historien været en af indfaldsvejene fra Napoli og de romerske castelli i Albanerbjergene.

Til venstre for PORTA S. GIOVANNI bagved gadehandlerne og markedsfolket ser man tårnene af den antikke

Porta Asinaria

Porten blev bygget, som en beskeden port (posterula) flankeret af to forsvarstårne, kejser Honorius lod omkring 390 som yderligere forstærkning opført to cylindriske tårne i fire etagers højde. Denne port blev erstatningen for "Porta Celimontana" i Serviusmuren, der løb på den sydlige del af MONTE CELIO.

(Resterne af Porta Celimontana kan man se ved VIA S. PAOLO DELLE CROCE, hvor denne støder ud til VIA CLAUDIA og VIA S. SEBASTIANO DEL ROTONDO. Den store travertin konstruktion blev opført for at bære akvadukten frem til Palatins termer).

På trods af at PORTA ASINARIA har en næsten fæstningsagtig karakter var det gennem denne port barbarerne i flere tilfælde trængte ind i Rom, i flere tilfælde var der dog tale om forræderi. I 546 betalte Totila portens mandskab for at trænge ind, i 928 lod en bror til pave Giovanni X ungarske tropper slippe ind denne vej og i 1084 kaldte pave Gregorio VII condottieren, normanneren Robert Guiscard til hjælp. Denne hjælp medførte blandt andet at store dele af byen blev plyndret og nedbrændt.

Muren blev tilmuret i 1408, men genåbnet senere og først efter opførelsen af PORTA S. GIOVANNI, blev den lukket for bestandigt. Porten blev gravet fri 1917 og åbnet som passage for fodgængere.

Bagved portene ligger den store PIAZZA PORTA S. GIOVANNI, der helt domineres af den kæmpemæssige S. Giovanni in Laterano (Laterankirken) der er Europas ældste kirke. Det er Roms domkirke og den helligste i byen. 

Porta S. Giovanni

Fra de to porte er det vist umuligt på grund af Laterankompleksets udbredelse at følge muren på det næste stykke. Så der er to muligheder for fortsættelse:

1) Indenfor. Gå rundt om S. Giovanni in Laterano, forbi dåbskapellet S. Giovanni in Fonte og hold til venstre ned ad VIA LATERANI indtil man møder muren ved PIAZZALE IPPONIO.

2) Udenfor. Fra Porta S. Giovanni går man frem til VIA SONNIO, hvor der holdes til højre langs det store marked med tøj, sko og alskens tignel, tangel og tøj. Der fortsættes lige ud indtil man møder et større område med idrætsarealer, gå ind ad porten rundt om banerne forbi klubhusene, der er bygget helt op til muren og følg denne frem til PIAZZALE IPPONIO.

Hvis der mod forventning ikke skulle være åbent til idrætsanlægget, så må man den lange vej frem til VIA GALLIA, husk at dreje til højre ved VIA ILLIRIA frem til PIAZZALE IPPONIO. Hvis der ikke drejes kommer man direkte ud til PORTA METRONIA. Den sidste variant er mest spændende på grund af markedet og idrætsanlægget, hvor man får et indtryk af hvordan romerne har udnyttet muren.

Oratorio di S. Giovanni in Olio

Fra PIAZZALE IPPONIO fortsættes på indersiden af muren langs VIA DELL FERRATELLA  til 

Porta Metronia

Dette var en af de mindre betydningsfulde porte uden specielle forsvarstårne og dekorativ udsmykning. På et af sidetårnene sidder en lille marmorplade fra 1157 der blev anbragt i forbindelse med en kortvarig genoplivelse af den romerske republik. På denne tavle findes det ældste eksisterende eksempel på anvendelse af signaturen "S.P.Q.R", der blev taget i brug 1144.

Muren følges langs VIALE METRONIO frem til

Porta Latina

Porta Latina blev udvidet og fik sit nuværende udseende under kejser Honorius omkring 400 f.kr. Det er en af de porte, der gennem de forløbne sytten århundrede ikke har været udsat for alvorlig ødelæggelse eller restaurering. Porten har sit navn efter landskabet Latium, den mistede i tidens løb sin trafikale betydning og fra 1808 til 1911 var den tilmuret.

Indenfor porten finder man det ottekantede Oratorio di S. Giovanni in Olio på det sted, hvor kejser Domitian år 92 forsøgte at koge evangelisten Johannes i en kedel med olie. Evangelisten stod uskadt op og blev sendt i eksil til Patmos, hvor han skrev "åbenbaringen".

Få meter længere inde op ad den første sidevej til højre finder man oldkirken S. Giovanni a Porta Latina med fresker fra det 12.årh.

Fra Porta Latina er det ikke muligt at følge muren på indersiden, da arealet er optaget af private grundejere. Igen er der to gode muligheder:

1) Det nærmeste man kan komme muren er at gå gennem PARCO DEGLI SCIPIONI, der har indgang lige ved ORATORIET. Inde i parken er der nedgang til COLOMBARIO DI POMPONIO HYLAS,der blev opdaget i 1830, men her skal man nok løse billet på den anden side af parken i VIA DI PORTA S. SEBASTIANO. Når man kommer ud af parken går man lidt til venstre, hvor man finder SEPOLCRO DEGLI SCIPIONE, der er begavelsesplads for en rig romersk familie. Her kan der købes billetter både til begravelsesplads og colombariet. Hvis man holder til venstre når man kommer ud af parken, er der ikke mange meter til PORTA S. SEBASTIANO.

(SEPOLCO DEGLI SCIPIONI og COLOMBARIO HYLAS er også omtalt i afsnittet romerske rundture Tur11: Fra Colosseo til Via Appia Antica). 

2) Skal man se så meget mur som muligt er det en tur udenfor og til højre ad VIALE DELLE MURA LATINA, der i et stort sving fører frem til

Porta S. Sebastiano eller Porta Appia

Den antikke port havde navn efter en af antikkens meget trafikerede veje VIA APPIA, der blev bygget 312 f.kr. af censor Appius Claudius. Den afløste den gamle PORTA CAPENA i Serviusmuren, denne port var i det kejserlige Rom en af de mest befærdede og den lå lige ved Cirkus Maximus neden for Aventin og Monte Celio.

Drususbuen ved Porta S. Giovanni

PORTA S. SEBASTIANO blev bygget af kejser Honorius, og er en smuk bygning som med sin klassisk formet rundbue hvælver sig over den ældgamle færdselsvej, og kronet med to etagers manøvrekamre med smalle rundbuede glugger under den krenelerede gavl. Porten flankeres af to svære cylindriske forsvarstårne på kvadratiske baser.

I portens indre på højre væg findes en antik grafitto af ærkeenglen S. Michael, der var borgernes skytsengel i kampen mod paven og adelen.

Lige indenfor PORTA S. SEBASTIANO ser man den såkaldte Drusus-bue, som blev opført i år 211 for at føre akvædukten til Caracallas Termer over Via Appia.

Det var igennem PORTA S. SEBASTIANO kejser Karl V 1536 drog i triumftog til Forum Romanum for at blive kronet til kejser af pave Paolo III.

Den heldigste og bedste fortsættelse af turen foretages ved at aflægge port- og murmuseet et besøg. Dette museum findes inde i den store portbygning, og her fortælles om de forskellige bymure, deres opførel­se og historie og samtidig er der lejlighed til at beundre de utroligt smukke rum og udsigten over VIA APPIA ANTICA. Herinde fra er der adgang til en spadseretur på selve muren frem til PORTA ARDEATINA. Hvis der er åbent for gennemgang er dette den naturlige fortsættelse af turen på en spændende og stemningsfuld måde med udsigt over de store grønne områder indenfor bymuren. Hvis det ikke muligt at komme ud ved PORTA ARDEATINA (spørg i billetsalget) så må man langs den trafikerede VIALE DIPTA ARDEATINA, men dette bør først ske efter, at man har drukket en slurk vand ved brønden uden for porten og derefter spadseret ca. 120 meter ude ad VIA APPIA for at se oldtidsvejens første milepæl.

posterula ved Porta Ardeatina

Porta Ardeatina

Dette var udgangspunktet for vejen til Ardea, der var residensby for den mytiske kong Turnus. Til højre for porten skal man bemærke den beskeden sideport (posterula).

Lige efter porten følger på VIA PORTA ARDEATINA

Il Bastine del Sangallo

Denne befæstning blev bygget 1534-1549 af Antonio de Sangallo d.y. for Pave Paolo III (Farnese). Dette er et fremragende eksempel på datidens militære bygningskunst, desværre er det ikke muligt at aflægge et besøg på grund af forfald. Roms kommune bruger idag kassema­terne til oplagsplads.

(Antonio da Sangallo d.y (1482-1546) virkede især som fæstningsingeniør. Han påbegyndte kirken S. Maria in Loreto (1507) og ombygningen af Palazzo Farnese i 1534. Han arbejdede som ledende arkitekt ved S. Pietro fra 1536-1546, hvor Michelanelo overtog arbejdet).

Efter Sangallos bastion fortsættes langs muren ad LARGO ARDEATINA indtil det næste hul, hvor VIA GUERRIERI munder ud.

Hvis man er interesseret i at se mere af muren fra bagsiden så følger her forslag til en mindre sløjfe med et par seværdige kirker.

Sløjfe:

Følg VIA GUERRIERI opad og drej til højre første gang det er muligt ved VIA GIOTTO, fortsæt opad og drej igen til højre første gang det er muligt. Denne gang  hedder vejen VIA DI VILLA PEPOLI (privat vej med jernport), denne følges indtil der drejes til højre ved VIA LUCIA FABIO CILONE og denne vej ender helt ude bagved Sangallos Bastion, men er sikkert spærret af et trådhegn. En spændende tur men med den fejl, at man skal samme vej tilbage.

Når man står ved porten ind til VIA DI VILLA PEPOLI, er der ikke langt til to af Roms gamle kirker S. Balbina og S. Saba. Så hvis man vil lade mur være mur en times tid, så er her en kort vejledning: Fra porten skråt over i den smalle VIA DI S. BALBINA til højre for gartneriet og efter 200 meter er man ved S. Balbina.

Tilbage igen til jernporten og en ny spadseretur på ca. 500 meter ned ad VIA GIOTTO og tilhøjre ad VIA LEON ALBERTI til PIAZZA REMURIA, hvor der drejes til højre ad VIA FLAMINIO PONZIO, der fører hen til S. Saba. Fra S.SABA følger man VIA FAUSTINA over i VIA ANNIA, der fører direkte tilbage til muren ved PORTA S. PAOLO.

Giuseppe Vasi: S. Prisca

Hvis man ikke er til dette lille krydstogt ind bag muren, så fortsættes fra LARGO ARDEATINA ad VIALE DI PORTA indtil

Porta S. Paolo eller Porta Ostiense

Porta Ostiense vogtede i antikken vejen til Roms havneby Ostia. Senere fik den navnet PORTA S. PAOLO efter den store basilica S. Paolo fuori le Mura. I århundreder har porten været passeret af vældige pilgrimsskarer, der især i jubelårene skulle bede i basilikaen, der var en af de syv valfartskirker.

Porten er et stateligt bygningsværk med to porte og to svære fæstningstårne, et regulært fort. I porten er der indrettet et lille Museo della Via Ostiense.

(S. Paolo fuori le Mura er omtalt i afsnittet om KIRKERNES ROM på siden om Valfartskirkerne, endvidere er dens mosaikker omtalt på siden Romerske apsismosaikker. Kirken er ikke omtalt på nogen tur, men nævnt på siden Romerske highlights). 

Lige ved porten skærer en pyramide sig ind i Den Aurelianske Mur.

Cestius-pyramiden 

Den blev opført som gravmæle for rigmanden, prætoren og folketribunen Cajus Cestius Epulo, som døde i år 12 fKr. Han kendes kun fra sit gravmæle, der er en imponerende pyramide beklædt med marmor og indbygget i den Den Aurelianske Mur. Indskriften siger at opførelsen af et af de bedst bevarede antikke bygningsværker tog 330 dage.

Stykket af muren efter Cestius-pyramiden langs VIALE DE CAMPO BORAIO er et af de bedst bevarede stykker, der fortsætter ned mod floden, hvor den så forsvinder inde i et ufremkomme­ligt bebygget område. Oprindeligt fortsatte muren helt ned til floden, hvor den drejede til højre og fulgte floden et stykke frem til VIA MARMORATA og PONTE SUBLICIO. På den anden side af floden fortsatte den ved PORTA PORTUENSE. For dem der kun bruger en dag eller måske et par dage til turen rundt om muren, er den hurtigste vej fra PORTA S. PAOLO til næste vigtige port at følge VIA MARMORATA ned til PONTE SUBLICIO og over floden til PORTA PORTUENSE.

Porta S. Paolo med Pyramide, protestantisk kirkegård og mur

Tanker ved C. Hauchs grav

Sløjfe:

Inde bagved muren fra Cestius-pyramiden med indgang i VIA CAIO CESTIO ligger en anden mindre seværdighed

DEN PROTESTANTISKE KIRKEGÅRD.

Det pavelige Rom var ikke interesseret i de uhellige lutheranere, der blev stedt til hvile uden for byen i uindviet jord. Først i 1820 blev etableret en fredhellig kirkegård. Her er blandt mange andre begravet Shelley; Goethes søn, Axel Munthe, Keats; Gramschi; Carsten Hauch og den kendte danske rejseleder, maleren William Zoega. Et besøg her bagved den Aurelianske mur er en særpræget oplevelse.

Fra kirkegården kan turen fortsætte til venstre ad VIA CAIO CESTIO frem til VIA NICOLA ZABAGLIA, hvor man kan se endnu en af Roms mærkværdigheder Monte Testaccio.

Går man langs muren ad VIALE DE CAMPO BORAIO, drejes der tilhøjre ved VIA NICOLA ZABAGLIA, der følges til hjørnet af VIA GALVANI. Her er der i jerngitteret en låge, hvorfra først en trappe og siden en sti fører op til toppen af Monte Testaccio. Potteskårsbjerget hvis kerne er ituslåede amforaer, lå tæt på den antikke flodhavn Emporium. Dette område er nærmere omtalt på siden Tur10: Aventin og Testaccio.

Nede igen fra Monte Testaccio følges VIA NICOLA ZABAGLIA ned til floden, der følges til højre hen til PONTE SUBLICIO, hvor man på den anden side af VIA MARMORATA ser signaturfontænen for Rione Testaccio, den består af adskillige stablede amforarer i marmor.

På den anden side af floden fortsætter muren med Porta Portese.

Porta Portese (Portuense)

Porta Portese blev opført af pave Urbano VIII (Barberini) til erstatning for den antikke Porta Portuensis, der lå ved den gamle flodhavn PORTO RIPA GRANDE. Samtidig med porten opførte pave Urbano VIII en udvidelse af Den Aurelianske Mur, så den nu kom til at løbe på ydersiden af GIANICOLO frem til Den Leoniske Mur omkring S. Pietro.

Porta Portese med pave Urbano VII's vågen

Ved PORTA PORTESE afholdes der hver søndag et Mercato del Pulci (loppemarked) med tøj, sko, musik og alt muligt tingel tangel, det kan være en oplevelse, men der er et utal af lommetyve og plattenslagere, så man skal være meget opmærksom på sine ejendele ved et sådant søndagsbesøg.

Fra PORTA PORTESE følges muren på indersiden ad VIA DI MURA PORTUENSI, krydser den store VIALE TRASTEVERE over til VIA A. SAFFI og så går det opad langs murens yderside til

Porta S. Pancrazio, Porta Aurelia

Toppen af Gianicolohøjen var det østligste punkt i Aurelians mur og her vogtede PORTA AURELIA den gamle VIA AURELIA, der var anlagt år 109 f.kr. af konsul Aurelius Scaurus og førte frem til PONS AURELIANUS, hvor nu PONTE SISTO ligger. Denne del af muren var meget vigtig, da den også beskyttede de romerske møller, der var anbragt på Gianicolo.

Efter at en fjortenårig martyr blev halshugget her under Diocletians kristenforfølgelser fik den navnet PORTA S. PANCRAZIO. Martyren blev begravet udenfor porten i det katacombområde, hvorfra der er adgang fra BACILICA DI S. PANCRAZIO, der ligger ca 500 meter ud af VIA DI S. PANCRAZIO.

Porten blev ombygget af pave Urbano VIII, men den fik en fuldtræffer under krigshandlingerne i 1848, da franskmændene herfra bombarderede Rom. I 1854 lod pave Pio IX porten genopbygge i en bleg pseudo-klassisk stil.

Fra PORTA S. PANCRAZIO gik Aurelians mur stort set direkte ned mod Tiberen og endte ved PORTA SETTIMINANA i Trasteveres nordlige hjørne, medens pave Urbano VIII's mur fortsatte langs ryggen af MONTE GIANICOLO  frem til S. Pietro.

(Porta Settiminana mødes på Tur 6: Trastevere og den beskrives også nedenfor).

Så igen er der to muligheder til en fortsættelse:

1) Udenfor muren langs VIALE DELLE MURA AURELIE får man et stærkt indtryk af dette forsvarsværks højde og styrke. Denne tur slutter ved VIA PORTA CAVALLEGGERI, hvorfra der ikke er mange meter til Peterspladsen.

Søndagsmarkedet ved Porta Portese

Giuseppe Vasi: "Porta Settiminana"

Herfra går der også busser gennem galleriet tilbage til den indre by indenfor muren. Man bør stå af bussen på den anden side af Galleriet på PIAZZA DELLA ROVERE og fortsætte til fods mod højre ad VIA LUNGARA, den gamle processionsvej, der forbinder PORTA S. SPIRITO i Den Leoniske Mur med PORTA SETTIMIANA.

2) Indenfor porten og følge muren frem til PIAZZA GARIBALDI og nyde udsigten over byen. Fra pladsen kan man komme ned i parkanlægget og følge en af stierne lige ned til VIA CORSINI og VIA LUNGARA og lidt til højre til PORTA SETTIMI­ANA.

Porta Settiminana

Porten blev opført under Borgiapaven Alessandro VI (1492-1503), der anbragte porten i den antikke Aurelianske Mur, hvor den slog en bue ved VIA LUNGARA, der blev anlagt under pave Giulio II for sammen med Ponte Sisto at give en snorlige pilgrimsvej frem til PORTA S. SPIRITO og derfra til S. Pietro.

Herfra er der ikke langt til PONTE SISTO og PIAZZA SONNIO med de gule busser 56,62,170 der kører ind mod centrum.

Tur 1: S. Pietro og Vatikanet (tilslutning til tur 2)

Tur 2: Pantheon og Pz. Navona (tilslutning til tur 3)

Tur 3: Via Giulia, Ghetto, Campo di Fiori

Tur 4: Foro Trajani, Capitol og Monti

Tur 5: FraTermini til Porta Maggiore

Tur 6: Trastevere (tilslutning til tur 3)

Tur 7: Omkring Corsoen   

Tur 8: Fra Termini til Pz. del Popolo

Tur 9: Aurelians bymur           

Tur 10: Aventin og Testaccio (tilslutning til tur 6)

Tur 11: Fra Colosseo til Via Appia Antica

Tur 12: Romerske highlights                                       

Tur 13: De antikke seværdigheder