Ole Thorups rejsenoter

På ture rundt i Firenze vil man møde et utal af værker fra et meget stort antal kunstnere, der tilsammen danner rammen om det florentinske kunstparadis. Det er værker som man på ingen måde kan eller skal gå upåvirket forbi, men det ville kræve et større kunstleksikon at omtale alle de kunstnere, der har været med til at sætte deres præg på byen.

Dette afsnit er et forsøg på at begrænse opmærksomheden til det, jeg finder er de 14 væsentligste kunstnere og deres værker. Her gives en kort biografi og en gennemgang af værkerne med deres placering i kirker eller museer. Da byen vrimler med kunstværker vil alt blive et stort gråt flimmer, hvis man ikke begrænser sin interesse til ganske få kunstnere. Til en enkelt uges ophold i Firenze er 7 af de nævnte 14 kunstnere mere end nok. De andre 7 og mange flere vil presse sig på langs ad vejen.

Efter pesten i 1354, hvor godt halvtredstusinde personer døde, begynder den store økonomiske fremgang for republikken FIRENZE, men udover ønsket om økonomisk vækst havde ingen tilsyneladende ambitioner om at erobre verden ikke engang Italien.

I denne periode med stor økonomisk vækst. Ikke alene frembragte Firenze en række stormænd i de førende familier Strozzi, Pazzi, Gondi, Sasetti, Tornabuoni, Scala og ikke mindst Medici, der udfoldede en enestående mæcenvirksomhed, men overalt i byen herskede en vilje til udvikling og en lyst til nye erfaringer, som gjorde byen til et helt laboratorium. Fra det tidlige 1300-tal til midten af 1500-tallet stræbte ingen anden by i Italien, ja i hele Europa, med en så stædig lidenskab mod nye erobringer - med denne stræben, når kunsten frem til en ny virkelighedsopfattelse stimuleret af den klassiske oldtid.

Donatello: "David"

Museo Bargello

Botticelli: "Ritratto di Dante"

Renæssancen opstod som en genoplivelse af antikkens menneskeopfattelse med en omvurdering af mål og midler for videnskab, kunst, litteratur og filosofi. Humanismen er den historiske betegnelse for renæssancens kulturstrømning og genoplivelse af antikkens forbilleder i lærdom og litteratur.

Humanismen kan iagttages op gennem 1300 tallet hos flere forfattere. Dante (1265-1321) drev vidtgående studier i antikkens litteratur. Petrarca (1304-1374) og Boccaccio (1313-1375) var også beskæftiget med den antikke litteratur blandt andet ved eftersøgning efter klassiske forfatteres værker.

I denne periode bliver verdensbilledet ændret, så det i stedet for at være centreret om GUD, blev mennesket sat i centrum som altings mål, hvilket betød et radikalt brud med den katolske kirkes menneskesyn. Den individuelle sjæl, den videnskabelige søgen, erkendelsen af fornuftens logik ændrede fuldstændigt dogmatikkens strenge regler. I kunsten blev den rette linjes statiske renhed overlade pladsen til perspektivets virkelighed, proportionernes harmoni og ikke mindst en genopdagelse af menneskets krop.

Når Firenze så tidligt som i begyndelsen af 1400-tallet var skueplads for en frodig udøvelse af bygge-, billedhugger- og malerkunst, var det på baggrund af en ikke ubetydelig toscansk kunsttradition fra århundredet forinden.

Giotto havde været 1300-tallets mest fremtrædende kunstner, han var elev af Cimabue, den tidligst kendte florentinske maler, som hævdes at have været blandt de mosaikkunstnere, der skabte loftet i domkirkens dåbskapel. Giottos arbejde blev i begyndelsen af det 14. århundrede efterfulgt af nogle genier som Brunelleschi, Donatello, Masaccio, Ghiberti, Luca Della Robbia og Paolo Uccello.

Paolo Uccello: "Ritratto di Giotto"

Giorgio Vasari: "Ritratto di Lorenzo il Magnifico"

(1534)

Galleria degli Uffizi

Midt i århundrede arbejdede Andrea del Castagno og Filippo Lippi og mod slutningen kom Ghirlandaio, Botticelli og Verrocchio.

Fra 1500 tallets begyndelse flyttede renæssancens tyngdepunkt til Rom, hvor Michelangelo og Rafaello blandt mange andre opgaver skabte de pragtfulde værker i Vatikanet og det sixtinske kapel.

Ofte betegnes Lorenzo il Magnificos regeringstid (1469-1492) som Firenze's " guldalder", men i virkeligheden falder storhedstiden for den florentinske kunst i den første halvdel af 1400-hundredetallet. I denne periode blev alle væsentlige problemer, som betinger den florentinske skoles storhed rejst og grundigt gennemarbejdet. Dette kan forekomme besynderligt i betragtning af de ovenfor anførte kunstnere, der levede i den følgende periode. For en række af dem gælder, at deres værker er ikke nyskabende på samme måde som Brunelleschis, Donatellos og Masaccios.

For højrenæssancens kunstnere Leonardo da Vinci, Rafaello og Michelangelo's vedkommende, så sprænger de rammerne for den florentinske skole med en kunst, hvori de florentinske elementer nok er betydningsfulde men langt fra enerådende.

Renæssancen dækker således hele 1400-tallet og 1500-tallet (quattro- og cinquecentro) med et væld af ideer og fornyende impulser fra den mest fantastiske skare af arkitekter, skulptører og malere historien har set. Denne række af kunstnere er først og fremmest uddannet i Toscana og Veneto, men de spredte sig senere over alle de øvrige italienske regioner.

Marcello Venusti: Ritratto di Michelangelo"

(1535)

Casa Buornarotti

Perugino: "La Maddalena"

Palazzo Pitti

På ture rundt i Firenze vil man gang på gang støde på værker af kunstnere, der i perioden fra 1400 til 1600 har sat deres præg på byen, bygningerne og udsmykningen som arkitekter, billedhuggere eller malere. Det er værker, som man på ingen måde kan eller skal gå forbi på vejen gennem det florentinske kunstparadis, det er kunstnere som:

Alberti, Baldovinetti, Botticelli, Nanni di Banco, Bronzino, Brunelleschi, Arnolfo di Cambio, Castagno, Cellini, Correggio, Piero di Cosimo, Donatello, Ghiberti, Ghirlandaio, Gozzoli, Filarete, Piero della Francesca, Fra Angelico, Giambologna, Giorgione, Leonardo da Vinci, Lippi'erne, Lorenzo Lotto, Masaccio, Masolino, Michelangelo, Michelozzo, Orcagna, Perugino, Pisano, Pollaiulo, Pontormo, Rafaello, Luca della Robbia, Rossellino, Sangallo, del Sarto, Signorelli, Tintoretto, Uccello, Veneziano, Vasari, Verrocchio og mange, mange flere.

På denne plads vil det ikke være muligt at omtale alle de ovennævnte kunstnere og deres arbejder, da det vil kræve et større kunstleksikon, afsnittet vil "kun" omtale 17 af de helt "store navne" og deres arbejder. Selv 17 navne er et stort antal, men her er tale om de navne, man oftest møder på turene gennem byen eller hvis værker ikke bør forbigås, da de hver for sig er epokegørende. Man skal søge kunstnernes spor, lære deres kendetegn og beundre deres værker, men man skal ikke glemme de andre, for uden dem var Firenze og renæssancen ikke fuldkommen.

27. august 2009 / OT

Giambologna: Monument for Cosimo I

Piazza Signora - Firenze